Ravnekrigen

Ravnene forsvinder fra Tower of London. Mørke kryber over 1700-tallets London. Død og råd følger den, og horn, haler og røde øjne lurer i skyggerne. En tyv, en nonne og en prostitueret er tre umage helte, der må redde ikke bare England, men hele verdenen, fra underverdenens vrede, og alle har de deres egne grunde til at kæmpe. Kun Guds Tåre kan sende djævlene tilbage til det Helvede, de kom fra, men det er ikke så nemt at finde dette relikvie. Vores helte må ofre alt for at overvinde prøvelserne på deres vej. Men kan prisen for verdenens frelse være for høj? *Eftersom jeg bruger automatisk orddeling, der der nogle underlige --_tegn, hvor de ikke burde være - beklager, jeg har ikke altid tid til at kigge kapitlerne her igennem :-/

25Likes
11Kommentarer
8625Visninger
AA

5. Blå ar

List lejede sig ind på et værelse og havde smidt sig på sengen. Han lå og betragtede sin hånd. Dét eventyr sluttede hurtigt…
    Det var tid til at få hvilet ud, inden han tog ud på rov. Men spændingen ved tyverierne tiltalte ham ikke rigtig mere. Måske havde han været for hård ved Maria? Nok var hun irriterende, brokkende og kristen nok til at give ham kvalme. Men hendes bekymring havde virket oprigtig.
    Hun havde revet ham ind i det for hurtigt. Men som han lå dér i sengen og så ud i tomheden, begyndte skygger at aftegne sig på væggene. Utydelige skygger, han ikke før havde set, huserede i hans øjenkrog. Silhuetter af grædende kvinder og skrigende mænd.
    List satte sig op og så sig forskrækket omkring. Han gned sine øjne og så på væggene med store øjne.
    Fnøs.
    Skyggerne var væk.
    Han lagde sig tilbage igen og lukkede øjnene. Rystede på hovedet. Det var Maria, der havde sat idéer i hans hoved. Tøjten havde fortalt spøgelseshistorier. Han burde ikke skræmmes af dem.
    Og så var der knøsen Willow. List ville ikke have noget med den blåøjede prostituerede at gøre. Bare at være i nærheden af ham, kunne udsætte List for anklager for uterlighed. Han gned sin hals og sank en klump ved tanken om rebet.
    Han sov hele dagen væk. Da han stod op ved aftenstid, gik han ned i krostuen og spiste et måltid af kylling og kartofler. Derefter gik han ud i byen og trak hætten op for ansigtet.
    Nonnen havde gjort ham mere opmærksom. List så sig skumlende omkring. Mennesker med gyl-denglødende øjne havde det døde blik slået ned.
    Tyven undgik de uhyggelige typer og gik i gang med at udse sig et mål. Men hans tanker var an-detsteds. Han gik og rystede rastløst, kunne ikke udse sig et mål, der så sikkert ud, og når han forsøgte at klatre op ad husgitre, var hans tag for svagt.
    Det måtte være lidt efter midnat. List gik rundt i det rigere kvarter. Her var få ude om natten, men de lysende øjne så på ham fra skyggerne. Han skuttede sig i den kølige luft.
    Et varmt vindpust ramte ham og fik ham til at puste overrasket. Han så forskrækket i vindens ret-ning.
    Ved første øjekast var der ikke noget at se. Men ved næste øjekast blev den blegnende horisont tydeligere. List rynkede på panden. Daggryet var ikke på vej.
    Han gik mod lyset. Skubbede de, der kom i vejen, væk.
    Der gik ikke lang tid, før han kunne se Whitechapel. Huse stod i flammer, og skønt han stod på afstand og så ned på distriktet, førte vinden heden med sig.
    Brandvæsnet så ud til at have ilden under kontrol, men røverbuler, bordeller og snuskede drikke-steder var stadig ved at blive opslugt af flammer.
    De ansatte på de forskellige steder flygtede, mens politiet hidsigt prøvede at fange de, de kunne. Selv de mindste forbrydelser kunne straffes med døden, så det var intet under, at folk flygtede fra selv de uskadte huse.
