I can feel you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2019
  • Opdateret: 10 mar. 2019
  • Status: Igang
Madison, pigen der blev blind, da hun mistede sin mor i en ulykke.
Madison møder Liam, Liam møder Madison.
Liam vender op og ned på hendes verden, på en god måde, ikke?

11Likes
6Kommentarer
689Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg stryger blidt min finger over bogstaverne og danner mig derefter et ord. Jeg lærte at blinde læse et år efter ulykken, dengang var jeg fjorten. Selvom jeg egentlig ikke behøver at have mit hoved bøjet over bogen, så har jeg det alligevel. På den måde blender jeg ind med mængden og ingen lægger mærke til mig. Bortset fra Kate som altid holder øje med mig, ikke på den uhyggelige måde, hun er bare meget overbeskyttende. Hun plejede ikke at være sådan, men efter ulykken er hun blevet ekstremt overbeskyttende overfor mig. Det ville jeg nok også selv have været, hvis det var omvendt. Det er nemt for Kate at holde øje med mig, eftersom dette er hendes café.

Mor, Theodor og jeg kom her så ofte som muligt. I starten var det for at støtte Kate og drømmen om caféen. Men efterhånden blev det bare en vane, en daglig rutine. Mor og jeg var stamkunderne, Theo… knapt så meget, han har altid haft meget at se til, og jeg tror også, at han blev træt af vores pige fnidder, hvilket er helt forståeligt. Mor bestilte altid cappuccino, det bryder jeg mig ikke om, eftersom nogen form for kaffe overhovedet ikke er mig. Men jeg bestiller nu alligevel en cappuccino i ny og næ, bare for at få følelsen af, at hun stadig er her. Theo kommer nu mere end han plejede, i starten, efter ulykken kunne han ikke klare at være i caféen, det mindede ham for meget om mor, nu har han accepteret, at hun er væk.

Efter mors død var Theo helt nede, og det gjorde det ikke bedre, at jeg hans tvillingesøster havde mistet synet. Det var en stor mundfuld for ham, men han tacklede det godt. Heldigvis har vi Kate, som er min mors søster, hun tog os med det samme under sine vinger. Theo er endelig blevet sig selv igen og han har affundet sig med, at mor ikke er her længere og at jeg er blind.

Jessica, bedre kendt som Jess, min bedsteveninde, som faktisk også viser sig at være min eneste veninde, holder mig sommetider med selskab her på caféen. Hun har altid noget at fortælle eller at snakke om, det er rart. Efter ulykken stoppede jeg i skole, i stedet fik jeg hjemmeundervisning. Alle mine andre "veninder" glemte mig, eller droppede mig totalt på grund af mit handicap. Men Jess er der altid, gennem tykt og tyndt.

Caféens dørklokker begynder at ringe, det betyder, at endnu én kommer ind i caféen. Min krop bliver nærmest sat på pause, og jeg lytter godt efter. De tunge skridt overdøver alle smalltalksene. Lyden stopper, personen stopper.

"Sidder der nogen her?" Spørger en dyb stemme, ikke for dyb efter min smag, men sådan behagelig. Stemmen tilhører en mand, en ung fyr, han lyder i hvert fald ikke gammel. Jeg løfter diskret hovedet fra bogen, som en hver ikke-blind-pige ville gøre.

"Nej," svarer jeg, jeg rømmer mig eftersom min stemme er hæs, jeg har ikke talt i et godt stykke tid nu. Jeg håber, at spørgsmålet rent faktisk er til mig, bare så jeg ikke sidder og ligner en, der snakker med sig selv. Ingen har nogensinde snakket til mig, når jeg har siddet med hovedet ned i bogen, hvorfor skulle de også det? Jeg skynder mig at klappe bogen sammen, da jeg hører stolen overfor mig blive trukket ud. Jeg ånder lettet ud, det var heldigvis mig den behagelige stemmen spurgte. "Men det betyder ikke, at du må sidde her," kommenterer jeg kækt. Mit hoved er lige, så det ligner, at jeg ser på personen, som nu sidder overfor mig.

"Forstår du ikke en hentydning?" Svarer han igen flabet. Hans stemme er som sød musik i mine ører. Jeg griner. "Du har en skøn latter," pointerer han. "Jeg hedder Liam."

"Madison," informerer jeg.

