Et Lys i Rusen

31400
Den unge lysgud Balder undslipper sit fangenskab i dødsriget og bliver viklet ind i en underlig verden tilhørende den vilde vingud Dionysos. Det bliver ikke kun et umage venskab, men en start på en helt nyt eventyr for gamle guder der for længst troede deres liv havde toppet.

AA
aa

1. Et valg

Det var ved at være sent. Mørket var ved at falde på, og det blev langsomt sværere at finde vej gennem den dunkle skov. Han måtte nok indse, at han var faret vild mellem de mange, ensartede træer. Et tungt suk forlod Balders læber. Den unge gud var endelig sluppet løs fra sit fangenskab i Hel. Flere hundrede år havde han ønsket at komme væk fra håbløsheden i dødsriget, og da en rift i dødsrigets tid og rum havde åbnet sig for ham, havde han ikke tøvet med at flygte. Men han var ikke længere sikker på at det var særligt smart, for nu rendte han jo rundt herude, uden nogen anelse om hvor han kom fra, eller hvor han skulle hen. Selv hvis han ville, kunne han ikke finde tilbage, og riften i luften var også væk nu, sikkert lukket af hans tante tilbage i Hel. Der skulle dog lidt mere til end at fare vild, for at han ville vende tilbage til dødsriget, og hans dødssyge tante. Han var en smuk, ung dreng. Rødt, krøllet hår bølgede om hans ansigt og ned over hans nakke til perfektion, svage fregner var spredt over hans kinder på den lyse hud, og over fregnerne strålede hans dybblå øjne. Nej, han hørte ikke til sammen med en masse gamle, døde mennesker. Ikke at han var bitter over at have boet i dødsriget, han var jo blevet dræbt helt fair og efter reglerne, dengang for længe siden. Men 1200 år i dødsriget var bare blevet alt for meget for ham.

Han lod et lille, magisk lys blusse op foran ham, nu aftenen var faldet på. Hans titel som lysets gud kunne han stadig kræve, for lyset skinnede fint og tydeligt, og hang perfekt i luften lige foran ham. Det hvide lys skabte et trygt skær over de uvante omgivelser, og svævede som et tamt dyr, der viste vej foran ham. Hvorhenne han var, det var han slet ikke sikker på. Han vidste bare at han ikke længere var i den nordiske dimension, som han var vokset op i. Her var for varmt, og planterne var ikke nogen han kendte hjemmefra. Det var slet ikke sikkert han fandt en by, eller et sted at sove i nat. Skoven var stadig tæt omkring ham, og han var ved at blive træt nu, en følelse han næsten havde glemt. Det gik op for ham, at det var over tusind år siden han sidst havde sovet, og tanken var ubegribelig. Det samme havde slået ham, da han var hoppet ud i denne nye dimension, og luft for første gang i århundrede fyldte hans ubrugte lunger. I starten havde han hostet og spruttet, men nu føltes vejrtrækningerne igen naturlige. Det var som om hans krop havde ventet på at blive livet op igen. Det vidste hvad den skulle, mens hans forstand skulle mindes om det hele. 

Lige da han var ved at opgive håbet om et sted at sove, kunne han høre noget, der lød som en musisk rytme, som blev gentaget, ikke så langt væk. Musik måtte betyde liv. Det håbede han i hvert fald, så han begyndte at følge rytmens retning. Han var klar over at menneskenes verden havde ændret sig meget, siden den gang han havde været i live, men det at være ukendt var måske ikke så dårligt. Tilbage i hans dage havde det vakt opsigt, hvis han var kommet gående. Alle havde vidst, hvem han var. Balder, Odins' yngste søn, gud for retfærdighed og lys. Jo, han var ikke sluppet uset igennem en menneskemængde. Efter så mange år, så ville han være glemt, og ingen ville kende hans navn. Tanken var ganske nok smertefuld, men det var praktisk at kunne falde ind i mængden. Han var nu bekymret for om hans tøj fik folk til at undre sig meget over ham. Det var nok ikke holdt med samme mode i 1200 år, og han anede ikke hvad mennesker gik i nu. Faktisk kunne han slet ikke være sikker på, at det var menneskernes dimension han var dukket op i. Det kunne lige så godt være en anden mytologisk dimension, en ny underverden eller noget helt tredje. Som levende var han aldrig rejst ud af Asgård, kun få gange til menneskenes verden, så han anede intet om andre dimensioner. 

