Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.


19Likes
18Kommentarer
4379Visninger

Author's note

Denne historie kom på 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016.
AA

20. Følelser i modstrid

 

Hun venter. Lyden af regelmæssige åndedrag fylder mørket, og et usynligt pulsslag får luften til at vibrere rundt om hende. Skråt bag sig, liggende mellem hende selv og de to fremmede ryttere, kan hun hører lyden af Teibers og Sashas vejrtrækninger.

Efter hendes udbrud var Teiber den første, der lagde sig til at sove, men først da Eron og Peru var krøbet ned under tæpperne tillod han sig selv at falde i søvn. På et tidspunkt overvejede Mikhayla, om rytterne nogensinde ville lægge sig til at sove, og selvom månen står højt på himlen, holder den svirvelende storm inden i hende trætheden på afstand.

Endelig skete det: rytterne gik i seng, og Teiber og Sasha faldt i søvn. Nu lytter Mikhayla. Med benene trukket tæt op til brystet og den ene arm bøjet op under hovedet stirrer hun ud i mørket, der omringer hende. Hun kniber øjnene i og mumler stille opmuntrende ord hen for sig selv.

Hun skubber sig op at sidde og ser hen på den sovende rytter ved siden af sig. Hun kan lige skimte omridset af hans og Sashas sovende skikkelser, da hun så godt som lydløst kommer på benene og med tæppet over armen lister sig hen til sadeltaskerne. Med rystende fingre løsner hun spænderne og flytter mad fra sadeltasken hen på tæppet.

Mikhayla binder hjørnerne sammen, så tæppet danner en bylt. Hun bekymrer sig ikke om at lukke sadeltasken efter sig, men løsner i stedet sit bælte og binder det om den improviserede bylt, så hun kan have den over skulderen.

”Vi skal være stille.” Mikhayla hvisker til sin hest og lader en hånd glide nogle gange hen over dens hals. Hun er ikke høj nok til at løfte sadlen op på ryggen af det store dyr, men med lidt overbevisning, nogle klikkende lyde med tungen og pres det helt rigtige sted på forbenene, får hun hesten til at knæle, så hun med nogen møje og besvær kan få opsadlet sin ganger.

Solidt plantet i sadlen glider Mikhaylas blik tilbage til de sovende ryttere og deres ulve. Eron, Peru og deres ulve får periferien af hendes synsfelt til at blive rødt. Hun bider tænderne sammen og knuger krampagtigt om tøjlerne. Hendes blik stopper ved Teiber og den sovende ulv ved hans side. Det er et under, de ikke er vågnet ved lyden af den unge shakari, der gør sig klar til sin afrejse, men uanset hvad vil der ikke gå længe, før de vågner og opdager, hun er væk.

Mikhayla sænker hovedet og presser øjnene hårdt i, men en enkelt tåre finder alligevel vej ud under hendes øjenlåg. Med et sidste blik over skulderen sætter hun i bevægelse, og følger rytmen i hestens gang, da den skridter væk fra lejrpladsen.

Med en hånd holder Mikhayla tøjlerne, mens den anden presser sig mod hendes læber. En dyb vejrtrækning får hendes skuldrer til at ryste, men så retter hun ryggen og lader hånden falde ned langs siden. Hun må så langt væk fra rytterne som muligt, inden de vågner og opdager hendes fravær.

En trækning i den ene hånds fingre er alt, der indikerer hendes modstridende følelser – skal hun blive eller ej – men med en hovedrysten skubber hun alle sådanne tanker ud af hovedet. Hun vil ikke lade noget ske med Uru, og hun vil da slet ikke se stille til, mens rytterne forsøger at slå ham ihjel. Med endnu et langt blik tilbage i den retning, hun kom fra, giver hun hesten et let puf i flankerne og læner sig frem ad i sadlen for bedre at kunne følge dyrets rytme.

Hun ved ikke, hvor længe hun har redet af sted over Annors vidder, og landskabets monotoni gør ikke meget for at styrke hendes tidsfornemmelse, men solen er stået op, og hesten har sat farten ned, så den bevæger sig i skridtgang i stedet for at galopere gennem landskabet.

