Paradise - Niall Horan

255322
Når folk snakker om paradis, sætter man det som regel sammen med noget behageligt. Når Chanel snakker om paradis er det anderledes. Selvom Chanel har et hårdt liv, så lader det ikke til at gå Chanel synderligt meget på, for hun har jo stadig sine drømme. Drømmen der kan forblive hendes egen, det eneste hun har kontrol over.
Når folk møder Chanel kan man ikke forstå hvordan hun kan blive ved med at være optimistisk eller at tro på paradiset.
Men hvad sker der hvis hun møder prinsen på den hvide hest?

AA
aa

7. Lifesaver

Niall

Can you Fall in love With someone, you just Met?

Jeg trak mig rystende fra hende. "U-undskyld," stammede jeg.
Min krop og stemme var paralyseret, og jeg kunne ikke rigtig holde fatning. 
Var det også sådan Chanel havde det?
"Der... Der er te ude i køkkenet."
Det lod til, at selv Chanel var for forbløffet til at svare mig.
Jeg skyndte mig at vende ud imod køkkenet, så jeg slap for at se på hendes kønne ansigt.
Hvad gik der af mig? Jeg kunne da ikke bare kysse hende, to dage efter jeg mødte hende første gang!
Det... Jamen det er da hjernedødt.
Vi havde allerede været for tætte på hinanden. Men jeg kunne bare ikke lade være, med hele tiden at skulle røre hende, og jeg havde haft en helt ustyrlig trang til at kysse hende, også bare glemme verden omkring os.
Men det kunne man da ikke!
Det var to dage. Ikke to måneder, eller to uger.
Nej, to dage.
Så hurtigt kunne man da ikke blive tiltrukket af en person.
Jeg hældte skælvende teen op i nogle fine kopper, med mine læber rullet sammen.
Forvirret var jeg, og jeg ville heller ikke kommentere på den følelse af tilfredshed jeg fik, hver gang jeg holdte om hende, eller som da jeg kyssede hende lige før.
"Niall?" Hendes stemme var hviskende ved mit øre, hvilket fik kuldegysningerne til at sprede sig på min krop.
Hvorfor ville hun overhovedet have mig?
Jeg forstår ikke engang, hvorfor hun ikke blev fanget af Harrys udseende eller Liam's eller nogen af de andre.
Hvis hun bare vidste hvor langt mere talentfulde de var, i forhold til mig.
Desuden var jeg blevet lidt jaloux, da Harry og Liam havde snakket med hende på den måde. Men på den anden side, blev jeg også slukøret, for jeg ønskede rent faktisk, at have noget kørende med hende, præcis som Harry havde sagt.
Han havde da også bare altid ret.
"Det gør ikke noget," hun lod sine fingerspidser forsigtigt stryge min overarm.
Jeg sukkede. "Det var forkert af mig," sagde jeg lavt.
"Undskyld Chanel."
Hun støttede sin pande imod mit skulderblad.
"Jeg mener det. Det gjorde ikke noget."
Mine bevægelser stoppede. "Betyder det... At du kunne lide det?"
Hun ventede med at svare mig.
"Det ved jeg ikke... Skal jeg turde være helt ærlig overfor dig?"
Hun gav slip på sin støtte og vendte sig i stedet imod mig.
Ingen tvivl om, at hun havde nået de 170 cm, for hun var ikke langt fra min højde.
Jeg nikkede. Det sidste hun ikke kunne, det var at være ærlig for mig.
"Der er aldrig nogen der har behandlet mig så ydmygt og pænt i hele mit liv, som du har gjort de sidste to dage."
På en måde blev jeg overrasket, på en måde ikke. Fordi, hun var perfekt.
Hele hendes udseende var perfekt. Selve hendes personlighed var perfekt. Så indbydende og interesant.
Hvorfor skulle hun lige præcis gå glip af det?
Måske det faktisk havde været dumt af hende, at være ærlig overfor mig. For nu ønskede jeg bare mere end noget andet, at vise hende hvordan man skulle være overfor en som hende.
Nu blev jeg bare mere tiltrukket, mere interreseret.
Jeg fugtede mine læber. Det her gav ingen mening. Vi vidste knap nok noget om hinanden.
Vi var jo bare løbet ind i hinanden.
Hun sukkede. "Jeg forstår godt hvis jeg er helt væk i forhold til hvor du er. Det er også derfor jeg ikke vil spilde din tid."
Hun skulle lige til at gå væk igen, da jeg fik grebet blidt men bestemt om hendes håndled.
"Du forstår ikke hvor lang tid jeg har ventet på, at nogle ville forstå mig," sagde jeg så.
Hun stirrede overrasket på mig. Jeg rystede lidt på hovedet. "Det var muligvis forkert, allerede at give dig et kys, på kinden. Men det betyder ikke, at jeg ikke får brug for dig. Som min ven, i det mindste."
Hun rullede sine læber sammen.
"Skal jeg være ærlig igen?"
"Det er da en start," jeg sendte hende et skævt smil.
"Jeg kan ikke være din ven, når jeg er ved at falde bagover, hver gang du kigger på mig."

