Ágrios

I Féngari stammen, bliver der født en ung ulv, Og på hans 18 års fødselsdag, bliver han mærket med gudindens Selénés tegn.

Hans skæbne er bestemt, men vil han tage imod den?…

Samtidig falder flere og flere stjerner. Så Astéri må til jorden for at finde den mærkede så han kan hjælpe hende.

Men finder hun ham?…

Og hvis hun gør vil han hjælpe hende?...

Følg med i historien om: Kærlighed, Magi, pligt, skæbne, ulve og guder.

6Likes
4Kommentarer
1460Visninger
AA

11. Kapitel 8:

Damon

En mærkelig følelse boblede indeni Damon, da han gik med Fávlos ved sin side. Hele hans krop opførte sig som var han en bombe af energi, en sol lige inden den udvidede sig til en supernova. Han så ud af øjenkrogen hen på Fávlos, og som var de en og samme person kunne han mærke, at Fávlos var fyldt med den samme slags energi som ham selv. Damon skulle til at spørge Fávlos om han var klar til at gå, for selvom han lige havde gjort noget som kun få ulve nåede at opleve i deres liv. Så kunne han ikke glemme den smukke pige i krateret. Hvem var hun? Og hvor kom hun fra? Men da han skulle til at forme ordene, afbrød Fávlos ham. "Lad os finde hende". Damon så forvirret hen på Fávlos, der trak på skuldrene. "Jeg har siden ceremonien fået billeder af en ung pige, med hår af guld." Damon mærkede hvordan hans krop begyndte at spænde, "så jeg regnede med at det havde noget med dig at gøre....Så skal vi tage afsted?" Damon mærkede hvordan Fávlos lagde tryk på spørgsmålstegnet, men noget indeni ham sagde at det ikke var et spørgsmål. Damon bed tænderne hårdt sammen, og nikkede stift. Tanken om en anden ulv havde sin opmærksomhed rettet mod hans amado, fik en dyb knurren til at rulle ind over hans tunge. Fávlos fnyste "slap af. Hun er helt din, ingen interesse herfra". Fávlos slog Damon venligt på skulderen, og forvanlede sig til sin albino ulv. Damon rystede på hovedet og mærkede den velkendte varme, da han landede ved siden af Fávlos. Fávlos blodrøde øjne så på Damon,  Og fik med et blik spurgt "hvor skal vi så hen nu?" Damon lavede et kast med hovedet og fløj gennem natten med Fávlos ved sin side.

Damon viste der var noget galt, allerede inden de nåede krateret. Det var som om der lå en hvis tomhed over stedet, som var noget vidunderligt og kostbart fra et museum var blevet taget. Så da Fávlos løb hen til kanten og kiggede ned, vidste Damon at han ingenting ville finde. Fávlos lagde bedrøvet en hånd på Damon skulder. "Hun er væk, måske er det også for det bedste ". Damon rystede irriteret Fávlos hånd, af sig og luntede ned i krateret. Hun var ikke bare forsvundet. Et billed af hendes mishandlede ryg, fløj igennem hans hoved. Damon mærkede ulven pressede sig på da han så den store blodplet, hvor hans amado havde ligget. Han mærkede en knurren, rulle indover hans tunge og undslippe hans sammenbidte tænder.  Fávlos hev Damon i skulderen, for at få ham til at se væk fra blodpølen. "Damon tag en dyb indånding, hun er måske ikke taget herfra frivilligt.". Damon tog en dyb indånding, og mærkede hvordan skovens liv mødte hans næse. Han måtte ryste frustreret på skulderne da hans amados duft mødte ham. Han skulle lige til at sende Fávlos et irriteret blik, da to genkendelige dufte mødte ham. Han havde ikke lagt mærke til dem først, fordi hans næse havde levet med deres duft i hele hans liv. Damon løftede hovedet og mærkede en blanding af overraskelse og vrede. For de to dufte der mødte ham var duften af hans tidligere "brødre". Kálos og Mikró.

Damon mærkede Fávlos nervøsitet over at nærme sig flokken igen. Han kunne selv mærke, nervøsiteten af at nærme sig han moster igen. Damon så hen på Fávlos, han havde et tomt blik. Men Damon vidste at hans tanker lå på hans tvillingebror. De løb i stilhed, ingen af dem turde nævne den smerte og sorg, der bredte sig inden i dem begge. Damon skubbede sine tanker til siden, og fokuserede på følelsen af jorden under hans poter. De nærmede sig. Fávlos stoppede op, som var han løbet ind i en væg. Damon så forundret over på ham, og skulle lige til at stille spørgsmål til Fávlos. Da det gik op for ham, hvorfor de var stoppet. Damon lod kulden løbe igennem sit blod og knogler, hvorefter han langsomt travede hen til Fávlos. Fávlos sad på jorden, med hovedet sænket. Hans hvide hår hang som et gardin, ind foran hans øjne. Damon satte sig ned ved siden ham, og lagde forsigtig en arm om hans skulder. De sad i stilhed. Ingen af dem havde lyst til at bryde tavsheden, og sige det de bedste vidste. Det var Fávlos der brød stilheden. "Vi er ved grænsen, flokkens territorium starter her.... DAMON". Fávlos grap hektisk fat i Damon, og trak ham ham tættere på. "Jeg kan mærke hvordan grænsen skubber mig væk, det føles helt forkert at være så tæt på". Damon skubbede Fávlos lidt væk fra ham. Han kunne godt selv mærke det. Det var som om der stod en væk, der både fysisk og psykisk holde ham fra at overtræde. Damon lagde en hånd på Fávlos hoved, og rodede lidt i hans hår. "Du behøver ikke tage med... Jeg er bare nødt til at finde hende". Fávlos rystede på hoved, og rejste sig anstrengt op. "Jeg følger dig, hvoren du går". Et smil spillede på Damons læber. "det ved jeg".

