The Lost Princess

Isabella Norterre bor som de fleste andre 18-årige, hjemme hos sine forældre. Alt er normalt, og ikke skyggen af et royalt gen findes i hende. Men da Nick Jonas, sangeren som betyder alverden for piger verden over, inviterer hende med til The Royal Variety show, begynder flere og flere knuder at blive bundet.
Og bliver de også løst?

6Likes
0Kommentarer
3447Visninger
AA

2. Prom night

Isabella

Jeg stirrede ind i spejlet der hang på min venindes væg, vi havde de sidste nætter overnattet hjemme ved hende. De eneste grund til jeg var her var fordi hun var min bedste veninde, og at hun var ved at gå ud af sit gode skin hvis jeg ikke var tilstede til at berolige hende.
Jeg måtte nok indrømme at jeg godt kunne føle at det kun var mig der gav noget i dette venskab, men inderst inde vidste jeg også at man er to om et venskab, så lidt forkert må jeg alligevel have været.

For der skal to til at danse tango, det er vel også det samme som vores venskab.

Jeg lod blidt min hals strække sig en smule, grunden skyldte nok at den mærkværdige modemærke. Jeg må nok indrømme at jeg ærligtalt ikke viste hvad den virkelig lignede. Det lignede vil en form for varemærke og så alligevel vel ikke. Jeg hade den, det var nok også derfor jeg altid gemte den, men hvem ville overhoved rigtig lægge mærke til det.

”Isabella?” jeg åbnede mine øjne, kiggende ind i spejlet, kiggende hen mod hende. Hende jeg kunne kalde min bedsteveninde for tiende år i træk.

”Nathalie?” jeg sendte hende et blændende smil, inden jeg drejede rundt på min tåspids. Havde jeg nævnt at jeg var elite contemporary balletdanser? ”Hvilken kjole?” jeg lagde mit hoved tungt op af spejlet inden jeg ikke kunne lade være med at udstøde et langtrukket suk.

Samme gamle sang, om igen.

”Vi har snakkede om det Nathalie. Jeg er ligeglad” hun kiggede opgivende på mig. jeg derimod stirrede nok lidt mere irritereret på hende ind hvad jeg egentlig burde. Jeg havde hørt på samme sætning om og om igen, så undskyld mig hvis jeg er træt af at høre om kjole relateret sætninger.

”Det er ikke alle der ikke går op i vores afslutningsbal!” hun satte vredt sine hænder i siderne. Jeg rullede bare øjne af hende, samme diskussion, samme humør igen.

”Der er andre ting der er lidt vigtigere” jeg gled ned langs væggen, Nathalie satte sig muggen i hendes seng. Så det endte med at vi kiggede skævt på hinanden, sad udskydende fra hinanden.
”Isabella. Det er en gang i dit liv!” hendes stemme hævede sig med voldsomt hast. Der var en ting jeg kunne klare mindre ind at høre på kjoler nu, så var det når folk højlydt snakker ned til en.

”Nathalie, jeg har mange andre ting. Et bal overlever jeg nok” hun udstødte et fnys, hvilket på det pågældende tidpunkt finder utrolig arrogant. Har jeg sagt vi også har vores kvaler i venskabet?

”Helt seriøst Bella, det er ikke alle der ligner en supermodel fra de vågner til de går i seng” hun skubbede kjolerne til siden, så hun denne gang sad mellem alle hendes mange kjolevalg. ”Det har jo intet med det at gøre Nathalie” jeg skubbede mig selv op fra gulvet. Kiggende opgivende op i loftet inden jeg lagde blikket tilbage på Nathalie.

”Hvad så?” hun rejste sig ligeså. Jeg lagde armene over kors, og hun gjorde det samme. Jeg i det øjeblik opdagede hvad hun var i gang med.

At gøre grin med min måde at håndtere diskussioner på.

