Emma - en helt almindelig pige, eller?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2016
  • Opdateret: 16 jan. 2017
  • Status: Igang
Kan man overhoved kalde mennesker for forkerte? Det tror jeg ikke, men må ærligt indrømme at de her mennesker, i min verden, er 'forkerte', eller måske bare uvidende? Måske forstår de mig bare ikke? Eller måske kan de bare ikke 'rumme' mig? Uanset hvad, så har de trådt på mig for sidste gang! På et eller andet tidspunkt er vi alle nød til at sætte en grænse, og nu er min nået! Jeg tænker tit over hvad meningen med livet er. Meget kliché agtigt, jeg ved det. Men jeg tænker ikke "hvorfor er mennesket her?" "Hvad skal vi udrette?" "Hvad skal vi lære?" Jeg er ikke god til at tænke i kollektiver. Jeg tænker meget på individer, altså eks. "Hvad skal JEG lære af det her?"

0Likes
0Kommentarer
2099Visninger
AA

2. Hvor kom jeg fra?

Som så mange andre er jeg blevet mobbet en del i folkeskolen. Det er ikke noget særligt, det ved jeg, men det er alligevel noget som har jeg gjort mig til den jeg er i dag. Jeg har oplevet grimme ting i løbet af min barndom, ting som små piger ikke burde opleve. Jeg ved at der er mange som bliver mobbet, måske er du? Jeg vil fortælle lidt om hvad jeg har oplevet og hvad det har gjort ved mig som person. 

Som sagt før har jeg oplevet lidt af hvert. Den første skole jeg gik på var nok den bedste, og jeg savner den, men den lukkede desværre. Her var der næsten ingen mobning, ikke noget som har haft en stor betydning. Men den anden skole jeg startede på, der startede det. Jeg havde som lille en meget dyb stemme af en pige, og det lagde mopperne stor vægt på. Min stemme er noget som har skabt mange problemer for mig da jeg var lille. Mopperne på den skole gjorde intet fysisk ved mig, men de låste mig ofte inde i skabe og ude af lokalet (ved godt det ikke er slemt). I frikvarterene kastede de sten og sand efter mig, og om vinteren fik jeg rigtig mange vaskerer. Jeg er tit kommet hjem med blå mærker efter en skoledag, og ofte har jeg ikke kunne sige til mor og far hvad de andre havde gjort eller sagt, da jeg simpelthen var bange for hvad der ville ske hvis nu mine forældre hev fat i deres forældre, eller lærerene for den sags skyld. Den sidste skole jeg har gået på var klart den værste. Jeg gik der fra 1. til 8. klasse, så der har jeg alligevel tilbragt mange år. Det hele startede fint, jeg fandt nogle gode venner og var meget sammen med dem, men da jeg havde gået der i ca. 1/2 år begyndte mobningen. Jeg tror jeg havde sagt noget forkert til én med ADHD. Jeg har absolut intet imod folk med ADHD, men da det her lige startede havde hun ikke fået diagnosen endnu, og var derfor ikke på medicin, forældre var godt opmærksomme på at der var noget galt, men gjorde ikke noget ved det. Men ihvertfald, hun begyndte at kaste ting efter mig, spytte på mig og kalde mig grimme ting. Jeg var meget nærtagende dengang og blev ofte ked af det. Hun var efter mig i mange år og det blev kun værre. I 4. klasse var jeg så uheldig at miste min mormor til kræft. Jeg holdte utroligt meget af hende, og besluttede dagen efter hendes begravelse, at have henden yndlings halskæde på i skole. Pigen som havde været efter mig opdagede halskæden og begyndte at spørge ind til den. Det var fint nok for mig at hun spurgte ind til det, men jeg vidste inderst inde godt at hun havde en bagtanke med det. Og jeg havde fuldstændig ret. Hun begyndte at svine både min mor og mormor til, og der gik min grænse! Man kan svine mig til nok så meget, men ikke min familie, det er bare lavt. Jeg blev sur på hende og vendte mig om for at gå, men i det jeg begynder at gå tager hun fat i min hals. Hun holder rigtig godt fast og jeg kan næsten ikke trække vejret. Jeg får hevet mig fri fra hendes greb og løber hen mod klassen, men hun stiller sig foran døren og blokere døren med en stol. Jeg havde et rigtig stort temperament dengang, så jeg tog fat i stolen og kastede den efter hende. Jeg tog derefter hjem og snakkede med mor og far om hvad der var sket. Min mor kom dagen efter med mig i skole for at få snakket med hendes mor. Hun påstod hun kan havde taget mig på skuldrene. Jeg sad og havde blå mærker på halsen som tydeligt kunne ses, men lærerene mente at det var jo ikke synd for mig, det var synd for hende fordi hun var syg. Jeg tror aldrig jeg har været så skuffet over nogle som jeg var lige der. Jeg har siden den dag haft et utroligt stort had til hende. Jeg ved godt at ordene 'hade' og 'elske' er stærke ord, men jeg hader hende, og det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Jeg har på den skole også fået kastet glasskår i nakken som jeg stadig har ar efter i dag. Jeg fik i en årgang kasten en bold i hoved hvergang jeg trådte ind i lokalet, og der var en gang, hvor vi i dansk timen skulle have læst en julehistorie. Min lærer havde selvfølgelig bedt os om at være stille, men skal man nyse, så skal man altså nyse, så jeg nøs og blev smidt ud af lokalet fordi jeg forstyrrede. Da jeg kom ind igen fik jeg kastet en lysestage i hoved af hende som hele tiden havde været efter mig. Nu giver jeg hende altså lige et navn, lad os sige hun hedder Katrine. Katrine har gjort mig rigtig ked af det rigtig mange gange, og ja, jeg hader hende, men jeg sætter alligevel pris på de ting hun har udsat mig for. Hun har gjort mig stærkere psykisk. Jeg var som tidligere nævnt meget nærtagende dengang, og det kan jeg godt mærke har ændret sig en hel del, selvfølgelig er der stadig ting som jeg bliver ked af, det vil der altid være, men der skal en del mere til. Hun har gjort mig til en meget selvstændig person. Jeg har altid været alene i skolen, selvom jeg fandt nogle venner i starten. 

Jeg ved ikke om man kan sige jeg er glad for at jeg er blevet mobbet, men jeg sætter pris på det. Jeg er glad for jeg er blevet så selvstændig, og jeg er rigtig glad for der skal mere til før jeg bliver ked af det. Mit temperament er også blevet en hel del bedre, jeg arbejder stadig på det, men der skal meget til før jeg begynder at blive voldelig. Som det er nu holder jeg bare min vrede inde og kommer af med den når jeg er alene. Det fungere for mig (lige nu), men jeg er nok nød til at finde en anden løsning, for på et eller andet tidspunkt, så er glasset fyldt, og når glasset er fyldt, så kommer al den vrede jeg har holdt på i mange år, ud på én og samme tid. Jeg frygter den dag kommer snart, så jeg forsøger stille og roligt at komme af med min vrede. Jeg forsøger at se det positive i de ting jeg har oplevet, og jeg ved det er rigtig svært når man står i situationen, men når det kommer lidt på afstand, så føler jeg at det begynder at give mere mening. Der er selvfølgelig også sket positive ting for mig i folkeskolen, men dem fortæller jeg om på et senere tidspunkt. 

Er der interesse for at jeg skal lave et kapitel hvor jeg går i dybten med mit folkeskoleliv? Både det gode og dårlige? Tænker at det næste kapitel også vil handle om folkeskolen, men være en del mere positivt, og måske med gode råd til at bekæmpe nervøsiteten hvis man står og skal til terminsprøve?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...