"Madison, har du aldrig lært, at når man udveksler navne, så giver man hinanden hånden?" Jeg skynder mig at række min hånd frem, i håb om at han tager min hånd, så jeg ikke skal fiske efter hans, som en eller anden tumpe, og så derefter tilstå min mangel på syn. Heldigvis tager han fat i min hånd og giver den et klem, hans hånd er is kold, stor og blød. Jeg er sikker på, at han prøver at få øjenkontakt med mig, men det sorte brilleglas på mine solbriller gør det umuligt for enhver at spotte mine øjne. Jeg hader at kalde mine briller for: Blindebriller. Da han giver slip på min hånd, tager jeg den til mig igen. "Hvad læste du?" Spørger han, og bryder dermed tavsheden.

"Bare noget," skynder jeg mig at svare nervøst, eftersom jeg i et splitsekund glemmer titlen på den dødssyge bog, jeg var i gang med at læse. Og han ville regne min mangel på syn ud, hvis jeg begynder at kører min finger over bogstaverne på bogens forside. Jeg skjuler diskret de boblede bogstaver ved at lægge armene over skriften. 

"Jamen hvad hedder den?" Prøver Liam.

"Forstår du ikke en hentydning?" Giver jeg igen. Hvor ville jeg ønske, at jeg kan se hans ansigtsudtryk, i det hele taget bare se ham, eller i det mindste bare se. "Hvor gammel er du?" Spørger jeg, totalt børnehaveagtigt.

"Hvor gammel tror du?" Fuck. Hvor i alverden skulle jeg vide det fra?

”Ung?” Gætter jeg. Han bryder ud i en dyb latter, jeg får lyst til at fortælle ham hvor dejlig hans stemme er, men det ville bare være utrolig underligt, specielt fordi at han er fremmed. ”Sig det nu bare.” Siger jeg opgivende, jeg hader gættelege, specielt den her.

”Okay, okay,” sprutter Liam af grin, jeg synes overhovedet ikke, at det her er sjovt, men han ved selvfølgelig ikke, at jeg er blind. ”Tyve, jeg er lige fyldt tyve.” Tyve er overhovedet ikke galt, jeg er selv lige fyldt atten. ”Jeg gætter på, at du er nitten.” Jeg ryster på hovedet.

”Minus en,” mine kinder er helt ømme af at smile så meget, men jeg kan ikke stoppe med at smile, der er et eller andet ved ham Liam, hvad er det?

”Vil du have en milkshake?” Endnu engang er det Liam, der bryder stilheden, jeg nikker. Pludselig hører jeg et par lette, nærmest lydløse skridt nærme sig. Det er Kate. ”To milkshakes, en chokolade og en…”

”Vanilje,” afbryder Kate ham og griner. Han må kigge dumt, for straks siger Kate: ”Jeg er Maddies moster.” Liam når ikke at sige mere, før Kate er forsvundet igen.

”Maddie,” gentager Liam, den måde han siger det på gør mig helt blød i knæene. ”Det er sødt.” Jeg har lyst til at fortælle ham, at han er sød. Kate er allerede vendt tilbage med vores milkshakes. ”Mange tak Kate, og hyggeligt at møde dig, jeg er Liam.”

”I lige måde Liam, og den er på husets,” og så er hun smuttet igen. Jeg tager en tår af milkshaken. Kate ved nøjagtig hvor hun skal sætte tingene for mig, hun ved hvor meget jeg hader at gøre opmærksom på min mangel på syn.

”Den smager fantastisk, det har hun gjort godt!” Udbryder Liam.

”Ja, Kates milkshakes er de bedste,” pointerer jeg.

”Gå ud med mig.”

”Hvad?” Jeg fryser.

”Jeg mener… Vil du gå ud med mig?” Uden at tænke mig om nikker jeg. Det går med det samme op for mig hvilken dumhed, jeg lige har begivet mig ud i. ”I aften.” Siger Liam ivrigt.

”Okay, her i aften klokken otte.” Informerer jeg. ”Du skal ikke hente mig eller noget, vi mødes bare her.”

”Javel.” Jeg griner over hans kommentar. ”Så ses vi i aften Maddie.” Jeg rødmer. Han trækker stolen ud, derefter ind igen. Dørklokkerne ringer over døren, og nu ved jeg, at Liam er gået. Nu går det virkelig først op for mig, hvad det er der lige er sket.

”Fuck...” Mumler jeg for mig selv. Hvordan tackler jeg lige den her? Og hvordan i alverden skal jeg fortælle det her til Kate?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...