Han stoppede op, da han kunne se flere bål lyse en del af skoven op længere fremme. Der var mange af dem, og rundt om dem dansede der en masse folk. Piger mest, lagde han mærke til. Unge piger i tøj der så ud til at være vokset ud af skoven selv. De kunne godt ligne mennesker. Der var et par unge drenge også, og nogle af dem havde bukke ben. Sådan, rigtige ben fra geder. Han havde aldrig set sådanne væsner før, halvt menneske, halvt ged. Og ud fra deres hoveder voksede der horn. De var i hvert fald ikke mennesker. I nogle grene lå store, katte-lignende dyr. De var på størrelse med irske ulvehunde, dem der hoppede rundt hjemme i Valhal. Deres pels var orange-gul med mørke pletter. Balder kendte ikke til dem, men de lignede kæledyr. De gjorde i hvert fald ikke de dansende folk noget. De lå blot og så til.

Lidt mere betænkeligt og forsigtigt fortsatte hans skridt imod samlingen. Ingen af dem så ud til at lægge mærke til ham. De var tydeligvis meget optaget af deres gilde, eller hvad det nu var de holdte. Ikke engang kattene så på ham, de svingede bare dovent med halerne. Balder slukkede sit svævende lys, der var ikke længere brug for det, nu hvor bålene længere fremme viste vejen. Han var næsten helt henne i flammernes skær, da nogen endeligt fik øje på ham. Det skete brat, og Balder stoppede op i det sekund hendes øjne ramte ham. Det var som om han fysisk kunne mærke hendes blik sluge ham. 

”En gæst!” lød et udbrud fra en pige. Hun var en af dem med bukke ben. Hendes horn var store og snoede sig ned ved siden af hendes øre. Hendes hår var kort, brunt og glat, men sad lidt pjusket efter en vild dans. Som pynt var der sat nogle blomster i, men også de sad lidt spredt efter dansen. Hendes tøj var en kjole, ganske pæn, men bestemt ikke vikingetøj, som Balder havde været vant til. Den var kort, nåede kun til det han gik ud fra ville være låret på en ged, og den var fremstillet af et let stof i flere lag. Den havde ingen ærmer, kun tynde stropper der holdt den oppe. Udsmykningen og mønstrene på kjolen var heller ikke noget han havde set hjemme i Asgård før. 

De andre personer, der før havde danset og sunget, var stoppet op og havde vendt opmærksomheden imod ham. De gentog gedepigens ord i kor, som gribbe der endelig får øje på et bytte. En rislen løb ned af hans ryg, og han fortrød et øjeblik, at han havde forladt Hel.

”Det bliver Herren glad for!” En pige med håret opsat og let stof hængende fra armene i buer, smilede stort, inden hun vendte sig om og løb længere ind i skoven. Det flammende lys fra bålene gjorde det svært at se, men da hans blik fulgte pigen, opdagede han at små hytter var bygget op mellem træerne. Det var altså en lille landsby eller lejr han var kommet til. 
Resten af flokken af mennesker og gedemennesker blev stående og så på ham. Et par af de store katte havde også fået øje på ham. Han var ikke helt sikker på hvordan han skulle reagerer, og trådte nervøst et skridt tilbage fra al den pludselige opmærksomhed. De så sultent på ham, og han håbede inderligt, at de ikke havde tænkt sig at spise ham. Noget i deres øjne gjorde ham usikker. Det mindede ham om Fenris' blik den gang Tyr havde lagt sin arm i gabet på ham. Det var ikke en sammenligningen der lovede godt.

Pigen, der var løbet, kom hurtigt tilbage til flokken, og hun så meget glad ud, men heldigvis ikke sulten som de andre. ”Herren sagde vi skulle bringe ham!” Hun henvendte sig til den gedepige som havde fået øje på Balder. Han var slet ikke tryg ved denne Herre de snakkede om, men måske kunne han få ly for natten her? Så var deres Herre jo nok den rigtige at snakke med. Hvis bare han ikke var en kannibal. 

