In Between The Spruces | Niall Horan

280249855
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Igang
Julen er for mange den måned, hvor kreditkortet er rødglødende. Og massemilliardærdatter Harriet Styles har aldrig manglet noget, og har aldrig behøvet at løfte en finger i sit liv. Dog føler hun, at der er et tomrum, som ikke kan blive fyldt ud.
Niall Horan, hendes kontrast, har arbejdet og bidraget til at forsøge sin familie, siden den dag, han blev gammel nok til det. Han kommer fra det nedre middelklasse miljø, og bliver betragtet som fattig i nogens øjne.
Veje vil krydse hinanden, modsætninger vil mødes, og de vil hurtigt finde ud af, hvad julen faktisk handler om. Men en ting er sikkert - følelser vil komme i klemme, og det vil i sandhed blive en jul, de aldrig glemmer. | Vinder af årets budskab 2016.

AA
aa

6. 8. December | The White Party


8.  D E C E M B E R

”Du hvad?” Beatrice’s stemme var skinger, og jeg måtte kort knibe øjnene lidt sammen, for at kunne koncentrerer mig om det jeg var ved.

Et suk forlod mine læber, da hun med benet drejede min kontorstol, så jeg til sidst sad overfor hende, og var tvunget til og besvarer hendes spørgsmål.

”Ja jeg lod ham gå, Beatrice det er ikke noget vigtigt eller kæmpe stort, sket er sket.”

Mine ord så ikke ud til at komme bag på hende, men alligevel kunne jeg se hun var chokeret over min melding.

”Jeg forstår dig ikke,” mumlede hun med en ivrig hovedrysten, jeg derimod vendte mig blot på kontorstolen igen og fandt min pung frem. ”Det tænkte jeg nok,” svarede jeg og så mod min computer.

I øjeblikket var jeg i gang med noget gave shopping, og det var i øjeblikket vigtigere end at snakke om Niall, som jeg lod gå, efter vores uheldige samtale. Men sket var sket, og jeg regnede bestemt ikke med nogensinde at se ham i øjnene igen. For vi kom fra to vidst forskellige verdner, og hvorfor skulle vi lige mødes igen tilfældigt? Det regnede jeg ikke med ville ske.

”Nå, for at skifte emne,” begyndte hun og lagde sig ned i sengen, ”hvad skal du have på i aften? For Louis og Harry kommer jo om en lille time, og så skal vi gøre os klar sammen, hvis du husker det?” afsluttede hun.

Jeg fik betalt for de fire gaver jeg havde fundet, og da jeg slukkede for computeren følte jeg straks en trang efter at blive optaget af noget igen. Jeg ønskede i øjeblikket ikke og tænke over, hvad der skete mellem Niall og jeg, men det havde hjemsøgt mig siden det skete. Jeg havde ikke kunnet tænke på andet end det.

”Øhm,” mumlede jeg og rejste mig, inden jeg gik hen til skabet som jeg åbnede. Inde i skabet fandt jeg min hvide kjole, som jeg skulle have på i aften til årets store – the white party.

Det blev afholdt en gang om året, og alle skulle være iklædt hvidt fra top til tå. Og dette år skulle det afholdes i vores hjem, for første gang, men overraskende nok så glædede jeg mig ikke. Jeg så det som noget, der blot skulle overstås.

Kjolen var hvid, men havde en svag rosa farve så den var anderledes og kunne stjæle manges opmærksomhed, da den ikke var hundrede procent hvid. Jeg havde fået den speciel lavet, og derfor sad den også som en drøm på min krop.

”Shit hvor er den dog bare smuk Harriet,” måbede Beatrice der rejste sig, og beundrede min kjole, som jeg holdt op foran hende.

Et smil bredte sig over mine læber, da hun opdagede den ikke var helt kridhvid som alle andres nok var, og hun så på mig med et udspekuleret blik. ”Hvad?” lo jeg muntert og lagde kjolen på sengen, den var alligevel pakket ind i plastik, så den var helt ren til det sekund jeg skulle bruge den.

