Second best

1092620
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2017
  • Opdateret: 15 mar. 2020
  • Status: Færdig
Lilly lever et ganske normalt og fredfyldt liv med sine brødre, Sebastian og Alexander i The Hills, CA. Det nye studie på UCLA er hårdt og veninderne er livets guldkorn for en pige på 21 år. Los Angeles emmer af liv, muligheder og ikke mindst kendte mennesker, hvoraf den ene er den verdenskendte Justin Bieber. Lillys første møde med Justin starter forkert, hvor han ikke værdiger Lilly et blik, men klart foretrækker Lillys gode og udadvendte veninde, Vanessa. Mens Lilly skal høre på den lykkelige Vanessa, vokser hendes egne følelser for verdensstjernen, hvor alt pludselig ændre sig for Justin pga. et billede af en ukendt pige på Vanessas telefon.

Historien indeholder stærke beskrevet seksuele scener samt hårde ord...

AA
aa

91. 90.

 

Jeg var færdig! Som i helt færdig! Sveden haglede af mig, min t-shirt klistrede klamt til min overkrop, mit hår sad svedigt skubbet tilbage, hele min krop føltes udmattet og ør og min fødder havde aldrig i mit liv gjort så ondt, som de gjorde nu. Men jeg ville ikke opgive! Aldrig! Han skulle fandeme ikke få mig ned med nakken, for hvis jeg opgav nu, ville jeg bevise overfor ham, at jeg netop var det, som han stemplede mig til at være. En Fuckboy! Jeg hostede tørt og højt, mens jeg blev nødt til at læne mig frem og stødte mine hænder mod mine knæ og gispe efter luft. Jeg kunne fornemme Sebastian læne sig ligeglad op af spejlet med hænderne i lommerne på sine store grå sweatpans lige foran mig, mens han bare så koldt og afventende på mig. Jeg rejste mig op og så på ham med alvorlig mine og så afventende på ham og jeg kunne tydeligt se, at det provokerede ham. Helt vildt endda! "Igen...", sagde han alvorligt uden at tage øjnene fra mig. Jeg havde mest lyst til at sukke højt og råbe af ham som et lille barn, for jeg vidste, at han prøvede at knække mig fysisk. Men jeg bed det i mig... og adlød! Jeg udførte den samme koreografi, som jeg nu havde udført alene med Sebastian i de sidste 3 timer. Vablerne skød frem på mine hæle og jeg fik svære og svære ved at gå. Jeg kunne til sidst ikke lade være med at humpe på den ene fod, men ingen af os sagde noget og han fortsatte toneløst: "Igen!". 

Jeg lod en hånd glide kort henover nakken og kunne mærke varmen brænde sig gennem min allerede brandvarme hud og jeg humpede hen på krydset, som Sebastian havde sat på gulvet med sort gaffatape. Her skulle jeg starte og jeg skulle slutte på det andet sorte kryds 3 meter længere henne. Jeg landede perfekt på det sidste kryds. Hver gang! Jeg skar en grimasse, da jeg lagde vægten på min højre fod og stødet fra den åbne vabel ramte som et åbent sår og jeg sagde en lille lyd, mens jeg stillede mig klar. Jeg lavede igen koreografien perfekt fra start til slut og jeg ventede bare på at høre hans toneløse stemme sige "Igen" endnu en gang. Jeg humpede hen på det første kryds igen og stillede mig klar, da jeg så op og han var væk. Hvad fanden!? Jeg kunne se i spejlet foran mig, at han stod henne ved sin sportstaske og roede rundt i den, inden han pludselig tog den over den ene skulder. Var han færdig med mig!? Han kunne fandeme godt tro om igen! Vi var ikke færdige, før han sagde, at vi var færdige. Jeg kunne mærke vreden blusse heftigt op i mig og jeg knyttede hårdt næverne sammen. Troede han selv, at han kunne slippe så let for mig, når han gerne ville knække mig!? Ikke i 100 år om det nogensinde kom til at ske! Fuck no!