”Jamen så kom da!” Pigen med de store horn gjorde en bevægelse, og flokken af piger trippede om bag Balder og begyndte at puffe ham i ryggen. Han prøvede selv at gå, men de var meget insisterende, og han kun ikke slippe for skubbene. Pigen med horn gik forrest og ledte vejen gennem lejren, der var meget større end Balder først havde troet. Det var ikke blot en lille landsby, den var på størrelse med flere store handels byer på hans tid. Der var mange flere mennesker og gedemennesker end han havde troet. Selvom lejren var stor, var den også yderst primitiv. Der virkede ikke til at være luksus af noget som helst, kun lige hvad man behøvede for at have det godt. Det var utroligt svært ikke at kigge på de mange forskellige hytter. Ikke to var ens, alle var bygget afhængigt af hvilke træer der nu lige stod rundt om hytten. Størrelserne varierede derfor også meget. Hans fascination af hytterne gjorde ham heldigvis uvidende om de mange personer, der stod og stirrede på ham, da pigerne skubbede ham forbi dem. 

Skubbene i hans ryg holdt langsomt op da de nærmede sig en lille forhøjning midt i det hele. Det gik op for Balder at det var en stor sten, da han kom tættere på, cirka på højde med hans hofte og på bredde og længde med et stort spisebord. Den var buet svagt, og så ud til at fungere som et slags samlings punkt. Det var i hvert fald ikke ret mange i en radius på et par meter af stenen. Den var måske hellig? På den sad en dreng, eller en ung mand. Han havde mørkegrønne tegninger rundt om øjnene, så mørke at de næsten virkede sorte. Det havde den effekt at drengens lysegrønne øjne nærmest lyste op. Hans øjne havde ikke en iris, det var derimod det, der burde være hvidt i hans øjne, der var lysegrønt. Hans pupil var aflang, som en slange eller kat. Han så ud til at være på alder med Balder. På hver side af drengen, sad en af gedemenneskerne, en pige på hans højre og en dreng på hans venstre. For foden af stenen lå to af de store katte, men de sov begge. Drengen med slangeøjnene havde et bæger i hånden, og var ved at drikke af det, da de nærmede sig.

”Her, Herre. Han kom vandrende inde fra skoven af.” Pigen, der havde opdaget ham, gik hen og stillede sig ved drengen med et forventningsfuldt smil og et lille buk. Drengen nikkede kort imod hende, inden hans øjne faldt på Balder. De specielle øjne gik lige ind i hans sjæl. Der var noget sindssygt over det blik, men samtidigt noget dragende. På én og samme tid fik Balder lyst til at le og falde sammen i gråd. Kontrasten i det han følte, gav Balder en smule kvalme, endnu en følelse han havde glemt gennem årene. Han brød sig ikke om at blive mindet om den.  

”Det er uhøfligt ikke at præsenterer sig!” Drengens stemme var lige så speciel som hans øjne. Ikke tøset, men lysere end Balder havde regnet med, og så knækkede den en smule underligt, som hvis drengen var hæs. Balder nikkede lidt, og måtte jo give ham ret i det han sagde.

”Mit navn er Balder Odinsøn.” Han sænkede kort hovedet for at vise respekt, drengen var tydeligvis ret vigtig for alle pigerne, drengene og gedemenneskerne omkring ham.

”Balder? Hmmm…” Drengen stillede sit bæger fra sig og hoppede ned på jorden. De to katte reagerede ikke med andet end at løfte et øre. Han var ikke højere end Balder, faktisk var han en smule lavere. Han var spinkelt bygget med svagt markerede muskler i overarmene og på overkroppen. Ikke et imponerende syn for en viking, men Balder var tydeligvis heller ikke hjemme mere. Han blev pænt stående, selvom han kunne mærke blikkene fra alle folkene omkring ham. Pigen og drengen, der havde siddet ved siden af Herren, kiggede undrende på hinanden.

”Ved du hvem jeg er? Ved du hvor du er?” Drengen gik hen imod Balder. Hans tøj var specielt, som alt andet ved ham. Han bar noget lignende en nederdel i et lyst, tungt faldende stof, og om sine skuldre et skind fra en af de store katte. Det var ikke fæstnet om drengens krop, men mere bare draperet omkring hans skuldre. Den lod hans brystkasse være til åbent skue, og efterlod ikke meget til fantasien. På hovedet havde han en krans af planter og druer, og hans fødder var bare. Et gyldent bælte kunne ses om drengens hofte, og bæltespændet lignede et segl af en slags. Druer og et drikkebæger var graveret ind i det. 