 

I


Igen blev jeg ramt af den uovervindelige forbandelse.
Søvnløshed.
Sukkende og udmattet satte jeg mig op i min seng, der selv om vi var i september måned, var våd af sved.
Hvorfor gik det altid udover mig?
Resten af aftenen, havde vi forsøgt at glemme de mærkelige hændelser, og istedet havde jeg fået hende præsenteret ordentligt overfor alle drengene. Talt ud med hende omkring det.
Det lykkedes meget godt, og hun var ikke engang utryg ved Liam.
Trods de ikke havde været herovre, men jeg ville ihvertfald ikke lade Liam og Harry, eller nogen af dem røre ved hende på den måde igen. For hun havde følt sig meget utryg.
Listende for ikke at vække Chanel, gik jeg ud i køkkenet for at varme en kande te.
Men det blev helt omvendt.
Ude i køkkenet var der mange puslede lyde, som om der var en der skrev.
Skrev?
Chanel?
Et brev måske?
Og til hvem?
Kun den lille lampe henne ved spisebordet var tændt.
"Chanel?" Hviskede jeg forvirret.
Hun braste forskrækket sammen og slog sit knæ op i bordet.
Hun ømmede sig.
"Undskyld!" Hun kiggede hen på mig, men det var kun hendes øjen der lyste op i mørket, som små lysende silhuetter.
"Vækkede jeg dig?" Spurgte hun bekymret.
Jeg rystede på hovedet.
"Hvad laver du?"
Jeg tændte lyset i hele køkkenet, og fandt først ud af nu, at ingen af os var gjort os særligt pæne. Chanel havde sorte rinder under øjnene, hendes fletning stak ud til alle sider, og hun bar en af sine nye pyjamaser.
Jeg derimod, havde intet andet end et par halvlange joggingbukser på.
Hun kiggede forundret på min bare overkrop, og jeg kom selv til at rødme svagt.
Hun kiggede væk med røde kinder.
"Skriver," hviskede hun.
Jeg gjorde som jeg ville, gik hen for at tænde elkedlen.
"Hvad skriver du?" Jeg satte mig ved siden af hende.
"Øh... Ikke noget," hun foldede fint papiret sammen.
Vores øjne mødtes.
"Det kunne være vores hemmelighed?" Spurgte jeg hviskende.
Hun fastholdte vores blikke i lang tid, indtil hun forsigtigt foldede det ud, og kiggede på det.
Hun bed sig i læben.
Hvad var det hun skrev, og hvorfor betød det så meget for hende?
"Den hedder 'Lifesaver'," forsigtigt rakte hun mig papiret.
Hele siden af dækket af hendes utrolig flotte skrift, og delt op i flere rækker.
Det var en sang.
Jeg sendte hende et enkelt blik, og kiggede ned i papiret.
Hun rejste sig tøvende, og gik hen for at hælde vandet op til te, for mig.

