Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.


19Likes
18Kommentarer
4368Visninger

Author's note

Denne historie kom på 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016.
AA

21. Ritualet

 

”Hvad sker der?” Mikhayla ser hen på Teiber.

Rundt om det store telt kredser en lille håndfuld ryttere. Nogle af dem genkender Mikhayla af udseende, andre genkender hun på deres ulv, men kun ganske få af navne lader sig parre med ansigterne. Men det, der måske mest af alt fanger øjet, er den lille gruppe af fem eller seks ryttere, hvis blikke flakker fra teltets indgang til hinanden til de kredsende ryttere.

Mikhayla har aldrig set en nervøs rytter. Hvis ikke man kender ham, er Teiber en blank maske, og selvom Arkin på nogle måder virker mere tilnærmelig, ligger nervøsitet heller ikke til ham. Et af de mest udbredte rygter om spøgelsesrytterne er, at man ikke må vise dem sin svaghed, og flakkende blikke og svedige håndflader er et tegn på svaghed.

Men for Mikhayla er det noget andet, der fanger hendes opmærksomhed: Ingen af de nervøst, ventende ryttere har en ulv. I Mikhaylas hjerne lever ryttere og ulve i ubrydelig symbiose med hinanden, og bare synet af en ulveløs rytter giver hende en gyngende fornemmelse i maven.

”De venter på at blive lukket ind.” Teiber knæler ned ved siden af Mikhayla, så han kan hviske til hende, uden lange ører opsnapper hvert eneste ord af deres samtale.

”Lukket ind?” Mikhayla fjerner blikket fra de ulveløse ryttere og lader en hånd glide gennem Sashas pels for at få den knugende fornemmelse i maven til at forsvinde.

”Til Rådet,” siger Teiber og fortsætter: ”De skal gennemføre Ritualet, en form for ceremoni, der markerer overgangen fra at være dreng til at være mand.”

Mikhayla skubber øjenbrynene sammen, så en rynke opstår på hendes pande. ”Hvorfor skal de det? Kan de ikke bare sige, at nu er de voksne? Hvad skal de inde i teltet? Hvad med deres ulve? Hvor er deres ulve, Teiber?”

”Et spørgsmål af gangen.” Teiber ser hen på de ventende ynglinge. ”Kan du huske historien om de tre ryttere, der oprettede orduerne?”

”Hm. Månen steg ned fra himlen og gav dem hver en ulv,” siger Mikhayla med et fjernt blik i øjnene.

”Ja, den. Da månen havde tildelt alle rytterne en ulv, og de havde gjort, som hun bød dem, gik der flere generationer, hvor hendes folk red over stepperne med efterkommerne af de første rytterulve løbende ved deres side.

”Disse første af månens folk var udelukkende mænd. Ingen vidste hvorfor, men af en eller anden grund kunne rytterne kun få drengebørn, så derfor søgte disse ryttere kærligheden uden for Annors grænser. De tog shakarier, som de hædrede og elskede, og netop fordi der ingen kvinder var blandt rytterne, opnåede de kvindelige shakarier næsten guddommelig status. Men de første shakarier var ikke bare rytternes ægtefæller; de kunne være deres søstre og døtre, deres sønner og brødre.

”Og så skete underet. Den første kvindelige rytter fødtes under fuldmånens skær. De første år af hendes liv forløb ligesom i en hver anden rytters liv. En hvid ulv gjorde hende til sin rytter. Hun lærte at ride og at kæmpe, og hun færdedes ligeså hjemmevant under månens ansigt som enhver af hendes brødre.

”Men løb en ubeskrivelig smerte gennem hende, og blødningerne begyndte. Rytterne vidste fra andre kvinder, at det betød, hun nu i sandhed var trådt ind i de voksnes rækker, og pludselig fandt den første, kvindelige rytter sig omgivet af næsten ligeså megen ærefrygt som selveste månen.

”Hver måned blødte hun, og årevis bed hun tænderne sammen og nævnte ikke for nogen, hvor stor smerte, der fulgte med. Ligesom shakarierne lærte hun, at det var et vilkår, man måtte lære at leve med.

”Hun forelskede sig, hun tog en shakari, og snart begyndte hendes mave at vokse. Også ved fødslen bed hun tænderne sammen, som rytter var hun vant til smerte, selvom ingen kunne sammenlignes med denne.

”Under fødslen stod månen fuld på himlen over hende og holdt vagt, mens rytteren led i tavshed. Og for første gang så længen nogen kunne huske, steg månen ned fra himlen for at snakke til sine børn. Da hun stod foran rytterne, pålagde hun alle mandlige ryttere at gennemgå Ritualet, så også de skulle kende smerten, deres søstre måtte gennemleve, og siden har generationer af mandlige ryttere gennemgået Ritualet tre år efter, deres stemmer gik i overgang.”

Jo længere ind i historien Teiber nåede, jo fjernere blev hans blik, som huskede han hændelserne snarere end historien.

De nervøse ryttere er forsvundet ind i teltet, hvor de skal gennemgå Ritualet. Rundt om Rådets telt er skaren af nysgerrige tilskuer hastigt svindende, og til sidst er det kun Mikhayla og hendes rytter, der står foran den tillukkede åbning.

Minderne om hans eget Ritual farer igennem Teibers hoved. Han bider tænderne sammen og knuger hænderne så hårdt, at farven forlader hans knoer, og små, halvmåneformede ar dukker op under hans negle. En dag vil Mikhayla stå ansigt til ansigt med en lignende smerte, og når den til kommer vil der ikke være noget, han kan gøre for at lindre den.

Mikhayla løfter en hånd og stryger den hen over spændingerne i Teibers kæbe. Hun ser bekymret op på ham, da han trækker vejret ind gennem næsen og puster ud igennem munden. Først da anspændtheden siver ud af hans krop, lader Mikhayla igen hånden falde ned langs siden.  

Teiber rejser sig og griber Mikhayla ved hånden. Med et sidst blik mod teltet bag sig leder den mørkhårede rytter sin shakari ind og ud mellem teltene i Den Hvide Ordu, hvor den søde lugt af hø og lugten af urin blander sig med røgen fra madlavningsbålene.

”Hvad sker der inde i teltet, Teiber?” spørger Mikhayla usikker på, om hun har lyst til at kende svaret.

Teiber ryster på hovedet som svar.

”Har du været igennem Ritualet?”

”Det har jeg, Anneh, engang for længe, længe siden.” Et øjeblik drypper smerten igennem rytterens ellers så kontrollerede stemme. ”Ikke flere spørgsmål om Ritualet.”

Mikhayla følger stille efter Teiber. Først da de når det telt, de overnatter i, har hun samlet nok mod til at stille sit sidste spørgsmål: ”Hvad med ulvene? I historien sagde du, at ulvene fandt deres ryttere, mens de var børn, og,” hun ser sig omkring for at sikre, ingen lytter med, ”Uru har været der, så længe jeg kan huske. Hvorfor havde de ingen ulve?”

”Fordi de har glemt, hvem de er, Anneh.” Teiber genner Mikhayla ind i teltet og snøre teltflappen til bag sig, da han træder ind.

”De har glemt, hvem de er, og de har glemt deres historie. Rytteren rider ikke længere under månens smilende ansigt, men i glemslens tåger. Og månen straffer os for det. Før i tiden viste hun sig for os med få generationers mellemrum; vi har ikke set hende siden før N´mur ol Amron.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...