De havde stået og snakket, om hvad de ville gøre når de fandt hans amado. De havde en plan, nu skulle de bare udføre den. De nærmede sig langsomt grænsen. Damon kunne mærke hvordan hans hjerte slog hårdt mod hans bryst. Jo tættere de to ulve kom grænsen, jo hurtigere slog hans hjerte. De stod nu lige foran grænsen. Damon mærkede hvordan hans hjerte nærmest sprang udad brystet på ham, og hvordan en trykken i hans hoved, fik det til at snurre i hele hans krop. Det var helt forkert.... Ulve der var udstøtte, eller bare ikke en del af en flok, måtte ikke gå ind på en anden ulve floks territorium. De to ulve så hinanden i øjnene inden de tog skridtet igennem grænsen.

 

Astéri

Helios stod klart og strålede oppe på himlen. Hun havde aldrig set hans arbejde, det var smukt. Hun kunne mærke det liv han bragte jorden hun stod på, og varmen mod sin hud. Væsenerne omkring hende kaldte guden, ved et navn hun aldrig havde hørt om. ílios. Navnet lød flot når de mærkelige væsner udtalte det, den måde de rullede med tungerne, så ordet fik en eksotisk klang. Astéri stod og så ud af den lille sprække fra hyttens åbning, da hun pludselig så de to mænd fra tideligere nærme sig. Hun kravlede med hjertet sidende oppe i halsen, tilbage mod den lille rede af grene som hun havde kravlet væk fra tideligere. Hendes krop føltes tung, og krævede en kraftanstrengelse at bevæge. Og en brændene ild bredte sig i hendes, og fik sveden til at løbe fra hendes panden. Hun skulle være blevet i hendes rede, men da hun så de første solstråler blive kastet mod jorden, igennem den lille sprække i døren. Var det som hendes krop havde bevæget sig af sig selv, som var lyset en magnet der tiltrak hende.

Astéri havde knap nok fået sig placeret, på reden. Da de to mænd åbnede døren og lod lyset fra Helios bryde gennem mørket. Astéri mærkede hvordan luften blev revet ud af hende, da hun nu fik udsyn til mere end blot en sprække af Helios evner, et gisp undslap hendes læber. Det føltes som en evighed hun beundrede solens stråler, det var først da de to mænd nærmede sig hende, at hun fik revet sit blik væk fra hyttens åbningen. De to mænd begyndte at snakke med hinanden, og Astéri genkendte straks stemmerne fra tideligere. Det var de to der havde stået og skændes da hun var vågnet tideligere. Astéri løftede sig op med sine albuer, for at kunne se dem bedre. Den ældste af dem, den Astéri synes lød meget ældre end han så ud, havde mørkt brunt hår, der var uglet og fyldt med mudder og skidt. Han var høj, meget højere end Astéri, og hun mærkede hvordan hans kraftige bygning og højden fik ham til at føles skræmmende og truende, det eneste der fik hans karakter til at virke bare en smule blødere i kanten, var hans store lysende blå øjne, der fik ham til at se ung og dumdristig ud. Astéri trak langsomt sine øjne fra ham og over på den anden. Astéri måtte holde et fnis tilbage. Få den lille fyr var knap nok en mand, han var nærmere end dreng. Højst 13 år gammel. Hans øjne var mørkebrune og fyldte det meste af hans ansigt, og fik ham til at virke uskyldig og barnlig. Han var spinkel, næsten for tynd til at det var sundt. Hun ville havde troet på hans uskyldighed, hvis det ikke var fordi hans orange farvede, røde hår fik hans øjne til at virke vilde og fik ham til at virke mere moden end han burde. Den måde de to drenge bevægede sig på, var som vilde dyr. De gik som var de røvdyr, og hun var byttedyret. De to drenge så på hinanden, den mindste så på den største med sine store øjne. "Fovátai". Den ældste rynkede panden, og en skygge faldt henover hans øjne. Fovátai, ordet gav genlyd i hendes hoved. Den yngre af dem så på hende og et smil spillede på hans læber. "katalavaínete ti léme". Drengen så på Astéri som om han forventede hun ville svare, men hun rystede bare på hoved. Et skuffet udtryk dukkede op i drengens ansigt. Astéri så på de to drenge der stod og diskuterede, på deres mærkelige sprog. Astéri skulle lige til at spørge hvad der foregik, da den ældste så på hende med et frustreret blik. "forestår du hvad vi siger nu?" Astéri mærkede hvordan en lettelse bredte sig i hende, som havde hun drukket noget varmt der varmede hendes krop op indefra. Hun havde hørt drenge tale sammen i hendes sprog tideligere, men det var stadig en glædelig overraskelse at hører hendes sprog, flyde frit fra deres munde. Astéri nikkede hurtigt, selvom det hev i hendes ryg, og sendte jag gennem hendes krop. Drengene smilede. Den ældste gik et skridt frem, "mit navn er Kalós og det der er Mikró". Astéri satte sig forsigtigt op og lænede sine ben udover kanten. "Mit navn er Astéri". De to drenge smilede og bevægede sig helt hen til hende. "kom med os, de ældre vil møde dig". Astéri prøvede forgæves at rejse sig op, men hendes ben gav efter under hende. Astéri så jorden komme flyvende mod hende, men ligefør hun ramte jorden mærkede hun nogle stærke arme gribe hende. Astéri så forvirret op på sin redningsmand. Kalós smilede og kastede hende op i sine arme forsigtigt, uden at røre ved hende ryg, der endelig var holdt op med at bløde. Astéri grab hektisk fat omkring hans hals, og lod Kalós bærer hende ud i solskinnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...