Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.


19Likes
18Kommentarer
4124Visninger

Author's note

Denne historie kom på 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016.
AA

18. En rytters vrede

 

På et eller andet tidspunkt i løbet af natten, stilnede regnen af. Nu hænger kun enkelte skyer truende tilbage på horisonten. Det meste af vandet er sivet ned i undergrunden, men rundt omkring reflekteres blanke pytter morgensolens stråler. Inde i bondehuset simrer grøden over ilden, og husets beboere har været vågne siden solopgang.

Haran og Sumi snakker lavmælt sammen. De er bekymrede. Hvor stort et kaos har uvejret efterladt sig? På stensletterne afhænger ens tilværelse af afgrødernes overlevelse. Uvejr som det, der hærgede i går og det meste af natten med, er sjældne. Normalt må afgrøderne gå uden vand, og grænsebønderne ser sig ofte nødsaget til at bede om bare en lille byge. Netop på grund af den lille mængde nedbør på Stensletterne dyrker grænsebønderne kun afgrøder, der nærmest ikke kræver vand, og nu frygter Haran, at nattens uvejr har skyllet jorden væk og druknet hans afgrøder.

Udenfor rejser et hyl sig mod himlen. Sumi farer sammen, og et øjeblik hører Harans og hendes samtale op. De sunder sig i nogle sekunder, inden de atter sætter i bevægelse. Sumi rører i grøden og siger, de hellere må se at få noget i skrutten, så de kan komme i gang med dagens dont. Der er meget, der skal nås, inden mørket falder på.

Da Sasha hyler igen, slår også Mikhayla øjnene op. Lyden af ulvens kalden driver hende ud af søvnens tåger. Mikhayla rejser sig op og ser sig om. Det er længe siden, hun sidst befandt sig indendørs, og hun kan ikke længere huske, sidste gang hun sov på en rigtig madras.

Som et værn mod grænsebøndernes, og i særdeleshed sønnens, granskende blikke sidder Teiberanoxus på sengekanten og betragter sin shakari med roligt pulserende irisser.

”Hvem tilkalder Sasha?” spørger Mikhayla og gnider sig i øjnene.

”Arkin,” svarer Teiber. ”Har du ondt nogen steder?”

Mikhayla skal lige til at ryste på hovedet, men et skarpt blik fra rytteren får hende på andre tanker. Forsigtigt vrikker hun med tæerne og ryster med benene, bøjer og strækker fingrene og lader hænderne glide hen over armene og kroppen og hovedet. Hendes ansigt fortrækker sig i en grimasse, da fingrene stryger over venstre side af kroppen, men ellers er hun kun lidt øm.

”Armen og hoften.” Teiber havde ikke forventet andet efter pigens styrt fra sadlen. ”Fryser du stadig?”

Mikhayla ryster på hovedet, og et øjeblik føler rytteren sig lidt lettere om hjertet: når feberen holder op med at stige, er det altid et godt tegn.

Sumi kommer hen med to skåle fulde af grød. Teiberanoxus tager dem fra hende uden at skænke den firskårne bondekone så meget som et blik. Selv ikke en tak får Sumi med på vejen, da hun vender sig om, tørrer sine rystende hænder af i skørtet og sætter sig med sin egen skål i skødet.

”Kan du bøje nakken?” fortsætter Teiber sine spørgsmål, da Sumi er gået.

”Hvorfor?” spørger Mikhayla, men bøjer alligevel nakken, så hagen rammer brystet.

Teiber rækker hende den ene skål og formaner hende at spise noget, selvom hun ikke er sulten. Hun spiser nogle mundfulde, inden hun med sammenknebne læber sætter skålen fra sig. For en gangs skyld prøver Teiber ikke at lokke mere mad i hende, men sætter hendes skål oven i sin egen.

Haran åbner døren og forsvinder ud i den kølige morgenluft, som kun vil blive varmere i løbet af de næste mange timer. Med et sidste blik i retning af rytteren og pigen følger Bilal efter sin far ud af døren. Sumi bruger nogle få minutter på at vimse rundt og rydde op efter morgenmaden, før også hun forsvinder ud af døren for at besigtige uvejrets konsekvenser.

Teiber og Mikhayla er alene. Ingen af dem flytter på sig. Døren glider knirken op, og ud af sprækken kan man lige skimte Sasha. Den store hunulv ligger med hovedet hvilende på forpoterne og bagpoterne strækket ud bag sig. Ørerne vender og drejer sig, men ellers indikerer intet det store dyrs opmærksomhed.

”Skal vi følges med Ayni og Arkin til Den Store Middag?” spørger Mikhayla og sparker tæpperne af. Hun har det varmt. Meget varmt.

”Vi følges med dem til orduen,” retter Teiber sin shakari, strækker begge ben ud foran sig og krydser anklerne. ”Arkin og jeg deltager i middagen. Du skal blive i teltet sammen med Ayni, så du kan blive rask.”