”Alt andet er mere vigtig!” jeg lagde min hånd på håndtaget. Nathalie der panisk prøvede at snakke mig fra at tage skridtet videre og åbne døren. ”Så siger vi det. Hjælp mig nu. Der er kun seks timer til” jeg rullede øjne og Nathalie skulle gøre alt for ikke at flippe ud. Jeg og hende vidste at hvis hun flippede ud ville jeg bestemt gå min vej.

”Vi behøver kun to timer?” hun tøede lidt op, især fordi på min sætning havde hun lagt mærke til at jeg havde opgivet og valgt at blive her.

”Du gør måske, jeg har brug for alle seks timer” jeg grinede dog af hende, mine muskler var skylden. Jeg og Nathalie kunne nok ikke se pointen i et grin, men alligevel grinede vi begge sammen.

”Så lad mig hjælpe dig” grinede jeg halvhjertelig. Selvom vi var uvenner før, så kan vi også være venner igen.

Ligesom ordsproget: at vende 180 grader

”Tak Bells!”

 

ß

 

Vi nåede gymnastiksalen hvor hele det kæmpe event blev afholdt. Jeg havde nok aldrig rigtig forståede hele ideen med det her, det er jo bare et bal. Det er vel ikke fordi vi er til fest med selve præsident, vel. Derfor kan det vel være ligegyldig, om man bruge fem tusind dollars eller fem dollars.

”Er du spændt Bells?” Nathalie hev glad ned i min arm. Jeg trak den surt væk, vi er ikke børn, vi er voksen. Kunne hun så ikke også prøve at opføre sig som om hun havde prøvede det før.

”Egentlig ikke, jeg vil bare gerne have det overstået” vi gik arm og arm ind af døren. Nathalie og de få mennesker der stod foran mig, kiggede en anelse forarget på mig. Jeg sukkede bare ligegyldigt inden jeg smøg mig ud af hendes greb.

Denne aften skulle bare overstås, og det værste var nok at der ikke var noget alkohol at skylle den kvælende fornemmelse ned med. Jeg følte virkelig at jeg var ved at blive kvalt i denne her falske verden.
Alt det her var jo ikke andet ind en opstilling af en fantasi pigerne har.

En drøm om at være prinsesse for en dag

Hvorfor ville man overhoved det?

Endelig som jeg stod henne ved drikkelsen kom endnu flere elever, og endnu en gang følte jeg den kvælende fornemmelse, jeg måtte bare væk igen.
Derfor var jeg også hurtig på vej ud af bagdøren, alt inden jeg måtte læne mig op af trappegelænderet. Jeg måtte nok indrømme igen at jeg ikke forstod hvad der skete, jeg plejede aldrig at have et problem med at folk kiggede på mig. jeg var trodsalt elite udøver, og det kræver alligevel en del.

”Isabella er du okay?” jeg vendte mig forpustet om, min vejrtrækninger var hivende og pivende. Jeg kiggede hen på en af drengene som bare kiggede bekymrede på mig. jeg ville nu heller ønske at han ikke havde det blik han havde i øjne, jeg fik altså en smule ondt i maven.

”Jeg ved det ikke” jeg skubbede min vægt ned mod gelænderet, med en vejrtrækning der stadige bare mindede mere om en hivende en, af slagsen.

”Det blev for voldsomt? Altså der inde?” han lagde betryggende en hånd på min skulder, hvilket fik mig til at gyse, mere ind hvad jeg burde. Jeg burde vel være vant til drenge?

Hvorfor var jeg det så ikke nu?

”Det er…” han afbrød sig selv igen. Og jeg sukkede, tæt på faktisk at græde.

Hvad skete der med mig?

”Ubehageligt” afsluttet jeg inden jeg lukkede stramt mine øjenlåg. Min vejrtrækninger var denne næsten uhørlig at høre for de hivende lyde.