Jeg humpede arrigt hen mod boksen med det store musikanlæg og rev den sorte gaffatape til mig og rev et stykke uenig bed det hidsigt af med fortænderne. Jeg bukkede mig ned og satte det på gulvet og bed derefter ligeså hidsigt endnu et stykke af og satte det skråt over det andet, så det formede et kryds. Lige akkurat som han havde gjort ved mig for et par timer siden. Jeg rejste mig hurtigt op og så irriteret på ham og pegede hårdt på det med en pegefinger. "Jeg ved godt, hvad du har gang i Sebastian og jeg stopper ikke, før du be'r mig om det! Stil dig på det forpulet kryds og sig det til mit ansigt. Indtil da... Igen!". Jeg vrissede det sidste ord ud mellem tænderne... Sebastian stod helt stille med et alvorligt udtryk i ansigtet og jeg kunne høre ham sukke irriteret. Hans kæber bevægede sig næsten usynligt, så de små muskler trak sig sammen. "Er du fucking døv Sebastian!? Igen!". Jeg stillede mig hen på mit kryds og så afventende på ham med begge arme ud til siderne med et provokerende udtryk. Jeg vidste, at jeg indbød til øretæver og jeg var så klar til at få dem! Jeg kunne høre et højt fnys som fra en vred hanløve komme fra ham og et sportstasken højlydt ramte gulvet under ham, da han gik med overraskende hurtige skridt henover gulvet og stod på få sekunder lige overfor mig med ansigtet et par centimeter fra mine.

Han var overraskende høj og jeg blev nødt til at se lidt op for at bevare øjenkontakten... Vi stod ansigt til ansigt og her kunne jeg se, hvor meget Lilly lignende Sebastian. Ligheden var storslående og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg egentlig ikke havde set det noget før. Det var jo tydeligt at se, at de var søskende! Flot Justin! Virkelig virkelig flot! Den lydløse magtkamp mellem os var begyndt og der var ikke nogen af os, som havde lyst til at tabe den. Vi gjorde begge alt for at vinde den! Testeteronen fløj heftigt mellem os og vi var begge pludselig hidsige med et borende blik og knyttede næver, mens vi ventede på, at den anden gjorde noget. Et eller andet! Bare noget... Sebastians blå øjne borede sig ind i mine med et fast blik og jeg fulgte trop uden så meget som at blinke, da lyden af Israel Kamakawiwo'ole's "Somewhere over the rainbow" lød roligt og hyggelig fra Sebastians ene bukselomme. Jeg blinkede kort og et skævt og hoverende lille smil ramte mine læber, som jeg på ingen møde prøvede at holde tilbage. Jeg kunne se et blødt drag glide over Sebastians øjne og det var et spørgsmål om sekunder, før han ville besvare opkaldet og inderst inde havde han ikke lyst. Vi havde nemlig hinanden loge, hvor vi gerne ville være. Magtkampen! Min holdning blev en smule mere ligeglad og jeg lagde hovedet let på skrå og slog let med hagen mod ham og sagde koldt: "Din telefon ringer Sebastian...". Han rynkede kort panden, så han fik flere folder tæt på sine øjenbryn og jeg fortsatte hoverende: "Har du... tænkt dig at besvare det?". Jeg rykkede kort på mig og prøvede ikke at vise, at det gjorde ondt, når jeg stødte på min højre fod. Overraskende brød han vores øjenkontakt og jeg kunne mærke følelsen af at vinde og det føltes fantastisk! Det føltes opløftende og befriende! Aldrig havde jeg ville vinde en kamp så meget som denne og jeg havde formåede det! Jeg havde fucking formåede det! Det var for vildt!

Jeg stod i samme ligegyldige stilling med et provokerende drag om øjnene, mens jeg så ham hurtigt fumle efter sin telefon og finde den frem og hurtigt åbne for opkaldet. "Hej...", sagde han med en varm og lav stemme og han vendte sig straks om og gik med lange skridt hen til spejlet og vendte sig ikke om. Hans rygmuskler og over hans skulderblade bevægede sig smidigt, mens han gik. Han var ét stort muskelbundt uden en eneste gram fedt på kroppen... Han snakkede lavt uden at gøre tegn til, at han ville vende sig om, da vores blik mødtes i spejlet. Han stoppede nærmest op og snakkede videre uden at bryde vores øjenkontakt et par sekunder, indtil han så på sigselv i spejlet, mens han lyttede i tavshed. Jeg rettede kort på min alt for krøllede t-shirt og kørte derefter en hånd gennem håret, da jeg pludselig registrerede, at han halvt så sig over skulderen og sagde: "Jeg smutter lige om lidt Lilly... Bøffer? Yes! Jeg er skrubsulten!". Han grinede et oprigtigt lille grin og hans smil blev kærligt. Mit hjerte stoppede straks og vores øjne mødtes kort, inden han med lange skridt gik hen til sin taske, som lå langs spejlet og han satte telefonen mellem skulderen og øret, mens han satte sig på hug og lynede den hurtigt. Han rejste sig hurtigt op med tasken over den ene skulder og stadigvæk med telefonen mellem skulderen og øret, da han stoppede op og vores øjne mødtes.

