In Between The Spruces | Niall Horan

280249855
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Igang
Julen er for mange den måned, hvor kreditkortet er rødglødende. Og massemilliardærdatter Harriet Styles har aldrig manglet noget, og har aldrig behøvet at løfte en finger i sit liv. Dog føler hun, at der er et tomrum, som ikke kan blive fyldt ud.
Niall Horan, hendes kontrast, har arbejdet og bidraget til at forsøge sin familie, siden den dag, han blev gammel nok til det. Han kommer fra det nedre middelklasse miljø, og bliver betragtet som fattig i nogens øjne.
Veje vil krydse hinanden, modsætninger vil mødes, og de vil hurtigt finde ud af, hvad julen faktisk handler om. Men en ting er sikkert - følelser vil komme i klemme, og det vil i sandhed blive en jul, de aldrig glemmer. | Vinder af årets budskab 2016.

AA
aa

5. 6. December | Silent Night


6.  D E C E M B E R

Vinden hev i det blonde hår, og snefnuggende der fløj rundt i luften, gjorde det heller ikke bedre nu hvor man var tvunget til at være udendørs. Træerne fælder jo ikke sig selv, og far og jeg var de eneste der kunne fælde træer, eftersom min mor sidste år havde et uheld, og Lauren bare er for lille til at håndtere sådan et farligt stykke værktøj.

”Jeg går lige ind og sikre mig det hele går godt i huset, er det okay med dig?” min far vendte blikket mod mig, og trak handskerne af, som han lagde på det træ han var kommet til. Jeg nikkede og sendte ham et kortvarigt smil ”jeg skal nok klare resten far, gå du bare ind og sæt dig,” forsikrede jeg ham om, og jeg fik straks et taknemmeligt smil tilbage.

Vi havde brugt hele dagen på at fælde de sidste par juletræer der nu var tilbage, og vi kunne forhåbentlig se frem til en udsolgt jul i år. Måske vi alligevel ville få råd til den dukke, som Lauren så inderligt ønskede sig, jeg kunne kun håbe.

Men en del af mig vidste også sandheden, og det var, at vi nok aldrig nogensinde ville få råd til sådan en eksklusiv dukke. Alting på den var håndlavet, og det irriterede nok os alle grusomt meget, at vi i år ikke kunne give hende det hun ønskede allermest.

For vi ønskede ikke at hun efter juleferien, skulle sidde med sine klassekammerater og fortælle, at hun fik en skod julegave mens alle andre fik hvad de havde ønsket sig. Det var et held, at vi overhovedet kunne få hende ind på den skole, og vi ønskede kun at hun skulle falde godt til der.

Men efter hvad jeg havde hørt, så gik det ikke så godt med det.

Opslugt af mine egne tanker, opdagede jeg ikke skikkelsen snige sig ind på mig, og da jeg vendte mig mødte jeg et par dybe grønne øjne, de stirrede direkte ind i mine og tog øjeblikkeligt pusten fra mig. Men da jeg opdagede hvem det var, rystede jeg blot på hovedet og sagde – ”hvad vil du nu? Jeg håber ikke det bliver noget der sker tit, at du sådan sniger dig ind på mig, vi burde næsten få indhegning på.”

Mine ord så ikke ud til at røre hende, og dog så så jeg et kort glimt af skuffelse i hendes øjne, som jeg ikke forstod. Hvad havde hun at være skuffet over?

Og da hun ikke svarede mig, tillod jeg mig at gentage hvad jeg før havde sagt, ”hvad vil du, Harriet?”

Hun sukkede kortvarigt en enkelt gang, inden hun tog en dyb indånding ”jeg kommer for at undskylde for min opførsel,” begyndte hun og da jeg skulle til at svare igen, tyssede hun blot på mig. Jeg så på hende med et skeptisk blik, men hun var for ivrig til at lade mit blik påvirke hende.

”Giv mig en sidste chance?” bad hun.

Jeg så på hende med et tænkende blik, som hurtigt blev til et skeptisk blik, og jeg rystede efterfølgende på hovedet ”hvorfor skulle jeg?”

Hun så overvejende på mig, og tænkte nok over hvad hun skulle svarer mig. ”Lad os tage ind til byen, så giver jeg en kop kaffe eller kakao og så kan vi få snakket? Jeg er sikker på vi har noget til fælles, og hvis du stadig synes jeg er en bitch der, så kommer jeg aldrig og forstyrrer igen?”