”Jeg forstår det ikke, Isabella?” han vendte mig om og kiggede ind i mine blå øjne og jeg kiggede ind i hans grønne. En modsætning men alligevel ikke, han var så rar at snakke med. Men hvem siger ikke at man kan lære nye mennesker at kende, når man har det skidt.

Har jeg det egentlig skidt, og hvorfor?

”Hvad forstår du ikke?” jeg lagde rystende mine arme omkring mig. Det var egentlig ikke fordi det var koldt, især ikke når man har tilhold i Californien, og ikke om sommeren. Det der fik mig til at fryse var nok mere mental, men frøs jeg virkelig.

”Hvordan du kan have det sådan her” jeg forstod godt hans forvirring, jeg forstod det heller ikke helt.

Hvis jeg overhoved gjorde det?

”Du er vant til folks blikke?” jeg sukkede og han trak mig underlig nok ind i et kram. Jeg som troede jeg ville sige noget, gjorde ikke. Selvom jeg ikke havde snakkede synderlig meget med ham, så var hans kram faktisk utrolig beroligende.

”jeg tro ikke det er blikkende” hviskede jeg uhørligt. Hans arme der lå omkring mig, gav mig den varme jeg ikke selv kunne forme.

”Selve begivenheden? ” jeg forstod ikke helt hvordan han kunne regne det ud, men jeg blev stadige positiv overrasket.
”Hvordan?” han grinede hæs hvilket gjorde at hans krop rystede under mig, og ubevist kunne jeg ikke lade være med at smile. Han kunne et eller andet med mit humør, selvom vi faktisk kun havde snakkede så godt sammen nu, som vi altså gjorde.

”jeg synes også det er overvurderet. Men…” han nåede aldrig at sige sætningen færdig før døren gik op og ud kom Nathalie. Vi kiggede begge undrende på hende inden hun sendte os et alt for overgearet smil.

Havde jeg for resten sagt at hun har en tildens til at være for overgearet.

For det har hun.

”De kåre ballets konge og dronning nu!” hendes sætning blev nok mere en hivende en, og drengen kiggede undrende på hende og så mig igen.

”De kåre årets dronning og konge” uddybede jeg grinende inden jeg slap ham og gik forbi Nathalie og ind i den kvælende luft igen.

Jeg forstod ikke hvorfor det var så kvælende for mig.

Kunne det skyldes hele den iscenesatte sal?

”Glæder du dig ikke Bells?!” hun skubbede optimist til mig, jeg ville nok mere betegne mig som pessimist nu og her. Det her var virkelig overvurderet, hele ideen med ballet var overvurderet hvis det var op til mig.

”Egentlig…” mere nåede jeg ikke får jeg hørte et kæmpe hvin og skrig fra min side af. Jeg måtte indrømme at ordene der kom fra Nathalie efterfølgende var alt andet ind hvad jeg havde forventet.
Jeg var valgt som ballets dronning, mig.

Lille Isabella.

Ballets dronning er vel en anden titel for ordene smuk ikke?

Jeg vil bare ikke være smuk, det er så nedladende. Det er en boks drenge kan sætte piger i, bare for at vide hvem man skal være sammen med og hvem man helst skal holde sig langt fra.
Det er så mandschauvinist.

Jeg er feminist

”Du vandt Bella!” Nathalie skreg og jeg ville ønske jeg krøb nede under jorden, for hvis det ikke var nok med den kvælende udluftning, så stirrede alle pigerne ondskabsfulgt på mig.

Havde jeg sagt det var en meget attraktiv titel at få.

Så viste pigen at hun var smuk, altså ifølge alle andre.

Jeg mente dog alle var smukke uanset hvordan de ser ud, det er vel ikke udseendet men personligheden?
”Kom nu” jeg blev skubbede op til scenen, og mit hjerte sad allerede oppe i halsen. Kunne et hjerte egentlig godt det? For det følelse i hvert fald sådan.

”Jamen”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...