Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.


19Likes
18Kommentarer
4368Visninger

Author's note

Denne historie kom på 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016.
AA

22. Fægtekamp

 

Hvirvlende om hinanden tiltrækker Teiberanoxus og hans shakari sig snart en skare af tilskuere. Først er det mest shakarierne, der stimler sammen om det kæmpende par. En har et sort bånd flettet ind i håret. En står med en flettet kurv under armen. En holder en dreng ved hånden. Andre står to og to og snakker lavmælt til hinanden, kaster med hovedet i retning af kampen, nikker, peger.

De færreste shakarier har fået kampen ind med modermælken på samme måde som rytterne har, og endnu færre er godt nok bevandret i våbenleg til at kunne værdsætte de kæmpendes teknik. Alligevel fyldes luften snart af ophidset mumlen på flere sprog, og dem, der snakker et sprog, oversætter for de af shakarierne, der kun snakker et andet sprog.

Mikhayla parerer et slag. Teibers klinge glider af på hendes. Han trækker sig tilbage. Et, to, tre skridt. De cirkler om hinanden.

En rytter med et meget karakteristisk ar, der snor sig lige over halsudskæringen for så at forsvinde ud af syne, bevæger sig forbi ringen af shakarier. Han når nogle skridt forbi, før han stopper. Med sin ulv tæt i hælene bakker han og skubber sig vej igennem kredsen af mennesker.

Teiber hugger ud. Trækker sig tilbage. Hugger ud. Undviger et slag. Trækker sig tilbage. Altid kredsende om Mikhayla. Ingen af dem har øje for deres voksende publikum.

Rytteren glemmer, hvad han skulle have gjort. Hans øjne springer fra den ene duellant til den anden, forgæves. Klingerne skærer gennem luften. Det ene øjeblik er de et sted, det næste øjeblik befinder de sig et andet sted. Rytterens og pigens klinger er ikke andet end udtværede former. Kun lyden af metal mod metal får ham til at tænke, at våbnene mødes.

Endnu en rytter slutter sig til. Og så endnu en. Og endnu en. Til sidst er der næsten ligeså mange ryttere som shakarier stimlet sammen. Endnu et sprog slutter sig til shakariernes kakofoni, denne gang rytterens eget.

Mikhayla mærker noget koldt presse sig mod siden af halsen. Hun holder vejret. Hun strækker armene ud til siden og lader det lånte våben vende spidsen mod jorden. Teiber følger nøje hendes bevægelser og fjerne først sin egen klinge fra Mikhaylas hals, da pigen nikker næsten umærkeligt.

Først nu går det op for Mikhayla, at hun og Teiberanoxus er omringede. Hendes blik glider hen over de mange ansigter rundt om hende, men ingen af dem registres rigtigt i hendes hukommelse.

”Vand, Anneh?”

Mikhayla vender sig om mod Teibers stemme. Han holder et trækrus frem mod hende. Hun tager det.

”Hvorfor stirrer de sådan?” spørger hun og gør et kast med hovedet i retning af deres publikum.

”Lad dem stirrer,” svarer Teiber. Det er ikke noget svar, men Mikhayla har tømt kruset, og pausen er ovre.

”Klar,” spørger Teiber.

”Klar,” bekræfter Mikhayla, og snart hvirvler de endnu engang om hinanden i noget, der minder mere om dans end om kamp.

Rytterne deler sig og danner en sti for den nye rytter, der slutter sig til dem. Ved siden af ham lunter en af de største rytterulve med tungen hængende ud af munden, og på hans anden side går hans shakari, hvis mørke øjne svømmer mere og mere af bekymring, jo tættere de kommer på de to kæmpende.

Teiber slår ud mod Mikhayla. Hun springer til siden. Deres klinger mødes. Hun hugger ud. Misser. Den brede side af Teibers klinge rammer hende på indersiden af åndledet. Slaget kommer helt uforberedt. Mikhaylas fingre løsner grebet om skæftet. Hendes klinge falder til jorden. Endnu engang hugger Teiber ud, men denne gang rammer han ikke sit mål.

Tilskuerne venter på at se Mikhayla overgive sig, trække sig fra kampen, men det sker ikke. I stedet for at ende, danser de to modstandere om hinanden blinde for omverdenen. Arkin ryster på hovedet. Enhver rytter må lære, hvornår kampen er tabt, så han forstår godt, hvorfor Teiberanoxus fortsætter. Mikhayla derimod forstår han ikke. Hun kredser om den mørkhårede rytter med armene strakt let ud foran sig, og for hvert skridt hun tager, kommer hun længere og længere væk fra våbnet, der ligger nytteløst hen i græsset.

”Hvorfor stopper de ikke, Arkin?” hvisker Ayni ganske lavt, så kun rytteren ved hendes side hører hende.

Arkin ryster blot på hovedet uden at fjerne blikket fra kampen.

Mikhayla dukker sig lige tidsnok til at undgå at blive ramt, træder et skridt frem og holder håndfladen hen foran Teibers mave. Rytteren trækker langsomt klingen til sig og kaster hovedet en anelse bagover. Tunge skridt lyder bag hende. Mikhayla drejer overkroppen. Hendes arm skyder ud mod Sasha.