- Oh, my friend, you're holding out your hand
I take it like an oar from the depth

Hvad handler det her om?
Hendes familie?
Handlede den om hende selv, og hendes familie? Om hun har reddet dem?

- No, I don't take for granted
All the time you've wasted
Making sacrifices for a fool

Jo længere jeg kom i teksten, begyndte det langsomt at gå op for mig.


No, I don't take for granted

All the time you've wasted

Mig? Handlede den om mig?
Hun fortalte mig altid, hvor meget hun ville have, at jeg gav slip på hende og lod mig blive fri for hende.

All the time You've wasted.

Det måtte være mig.
Lydløst lagde jeg papiret fra mig igen.
"Chanel..." Stammede jeg. Hun stillede den dampende kop te foran mig, men den fangede ikke mit blik.
Intet fangede mig. Ikke søvnløsheden, ikke teen, ikke mørket.
Sangen.
Lifesaver.
Var jeg hendes Lifesaver?

Jeg kiggede ned i papiret igen:

- You lift me higher,
You hold the fire,
You make me strong enough to stay
Made up stand tall
But without you I'd fall
Hvor stor var den handling, at lade hende være hos mig egentlig? 
Det her handlede ikke om, at hun ville på eventyr.
Det handlede om så meget andet.
"Handler det her om mig, Chanel?"
Min stemme var ikke hård, bare nysgerrig men som altid når jeg talte med hende blid. Jeg ville gerne give hende et godt indtryk af mig.
Få hende til at indrømme overfor sig selv, at vi begge er forelskede i hinanden.
For det er vi. Men vi tør begge ikke at sige det.
Også selvom vi i virkeligheden begge ved det. Ligegyldigt, om vi kun har kendt hinanden i meget få dage.
"Nej! Nej, det handler om øh..."
Hendes 'øh' forblev i lang tid, og noget sagde mig, at hun løj.
Altså. Hun løj.
Hun kiggede væk fra papiret og jeg.
Forsigtigt vendte jeg hendes ansigt imod mig, så vores øjen igen fik kontakt.
"Vi har været meget ærlige overfor hinanden. Og det her er jo vores hemmelighed. Du kan godt fortælle mig det, Chanel."
Hun sukkede.
"Okay... Den handler om dig. Det er bare så svært at sige, så jeg var nødt til at skrive det ned," hun bed sig hårdere i læben og kiggede flovt op på mig.
"Jeg ved det er virkelig dårligt, og du er sikkert også bedre, fordi du lever af det."
Der tog hun fejl. Igen. Noget jeg havde fortalt hende, som jeg havde været 100% ærlig omkring, var at det aldrig var mig, der fandt på de gode strofer i vores sange.
Aldrig.
"Det er ikke rigtigt, Chanel. Det her er bedre, end jeg nogensinde ville kunne skrive. Hvor har du dog lært det?"
Hun kiggede ned i bordet. "Det ved jeg ikke... Jeg gør det bare engang imellem."
Jeg sendte papiret med sangen et enkelt blik mere. "Den er helt fantastisk, Chanel."
Igen følte jeg mig utrolig meget... Ja, forvirret, fortumlet.
Vi havde knap nok været sammen i 3 dage, og vi havde så let med at snakke med hinanden, og fortælle hinanden om vores følelser.
Det føltes som ét stort virvar af alle mulige følelser.
Man kunne ikke beskrive det.
"Her... Din te," forsigtigt skubbede hun koppen hen til mig.
"Tak," mumlede jeg. "Men jeg tror ikke jeg har brug for den. Tak for det, Chanel."
Forsigtigt gav jeg hende et kys i hovedbunden.
"Du er helt ubeskrivelig, du er. Godnat, Chanel."
Hun smilede forsigtigt. Smilede med det reneste fineste smil.
"Godnat, Niall."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...