”Vi tænker ens,” klukkede hun og gik mod døren, hvor hun havde hængt sin kjole. Den var pakket ind i noget sort stof, så den holdt faconen og dermed havde jeg heller ikke set hendes kjole endnu. 

”vent hvad, har du heller ikke en helt hvid kjole?” udbrød jeg overrasket, og glæden i begge vores øjne strålede frem. Hun rystede på hovedet, og smilet blev blot større på begge vores læber.

Dette viste bare, at vi vár bedste veninder, og tænkte ens. Godt nok havde vi kendt hinanden siden vi var små, men aldrig havde jeg troet hun ville tænke den samme tanke som mig, og vælge en kjole der ikke var hundrede procent hvid.

Hendes kjole havde et blåt skær, og lignede på mange punkter min, og så alligevel ikke. Nederst var der frynser, der ville give kjolen liv, og den havde i modsætning til min en dyb V udskæring, som ville afsløre hendes barm.

”Det var da utroligt,” lo jeg med en hovedrysten og gik nærmere, i mens beundrede jeg kjolen som hun holdte i sine hænder. Et stolt smil pyntede på hendes læber der havde en svag rød farve ”man skulle næsten tro vi var tvillinger, så ens som vi tænker,” jeg kunne ikke andet end og give hende ret.

 

Der var bare få minutter til, at de første gæster ville ankomme, og nervøsiteten var så småt begyndt at melde sin ankomst. Det var første gang vores familie skulle være værter for en så stor fest, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om der mon var noget vi manglede og havde glemt.

Men både Beatrice, Harry og Louis var alle sammen rolige, i modsætning til mig. Alle følelserne sad ude på tøjet, og jeg vidste allerede at så snart gæsterne var ankommet, så skulle jeg hen til baren.

Jeg var i modsætning til Harry, ikke så god til så mange mennesker, jeg brød mig ikke om alt opmærksomheden trods det nok så sådan ud. Jeg kunne bedst lide og omgås med mennesker, der ikke kun snakkede om deres årlige indkomst.

Men jeg kunne ikke lave om på hvor jeg kom fra, og det ønskede jeg inderst inde heller ikke nok.

Både Beatrice og jeg var iført vores hvide kjoler, der dog begge ikke var helt hvide, og om vi ville få ballade for det vidste vi ikke – men vi var også ligeglade. Jeg ønskede ikke at være som alle de andre, og det ønskede hun nok heller ikke.

Mit hår hang løst om skulderne, og var løst krøllet naturligt. Beatrice havde sættet sit hår op i en feminin hestehale, som sad i nakken, det fremhævede hendes kindben der gjorde hendes look perfekt. Mange, inklusiv mig, ville dræbe for sådan nogle kindben. For hvem ville ikke havde sådan nogle?

Mit blik gled mod uret, som var bag Louis og kort efter opstod der øjenkontakt. Hans blik var blidt, og alligevel fyldt med kærlighed – kærlighed som jeg ikke kunne gengælde.

Jeg vidste udmærket godt, at han var forelsket i mig, og havde været det i mange år. Men følelserne var ikke gengældt, jeg så ham mere som en bror, og noget sagde mig at han ikke forstod det endnu. Måske han stadig troede han havde en chance hos mig? Jeg håbede dog, at Harry havde informeret ham om, at ham og jeg aldrig ville blive til noget.

Et smil lagde sig over mine læber, og jeg nikkede en enkelt gang mod ham, inden jeg fjernede mit blik inden over på Beatrice der skar en grimasse.

Et grin forlod mine læber, da jeg så hendes ansigtsudtryk, og det samme gjorde hun. Vi kunne begge ikke tage det seriøst, at min brors bedste ven, ikke forstod et nej. Men jeg fortrød hurtigt min handling, da jeg så Louis’s skuffede udtryk i blikket, og dér stoppede mit grin med et.

Jeg ønskede ikke at såre ham, men vidste det nok ville ske mange gange i aften – uheldigvis.

De første par gæster var begyndt at melde sin ankomst, og efter at have givet hånden til mindst tyve hvidt klædte gæster, besluttede vi os alle for at gå mod baren. Der bestilte vi en omgang drinks til os alle, og gik mod et ledigt bord, inden der snart var ingen.