Hendes tilbud var fristende, og dog alligevel frygtede jeg at der var noget bag det hele, for jeg troede ikke længere på at hun var anderledes end alle de andre rige mennesker og unge.

”Niall?” mumlede hun, nok i håb om at få et svar frem fra min side af.

Jeg tøvede i nogle sekunder, og det var hun hurtig til at opdage, aldrig havde jeg set hende så usikker og hun sænkede blikket.

”Bare øhm,” begyndte hun og bed sig i underlæben så hårdt, at jeg næsten frygtede hun bed den til blods. ”Glem at jeg spurgte, Niall. Du må have det godt,” afsluttede hun og vendte sig om for at gå, og jeg lod hende gå.

Dog gik der ikke to minutter før jeg havde fortrudt, og jeg løb efter hende så hurtigt jeg kunne, for jeg kunne ikke tillade mig at behandle hende sådan. Selv ikke efter sådan hun behandlede mig, for få dage siden.

”Harriet vent!” kaldte jeg, og til mit store held hørte hun mig og vendte sig. Vores blikke mødtes, og jeg vidste allerede der, at tilbuddet stadig var der.

Jeg kunne altså nu se frem til en dag tilbragt med hende.

”Så kom,” mumlede hun, og hvis det ikke var for mit gode syn, så havde jeg aldrig opdaget det lille smil der gemte sig i hendes ene mundvige. ”Må jeg spørger hvad dit efternavn er?” spurgte hun videre og fumlede efter noget i hendes håndtaske, der var mørkebrun og som i mine øjne så dyr ud, hvilket den nok også var.

”Horan,” var jeg hurtig til at svarer og jeg sendte hende et forsigtigt smil, jeg ønskede ikke at noget skulle komme mellem os igen. For hvis der var noget jeg ikke ønskede i dag, så var det drama og intriger. Jeg kunne kun håbe på, at denne dag ville forløbe roligt.

”Og dig? Hvad hedder du til efternavn Harriet?”

Hendes blik mødte mit og hun så kort ud til at overveje, om hun mon skulle fortælle mig hendes efternavn eller ej, derfor var jeg også hurtig til at afbryde hende.
”Bare rolig jeg er ikke nogen crazy fyr der dukker op foran din hoveddør om natten, du kan godt fortælle dit efternavn til mig,” forsikrede jeg hende om med et drilagtigt glimt i øjnene, jeg kunne ikke lade være.

Et smil bredte sig hen over hendes læber, som i dag var let røde, ”okay okay, mit efternavn er Styles.”

Jeg rynkede kortvarigt på panden og tyggede på navnet, noget virkede bekendt over det, men jeg vidste bare ikke hvad.

”Du kender efternavnet, ikke? Men du ved ikke hvor du har hørt det fra?” spurgte hun og låste bilen op som vi nåede hen til. I dag kørte hun ikke i en bil med tonede ruder, men i en lille hvid bil som var feminin og passede til hende.

Men noget manglede, hendes private chauffør, og jeg kunne ikke lade være med at prikke lidt til hende – ” Hvor er din private chauffør henne?”

Hun fnyste kortvarigt og rystede på hovedet over mig, og jeg fortrød straks mine ord, da jeg så hendes fornærmede udtryk i ansigtet. ”Det var bare for sjov,” forsøgte jeg mig med, men jeg vidste godt det var for sent.

”Nej det var ej,” mumlede hun og fremtvang et smil, ”men det er okay. Jeg forstår godt hvorfor du tænker sådan,” afsluttede hun.

”Ikke mere om det,” hendes blik mødte mit og vi satte os begge ind i bilen som duftede kraftigt af hendes parfume indeni. ”Lad os komme af sted,” hendes stemme var svag, og jeg vidste hun stadig tænkte på det jeg lige havde sagt, men jeg havde ikke tænkt mig at nævne det igen.

 

Caféens møbler var alle lavet af mørkt træ, der gjorde det hele utrolig varmt og hyggeligt. I loftet hang der lys kæder med neutrale julekugler på, og stemningen var i top. Der var ikke en finger at sætte på den café som Harriet havde valgt, og det gjorde også at stemningen mellem os var fantastisk.

På det runde bord mellem os, var der placeret en kop kaffe til mig og en varm chokolade til hende. Men hun havde ikke kun bestilt det, nej hun havde bestilt fem forskellige slags småkager og kager, da hun ikke kunne bestemme sig. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det lidt var spild at penge.

