Waves of Devotion ❅ 1D

Julen har altid betydet meget for både Victoria Styles og Philip Payne. De har været bedste venner siden de blev født, men for tre år siden flyttede Payne-familien til USA, hvilket betød, at kontakten med årene blev brudt. Dette ændres dog, da begge familier og resten af slænget beslutter at bruge decembermåned i Caribien. Genforeningen fører nye følelser med sig fra Philips side, og han indser, hvor meget Victoria betyder for ham. Der opstår dog hurtigt komplikationer, da Victoria møder Cameron. Philips håb bliver mindre og mindre, for pludselig føler Victoria hun har fundet den kærlighed, hun har misundet sine forældre for hele livet. Philip må prøve at klare opgaven helt uden en liste, men er det muligt for ham at vise sine gemte følelser eller vil Victoria rejse hjem med hans hjerte?

56Likes
59Kommentarer
16026Visninger
AA

5. ⓥ 7. december | All the rest of my crimes don't come close


7. december ❅ Frederikke

Julemusikken strømmede ud fra mit anlæg og sammen med tvillingerne var vi i gang med at pynte mit værelse op. Jeg havde alt fra guirlander til julekugler med hjemmefra og for hver genstand, følte jeg mig mere og mere hjemme. Men det var en svær udfordring, for eftersom der ikke var julestemning udenfor, skulle jeg skabe det hele indendørs.

It’s the most beautiful time of the year, lights fill the streets, spreading so much cheer …

Lyden fra den gamle juleklassiker fik mig alligevel til at holde humøret oppe. Det var stadig december og der var kun atten dage til juleaften. Jeg skulle bare sørge for at sprede juleglæden.

Men sandheden var, at dagene faktisk var gået hurtigere end jeg havde turde håbe på. Det var allerede to dage siden vi var ankommet. Hvis det fortsatte sådan, ville vi alle være hjemme igen, inden jeg kunne nå at se mig om og nyde tiden.

Det havde heller ikke taget os, i vennegruppen, lang tid at falde ind i vores gamle vaner og rutiner. Vi klikkede som vi altid havde gjort og det føltes som om, at vi aldrig havde været væk fra hinanden. Der var dog sket en betydelig ændring med Philip, siden jeg sidst havde set ham. Han var blevet mere udadvendt og turde nu være mere åben over for os. Selvom vi altid havde kendt ham, havde han haft en tendens til at holde sig selv lidt tilbage - specielt når det gjaldt om komme med sine meninger og snakke om sine følelser. Men nu hvilede han mere i sig selv og havde ikke noget imod at spørge ind til Williams kæreste eller høre om tvillingerne havde datet nogen.

Før havde det især været William, der altid snakkede om følelser, hvilket han havde arvet fra sin far. Men nu skinnede det også igennem hos Philip og jeg måtte indrømme, at det klædte hans personlighed.

Men Philips nyudviklede styrker var ikke det eneste nye, vi piger havde bemærket. Vi havde allerede diskuteret det hjemme i London, men han var for alvor gået fra at være en dreng, til i dag at være en mand. En meget attraktiv en af slagsen.

Tvillingerne opfattede mit smil. “Lad nu vær med at dagdrømme, Vic. Vi skal på stranden!” Kayla satte stjernen på mit miniature-juletræ, mens Annabelle forlod rummet. Endnu en gang prøvede de at få mig ud af huset. Indtil videre havde de været meget succesfulde, for gennem de sidste par dage havde vi brugt flere timer på stranden. Hvis det ikke var for Philip, der havde tvunget mig derned første dag, havde jeg ikke nydt det på samme måde. Men jeg måtte indrømme, at følelsen af sand mellem fødderne gjorde et eller andet ved mig.

“Hvem siger, at jeg dagdrømmer?” Jeg rettede mit blik i Kaylas retning, da Annabelle kom tilbage. Hun havde strandtasken svunget om skuldrene og smilede drilsk til mig. Bag hende fik jeg øje på William og Philip, der også havde skiftet til badetøj. De stod begge i deres badebukser og nøgne overkroppe og havde intet problem med at vise deres trænede maver frem.

“Tasken er pakket, så alt vi mangler er dig,” blev Kayla ved, inden hun kastede min strandtaske i hovedet på mig. William tog fat i mine arme og bar mig ud af rummet. Et hvin undslap mine læber, hvilket blot fik de andre til at grine.

Uden at beklage mig mere, fik jeg revet mig fri fra Williams tag og formåede igen at få fodfæste. Jeg tog ligeledes tasken om skulderen og besluttede mig for, at jeg nok hellere måtte følge med dem.

