Love Confused 2 - Harry Styles & Kathleen Beck

Kathleen Beck og Harry Styles fandt endelig sammen efter 3 hårde uger på sommercamp.
Nu er der gået otte måneder siden, og de er hver især kommet videre igang. One Direction er startet igen, nu med Kathleen som deres opvarmer. Men Kathleen har bare altid været lidt for genert til en scene, og Harry lidt for beskyttende.
Og havde Liam egentlig ikke noget for hende oven i det?
Og var det ikke nok til at få nok problemer igang?

- anbefales at 1'eren er læst først :-)

23Likes
24Kommentarer
15089Visninger
AA

10. Kapitel 9: Harry Styles


Jeg kiggede en anelse, måske forarget på dem.
"Så. Fortæl ham det," Louis puffede Kathleen et par skridt hen imod mig.
Hun så lidt nervøs og fumlende ud. "Øh..."
Jeg løftede øjenbrynene. Hvad var det Liam vidste og nu også Louis vidste? Vidste Niall det så også?
"Kom nu," snerpede Louis.
Kathleen rømmede sig. "Jeg er stoppet med at drikke alkohol," sagde hun så. "Aha..." Sagde jeg langsomt.
Vent.
Stoppet med at drikke alkohol?
Godt nok var Kathleen en temmelig forsigtig og nervøs pige, men at stoppe med at drikke alkohol?
Alkohol var hendes mellemnavn. 
Jeg rynkede panden. "Hvorfor så det? Kat, du elsker alkohol."
Det gjorde hende lidt mere nervøs at se på.
"Kom nu Harry, det er jo også meget sundere." Louis sendte mig et lille smil. Jeg kiggede lidt frem og tilbage på dem.
"Og hvem skulle jeg så hade?" Spurgte jeg langsomt.
"Mig," sagde Kathleen. "Fordi jeg ikke fik fortalt det."
Jeg grinede lidt hoppende, lidt ligesom julemanden. 
"Hvorfor skulle jeg hade dig, bare fordi du springer alkoholen over?" Jeg lagde selv mit eget glas fra mig. "Det vil jeg da... Ikke stå i vejen for," sagde jeg undrende.
Hvis Kathleen for en mærkelig gangs skyld skulle droppe alkoholen, så skulle der være noget helt og aldeles galt.
Men mon hun ikke fortalte mig det på et tidspunkt?


Efter mange timer senere, fandt jeg endelig Kathleen igen. Vi var efter maden gået hver for sig, og fundet nogle at snakke med. Men nu fandt jeg hende igen.
"Kat?" Spurgte jeg lavt. Hun stod ude på balkonen, med sin kjole flagrende i den kolde vind. Jeg gik langsomt ud til hende, og fornemmede hvordan kulden tilsluttede mig.
Jeg frøs utrolig meget. Det var kort sagt vinternat.
"Fryser du ikke?" Spurgte jeg bekymret.
Jeg stillede mig hen ved siden af hende. Hun kiggede op på mig. "Næh," svarede hun mut.
Jeg sank en klump. Hvad var der galt? Jeg lagde forsigtigt min hånd på hendes. "Kathleen? Vil du fortælle mig hvad der nager dig?"
Hun sukkede dybt. "Det er ikke noget, Harry."
Jeg strøg hende forsigtigt over håndryggen med mine fingerspidser. "Men hvorfor kommer du så ikke med ind igen?" Hviskede jeg. 
Hun rystede på hovedet. "Jeg fik det skidt derinde. Fysisk, altså" hun kiggede op på mig igen.
"Kvalme?" Spurgte jeg. Hun nikkede. Jeg kiggede lidt bekymret på hende. "Er du ved at blive syg, Kathleen? Var det det du skulle i London?"
Hun smilede lidt forpint. "Jeg havde bare brug for lige at vende mig lidt. Du må undskylde jeg bare tog afsted sådan. Også på din fødselsdag."
Jeg rystede på hovedet og flettede vores fingre sammen. "Det skal du ikke tænke på. Så længe du har det godt," jeg løftede vores hænder op og kyssede hendes knoer. "Men tak for armbåndet."
Hun smilede svagt. "Selv tak," hviskede hun. 
"Kathleen" sagde jeg lidt mere seriøst. "Du kan godt fortælle mig hvad det går dig på. Du ved det er bedst at komme ud med det."
Hun sendte mig et lille smil. "Jeg har det godt."