Men hun havde vel nok penge, ville jeg gætte på, i forhold til visse andre.

”Så,” begyndte hun og drejede rundt i sin varme kakao, hendes blik lå fast på mig og hendes grønne øjne strålede som diamanter i lyset. ”Hvad fik dig til og give mig en chance til? Hvis jeg må spørger?” spurgte hun nysgerrigt og lænede sig frem.

Øjenkontakten mellem os var intens, og jeg måtte kort tænke mig om hvad jeg skulle svare for at bibeholde den gode stemning. For jeg ønskede bestemt ikke at ødelægge den.

”Alle fortjener vel en chance til?” forsøgte jeg mig med, men jeg fandt hurtigt ud af at det ikke var svar nok til hende. ”Det er jul, jeg kan ikke gå rundt og være sur på dig, så ville Lauren aldrig tilgive mig,” sukkede jeg ærligt og førte derefter koppen med varm kaffe op til læberne.

Hendes blik fjernede sig ikke et sekund fra mig, men hendes blik derimod ændrede sig svagt, og jeg kunne straks se at hun var skuffet. ”Nå,” var det eneste ord der forlod hendes læber.

Et suk forlod mine læber og jeg rystede svagt på hovedet, ”du skal ikke forstå det på den måde, jeg ønskede selv at tilgive dig. Det var ikke noget jeg var tvunget til Harriet,” prøvede jeg mig med, og min forklaring så ud til at blive godtaget kort efter.

Et smil lagde sig over hendes læber og hun skubbede en lok af hendes brune hår, om bag hendes øre. ”Så du ville gerne?” spurgte hun og hendes fortænder bed sig fast i hendes underlæbe kælent.

Det gav et sug i maven ved synet af hende gøre det, og der indså jeg at jeg ikke havde været i selskab med en kvinde på min egen alder i lang tid. For det var ikke hver dag der kom en på min alder og skulle købe et juletræ, eller jo, men aldrig havde jeg oplevet en som Harriet, der blot snakkede til mig normalt. Og dog så havde hun skældt mig ud over et sølle juletræ, men det kunne jeg godt se bort fra.

”Selvfølgelig, du virker til at være en med hjertet det rette sted,” min ærlighed så ud til at chokerer hende en smule, og der gik noget tid før jeg fik et svar tilbage. I mellemtiden holdt vi øjenkontakten, og jeg mærkede hvordan det kildrede svagt i fingrene. En del af mig ønskede at gå, og en anden del af mig ønskede ikke at denne aften skulle ende. For jeg vidste at hun og jeg var to vidt forskellige mennesker, og at hendes forældre nok aldrig vil synes om mig. For hvis der var en ting jeg kunne huske, så var det hendes fars barske ord.

Det ville jeg nok aldrig glemme, de ord.

”Det har jeg også,” hendes ord kom ikke bag på mig, og derfor nikkede jeg blot også som en besked på, at jeg havde hørt hvad hun havde sagt.

Hendes blik blev sænket og hun fugtede kort sine læber inden flere ord forlod dem – ”jeg er ked af at vi startede sådan ud, men jeg håber på at vi kan starte forfra hvis du ønsker det? Jeg vil rigtig gerne lære dig at kende, men du gør det lidt svært. Så jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du mon også vil lære mig at kende Niall?”

Kort måtte jeg synke en ekstra gang, for jeg vidste stadig ikke hvad jeg ville, og hvad jeg ønskede at få ud af denne aften i selskab med hende.

”Ærligt?” spurgte jeg hende, og hun nikkede ivrigt. ”Så ved jeg ikke hvad jeg vil endnu,” afsluttede jeg.

Tavs så vi på hinanden, og i flere minutter blev der ikke sagt et eneste ord mellem os. Stilheden lagde sig over os som en tæt tåge, og dér vidste jeg at jeg havde sagt noget forkert. Og at stemningen nok ikke ville blive den samme igen.

”jeg øhm,” begyndte jeg og rejste mig ”må nok hellere se og komme hjem af, de gamle tænker nok over hvor jeg mon er henne, og jeg har lovet Lauren og læse eventyr højt for hende i dag.”

”Det er nok en god idé ja,” var det eneste hun sagde, og straks fik jeg den dårlige fornemmelse i maven. Jeg havde nok ødelagt mine chancer for at lære hende at kende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...