”Nej, jeg aner intet” svarede Balder ærligt til spørgsmålene, med et lille ryst på hovedet. De tre gedemennesker så lidt på hinanden, sendte hinanden blikke de forstod indbyrdes, men ikke noget lysguden kunne tyde.

”Mit navn er Dionysos, Dio blandt venner. Gud for vin, ekstase og frugtbarhed, blandt andet. Du er i min skov, blandt mine mænader og faune. Og du er mere end velkommen!” Drengen smilede, ja ligefrem lo. Hans latter var overraskende mild og behagelig, oven på hans stemme og ansigtsudtryk, der var sultent og studerende. Han slog ud med armene for at byde velkommen.

”Mange tak. Jeg ville egentlig bare spørge om jeg måtte være her for i nat, jeg ved ikke hvor jeg er eller hvordan jeg finder vej…” Balder så lidt rundt. Folkene bag ham var begyndt at småsnakke, men deres Herre så ikke ud til at have noget imod det. Han ønskede åbenbart ikke deres fulde opmærksomhed lige nu.

”Én enkelt nat?” Igen grinede Dionysos og så rundt på sit følge. Han vendte sig om og løb til, inden han sprang op på sin sten igen og vendte sig mod sine folk, i en sådan bevægelse at hans nederdel flagrede omkring ham. ”Hør efter! Balder vil blive her for en stund, så vi vil feste og more os, og byde ham velkommen til! Vi behandler vores gæster godt!” Folkene hujede, jublede, hoppede og snakkede lystigt videre med hinanden, tydeligt opstemte af den nye gæst i deres flok, men også optaget af deres eget. Det så ud til at passe deres Herre fint. Musik begyndte igen at spille, pigerne begyndte at danse og synge, og det samme gjaldt gedefolkene.

”Birk, Satyra, Faunia! Sørg for at Balder har det godt. Bring ham vin og sørg for at gøre plads til at han kan sove her i nat. I ved hvordan og hvor!” De tre gedefolk fra før, pigen der havde opdaget Balder og de to der havde siddet ved Dionysos' side, havde stillet sig på række foran deres Herre med ret ryg. De nikkede, og skyndte sig i gang med det, deres Herre havde befalet dem. Balder stod lidt og kiggede efter dem.

”Alt det her er virkelig ikke nødvendigt, jeg skal bare have et sted at sove.” Balder smilede svagt til Dionysos. Han var selvfølgelig glad for at blive opvartet efter 1200 år i dødsriget, med ligegyldighed og fangenskab, men det var ikke lige det her han ønskede. Han ville helst bare gerne falde ind i mængden, så godt som muligt.

”Sludder! Kom nu og sæt dig, Balder.” Dionysos smilede og gjorde tegn til, at de skulle sætte sig der, hvor han selv havde siddet med gedefolkene før. Balder takkede, inden han gik hen og satte sig som han blev budt. De store katte lå stadig foran stenen og virkede til at sove. Han havde forventet det var koldt at sætte sig på stenen, den så ikke nærmere behagelig ud, men stenen var dejligt varm og overraskende rar at sidde på. Dionysos satte sig hen ved siden af ham, tæt på, som om de havde kendt hinanden længe. Personligt rum var der ikke meget af.

”Undskyld hvis mit spørgsmål er dumt, men dem der, hvad er de for nogen?” Balder pegede diskret hen imod de tre gedefolk, der havde modtaget ordre. At spørge om noget der befandt sig rundt om dem, fjernede lidt hans fokus fra hvor tæt de sad. Det var ikke fordi han ikke ville have det, han ville gerne følge de skikke folkene her havde, men han var bare ikke vant til at fremmede bare kastede sig ind i hans intimsfære. Han så spørgende på drengen, der havde taget sit bæger igen. Dionysos så over imod sin nye gæst og så så mod sit folk.

”Faune og satyrer. Halvt menneske, halvt ged. Utroligt klodsede, men meget nyttige ellers. Og så har de et fantastisk humør!” Han lo lidt og drak af sit bæger, inden en af disse faune kom hen til Balder med et bæger, næsten magen til det Dionysos havde i hånden. Det var pigen, der før havde siddet ved Dionysos, som bragte bægeret.