Mikhayla smiler. Denne gang behøver hun ikke deltage i Den Store Middag. Godt nok smagte den søde, orangegule saft dejligt, men måske hun kan få Teiber til at tage noget med til hende. Lige nu glider hendes øjenlåg hyppigere og hyppigere i, og de bliver sværere og sværere at åbne for hver gang, og en svag ømhed plager hendes krop, så ikke at skulle deltage i middagen lyder meget tiltalende.

Gabende krøller Mikhayla sig sammen i alkovens fodende, hiver tæppet til sig og ruller noget af det sammen, så det kan bruges som pude. Teiber følger pigen med øjnene, imens hun bygger sig en rede ud af tæpper. Først da hendes vejrtrækning kommer ud i regelmæssige åndedrag, rejser han sig og begynder at ordne både sit eget og sin shakaris stadigvæk fugtige tøj.

Med jævne mellemrum løfter Sasha hovedet fra poterne og hyler mod den støvede blå himmel. Mikhayla vågner en enkelt gang og beder om noget at drikke, og midt på dagen vender bondefamilien tilbage til huset for at få noget at spise, inden de vender tilbage til arbejdet. Nogle timer senere sker der endelig noget: der kommer svar fra Arkin.

Mikhayla sover, da Teiberanoxus går ud for at sadle sin hest op. Hans heste er blevet lukket ud af stalden tidligere på dagen og græsser fredsommeligt af det gullige græs uden foran bondehuset. Rytteren løfter en sadel op. Han presser læberne sammen, da det endnu fugtige læder kommer i kontakt med hans hud. Med lange skridt skræver Teiberanoxus hen mod de græssende dyr.

Noget fanger hans opmærksomhed. En skygge bevæger sig i periferien af hans syn. Den mørkhårede rytter drejer næsten umærkeligt hovedet, så han kan se, hvem der betragter ham.

Med hovedet på skrå og en hånd strakt ud foran sig kalder han blidt en majestætisk, kulsort hest til sig. De knoglede fingre stryger hesten på siden af halsen, inden rytteren træder rundt om det store dyr og løfter sadlen på plads.

”Hvis du så meget som kigger på hende, mens jeg er væk…” begynder Teiberanoxus og vender sig om mod Bilal. ”Så bliver det værst for dig selv, forstår du?”

”Ja.” Bilal tvinger et ene ord ud mellem sammenbidte tænder.

I en flydende bevægelse drejer rytteren om på hælen og svinger sig i sadlen. Han kaster et langt blik efter bondehuset, hvor hans shakari vender og drejer sig i sin søvn, og nogle øjeblikke holder han hesten an. En indånding. En udånding. Og så er han af sted med sin ulv ved sin side. Arkin og Ayni nærmer sig hastigt grænsebøndernes hus, og hvis de rider lidt til, kan Teiberanoxus være tilbage ved Mikhaylas side, næsten inden timen er omme.

Rytteren rider længere og længere væk, men Bilal venter, til han ikke længere kan skelne rytter fra ganger, før han styrter over til huset og river døren op. En svag mumlen kommer fra den optagne alkove, men Bilal ænser knapt nok, at pigen vågner. Med flagrende hænder griber han en vadsæk og begynder at stoppe brød og pølser ned i den.

”Kom så.” Bilal flår tæppet af Mikhayla og griber hende om håndleddet.

Mikhayla udstøder et lavt skrig, da et hårdt ryk hiver hende ud af sengen. Det hårdstampede lergulv giver hende hudafskrabninger i håndfladerne, og en skarp sten borer sig ind i hendes knæ.

Bilal bander lavt, imens han hiver pigen på benene. ”Kom så. Vi har ikke meget tid.”

Han hiver pigen efter sig ud af døren og sætter af sted i den modsatte retning af rytteren. Mikhayla kæmper for at få sin arm fri af Bilals greb, men jo mere hun hiver, jo mere strammer han grebet om hendes håndled. Hun tumler efter grænsebøndernes søn, og forsøger at holde trit med hans halsbrækkende tempo, men jorden er mudret efter al regnen, og hun har ikke nogen sko på. Gang på gang glider hendes bare fødder, så hun er lige ved at falde.

”Hvad… hvad laver du?” spørger hun.

Bilal siger ikke noget. Måske hører han hende ikke.

Mikhayla forsøger at pille Bilals fingre af sit håndled, en for en, men snubler over et hul i jorden. Hendes hjerte slår et slag over. Tårerne strømmer ned af hendes kinder, og stille hulk gennemryster hende, mens hun koncentrerer sig om ikke at falde.

Mikhayla ved ikke, hvor længe de går, men Bilal sætter ikke tempoet ned, og hun kæmper for at følge med. Hun bliver ved med at fortælle sig selv, at Teiber nok skal finde hende, men jo længere tid, der går, des sværere er det for hende at få sig selv til at tro det.

Kulden sætter langsomt ind. Indtil nu har feberheden holdt hende varm, men en isnende kulde jæger langsomt den sidste varme bort. Voldsomme rystelser farer igennem pigen, selvom hun for længst er holdt op med at græde. Tårerne har trukket spor ned over hendes kinder, hendes øjne svier, hun fryser og hele hendes krop gør ondt.