”Snyd,” vrænger hun og læner hovedet lidt til siden for at bryde kontakten med det kolde våben.

”Du er blevet bedre,” siger Teiber.

Ingen af dem rykker sig ud af stedet.

”Og du snyder.” Mikhayla krænger læberne tilbage og drejer ansigtet lidt til højre, så hun får bedre udsyn til sine to modstandere.

Et øjeblik tier rytteren. ”Lad os kalde det uafgjort.”

Samtidig trækker rytteren og shakarien sig tilbage. Teiber rækker Mikhayla våbnet, hun tabte tidligere. Først nu, da kampen er ovre, får rytteren og pigen øje på de mange folk, der er stimlet sammen rundt om dem. Ingen af dem værdiger tilskuerne et blik, da de sætter kurs mod deres telt. Både ryttere og shakarier følger de to forsvindende skikkelser med blikket, indtil de forsvinder ind gennem en teltåbning, og så opløses tilskuerflokken langsomt, en efter en.

”Ehheh.” Arkin følger efter sin bror ind igennem teltåbningen.

Mikhayla kaster et hurtigt blik på den hvidhårede rytter og hans shakari, inden hun vender opmærksomheden tilbage til den åbne sadeltaske foran sig. Tøjet klæber tæt til hendes krop, og hun har virkelig brug for an ren trøje, så den, hun har på, i det mindste kan blive luftet.

”Anneh.”

Mikhayla løfter hovedet. ”Hvad?”

”Arkin undrede sig over, hvorfor du ikke gik efter dit våben, da du tabte det?” En lille trækning i Teibers mundvig er det eneste fingerpeg, der afslører, at han finder hele samtalen morsom.

”Jeg var jo ikke ligefrem ubevæbnet, gorre ehheh,” siger Mikhayla. Hun hiver den svedige trøje af og trækker en ny ned over hovedet. I nogle sekunder suger hendes arrede ryg de andres blikke til sig, inden de forsvinder under trøjens stof.

Arkin ser fra Teiberanoxus til Mikhayla i håbet om, at en af dem vil forklare den kryptiske udtalelse. Hverken han eller nogen anden, så Mikhayla trylle et andet våben frem af ærmet, da hun tabte det første.

Ayni stiller sig hen ved siden af Mikhayla, da Teiberanoxus begynder at snakke igen.

”Hvad foregår der?” spørger hun.

Mikhayla sender sin medshakari et undskyldende smil. Et øjeblik havde hun glemt, Ayni ikke snakker rytternes sprog, og tilsyneladende gælder det samme for de to ryttere.

”Teiber spørger, om Arkin husker første gang I mødte mig. I teltet, du ved. I troede, jeg sov…”

Ayni nikker.

”Teiber spørger, om Arkin husker arene på mine håndled. Han siger, det ikke er den slags ar. Rytterne ser ikke mildt på selvmordsforsøg,” tilføjer Mikhayla, før Ayni når at bryde ind, ”det er noget med vantrivsel og månen og… jeg kan ikke huske det.”

”Hvad…?” Ayni har fuldstændig tabt tråden.

”Teiber forklarer, hvordan han kan være så sikker på, jeg ikke er en af dem.” Mikhayla presser øjenbrynene sammen. Det ser ikke ud til, at Arkin fatter, hvad Teiber mener, når han fortæller om Mikhaylas klinger.

Efter at have fulgt Teibers forgæves forsøg på at forklare Arkin, hvordan hendes klinger virker, bryder Mikhayla ind. Hun kunne jo vise Arkin, hvordan klingerne fungerer, foreslår hun. Hun og Teiber udveksler et blik, inden han nikker.

”Måske I brude nok sætte jer ned,” siger Mikhayla uden at slå tilbage i annorak og kaster et sigende blik på Ayni.

Ayni glider ned i skrædderstilling, men ingen andre i teltet gør mine til at sætte sig. Et øjeblik gør Mikhayla ingenting. Så lukker hun øjnene. Hun trækker luften helt ned i maven og puster den langsomt ud over læberne.

En bloddråbe løber ned over hendes håndflade og drypper fra fingerspidserne ned på jorden. Noget skarpt og glat glider ud af hendes håndled, og snart reflekterer klingen det svage lys i teltet. Ayni gisper. Hun presser en hånd mod maven og kniber læberne sammen, imens klingen glider længere og længere ud af Mikhaylas håndled.

”Du er aldrig ubevæbnet, er du, lirra ehhah?” hvisker Arkin og lader blikket løbe hen over den elfenbensfarvede klinge.

”De virker bedst som stikvåben og til at blokere andres slag med.” Mikhayla trækker langsomt klingen tilbage ind under huden, kun en bloddryppende flænge vidner om det forsvundne våben.

”Første gang vi mødtes, spiddede hun en ulv,” siger Teiber. Forsigtigt løfter han Mikhaylas håndled og binder et stykke stof rundt om det stadigvæk blødende håndled. Knuden strammer ned lige oven på flængen. ”Det var sådan hun fik sit navn.”

”Utroligt,” hvisker Arkin, og Ayni kan kun erklære sig enig, men af nogle helt andre grunde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...