Der ville i aften komme så mange gæster, at vores ellers store villa ville være fyldt op.

Musikken var tilpas høj, og de mange familier der havde børn på vores alder, slog sig ned ved vores bord som altid.

”Nå Stella, er der sket noget nyt mellem dine forældre?” spurgte jeg hende om, Stella var lige ankommet og var iført en hvid gulvlang kjole. Hendes sorte hår hang løst og hendes nøddebrune øjne var rettet mod mig. Vi havde kendt hinanden siden vi var små.

Et grin forlod hendes læber, og hun lænede sig tilbage i bar stolen, hun havde taget med hen til vores bord. ”hvad tror du?” spurgte hun, jeg rystede blot på hovedet og sagde – ”sig det er løgn, er det sket igen?”

Hun nikkede en enkelt gang, inden hun bundede sit shot og skar derefter en grimasse. ”Jep, det er skam ikke løgn. Min familie er ved at falde fra hinanden, fordi min far ikke kan holde fingrende fra stuepigen,” sagde hun sammenbidt.

Jeg kunne se frustrationerne i hendes øjne, og jeg lagde derfor min ene hånd over hendes, ”det er jeg ked af.”

”Det er jeg ikke, tænk på hvor mange gaver jeg får næste år når de er skilt, det er jo lige før jeg får et nyt klædeskab hvert år!” hendes ord fik det til at vende sig nede i maven på mig, og jeg flyttede forsigtigt min hånd, uden at tiltrække opmærksomhed. De mange mennesker omkring os, så ud til at reagere på det hun sagde, og de var næsten alle sammen begejstrede og jaloux på hende.

Hvilket jeg ikke forstod, for hvordan kunne hun kun tænke på materielle ting? Hendes familie var ved at falde fra hinanden, og det var det eneste hun tænkte på? Jeg forstod dem ikke.

Beatrice så mod mig med et blik der sagde mere end tusinde ord, hun havde det på samme måde som mig, og så med væmmelse på Stella.

”Du er da godt nok en kælling.”

Da de ord forlod Beatrice’s læber, blev alle stille, inklusiv mig. Aldrig havde jeg regnet med at hun ville sige det til Stella, som vi begge havde kendt siden vi var små, men nu skete det.

”Undskyld mig?” Stella så forbavset på Beatrice, der blot rystede på hovedet, over Stellas opførsel.

Stella så skiftevis på Beatrice og jeg, og jeg vidste allerede der at hun vidste jeg mente det samme som Beatrice.

”Du hørte hende godt Stella, og jeg er enig. Din familie er for satan ved at falde fra hinanden, prøv og tænk dig om før du taler, alting handler ikke om penge. Det ville ikke undre mig hvis du en dag bliver forladt af din kommende mand, for shit hvor må du være dyr i drift.” Jeg nåede knap nok og tænke mig om, og tænke på hvilke konsekvenser det kunne have det jeg sagde. Jeg talte før jeg tænkte, og for en gangs skyld fortrød jeg det ikke.

Stella sad ude af stand til at svare, ligesom resten af folket omkring os. Ingen havde nok forudset dette.

Men drengene derimod sad med smørrede smil over deres læber, og enkelte grinte endda også.

”Bitch fight, bitch fight!” udbrød drengene i kor, og et grin forlod mine læber over deres begejstring for, at nogle endelig sagde Stella i mod.

Men Harry derimod så på mig med et skuffet blik, der skar dybt i hjertet, han havde nok forventet noget mere af mig. Derfor mimede jeg også et undskyld  i hans retning, men det var for sent, han var allerede i gang med at gå væk fra bordet og væk fra mig.

”Harry!” kaldte jeg og rejste mig, hvorefter jeg hurtigt gik efter ham. Både Beatrice og Louis var i hælene på mig, og da Louis greb fat i min arm vidste jeg, at han blot gjorde det for at beskytte både Harry og jeg.