Jeg kunne mærke blodet flyde gennem hele min krop med 1000 km/t og jeg blev helt tør i munden, da jeg hurtigt havde registreret, hvem han snakkede med. Lilly... Jeg var i mine tanker allerede på vej hen til min telefon for at se, om jeg havde fået en SMS fra hende. Jeg havde ikke hørt noget fra hende siden i går, hvor Sebastian havde fanget os i hendes seng. Jeg ville ikke presse på, men jeg havde prøvet at ringe til hende i morges i bilen, da jeg var på vej til dansetræning, men hun havde ikke taget den, så jeg havde sendt hende en SMS. Jeg havde slet ikke haft mulighed for at se, om hun havde ringet tilbage eller skrevet en SMS, fordi Sebastian havde optaget hele min tid. Jeg så hurtigt hen på min taske med et længselsfuldt blik og ligeså hurtigt tilbage til Sebastian, som stod og så overvejende på mig og havde gjort det i flere sekunder, mens det så ud til, at han overvejede et svar, da det endelig kom: "Nej Lilly... Jeg er alene. De andre gik for et par timer siden. Jeg havde nogen småting, jeg lige skulle ordne...". Hans stemme var rolig og varm og selv jeg kunne ikke spore en lille løgn i hans stemme. En underlig tom fornemmelse ramte mig hårdt og gav mig en knugen i maven, som jeg havde svært ved at forstå, fordi den var ukendt. Sebastian stod neutralt uden at tage øjnene fra mit ansigt og snakkede videre, inden han gik direkte forbi mig og henover det tykke og lydløse trægulv. Jeg vendte mig hurtigt om uden at tage øjnene fra ham, mens det kriblede i hele min krop for at se Lilly. Se hende... Mærke hende... Lilly...

Sebastian stoppede op lige foran døren og slukkede for opkaldet og så derefter hen på mig, mens han åbnede døren med skulderen. Han så roligt og overvejende på mig og åbnede munden for at sige noget, men han forblev tavs i flere sekunder, mens jeg stod med et bankende hjerte i brystet og en ringen for ørerne. Havde hun sagt noget om mig? Havde jeg hørt fra hende? "Gå hjem og få foden i blød med noget fodsalt og et koldt omslag Justin og tag den med ro indtil vi ses om et par dage...". Hans stemme var rolig og jeg blev overrasket over at høre, hvor rolig og varm den egentlig var, når den var henvendt til mig. Han forsvandt ud af døren og jeg blev stående og så sen lukke sig roligt i med en klik-lyd. Jeg tog en dyb indånding og kunne mærke, hvordan jeg for første gang i flere timer fik lungerne fyldt helt op med luft og jeg sank en smule sammen. Jeg lavede en grimasse, da jeg kort støttede på den højre fod og humpede anstrengt hen til den lange bænk til højre for mig og satte mig besværligt ned og løftede hurtigt benet for at skåne foden så meget muligt. Jeg langede med et bump og sagde en underlig lyd, da en smerte bredte sig langs min balde og op langs min hofte. Jeg åbnede hurtigt min sportstaske og fandt min iPhone frem og åbnede for skærmen, hvor en masse SMS'er og mails var tikket ind de sidste par timer.

Jeg kørte hurtigt fingeren nedover min skærm for at se efter en SMS fra Lilly. Jeg rynkede hurtigt panden og scrollede skærmen helt op og startede forfra igen med at se efter hendes navn. Men det var der ikke! Jeg gik straks ind under vores beskeder og jeg kunne se, at hun havde læst min SMS. Men ikke svaret på den... Hvad fanden!? Jeg blev ved med at rynke panden og trykkede direkte på hendes nummer og tog telefonen op til øret og hviskede en lille bøn: "Tag telefonen Lilly... Tag den forbandet telefon Lilly!". Den ringede flere gange, indtil jeg hørte den typiske og standard telefonsvare bede mig om at ligge en besked efter biptonen, som lød skingert og højt. Jeg så overrasket ned på skærmen og jeg lukkede hurtigt ned for opkaldet. Jeg slukkede for skærmen og pressede den hårdt ind mod mine pande, mens jeg lukkede øjnene og lænede mig frem med albuerne mod mine lår. Hvad fanden? For første gang nogensinde følte jeg, at jeg var blevet droppet! At en pige havde droppet mig! Mig!? En følelse af at være normal strømmede indover mig og det var en følelse, som jeg ikke havde været i kontakt med i rigtig mange år og som var ukendt for mig, men som også fik mig til at føle mig menneskelig. Underligt menneskelig! Ligesom alle andre almindelig mennesker i denne verden... Jeg følte mig ordinær og... underlig til mode. Jeg var jo ikke... ordinær... Jeg var jo Justin... Justin Bieber...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...