”Værsgo! Den bedste vin jeg kunne finde!” Hun så imod Dionysos med et smil, så snart Balder havde taget imod. Hun havde tydelige fregner spredt ud over sin næseryg, og hendes fortænder var en anelse større end hvad der var normalt. Der var fuldkommen beundring i hendes grønne øjne, da hun så på sin Herre. Hun så yderst kær ud, men det var en iagttagelse Balder ikke ville sidde og sige højt. Han var ikke sikker på hvorfor, men der var noget i luften der gjorde, at han var småbange for at gøre eller sige noget forkert.

”Det er godt Faunia. Hjælp Birk og Satyra.” Dionysos viftede hende væk med et ligegyldigt blik. Det virkede ikke til at han satte lige så meget pris på hende, som hun gjorde på ham. Hun nikkede alligevel ivrigt og adlød. Hun var hurtigt væk. Balder så ned i sit bæger. Han kendte ikke så meget til vin, han var vant til mjød. Alligevel satte han sit bæger imod læberne og lod noget af væsken glide ind. Det var meget bittert i forhold til mjød, men det gav en varme og en god fornemmelse i kroppen.

”Ikke skidt, vel?” Dionysos sad og så på ham med et forventningsfuldt blik, og et smil Balder ikke kunne tyde. Drengens øjne så uhyggeligt tydelige ud. Skyggerne dansede omkring dem på grund af flammerne lidt væk, hvilket kun gjorde ham sværere at aflæse. Desuden virkede han nærmest dæmonisk, som om hans ansigt ændrede sig sammen med skyggernes dans. 

”Nej. Noget bittert, men på en god måde.” Han smilede og nikkede lidt inden han igen drak af bægeret. Han håbede ikke han havde sagt noget der fornærmede Dionysos. Noget sagde ham, at det ikke var en god idé, at gøre guden sur, og som han så ud nu, havde han ikke lyst til at teste det.

”Bittert? Måske. Men effekten er som den skal være.” Han lød først skuffet og fornærmet, men lo så for sig selv inden han tømte sit bæger og stillede det fra sig. Balder så ud på bålene, og på pigerne og drengene, der lo og dansede. Hans mave rumlede, og han kom i tanke om han ikke havde spist i meget lang tid. Flere hundrede år, faktisk. Drengen ved hans side hørte det åbenbart.

”Du er sulten! Det skal vi nok få rodet bod på. BIRK!” Dionysos så i den retning faunene var forsvundet i før. Den tynde gededreng kom løbende med det samme. Det var som om at de kunne høre ham uanset hvor de var i den store lejr. De kunne vel være som hunde og hører bedre end mennesker, tænkte Balder. De var jo halvt dyr.

”Ja, Herre?” spurgte han hurtigt og bukkede halvt. Balder synes han virkede lidt kejtet, og meget ung. Han havde krøllet hår, tydelige fregner over kinderne og lidt store fortænder. De tre faune der hoppede rundt og løb ærinder mindede ret meget om hinanden, gik det op for ham. Til forskel for pigen fra før, havde han gyldne øjne. Hans horn var krøllede ned forbi hans øre, som pigen der havde opdaget Balder. De var en anelse mindre, og mere mørke end pigens, men ellers samme form. 

”Find noget mad til vores gæst. Nysiaderne har sikkert noget. Og tag vindruer med, nu du er i gang.” Han klappede drengen på hovedet, der var omringet af karamelfarvede krøller, og så var han af sted. Balder så lidt efter ham.

”Nysiader?” spurgte han. Det var udtryk han ikke havde hørt før. Han vidste godt, at det her langt fra var en gud, der tilhørte norden. Men hvor så? Aldrig havde han hørt om de væsner og folk der blev talt om her, og han havde i hvert fald aldrig hørt om en Dionysos. Han måtte være langt væk hjemmefra. 

”Det er.. Ja, barnepiger. Eller det startede de ud med, nu er de mere tjenere. Unge piger der vælger at følge mig. Lidt som mine mænader.” Dionysos pegede ud mod de dansende folk. Nogle af dem sad i små grupper og snakkede og så ud til at hygge sig. En pige brugte endda en af de store katte som ryglæn, uden at den virkede til at være specielt berørt af det. Den var blot væltet om på siden og havde lukket øjnene. Balder kom til at smile. Det var langt bedre end at sidde nede i Hel. Her var latter, glæde og hygge. Dionysos måtte være en vellidt gud, med så mange tilhængere. 