"Så Harry..." Paul gik rundt om mig i en ring i dette mødelokale, som var jeg en fange.
"Hvad skete der? Hvad sker der imellem dig og Kathleen?"
Jeg sank en klump. Sandheden var, at jeg ikke anede det overhovedet.
"Intet, Paul. Hvad mener du?" 
Paul sukkede dybt og satte sig ned overfor mig.
"Fortæl mig det. Fra starten. Grunden til hun tog afsted."
Jo Paul. Jeg vidste jo i grunden ikke hvorfor.
Jeg måtte lyve mig ud af det her. Måtte gøre ham tilfreds.
"Efter jeg havde fortalt hende om aftalen... Havde hun brug for lige at komme hjem lidt. Hun tog bare lige hjem for ikke at bryde sammen. Det er det hele," sagde jeg mut. 
"Og det med Liam? Hvorfor får jeg at vide, at der kommer til at ske noget stort snart?"
Jeg knep mine øjne sammen. Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke, jeg ved det ikke.
"Liam var fuld. Han var sur over, at jeg lod hende tage afsted."
"Fint Harry. Men det er ikke hvad Louis fortæller mig."
Hvad ved Louis? Hvad ved Louis, som jeg ikke ved?!
"Hvad har Louis sagt?" Spurgte jeg nervøst. "At Kathleen har en speciel sygdom, og var nødt til at tage hjem lidt."
Jeg farede sammen i stolen.
En sygdom?
En speciel sygdom? Avah for noget?
Jeg grinede for at redde den. "Du kender Louis. Og Kathleen. Det var bare lidt sjov."
Paul stirrede med sammenknebne øjne på mig. "Jeg håber du ved hvad du gør, Harry."
"Må jeg gå nu?" Spurgte jeg flabet. Han gav mig tilladelse til at gå.
Og jeg vidste hvor jeg skulle gå hen.
Lynhurtigt løb jeg hen til bussen, og braste ind.
"Louis?" Råbte jeg højt, af mine lungers fulde kræft. 
Jeg forskrækkede en kvinde fra holdet, lidt ældre end jeg selv.
Hun rystede på hovedet af mig, "han indspiller, Harry."
Indspilningerne. Jeg skulle selv begynde i morgen! 
Indspillingerne var blevet rykket, så vi skulle faktisk begynde lige nu.
Som i lige nu.
Jeg løb hurtigt ud af bussen, og hen til et af lokalerne på hotellet jeg vidste vi skulle indspille.
Som sagt sad to af vores sangskrivere, og vores producer derinde sammen med Louis der var i boksen.
"Louis!" Jeg trådte ind i lokalet og fik lynhurtigt al opmærksomheden.
"Jeg skal tale med dig! Nu!" Jeg stampede hårdt i gulvet.
"Harry! Vi indspiller!" Produceren kiggede irriteret på mig. 
"Men det skal være nu! Lige nu!"
Med et suk lagde Louis høretelefonerne fra sig, og trådte ud af boksen.
"5 minutter så."
Jeg hev Louis med ind i et lydtæt lokale og sendte ham et vredt blik.
"En speciel sygdom? Hvad fanden mener du?" Råbte jeg. Først så han utrolig forvirret ud, men så begyndte det vidst at give mening for ham.
"Har du ikke set, at hun hænger over kummen hver morgen?" Spurgte han forundret.
Jeg himlede med øjnene. "Det kaldes madforgiftning, Louis!"
"Og humørsvingningerne?" Spurgte han.
Godt nok, Kathleen havde haft et mærkværdigt udbrud igår aftes. Men det kunne da ske for enhver.
"Det var tilfældigt!" Råbte jeg og slog armene ud.
Louis grinede. "Fair nok. Men ved du så hvorfor hun tog afsted?"
Jeg skulle lige sige det samme til ham, som jeg havde sagt til Paul men den duede ikke. Af alle, vidste Louis jeg ikke havde fortalt hende det. 
Jeg sukkede. "Nej. Ikke hele grunden."
Han rynkede panden. "Hvad har hun sagt?"
"Kom nu Louis! Jeg gider ikke lege gætte leg! Fortæl det nu!"
Han rystede på hovedet. "Nix. Det må hun selv sige."
"Louis!"
"Nej!"
"Men Louis for fanden da! Det er ikke sjovt længere! Selv Liam ved det!"
"Jeg siger intet."
Med et brøl sparkede jeg hårdt ind i væggen.
Hvad skete der med Kathleen, som jeg ikke vidste?
"Okay fint!" Sagde han opgivende. Jeg smilede tilfredst. "Godt. Hvad er det så?"
Louis kiggede ned i jorden. "Liam," sagde han lavt. "Liam er lidt i fare, Harry. Kan du huske A og H?"
Jeg nikkede langsomt. "Der er også en T. Og en L."
Jeg løftede øjenbrynene, det var jeg ikke overrasket over.
"Ja?"
"Tror du virkelig det forreste bogstav i deres navne er tilfældige?"
Jeg tænkte mig lidt om.
"Nej...." Sagde jeg tøvende.
Louis nikkede. "Tænk over det."
Nu havde han fået mig til at glemme Kathleen's 'specielle sygdom'. Var det med vilje? Og var det virkelig så slemt?
"Men Harry? Jeg skal ind og indspille nu. Vi ses, ikke?"
Louis gav mig et klap på skulderen, hvilket jeg så temmelig meget som en flabet gestus. Men fredet være med det. Jeg skulle gennemsøge Liam's telefon.
Og det skulle være snart.