    List fik øje på en bygning et stykke væk – han huskede den som en smuk, treetagers konstruktion med romersøjler og gargoyler på facaden, noget, der ellers primært hørte til i de rige kvarterer. Men nu stod der flammer op ad nattergaleudskæringerne over vinduerne. Det var kun facaden, der var af sten – træet bag var nu forkullet eller stadig i brand.
    Nightingale Nest var væk. Tilbage stod et ulmende inferno. Ildtunger slikkede op mod himlen og fik stjernerne til at blegne.
    List så lamslået på scenen, der udfoldede sig foran ham. Kun én tanke rumsterede bag hans pande: Hvor var Willow?
    For havde Maria talt sandt, og var Willow død, ville List være i større problemer end nogensinde før.
    Med disse tanker begyndte hans hjerte at slå hurtigere. Hele hans verden svimlede ved tanken om sultne djævle, der kravlede op fra sprækker til Helvede for at ødelægge ham og alle andre, der måtte være så uheldige at være i live.
    ”Señor List!”
    List hørte det kun som et svagt ekko. Han var paralyseret, hypnotiseret af flammerne og deres he-de. Først da Maria greb fat i hans håndled og vendte ham mod sig, begyndte han at kunne klare hovedet.
    ”Señor List, De er nød til at hjælpe!”
    List så på Maria. Først var hans blik sløret og han hørte alt som gennem vand. Men langsomt vend-te hørelsen tilbage. Skrig. Gråd. Knitren fra ilden og råb fra brand- og politimænd.
    Da synet blev skarpere, kunne han se de intakte huse, der blev overhældt med vand for at ilden ikke skulle sprede sig. Menneskene, der flygtede omkring ham. Og dér, midt i det hele og lige foran ham, stod Maria.
    Hendes sorte hår var sat op med et bånd, men løse pandehår flagrede om hendes ansigt. Sod og sved fik hendes ansigt til at se fedtet ud, og et forvirret, angstfuldt udtryk havde taget bolig i hen-des brune øjne, hvori ilden bag List dansede som sigøjnere.
    Hendes mørke læber bevægede sig. Hun talte til ham, men hendes stemme nåede ham ikke. Han kunne bare se på hende, ignorerede hendes stemme og betragtede hendes uperfekte fuldendthed.
    Altså – lige indtil hun slog ham hårdt på siden af ansigtet. En syngende lussing fik ham ud af sin døs, og List ømmede sin kæbe med en forskrækket måben.
    Alt blev klart og tydeligt. Han så arrigt på nonnen og snerrede råbende: ”Hvad skulle det til for?!”
    Hun himlede med øjnene. ”De stirrede,” sagde hun. Hun greb hans hånd. ”Og kom nu, señor! Vi har brug for Deres hjælp!”
    Vi? List nåede ikke at spørge hende, før hun trak ham med væk fra flammerne.
    Maria tog ham med ad snoede sidegader, førte ham til udkanten af Whitechapel. Hun stoppede først op uden for en faldefærdig rønne – Ye Olde Captain stod der malet over døren med en falmet, gylden maling. Facaden havde vist nok engang været grøn, men nu skallede malingen, og der var hamret træ for vinduerne og døren. Visne planter så ud til at blive til pulver ved den mindste berø-ring, og en efterladt hvepserede hang under et udspring under første etage.
    ”Kom med señor,” hviskede Maria. Hun så sig omkring og trak forsigtigt et bræt nederst ved dø-ren til siden. Hun kravlede ind og forsvandt i mørket.
    List tøvede lidt, før han fulgte efter hende. Skønt mørket altid havde været hans ven, havde han nu aldrig holdt af at være omgivet af det.
    Men da han endelig var derinde, og kunne høre Maria forude, var det ikke så slemt.
    Hendes hånd var rakt frem mod ham på den anden side. Han tog den og hun hjalp ham op i et stort, mørkt lokale.
    Bordene stod som da stedet havde været åbent, en lukket bar og tomme hylder stod og hang som afbrudte jernbanespor, der førte til ingesteder. 
    Maria vinkede ham med hen mod en trappe. List gik over det knirkende trægulv, hans skridt blev dæmpet af et tykt lag støv på gulvet.
