The Codex Game

69100
Vi siger år 1961, Benedict, Vincent, Peter og Elliot siger farvel til England og begiver sig af sted mod Frankrigs hovedstad, Paris, hvor en svær opgave ventes. En opgave som er blevet givet til de fire kodebrydere, af den femte, franske republik; præsident, Charles de Gaulle.


AA
aa

2. En ny opgave

"Og planen skulle være som følgende?" Spurgte Vincent, mens han tændte en af sine cigaretter. Det var sidst på aften, og jeg vidste jeg måtte være hurtig og forståelig, hvis jeg skulle overbevise dem alle tre om at tage opgaven.

Lige nu sad vi nærmest i en rundkreds, med lænestolene rettet mod hinanden. I baggrunden kunne gæsterne høres, men vi var alligevel isoleret fra dem, så chancen for at vi ville blive forstyrret ville ikke være stor.  

"Okay..." Startede jeg. "Grundlæggende... Skal vi til Paris, Frankrig!" 

"Og det er det?..." Afbrød Peter. 

"Lad ham nu fortælle færdig... Selvfølgelig er det ikke det hele, vel Benedict?!" Fortsatte Elliot, hvorpå jeg nikkede velforstående tilbage.

"Det er sådan, at Frankrigs nuværende præsident, Charles de Gaulle står overfor en svær tid, da i sikkert har hørt om Algierkrigen. Frankrigs nægtelse af Algeriets frihed i 50erne... modstandsgrupper mod Frankrig vokser..." 

"Og hvad ønsker Sir Charles, så?" Afbrød Peter igen, denne gang svarede Vincent. "Enkelt; At stoppe krigen..." 

"Charles de Gaulle, mistanke om et kupforsøg i Algeriet, der vil sætte en stopper for FNL`s fredsaftaler, vokser. Derfor har jeg haft kontakt med Alfred... Og han er villig til at lade os tage til Paris, hvor en af hans agenter Mr. Walls vil tage imod os..." 

Stilheden spredte sig hurtigt, og jeg vidste i bund og grund ikke hvad der ville ske nu. Denne gang var jeg glad for Peters indmelding.

"Det lyder som en plan..." Og dog. ​"Men... Benedict, vi kan da bare ikke tage til Paris..." Nu måtte jeg afbryde.

"Nogle skal gøre noget... Hvorfor ikke os?" 

"Hvorfor os?" Indskød Elliot, hvorefter Peter fortsatte sin tale. "Vincent og Hannah skal på bryllupsrejse... Og vi kan alle blive enig om at det er... lidt... sent at komme ud med denne nyhed. De har sikkert allerede folk til at kigge på sagen!" 

Og atter stilhed. Vincent havde ikke sagt meget, og det var aldrig til at finde ud af hvad han tænkte på. Min blik var nu rettet mod ham og Elliot. 

"Benedict..." Roligt rettede Elliot sig op. "Den aften vi brændte alle papirerne af sammen... Vi lovede, at hvis vi havde brug for hinandens hjælp, så ville vi hjælpe. Jeg... Jeg siger ja..." 

Det var som et lyst tændte inde i mig. Det bekymrede mig dog lidt, med den seriøse øjenkontakt mellem Peter og Elliot. 

Heldigvis vendte det sig hurtigt til det bedre... "Godt... Til Frankrig vi går! Men jeg er stadig ikke overbevist, Benedict!" Sagde Peter, dog en smule tvært.

"Vincent?" Spurgte jeg, forventningsfuldt.

Et lille smil begyndte at forme sig på Vincents læber. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...