”Lad ham køle lidt af,” mumlede han, og nussede mig forsigtigt op og ned af armen, i blide kærtegn.

”Men,” mere nåede jeg ikke at sige, før Louis afbrød mig og sagde – ”han er bare skuffet over at du sagde det foran så mange mennesker, men lad ham tænke lidt. Jeg er sikker på han finder ud af du bare sagde sandheden okay?”

Jeg nikkede lidt og lod tænderne fange min underlæbe, og da Louis blik mødte mit kunne jeg ikke modstå at glide ind i hans varme favn. For hvis der var en ting jeg ikke brød mig om, så var det når min bror var sur på mig.

”Han skal nok blive god igen,” hviskede han mod mit hår, og da jeg mærkede et kys mod min hovedbund trak jeg mig igen. Jeg behøvede ikke at lege mere med ilden for i dag.

Beatrice’s blik mødte mit da jeg vendte mig, og hun læste mig som altid som en åben bog. ”Der er vidst en der har brug for at blive fuld hva?” hendes stemme var omsorgsfuld, og jeg vidste at jeg var i gode hænder hos dem.

”Mon ikke!” sukkede jeg dybt og sammen gik vi mod baren, der var omringet af mennesker der alle var godt og grundigt fulde.

Jeg gættede på flere ønskede, at glemme nogle hændelser i aften.

 

Efter flere genstande, mange dybe samtaler og alt for mange latterlige jokes, havde jeg besluttet mig for at jeg havde fået nok at drikke, og nok måtte holde mig til vand resten af aftenen og natten.

Beatrice og Louis var stadig ved min side, men Harry havde vi ikke set noget til, siden han forlod os. Men de havde begge fået mig til at forstå, at han nok skulle komme når han var klar.

Musikken var blevet en del højere og glade mennesker, dansede rundt på det dansegulv, vi havde fået lagt specielt til denne aften.

De mange hvidt klædte mennesker var alle i højt humør, og overraskende nok var der ikke sket mere drama ind til videre – men det kunne jo nå og ske endnu, natten var stadig ung.

”Så Harriet,” begyndte Louis og lænede sig svagt mod mig, hans ånde duftede svagt af pebermynte, men lugtede egentlig mest af dårlig øl. Hans øjne var limet fast til mit, og jeg måtte kort holde vejret , da han lænede sig endnu tættere på.

”Louis,” gispede jeg og satte en hånd mod hans bryst, lysten i hans øjne var ikke til at tage fejl af, det lyste ud af dem.

For godt nok var jeg fuld, men jeg ville aldrig tillade Louis at kysse mig.

Beatrice var til mit store held hurtig til at reagere og hun var hurtigt ved min side, hun vidste at jeg ikke havde noget ønske om, at ende i sengen med Louis.

”Harriet kom nu, vi ved begge at du vil,” mumlede Louis svagt og så på mig med et par bedende øjne. Hans hænder lagde sig om mine hofter, og blidt trak han mig ind til ham i små ryk, da jeg gjorde modstand.

”Nej Louis, stop det,” mumlede jeg sammenbidt og forholdte mig utroligt nok roligt, trods jeg allermest havde lyst til og skubbe ham væk, og råbe ham ind i ansigtet.

Han havde været så sød hele aftenen, så omsorgsfuld, og jeg følte ikke jeg kunne være bekendt at afvise ham groft som jeg ellers plejede.

Beatrice lagde sig denne gang i mellem os, og denne gang så det ud til at Louis reagerede. Hans blik blev hårdt, og jeg anede kort skuffelsen i hans øjne.

”Det var da utroligt, kan du ikke sige nej selv?” udbrød han skuffet og slog ud med armene frustreret, hans blik endte ikke et sekund på Beatrice, men borrede sig derimod ind i mit.

”Louis,” sukkede jeg opgivende og sænkede blikket, men det fik jeg ikke lov til. ”Kig på mig når jeg taler til dig,” sagde han hårdt og bestemt, og denne gang var min grænse nået.