”Mænader. Er de også barnepiger?” De så ikke ud til at tjene noget egentlig formål. Drengen ved hans side lo over spørgsmålet, så han gik ud fra det betød nej.

”Nej. De er blot mit følge. De er ganske hyggelige, men dur ikke til meget. Men hvad med en fyr som dig, Balder?” Drengen lænede sig tilbage og så afventende på Balder. Det lettede Balder en smule, at der kom mere afstand mellem dem. Dionysos skævede imod en pige, der bar en lang kjole i modsætning til de dansende piger. Hun kom hen og fyldte hans bæger op, inden han hurtigt satte det mod læberne. Balder gik ud fra at det var en af nysiaderne, en af tjenerne.

”Jeg er gud for lys og retfærdighed. Søn af Odin og Frigg.” Han så sig lidt rundt. Han undrede sig over, om det var en ny tids guder, eller en ældre tids. Han kendte intet til den nyere tid, efter ham og hans familie havde haft deres storhedstid blandt en mindre gruppe mennesker. Han vidste også kun minimalt om hvad der havde været inden. 

”Retfærdighed?” Dionysos satte sig op som om Balder havde sagt noget helt forkert. Han trak lidt på skuldrene og så bare ned i det utømte bæger, han havde fået, for ikke at komme i problemer. De sad tæt igen, så at se ned havde ikke så stor effekt. 

”Ja.” Han nikkede lidt og så over på guden igen. Han havde fået et underligt udtryk, som om han sad og planlagde et eller andet. Balder var ikke helt tryg ved det. Der var noget vildt over Dionysos, som om man aldrig kunne vide hvor man havde ham.

”Spændende. Gud hvor, helt præcist? For hvilken del af menneskene?” Drengen lænede sig igen tilbage og drak resten af det der var i hans bæger. Balder var ikke sikker på hvordan han svarede på det spørgsmål. Der var jo ingen der troede på ham og hans familie mere. Ikke mange, i hvert fald. Da der endnu engang var afstand mellem de to, faldt Balders skuldre en smule, da han slappede af. 

”Norden. Men, hvad med jer? Hvor er I fra?” Han så igen nysgerrigt rundt, og lagde mærke til, at nogen af mænaderne fulgte deres samtale, og nu stod og hviskede omkring det. Dionysos virkede ligeglad.

”Det kommer an på hvem du spørger. Der er delte meninger. Syd Europa.” Han trak ligegyldigt på skuldrene og viftede en pige over for at hun skulle fylde op igen. Balder forstod ikke hvordan han kunne drikke så meget, hvad han kunne smage var vin ikke meget anderledes end mjød af virkning på kroppen. Han havde set store vikinger bukke under for mindre mjød end Dionysos nu havde drukket i vin. 

De blev afbrudt af gededrengen fra tidligere, der var blevet bedt om at hente mad. Balder fik overrakt en tallerken mad der kunne mætte selv Thor. Kødet så godt mørt ud, og brødet var vist også rigeligt mættende, og så var der et overvæld af frugt. Jo, mæt skulle han nok blive. 

”Mange tak” Balder smilede til drengen og begyndte straks at spise. Han var virkelig sulten. Drengen, der havde givet ham maden, så helt undrende og forvirret på Balder, som om han havde sagt noget fuldstændigt dumt, eller bare noget han ikke var vant til at høre. Han vendte sig så mod Dionysos og overrakte ham et fad med vindruer.

”Som du befalede, Herre! Helt friske!” Han smilede stort til sin Herre, da han overrakte ham fadet. Dionysos lod drengen stille det ved siden af sig, inden han med et smil, der fra Balders vinkel så ret uhyggeligt ud, aede ham på håret.

”Dygtig, Birk. Find ud af om Satyra og Faunia ikke er ved at være færdige, så lang tid kan det vel ikke tage.” Drengen adlød og hoppede hurtigt af sted for at finde sine to venner. Balder sad bare og så til, mens han spiste af den mad, han havde fået overrakt. Dionysos knipsede en gang, og det fik to pigers opmærksomhed.

”Kom herover!” De to piger adlød og satte sig om ham. De begyndte med det samme at fodre ham med vindruerne. Han lo tilfreds mens han med stor nydelse spiste druerne. En af pigerne fyldte endnu en gang hans bæger. De virkede nærmest lykkelige over at få lov til at sidde og fodre den unge gud. De kørte deres hænder gennem hans lange hår, og kærtegnede hans skuldre. Balder skænkede de ikke et blik. 