Stranden var vores baghave, så det tog kun et minut, før vi så det store hav åbne sig op foran os. Hurtigt fandt vi et frit sted og sammen med tvillingerne lagde vi tæpperne på sandet.

“Har I husket det vandafvisende solcreme?” William fik vores opmærksomhed. “Det er meget vigtigt, at jeg ikke bliver solbrændt. Jeg har et photoshoot så snart vi kommer hjem,” fortalte han panisk. Det var ikke første gang, vi hørte om cremen.

“Hvis du har et photoshoot, burde du måske skære lidt ned på chipsene og drikke lidt mindre alkohol.” Philip var hurtig til at komme med en smart kommentar, hvilket jeg havde lagt mærke til, også var en af de ting, der havde ændret sig ved ham siden sidst. Han var mere udadvendt og turde nu komme med kække kommentarer, hvorhen han før i tiden oftere havde forholdt sig tavs. “Det duer jo ikke, hvis du dukker op foran kameraerne med dellerne hængende ned over bæltekanten og uden din sixpack.”

Jeg kunne ikke lade være med at grine fornøjet over hans kommentar. William havde altid været meget egocentreret og følte tit at verden drejede sig om ham. Dog havde han, over for os, altid formået at holde det på et minimum, da han godt vidste, at vi ikke gad høre på alt hans modelsnak og snakken om piger. Derfor fornøjede det mig, at Philip nu endeligt turde give ham igen.

“Hvad ved du om det, kloge åge? Du sidder trods alt altid med hovedet begravet i bøgerne. Ved du overhovedet hvordan en øl smager? Og hvordan det er at kysse en pige?” Selvfølgelig mente William kun sine spørgsmål til sin bedste ven, som sjov, men alligevel kunne jeg se hvordan det påvirkede Philip. Derfor følte jeg mig også nødsaget til at bryde ind.

“Den sidste i vandet giver næste omgang, når vi tager i byen.” Inden jeg begyndte at råbe, var jeg allerede begyndt at løbe. Jeg passerede Philip i forbifarten og rev hurtigt fat i hans arm for at trække ham med mig. Tvillingerne stod forvirret og var kun lige ved at finde solcremen frem, mens William heller ikke virkede til at forstå noget som helst.

Tvillingerne formåede dog alligevel at reagere hurtigere end vores modelven, som endte med at være sidste mand i vandet.

Alle tog vi armene op i vejret og fejrede vores sejr. “I kunne da godt lige have advaret mig,” brokkede han sig og prøvede på at lyde irriteret, mens han kæmpede sig igennem vandet. Denne gang var det hans tur til at rive fat i Philip, som han trak med sig op på fastlandet igen. “Kom Philly. Vi gider sku ikke omgås de piger, når de skal opføre sig på den måde. Bare fordi de ikke selv gider betale for deres drinks i byen.”

Kayla, Annabelle, Philip og jeg selv kunne ikke lade være med at finde situationen ret så komisk, så da William stoppede med at snakke, brød vi alle sammen ud i grin. “Jeg kender ikke en der kan blive så pigesur som han kan,” kommenterede Kayla. “Men hvis det er sådan han har det, og hvis Philip er nødt til at følge med som en lydig hundehvalp, kan vi tre vel lige så godt have det sjovt herude imens.”

I øjeblikket efter hun havde snakket færdigt, kunne jeg mærke hvordan vandet pludselig var over mig og inden længe var jeg drivvåd. Min bikini var forlængst blevet gennemblødt grundet løbeturen ud i vandet, men mit hår havde nu også fået turen.

“Åh det skal du få betalt,” grinte jeg, hvorefter jeg kastede mig over mine veninder, der netop havde skubbet mig under vejret. Vi endte alle tre med at plaske rundt i vandet som en flok børn, der lige havde lært at svømme og for første gang var blevet lukket ud på det åbne hav uden deres forældre.
Skiftevis blev vi dyppet under det dejlige varme vand. Dog stoppede legen brat, da jeg ville køre hænderne igennem håret og mine fingre derfor strejfede mit øre.

“Piger,” sagde jeg forfærdet, og mærkede endnu en gang efter ved højre øre. “Min ørering er væk. Jeg tror jeg har tabt den.” Min vejrtrækning steg.

Panikken steg op i mig og det tog ikke lang tid før tårerne begyndte at forme sig i mine øjenkroge. Selvom tvillingerne vidste, hvad øreringene betød for mig, fortalte jeg dem det igen. Det var ikke tiden for dem at overveje, om de skulle hjælpe mig eller ej. “Vi er nødt til at finde den ørering. Det var en gave fra mine forældre, da jeg gik ud af skolen. Den ørering betyder så meget for mig.”
Øreringen var lavet af guld, og var en fin lille ring der sad i begge mine ører. Egentligt var den meget enkel, men jeg vidste hvor spændte mine forældre havde været over at give dem til mig som gave, og at de ikke ligefrem havde været billigere, gjorde ikke situationen meget bedre.