    Han kunne ikke lade være med at betragte Marias svajende hofter, da hun gik op ad trappen. Han så flovt ned og holdt i stedet øje med de usikre trin.
    Maria ledte ham hen til et hul på en afsats mellem stue- og første etage. Det førte ind til nabohu-set. Kvinden gik derind og begyndte at gå ned igen.
    List, der efterhånden var træt af ikke at få at vide, hvor de var på vej hen, fulgte sløvt efter. Han turde ikke sige noget, for selvom Marias stilhed irriterede ham, måtte sludrechatollen have sine grunde til at tie.
    Ganske rigtigt.
    Da List igen kunne se Maria, sad hun foran en bleg skikkelse. Bag skikkelsen buldrede ilden i en kamin. Tyven var kommet ind i en anden lukket bygning, men denne vendte væk fra gaden. Han så ud gennem brædderne foran vinduerne. Månen oplyste en lille gårdsplads. Det måtte have været et hus…
    Et host bragte Lists tanker tilbage til kroppen. Han vendte sig mod Maria og skikkelsen.
    Willow lå og skælvede på en bunke mølædte tæpper. Maria havde taget, hvad hun kunne finde på stole og i dragkister.
    List trådte varsomt nærmere. Han rynkede på næsen ved synet af den ynkelige skikkelse.
    Maria sad og smurte en klistret salve på de brandsår, der havde efterladt røde og sorte sår på dren-gens krop. Han var prydet med blå mærker og blødte fra det ene øjenbryn.
    ”Hvad er der sket?” spurgte List.
    Maria så ikke på ham. ”Da De forlod mig, gik jeg ned til havnen for at finde mine søstre. Men det slog mig, at bare fordi De ikke ville redde nogen, betød det ikke, at jeg ikke kunne.” Hun strøg Wil-lows hår væk fra hans pande, der glinsede af sved. Hans øjne var knebet sammen og næseborene var opspilede. ”Jeg ledte efter señor Willow, men han var intet steds at finde.” Hun så forsigtigt på ty-ven. ”Jeg kunne høre dem,” hviskede hun. ”Djævle. De var sultne, de var overalt!” Hun pegede i retning af det nedbrændte kvarter. ”Da jeg endelig fandt señor Willow, var han fanget. Jeg fik ham ud, men som De kan se, señor List, er han kommet slemt til skade.”
    List nikkede. ”Styrtede bygningen sammen over ham?” spurgte han. 
    Maria så undrende på ham, og List måtte pege mod de blå mærker. ”No,” sagde hun tøvende. ”Dem havde han, da jeg kom…”
    Willow åbnede sine Aliceblå øjne. De var blege af heden fra branden, gyldne streger gik som sol-stråler ud fra pupillen. Maria tog et trækrus og sænkede det ned i en spand vand, holdt bægret mod drengens blege læber.
    ”Der…” En tør hosten afbrød ham, Maria hjalp ham op at sidde. List gøs – røde mærker strakte sig på tværs af drengens rygsøjle, blå, røde og gulve mærker vidnede om grov mishandling. Hans hår var brændt i spidserne. ”Der kom en mand,” mumlede Willow, da han kunne tale igen. Han trak tæppet om sig og så tomt på et uvist sted i gulvet. ”Jeg gjorde, som han bad mig om…” Willow holdt en hånd for panden. ”Men jeg begyndte at se syner, og det næste, jeg kan huske, er, at jeg lå på gulvet. Han tævede mig og bandt mig til sengen…” Willow ømmede sin arm, så forvirret på Ma-ria og List. ”H-han betalte ikke for anden gang…” Drengens stemme skælvede, og for første gang så List Willow som det, han virkelig var – et barn.
    ”Pobre hijo!” Maria lagde armene om Willow. 
    Willow fór sammen og skubbede hende væk, han krøb væk fra hende. Han så på hende med vilde øjne et øjeblik. Så fortrak han sig i smerter og krummede sig sammen foran ilden.
    ”Maria prøver bare at hjælpe,” knurrede List. Han kom hen til Willow og tvang ham hen på tæp-pet. Maria rykkede såret væk. ”Willow,” sagde tyven. ”Vi har brug for din hjælp. Kan du fortælle os, hvad dine syner var?”
