Ballerinaen

81010
Elena Vancover er en utrolig talentfuld ballerina, der er på kanten til at blive skræmmende ustabil, selvom hun er på vej til at blive en stjerne. Da der ikke skal meget til at presse hende ud over kanten, gør det bare at der ikke skal meget til før hun mister grebet om virkeligheden. Imens presset stiger, bliver Elenas altoverskyggende besættelse bare sværere at kontrollere. At det til sidst kan ende i et levende mareridt for hende, hvor hun er truslen mellem hendes forstand og fantasi?
Hvad vil vinde, vil hun klare sig igennem det, eller vil hun ende livet?

AA
aa

9. 7

"blanc"

Jeg kneb øjnene hårdt sammen.
Ikke buk under, ikke buk under.
Du har tabt hvis du lader hende gøre det.
Den vandpyt jeg stod i, blev langsomt dybere og dybere, og jeg tror den havde ramt halsen.
Den våde klistrende fornemmelse, af Caitlinas smil og mændenes blik gjorde jeg fik iltmangel.
Hvad gør jeg?! Hvad gør jeg!?
Jeg ville ikke falde. Ville ikke miste kræfterne. Var det her en besættelse? Jeg mærkede tårerne presse sig på, i den stikkende, meget voldsomme fornemmelse. Jeg havde grædt tit. Grædt meget, især her for de sidste ugers tid.
Hvor var min glæde? Jeg kan huske dengang jeg smilede og legede, og dansede fordi det gjorde mig glad. Men nu ødelagde det mig.
Ville Caitlina ende min karriere? Ville jeg aldrig danse efter det her?
Jeg ville ikke. Hun havde taget min lyst til at danse.
Men jeg kunne, og jeg ville. Og ingen, og slet ikke Caitlina skulle 
"Godt!" Råbte jeg.
"Så skal du bare se, hvordan man danser!"
Nu var det nok. Nu skulle hun sættes på plads. Jeg var bedst, jeg havde helt klart øvet mig i længst tid, og bare fordi jeg ikke egnede mig til rollen som den sorte svane, betød det ikke, at jeg ikke kunne danse.
Jeg var varmet op, så chancen for en skade, var utrolig lille.
Jeg satte af på tåspidserne, og lod mine ben strække mig rundt i lokalet.
Jeg lukkede øjnene, og lod så min krop slynge mig rundt i en dans.
En frem.
To rundt.
Et spring.
Vent. Nej.
Nu skulle jeg prøve noget nyt. Jeg vidste ikke om jeg havde lært det endnu, men det var værd at prøve.
Jeg ignorerede lydene fra Caitlina og hendes partners dans, og begyndte så igen på de spinkle hop.
Det her var 2. Akt af forestillingen. Den hvide svane drejer om sig selv, drejer så mange gange den mister kontrollen.
Og hvis man kunne leve sig ind i det, så ville det være nu.
Jeg blev kastet rundt - drejet rundt - igen og igen, mine tæer sved, mit hoved knirkede, mærkelige lyde nåede mit øre.
Og jeg knækkede ikke. Snurretoppen klarede det.
Snurretoppen skulle lave sit afgørende spring. Ville den falde og tabe alt?
Eller hænge i til sidste akt?
Jeg satte fra, svimmel som den værste drukkenbolt, og landede i den pæne omdrejning jeg skulle lande i.
"Men Elena dog! Skulle du ikke også prøve din ballerino?"
Jeg fugtede mine læber, tvang mit blik til at stå stille.
Ballerino. Partner.
Jeg sendte manden et venligt smil. "Jo da. Hvad er dit navn?" Selvom jeg kendte hans navn, spurgte jeg, bare for at irritere Caitlina. Og for min egen skyld. Jeg ville ikke danse, men den Caitlina havde valgt. Jeg ville selv finde ud af, hvem han var.
"Det er irrelevant." Manden lagde armene over kors, og jeg blev nærmest helt skræmt af hans mørke stemme.
Men jeg var snurretoppen. Stærk, men rundtosset.
"Så hjælp mig op."
Han lavede flere omdrejninger, bukkede hans ben frem, og tog så fat om mit liv.
Jeg fik smøget min krop let om hans, lod mine lemmer strejfe hans. Jeg havde ikke samme behov for berøring som Caitlina.
Egoistisk og forpulet.
Jeg mødte hans øjne, da vi begge stod i en krumbøjet, opadgående stilling.
"Hvis mig hvad du kan," hviskede jeg.
Et højt skingert grin lød fra siden. "Det har du vist misforstået, kære Elena! Meningen er, at du skal vise hvad du kan! Ikke ham!" 
"Fint!" Råbte jeg tilbage. Jeg lod hans arme gribe fat rundt om mig, lod ham svinge mig ud i en omdrejning, tvang ham til at springe.
"Mere, Elena! Du siger jo du kan! Overgå mig! Hver bedre end mig!"
Jeg stirrede på Caitlina og den anden ballerino, der i en sammenflettet smuk dans fik forklaret alle de romantiske, nej, lystige, afhængighed.
Og mig? Hvad havde jeg så brug for at vise?
Jeg tvang mig selv til at kigge på min partner igen.
Hvad ville han vise?
Pludseligt sprang han vredt og langt ud i luften, lod sig smyge hans krop rundt om sig selv i hurtige aggressive bevægelser.
Han var vred. Agressiv. Sur.
Og det var jeg også.
Min plads. 
Min magt.
Jeg hoppede hurtigt med på hans vogn, og lod min krop følge hans, lod mig svinge mig selv rundt, lod mine tanker styre dansen.
Jeg tænkte ikke længere over, hvordan jeg dansede, om jeg brugte de rigtige tekniker, om jeg fulgte ham.
Men jeg dansede.
Aggressivt. 
Og da jeg sluttede min dans, var jeg i armene på ham.


I


"Det kan ikke blive ved!" Udbrød Jackie fortvivlet. Denne sandwichaftener var noget udover det sædvanlige.
Jeg havde fortalt hende alt om kampen imellem Caitlina og jeg. Helt ærligt, jeg tror ingen af os havde vundet, men ingen af os havde tabt. Det var kun begyndelsen af en kamp. Af en krig.
Og der er ingen pæne anden pladser i krig.
"Du ødelægger dig selv! Din krop, dine fødder! Dit sind! Dit sind bliver revet i 1000 stykker!"
Hendes ord ramte mig ikke. Jeg tog beslutsomt en bid af min sandwich.
Soltørrede bitre tomater, klorsmagende oliven og en saltet salami.
Jeg havde aldrig prøvet den før. 
"Stop nu, Jackie..." Jeg tørrede krummerne væk fra bordet. 
"Nej! Elena lyt til mig!" Sagde hun bedende.
Jeg forstod hende ikke.
Caitlina skulle under ingen omstændigheder overtage min plads.
Så hellere komme alvorligt til skade, og aldrig kunne danse mere.
Caitlina var intet andet end luft.
"Caitlina betyder intet," mukkede jeg.
"Elena... Gå helt ind i dig selv og tænk over det."
Jeg mærkede. Og mærkede. Og fandt til sidst en brønd.
Men brønden var tom. Og hvad gjorde man så, hvis brønden var tom?
Man fandt en anden brønd, eller tænkte på en anden mulighed.
Og jeg havde den anden mulighed.
Caitlina var ikke bare luft. Caitlina var i mine tanker lige nu.
Og hvor længe ville jeg kunne slippe dem?
Til jeg havde vundet?
Men kunne jeg vinde?
Jeg tabte den.
Sandwichen tog ingen skade, da den landet bordet med et smæld

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...