“Philip, William - Victoria har mistet sin ene ørering. I ved, den guldring fra Harry og Olivia, som hun fik for et par år siden.” Kayla havde altid været god til at informere drengene om ting der skete i vores liv, så derfor undrede det mig heller ikke, at hun var den første, der gav vores venner besked. “Skynd jer herud med det samme,” råbte hun.

Både Philip og William reagerede hurtigt på hendes ord, men inden de kunne nå ud i vandet, svømmede en anden hen mod os. Fyren var hurtig og på ingen sekunder var han henne ved os. Da han rejste sig op, så jeg dykkerbrillerne hænge om hans hals. Han kørte selvsikkert en hånd gennem sit våde hår og smilte til os. Jeg havde aldrig set en mere veltrænet fyr.

“Jeg hørte noget om at en af jer havde mistet en ørering,” sagde han. “Jeg var tilfældigvis lige ude og snorkle og så den her glimte i vandet.” Han rakte sin hånd ud mod mig og da han åbnede fingrene og viste mig håndfladen, så jeg min guldørering skinne fra solen.

Uden at tænke yderligere over min handling, sprang jeg ind i hans favn og tog armene rundt om hans hals i lettelse og glæde. Han havde reddet mit liv, for havde jeg mistet mit smykke, havde ferien for alvor været ødelagt. Men hvor heldig kunne jeg være, at en fyr ved et tilfælde var ude at snorkle og så min ørering på bunden. Havet var så stort, at jeg godt var klar over, det var noget af et mirakel. Måske ligefrem et julemirakel.

Fyren begyndte at grine, og jeg indså, at jeg bare uden videre havde kastet mig over ham. Jeg trak mig flovt tilbage og fik først nu rigtig mulighed for at studere ham. Hans mørkeblonde hår var både vådt og tørt og stod ud til alle sider, men på en overraskende lækker måde. Hans blå øjne kiggede selvsikkert på mig, og da han igen smilte, var jeg helt væk. Han var en af de lækreste fyre, jeg nogen sinde havde set.

Mens jeg satte øreringen ind i mit øre, takkede jeg ham. “Du ved ikke, hvor ked af det jeg ville have været, hvis du ikke havde fundet den.”

“Det er mig en ære at hjælpe en skønjomfru i nød, så sig endelig til hvis du igen skulle miste en værdifuld ejendel,” svarede han med et grin, efter at have fyret noget af en scorereplik af. Skønjomfru - som om. “Forresten - Jeg er Cameron.”

“Victoria.” Jeg fandt det ret komisk at han valgte at snakke så formelt og gammeldags til mig. Hvad jeg på samme tid dog fandt ret så attraktivt, var den amerikanske accent han havde. I England var vi selvfølgelig vant til at folk snakkede med en britisk accent, og selvom Philip og hans familie nu havde boet i USA i et stykke tid, havde de stadig ikke formået at få en accent som Cameron. En accent så charmerende, at det halve kunne være nok. “Og tak igen.”

Efter det havde jeg forventet at det ville blive akavet mellem Cameron og jeg - specielt fordi tvillingerne stadig stod ved min side, og fordi drengene for længst var nået ud til os. Men han overraskede mig, da han blev ved med at holde samtalen kørende, og som minutterne gik, lærte jeg ham bedre at kende. Han var selv i Caribien for at arbejde for sin onkel, da han havde droppet ud af universitetet i Maine, fordi han ikke var sikker på, at det var det rigtige, han studerede. Selv fortalte jeg ham, at jeg studerede til at blive event manager og han virkede oprigtigt interesseret i emnet. Til sidst fik tvillingerne inviteret ham op til vores lejr, til trods for at drengene havde sendt hinanden skeptiske blikke gennem hele samtalen.

Cameron fortalte, at han havde boet hos sin onkel i et halvt år nu, og at han også var født her. Hans forældre havde dog besluttet at flytte til Maine, hvor hans bedsteforældre oprindeligt var fra. Da han nævnte, at han elskede at være her og gå på markedet, brød Kayla ind. “Vi skal derhen i morgen, måske har du lyst til at tage med? Du kan være vores personlige guide,” foreslog hun og smilede stort.

Tvillingerne vidste altid, hvad de skulle sige. Og jeg var ikke i tvivl, hvad hun var ude på.

Cameron svarede klart, at der ikke var noget, han hellere ville og medmindre jeg tog fejl, synes jeg at se, at han blinkede til mig.

 

**

Så blev I præsenteret for Cameron! Hvad tænker I om ham?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...