”Smager maden?” Han så over på Balder med et meget tilfreds blik, og Balder var ikke længere i tvivl om at drengen bestemte alt her, og man ikke skulle sige ham imod. Han var vel alle disse unge folks Odin. Det var klogeste bare at stryge ham med hårene og sige hvad han ville høre. I hvert fald indtil han vidste mere.

”Jo tak, det-”

”Fantastisk! Ja, mine nysiader er skam ikke helt tabte, er vi vel piger?” Han lo igen og kærtegnede begge pigers ansigter. De så ud til at være meget beærede og smigrede bare over det faktum at han udviste interesse i dem, og som om de var på kanten til at fnise. Balder var ikke helt sikker på om han skulle sige mere, så han valgte blot at spise videre. Maden var virkelig god, og det gjorde ham dejligt varm og mæt, det skulle Dionysos nu alligevel have. Det var en følelse han helt havde glemt. Alene det er kunne smage maden var himmelsk, og han var endnu engang lykkelig over, at han var stukket af fra Hel. Bare dette ene måltid var det hele værd. Det var næsten uretfærdigt at kun de levende havde retten til denne oplevelse. 

Pigerne ved Dionysos side slyngede sig rundt om ham, stadig klar med druer til at fodre deres Herre. Han betragtede stolt sit folk, mens han blev kælet for og fodret. Nogle af folkene opførte på skift små danse eller hyldest sange for Dionysos, og han virkede meget tilfreds. Uanset hvor ude af takt eller klumpet deres danse eller numre var, så smilede Dionysos og klappede. Balder selv kunne da heller ikke lade vær med at smile, for det var få guder han havde oplevet fejret på denne måde. Hans egen bror, Brage, havde været meget vellidt af mennesket ved fester, men han var også den eneste Balder kunne huske blive fejret sådan her. Han stillede sin mad fra sig da endnu en sang var forbi, men han klappede ikke før guden selv gjorde.

”Bravo! Kom her mine små!” Han vinkede de tre faune, som havde sunget, over, og de hoppede glædeligt op for at omringe ham, ligeglade med de to andre piger og Balder der også sad der. Deres belønning bestod åbenbart af druer. Alligevel virkede de meget tilfredse, som om det var en værdig løn for deres optræden. 

”Fest alle sammen! Lad os fejre at Balder er en af os nu!” Dionysos slog ud med armene og alle klappede og jublede. Hans nyhed kom ud af ingenting, Balder havde slet ikke overvejet at blive mere end én nat. Han måtte have set sjovt ud i ansigtet lige der, for at sige han var overrasket var en underdrivelse. 

”Nej, jeg skal-” Dionysos løftede en hånd for at lukke munden på Balder. Han så over på ham med et uhyggeligt blik igen. Smilet og den hyggelige leder der klappede af sit folk var væk. 

”Du er en af os, Balder. Det her er min skov. Jeg giver dig husly, mad og rigeligt at drikke. Du bliver til gengæld og slutter dig til mit følge. Hvad ville der være så slemt ved det?” De tre faune havde trukket sig lidt væk. Dionysos havde løftet en finger og pegede direkte på Balder. Den unge gud nikkede lidt. Det her var vist ikke tiden til forhandling, så han tænkte hurtigt.

”Okay. Jeg bliver for noget tid…” Han så lidt ud mod alle de unge folk der stod og betragtede ham, som om han var frisk kød på bordet, ligesom de havde gjort tidligere, da de så ham første gang. Balder bad invendigt til, at han kunne forhandle med Dionysos om sin frihed senere. I det øjeblik, hvor alles opmærksomhed var rettet på ham, var det ikke tid til at sige en leder og gud imod. Dionysos gjorde en bevægelse, og alle slap ham med blikket. Musikken og festen fortsatte, vinen flød i alle deres bægere og dansen blev vildere som tiden gik. Balder sad ikke meget stille resten af den nat. Han blev trukket rundt af de unge piger og faune.

Dionysos sad henne fra sin plads og holdte øje med hvordan festen forløb. Nogle tidspunkter var han væk fra pladsen, og så pludseligt var han tilbage igen. Bålets skær kastede uhyggelige skygger på hans ansigt, så Balder prøvede at se væk. Dionysos holdt til gengæld godt øje med Balder hele natten.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...