"Kathleen?" Hvislede jeg.
"Mhm?" Mumlede hun træt.
"Kathy? Kom nu," hviskede jeg lidt mere oprevet.
"Hm!" Hun brummede højere og mere irriteret.
"Kathleen! Jeg har brug for din hjælp!" Råbtehviskede jeg.
"Hvad vil du?" Råbte hun af mig. "Kan du ikke se, at jeg var ved at falde i søvn?" Hendes stemme var oprevet og arrig. 
Jeg fjernede mig chokeret fra sengen. Hun gik fra at sove til at... Flæbe arrighed ud på 2 sekunder?
What?
"Jeg har brug for din hjælp!" Jeg slog opgivende ud med mine hænder. "Vi skal have fat i Liam telefon."
"Kan du ikke gøre det selv?" Råbte hun. "Lad mig være! For fanden Harry!"
Jeg blev stadig temmelig forvirret og skræmt over hende. Hun plejede ikke at tale sådan til mig.
"Kathleen. Det er vigtigt. Det her omhandler altså også dig!"
Hun stivnede lidt. "Okay? Men du er jo god til at finde ting ud for mig. Go ahead, Harry."
Hun lagde sig udmattet ned på puden med et dunk, og trak selv min pude op foran sit ansigt.
"Men Kathleen! Jeg kan ikke alene."
"Det var da synd," ræsede hun ind i puden. 
Jeg sukkede dybt.
"Hvad er der med dig? Er du slet ikke nysgerrig for at finde ud af, hvad Liam har gang i?"
Hun fjernede langsomt puden fra sit ansigt.
"Jo..."
"Så kom."
"Nix."
"Kathleen!"
"Fint!" Hun satte sig irriteret op. "Men du kan ikke koden til hans telefon. Han har ændret den."
"Pis!" Jeg slog hårdt min hånd ned i puden.
Hun grinede hånligt. "Dumt, hvad?"
Jeg rynkede brynene og kiggede forundret på hende. "Kathleen hvad sker der med dig? Du plejer ikke at være sådan," jeg tog forsigtigt fat i hendes hånd.
Hun rev den hårdt til sig.
Hun havde det der det-er-fordi-blikke i sine øjne, men fordi hvad?
Jeg strakte uroligt min hals frem.
Hun pustede tungt ud. 
"Undskyld," hviskede hun trist. "Det var ikke min mening at såre dig," hun kiggede ned i sit skød.
Jeg sukkede. "Kom her, Kathleen."
Det var besynderligt med hendes humørsvingninger. Normalt ville hun gå fra glad til sur på nogle få stadier, men nu ændrede det sig på 0,2.
Jeg trak hende ind til mig, og lagde mig ned ved siden af hende. 
Mærkværdigt nok, kunne jeg kort efter mærke nogle få tårer imod min overarm, hvilket fik mig til at panikke lidt.
"Undskyld! Jeg vil så gerne fortælle dig det, men jeg kan ikke!" Hun græd lidt højere ind i min favn.
"Rolig..." Jeg tørrede forsigtigt hendes tårer væk. "Rolig Kathleen."
Hun snøftede.
Fint. Hun var gået fra en sovende tilstand, til en vred, til en helt anden person end sig selv, til at hun græd.
"Du må også undskylde mit humør... Men du ved jo..." Hun fnøs lidt.
Jeg grinede. "Den tid på måneden?"
"Ja," hikstede hun. "Det er lidt værre end det plejer," hviskede hun sammenbidt.
Jeg rystede lidt på hovedet, og trak hende lidt tættere op om mig. 
"Lig dig til at sove, Kat. Godnat."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...