”Uru!” kalder hun igen.

Lige siden solen stod op, har hun med jævne mellemrum forsøgt at kalde sin ulv til sig, men indtil videre har hendes forsøg været frugtesløse. Ikke denne gang. En stor, sort skygge lunter hen over den mosdækkede jord. Måden den bevæger sig på bringer et smil frem på den sølverblonde pige. Hun genkender sin ulv, endnu før hun kan skimte farvespillet i hans metalblå pels.

”Uru.” Denne gang følges navnet af latter og et smil, der viser en perlerække af hvide tænder; kun afbrudt af et hul, hvor hendes øverste, venstre hjørnetand burde have været.

”Hvor har du været?” Mikhayla kigger på sin ulv med løftede øjenbryn.

Uru lægger hovedet på skrå uden at falde ud af trit med hesten og dens rytter.

”Fint!” siger Mikhayla med en påtaget fornærmet mine og holder hænderne op for sig. ”Hvis du ikke vil sige det, så fint.”

Hun holder ikke masken længe, og snart bryder et smil frem på hendes læber. Fuld af energi fortæller hun Uru om alle de ting, hun og Teiber har oplevet, mens han har været på strejftog. Store armbevægelser og dramatisk mimik følger hendes historier, og selvom den store ulv ikke ligefrem kan siges at bidrage til samtalen, stopper det ikke Mikhaylas talestrøm.

Manglen på søvn er bundet til at slå, og lidt over middag holder Mikhayla modvilligt hesten an for at tage hul på sine forsyninger og måske få en smule søvn. Solen irriterer hendes øjne. Hver gang hun døser hen, sender lyden af hestehove hendes hjerte på overarbejde og river hende væk fra søvnen. Til sidst giver hun op. Selvom hendes øjenlåg er tunge som bly, nægter hendes overaktive hjerne hende at finde ro. Med et arrigt hvin river Mikhayla shakaret af og kyler det fra sig. Hun stirrer olmt på det, imens Uru ser til med forstilt interesse.

”Forbandet, forbandet, forbandet,” mumler Mikhayla. Hvis hun efterlader shakaret, vil den mørkhårede rytter, hun efterlod sovende ved bålet, kun få vished om, at hun har været her. Tænderskærende samler hun det sorte stof op og stopper det ned til maden, og så er hun af sted igen.

Solen daler og forsvinder bag horisonten, blot for at blive erstattet af månen og stjernerne. Det kølige, hvide lys fra nattehimlens mørke lyser dårligt nok landskabet op. Kun pigen på hesten, hvis sølverhvide hår fanger og reflekterer månens stråler, er fuldt ud synlig. Og, som hun langsomt bevæger sig gennem nattemørket, er der noget sygeligt over hende, som var hun en sjæl vendt tilbage fra de døde.

Natten bliver til sidst så uigennemtrængelig, at man ikke engang kan se en hånd for sig. Hesten vrinsker og slår sig i tøjlerne. Mikhayla læner sig frem over det store dyrs hals og hvisker det stille ind i øret, mens hun stryger det over manen. Først da hesten falder lidt til ro, glider Mikhayla ud af sadlen og begynder at fører hesten ved tøjlerne.

For hvert skridt, hun tager, bliver hendes ben tungere og tungere, og til sidst slæber hun fødderne over jorden i stedet for at gå. En våd snude presser sig imod hendes hånd. Uru træder ind foran hende, ser på hende med tiltet hoved og lægger sig ned.

”Fint,” mumler Mikhayla hen for sig selv.

Det tager længere tid, end det plejer at løfte sadlen af hesten og rulle sig sammen til en lille bold ved siden af den store ulv, men da Mikhayla endelig ligger ned, glider hendes øjne omgående i. Denne gang er der ingen sol til at skinne hende i øjnene, og ingen hovslag til at sætte hendes sanser på overarbejde.