Mit blik mødte hans og hvis blikke kunne dræbe, var han død nu. Jeg ville ikke finde mig i og blive snakket sådan til. ”Nej, du bestemmer så i hvert fald ikke over mig Louis! Jeg har sagt det til dig så ufatteligt mange gange, men nu siger jeg det igen,” begyndte jeg og trådte et skridt nærmere.

”Nej Louis, nej jeg er ikke interesseret i dig. Hvornår fatter du det? Jeg er ved og være træt af det,” afsluttede jeg og lagde armene over kors.

Et fnys lød fra ham, og han så denne gang væk mens han talte, ”du er da godt nok utrolig Harriet..”

”Så siger vi det, jeg er i hvert fald færdig med at snakke med dig. Jeg smutter fra denne her latterlige fest, og i vover på at følge efter mig,” mine ord kom ud bestemte, men da jeg vendte mig for at tale til Beatrice, behøvede jeg ingen gang sige noget.

”Smut du bare,” sukkede hun og tog fat om hendes sorte jakke, der hang om barstolen. Hvorefter hun gav mig den over skulderne, så jeg kunne holde mig varm i nattelivet.

Og det gjorde jeg, jeg forlod mit hus, og begav mig ned mod en tilfældig gade, til jeg nåede hen til et værtshus der så interessant ud.

Men jeg nåede knap nok og betragte værtshuset, inden jeg så en bekendt skikkelse komme gående ud fra hoveddøren.

Det blonde hår var ikke til at tage fejl af, og da hans blå øjne ramte månens skær glimtede de som diamanter. I hånden havde han en øl flaske der var halv tom, og da hans blik opdagede mig så han overrasket mod mig.

”H-Harriet?” mumlede han forbavset, og jeg vidste allerede hvad han mente med det. For jeg var langt væk fra de gader hvor de rige boede i London, og langt væk fra de mennesker der kendte mig.

”Ja ja bare sig det, hvad laver jeg her? Er jeg ikke for rig til at befinde mig sådan et sted her?” fnøs jeg irriteret, og mærkede hurtigt hvordan skænderiet med Louis, havde efterladt mig i et forfærdeligt humør.

Nialls begge øjenbryn steg helt op i panden på ham, og han så på mig som havde han set et spøgelse. Han havde nok i hvert fald ikke regnet med, at jeg startede samtalen sådan.

”Jamen hej til dig også, hvem har tisset på din sukkermad?” spurgte han og rystede på hovedet over min opførsel, og inderst inde forstod jeg ham nok godt – hvorfor han reagerede som han gjorde.

Hans ord derimod forstod jeg ikke, og rynker tegnede sig hen over min pande, ”a’hva for noget?” mumlede jeg undrende og strøg en vildfaren tot hår om bag mit øre.

Et smil tegnede sig hen over hans læber, og han trak på skulderne ”det er bare et ordsprog men det gætter jeg på du ikke kender til i din verden, ikke?”

De ord fortjente jeg nok også, og derfor lod jeg blot mine tænder fange min underlæbe som jeg bed hårdt i, så jeg ikke sagde noget jeg i sidste ende ville fortryde.

”Men hvorfor befinder du dig her Harriet? Og i det tøj, du må jo fryse i de bare ben?” hans ord kom ud kærlige og det kom kort bag på mig, da han tog hans halstørklæde af for at ligge det omkring mine skuldre.

Jeg så på ham, og da jeg adskilte mine læber for at sige noget, vidste jeg ikke hvad jeg skulle fortælle eller hvordan jeg skulle forklarer det hele, så jeg ikke lød forkælet.

”Lad mig gætte, du kan ikke forklarer?” sagde han.

Vores blikke mødtes, og jeg fik straks et sug i maven over hans kærlige dog nysgerrige blik, lå limet fast til mig. Jeg kunne ikke forstå hvorfor han ønskede at føre en samtale med mig, efter jeg startede den ud så grimt og ubehøvlet.

”Det er en lang historie,” sukkede jeg opgivende og sænkede blikket. Jeg mærkede kort efter et par fingre under min hage som der løftede mit hoved, og efter få sekunder var den intense øjenkontakt der igen.

”Jeg har masser af tid, natten er ung endnu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...