Hun skriger. Hun falder. Et stød går gennem hendes arm, for Bilal fortsætter ufortrødent fremad. Hun er for træt til at tage fra, og hun er for træt til at kæmpe sig på benene igen. Først da Mikhayla forvandler sig til en dødvægt, stopper Bilal.

”Din dumme tøs,” mumler han lavt for sig selv og løfter pigen op i favnen.

Mikhayla vrider sig i hans arme og mumler noget på et, for Bilal, uforståeligt sprog.

”Du skulle have sagt, du var for træt til at gå længere,” skælder Bilal og flytter lidt på den frysende pige, så hendes vægt ligger bedre fordelt i hans arme. ”Det er stadigvæk for tidligt, men ligeså snart det bliver mørkt, holder vi hvil og får noget at spise. Det skal nok blive bedre alt sammen, vent og se.”

Mikhayla klynker lavt, inden hun ikke længere kan holde øjnene åbne og glider ind i bevidstløsheden. Af og til dukker Mikhayla frem af sin bevidstløse tilstand. Hun lytter, men hører intet. Hun klynker lavt, inden bevidstheden atter smutter fra hende.

Hendes hoved kastes fra side til side, og det føles, som om nogen banker mod hendes kranium med en stålhammer. Bilals åndedrag kommer ud i stød. Han løber. Lyden af hestehove når Mikhaylas ører, hun smiler. Alt bliver sort.

Der kan kun være går få sekunder, da hun kommer til bevidsthed igen. Hun ligger på jorden. Stive hår kradser mod hendes ene arm, og en lind strøm af dybe bjæf overdøver næsten rytterens rasende stemme.

”Hvor vover du at røre min shakari?” hvisler Teiberanoxus og trækker sin elfenbensklinge af skeden.

Bilal snubler baglæns væk fra rytteren. Han falder, men fortsætter med at krabbe sig væk fra rytterens lysende øjne.

Rytteren følger efter. Teiberanoxus vipper med håndleddet og får sin klinge til at hvisle gennem luften. Et bredt tandsmil breder sig over rytterens ansigt; det forvandler det ligblege ansigt til en dødningemaske, der får de små hår i Bilals nakke til at rejse sig. Da rytteren åbner munden er hans stemme fuld af slet skjult vrede: ”Advarede jeg dig ikke, dreng?”

”Jeg… jeg…” Bilal kan ikke få ordene ud over læberne. Krabber sig bare længere væk fra rytteren. Noget blokerer hans flugtrute. En lyshåret rytter står bag ham med et ansigt, der er helt blankt for følelser. Bilals hjerte stopper næsten i brystet på ham. Han kampsveder. Hans hænder ryster, og han kan ikke få vejret.

Teiberanoxus knæler ned ved siden af den solbrændte dreng.

”Har du glemt sidste gang jeg var her, dreng?” spørger Teiberanoxus. Han fortsætter uden af vente på Bilals svar: ”Eller troede du virkelig, du kunne slippe godt fra at bortføre min shakari?”

Den mørkhårede rytter rejser sig og lader klingen glide langs drengens strube uden på noget tidspunkt at drage blod. Bilals øjne er spilet op af frygt. Klingen slipper hans strube, rytteren vender ryggen til ham, og et øjeblik flagrer håbet i Bilals bryst: måske han ikke skal dø alligevel.

Teiberanoxus drejer om, løfter klingen… alting bliver sort. Mikhaylas øjne glider i, og endnu engang lukker bevidstløsheden sig om hende.

Blodrøde øjne ser ned på hende fra et indsunket ansigt. Knoglede fingre stryger hen over hendes pande, hendes kind, hendes håndled. Et øjeblik blusser øjnene op og kaster ildevarslende skygger over det ligblege ansigt, men så dæmpes øjnenes glød.

”Tilgiv mig, Anneh,” hvisker Teiber i sin shakari, da han løfter hende op i favnen og placerer hende i sadlen foran sig. ”Tilgiv mig.”

Mikhayla lægger ikke mærke til meget, da rytteren galopperer tilbage til grænsebøndernes gård. Kun lyden af hestehove mod jord, kulden i hendes knogler, hovedpinen og fornemmelsen af at være i sikkerhed registreres i hendes tågede hjerne.

Da de rider ind på gårdspladsen, og døren ind til huset går op, er Mikhayla så bedøvet af feber og udmattelse, at hun ikke hører Sumis grådkvalte skrig, da det går op for hende, hendes søn er død. Hun mærker ikke, hvordan Teiber stiger af hesten, eller hvordan Ayni presser en kold kuld mod hendes pande for at få feberen ned. Hun ænser ikke sin medshakaris tøvende bevægelser, når hun kommer i nærheden af Teiber, eller hvordan Sasha, Arkin og Sarah kredser om dem.

Det eneste, hun ænser, er Teiber. Varmen fra hans bryst. Hans fingre, der kærtegner indersiden af hendes håndled. Hans stemme, der luller hendes sind til ro, indtil søvnen endelig overtager hendes krop.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...