Rundt om hende svinder nattemørket ind, indtil alt, der er tilbage, er en svagt pulserende skygge nær horisonten. Lavt stønnende ruller Mikhayla om på siden og begraver ansigtet i Urus pels. Solens stråler sender små kuldegysninger gennem hendes krop. Duften af pels, jord og morgenluft fylder hendes næsebor; det minder hende om morgener i den fugtige skovbund under en baldakin af grønne nuancer.

”Anneh.”

Nogen rusker hendes skulder. Hun spærrer øjnene op. Hun kan kun gøre silhuetten af en mand ud. Mod den klare, blå formiddagshimmel må man opgiv at finde genkendelige træk i ansigtet på manden, der bøjer sig over hende. Kun de let glødende øjne afslører ham som en af spøgelsesrytterne, og Mikhaylas tanker kommer kun frem til en, der udelader Mikhayla fra hendes ryttergivne navn: Teiberanoxus.

”Vågn.” Teibers stemme er rolig, og kun en, der kender ham godt, vil fange det underliggende strejf af vrede. Mikhayla kender ham godt.

”Teiber,” hilser Mikhayla. Hun skubber sig op at sidde. Nærmest ved et uheld strejfer hun rytteren med øjnene, men vender hurtigt blikket væk igen. Strygende indersiden af sit håndled trækker hun skuldrene op om ørerne, ventende.

Teiber binder Mikhaylas interimistiske bylt op. Bæltet lander raslende foran pigen tæt efterfulgt af shakaret. Mikhayla rækker hånden frem mod de to beklædningsgenstande. I nogle sekunder hænger hendes hånd ubeslutsomt i luften, inden hun griber bæltet. Hendes fingre fumler med spændet, da hun strammer det til.

”Spis.” Et stykke brød og nogle små, hvide tern lavet af hoppemælk rækkes frem mod hende. Shakaret ligger stadigvæk foran hende på jorden, hendes øjne flakker mellem det og maden, så tager hun maden.

Uru krøller sig sammen om Mikhayla, så hans hoved hviler ved siden af hendes lår. Hans ører rejser sig, drejer sig, men ellers forholder han sig roligt. Kun øjnene, der ustandseligt følger rytteren med blikket, afslører ham. Sasha ligger ligesådan nogle meter fra pigen: til forskel fra Urus hviler hendes øjne på Mikhayla.

”Du er vred,” siger Mikhayla og propper en hvid terning i munden. Det smager sødt og af hø.

”Du stak af midt om natten, Anneh.” Teiber lægger armene over kors. ”Du var der ikke, da jeg vågnede.”

Mikhayla piller skorpen af brødet. ”De sagde, de ville dræbe Uru, at han var en pestilens, jeg…” Mikhayla vover et hurtigt blik op på sin rytter og bliver krymper sig lidt, da hun opdager, han knæler ned foran hende. ”Undskyld.”

”Se på mig.” Den mørkhårede rytter rækker ud og løfter pigens ansigt ved at placere to fingre under hendes hage. ”Det lykkedes dig at snige dig ubemærket væk i ly af mørket uden at vække nogen af os, hvorefter det tog mig næsten halvanden dag at finde dig igen. Det skal du ikke undskylde, forstår du, Anneh Mikhayla?”

Mikhayla nikker. Hendes skuldre kryber langsomt ud af ørerne.

”At du tog af sted med for lidt mad, for lidt vand, uden fyrtøj, uden et ekstra sæt tøj og uden våben, det bør du undskylde for. Det var dumt, Anneh. Du gør det aldrig igen, hører du?”

”Ja, undskyld,” siger Mikhayla med et prøvende smil.

”Godt.” Teiber hjælper med at give Mikhayla shakaret på, før han trækker hende op at stå. Varmen fra hans hænder siver langsomt ind gennem hendes tøj, og deres vægt tynger hendes skuldre ned. Teiber klemmer Mikhaylas skuldre, og så vender han sig om og skrider hen mod hestene, der græsser i nærheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...