    Willow tørrede sine våde øjne. ”William,” mumlede han.
    ”Hvad?” spurgte List undrende.
    Drengen rømmede sig. ”Willow er et alias for William. Og jeg kan ikke huske, hvad jeg så.” Han kneb øjnene sammen i smerter og lagde sig ned.
    ”Hvor gør det ondt?” spurgte List.
    ”Mine ben.” William fnøs. ”Men du kan ikke gøre noget ved det – det var min kundes skyld.”
    En gysen løb gennem List, og en svag kvalme prikkede ham i halsen.
    ”Åh…” Knægten tog sig til hovedet. ”Mit hoved gør ondt,” klagede han.
    Maria kom forsigtigt hen over for List. ”Señor William… Vil De tillade mig at give Dem mit smykke på? Señor List har ret – vi er nød til at vide, hvad De så.”
    William tøvede og skulede til Maria. Så sukkede han, satte sig op og gned sin ene tinding. ”Fint…”
    Maria tog halskæden af og gav den til William, der forsigtigt tog den på. Et øjeblik sad han bare og så fra Maria til List. ”Skulle der ske no-…”
    Han stivnede. Begyndte at skælvede. Han tog sig til hovedet og udstødte et skingert skrig. Han faldt om på gulvet og vred sig og rev sig i håret. Øjnene bulede nærmest ud, fråde og savl løb ned ad hans hage.
    List greb fat om hans arme, inden han begyndte at gøre skade på sig selv. William hylede og skreg af sine lungers fulde kraft, han så vanvittig ud! Maria slog forfærdet hænderne for munden. William kæmpede sig fri af Lists greb og begyndte at rive sig i ansigtet.
    ”DET GØR ONDT!” hylede han. ”FÅ DEN UD!” Han rev og kradsede, til hans negle var blodi-ge. List så ingen anden udvej end at tackle ham og presse ham ned mod gulvet, så han ikke kunne gøre yderligere skade.
    Lige så stille faldt William til ro. Han begyndte at skælve, og salte tårer dryppede tavse ned på gulvet.
    ”Tag en dyb indånding,” sagde List stille. ”Så, slap af. Vi gør dig ikke noget. Der sker dig ikke noget.” Han fjernede sig fra William og løftede ham op i sine arme. Han holdt stadig fast om ham, så han ikke blev voldelig igen, og strøg hans hår i faste, rolige bevægelser.
    Maria kom hen til dem. William hulkede, saltet i sårene gjorde ikke noget bedre.
    ”Señor…” bad nonnen stille.
    William så på hende. Han hev udmattet efter vejret. ”D-der er ild… Mennesker, de – de kaster sig i døden… Seks ravne flyver over London, men… de, de gør ikke noget, de leder…”
    ”Leder efter hvad?” spurgte Maria håbende.
    William så ulykkeligt på hende. ”Det ved jeg ikke…” Han begyndte at hulke.
    Maria og List fik øjenkontakt. Maria fjernede halskæden fra drengen, der straks faldt til ro. Han stønnede og slog en hånd for munden. List kunne mærke ham blive kold og bleg, og i næste øjeblik åbnede William munden og kastede op.
    List hjalp ham hen på lejet. Maria begyndte at rive strimler af sin kjole og forbandet Williams ho-ved, hvor han havde lavet dybe, blodige flænger.
    ”Det er sket oftere, siden jeg blev 16,” mumlede William. Han så bedende på List. ”Hvis jeg hjæl-per jer, forsvinder det så?”
    List så spørgende på Maria, hvis blik flakkede væk fra drengenes. ”Jeg… ved det ikke,” indrøm-mede hun så. ”Måske… Vi er la Trinidad, det er vores pligt at uskadeliggøre djævlene.”
    Hun bandt den improviserede bandage fast og gav William et krus med vand. Men drengen drak ikke. Han så bare ulykkeligt på hende. ”Jeg vil hjælpe jer,” sagde han hæst. Han greb fat om hendes håndled, så det gibbede i hende. ”Men kun, så denne forbandelser forsvinder! Hvis den ikke gøre det…” Han så på List. ”Må du love at dræbe mig."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...