She's my sister!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jul. 2016
  • Opdateret: 1 maj 2017
  • Status: Igang
Melanies forældre døde da hun var lille og boede derfor på børnehjem. På hendes 16 års fødselsdag bliver hun adopteret af den kendte Michael Clifford fra 5 Seconds of Summer. Hvem er ham fyren der sidder på værelset den dag Michael er væk og hvad vil han mon med Melanie?
Melanie og Michael bliver uvenner, og hendes bedste ven hjælper hende med at stikke af.

18Likes
23Kommentarer
13394Visninger
AA

17. Moving in

//Michaels synsvinkel//

 

Jeg vågnede op inde i stuen på gulvet, sammen med de andre drenge. Det havde været pisse hyggeligt i går, noget jeg håbede vi kunne gøre mange gange igen.

”Eyo Mikey er du vågen?” Hviskede Luke og kiggede hen over Calum på mig. ”Yeah,” hviskede jeg hæst over til Luke. ”Jeg tænkte på om du… ja om du ville have vi skulle flytte ind her med dig?” Han kiggede over på mig og satte sig så helt op. ”Tjo, hvorfor vil i gerne det da? Ikke fordi jeg har noget imod det.” Jeg satte mig også selv op og kiggede over på Luke. ”Jo vi tænkte det ville blive meget arbejde for dig at bo alene her og ensomt. Du har jo masser plads, som du ikke kommer til at bruge… Ikke engang med en ekstra her. Så hvad siger du?” Han kiggede med et blik oplyst af håb. ”Well, siden du kom med et så godt argument så ja hvorfor ikke! Det bliver sikkert skide sjovt.” Jeg smilede og kiggede på Luke som lignede en der var ved at sprække af bar glæde.

”YES! DET HER BLIVER SKIDE SJOVT!” Råbte han rigtig højt. Så højt så både Calum og Ashton sprang op fra sengen. De kiggede skræmt på mig og Luke. Det resulterede i at Luke og jeg begyndte at grine helt ekstremt meget. Så meget at vi lå ned og hev efter vejret.

”Vi flytter ind her drenge!” Luke kiggede glad og tilfreds på Ashton og Calum.

”Fedt!” Kom det fra Calum, som nu var begyndt at smile. ”Hvornår?” Spurgte Ashton som stadig så forvirret og overrasket ud. ”Når i har lyst.” Svarede jeg og smilte.

Nu kunne jeg få Melanie ud af hovedet og drengene og jeg kunne skrive flere sange og lave en tour og alt muligt andet. Dette ville blive vejen til vores storhedstid. Det var jeg sikker på

 

Drengene var gået og jeg havde gået og ryddet lidt op. Jeg havde sat mig for at Melanies værelse skulle tømmes. Hendes ting som hun ikke havde taget med ville komme i skraldesække og blive gemt væk til hvis hun kom tilbage eller gjorde krav på tingene. Jeg regnede dog ikke med at hun ville gøre krav på hendes ting.

Det var alligevel utroligt. Der var helt rent og pænt på hendes værelse. Jeg havde forventet det havde rodet og sådan men nej. Helt rent og pænt.

Jeg åbnede hendes skab og hev hendes tøj ned fra bøjlerne, stoppede det ned i sækken og det fortsatte jeg med. Al den make-up hun havde ladet blive kom i en lidt mindre pose for sig og elektronikken kom i en tredje pose.

Da jeg var færdig tog jeg alle tingene og bar dem neden under, ud i haven og ind i den carport vi aldrig brugte. Det kunne stå der til jeg ikke gad glo på det mere, eller til carporten blev taget i brug.

Nu var Melanies værelse helt ryddet, og der var 2 andre værelser som aldrig blev brugt som var helt ryddet og klar. Nu kunne de bare komme.

Jeg var sulten så jeg gik ned i køkkenet. Jeg åbnede køleskabet og kiggede på alt det der var derinde. Alt var gået over dato. AD! Jeg fandt en ny sæk og tømte hele køleskabet.

Jeg fandt en lille seddel og skrev ting ned som jeg skulle hente senere i dag.

Luke skrev til mig og spurgte om han kunne komme nu og jeg svarede slevfølgelig bare ja. Så kunne han selv vælge værelse. For han brokkede sig altid hvis han ikke havde noget valg.

Luke er den yngste, 18 år for at være mere præcis, både Calum og jeg er 19 og Ashton er 20.

Så hvorfor ikke for en gang skyld lade den yngste vælge først.

 

Der gik ikke lang tid så ringede det på døren. Den åbnede inden jeg nåede at gå derud. ”Hey Michael!” Råbte Luke og jeg gik ud for også selv at sige hej.

”Guess what! Du får lov at vælge værelse som den første!” Sagde jeg og grinede og Luke sluttede sig hurtigt til mig. Jeg tog nogen af hans ting og par med ovenpå. Han valgte hurtigt det værelse som lå ved siden af Melanies gamle.

Kort tid efter kom Ashton og Calum sammen. Calum valgte Melanies og Ashton fik det andet værelse ved siden af Lukes. Vi satte os ned i køkkenet og snakkede. ”Øh jeg skal for resten lige ned og handle ind for vi har intet at æde eller drikke udover vand fra hanen.” Sagde jeg og rejste mig. ”Jeg tager med,” svarede Calum og rejste sig. Jeg løb ovenpå hentede et par solbrille en cap og en hoodie som jeg tog på. Så uigenkendelig som muligt. Det samme gjorde Calum. Vi tog sko på og begyndte så ellers at gå. Vi gik det første stykke tid i tavshed indtil Calum brød stilheden.

”Vi har seriøst brug for en bil. Vi kan trods alt alle sammen køre i den.” Jeg kiggede på ham og nikkede. ”Det ville også gøre alt så meget lettere og jeg har en carport hvor der er plads.” Svarede jeg. ”Men den skal ikke være sådan All Down On Earth, den skal være virkelig fed. Hellere bruge lidt flere penge på en stor bil end at haven en hvor der knap nok er plads til os alle sammen.” Grinede jeg og Calum grinte og nikkede. ”Enig!”

 

Vi var på vej hjem nu medfire poser fyldt helt op. Godt vi snart var hjemme for plastikposer og for meget tung last går aldrig godt.

Vi nåede hjem og begyndte at sætte alle tingene på plads. Luke og Ashton havde pakket deres ting ud mens vi var væk og sad nu bare og gloede tv. Typisk dem.

”Yo Mikey? Hvad skal vi have at æde i aften?” Råbte Ashton fra stuen af.

”Hvad har i lyst til?” Svarede jeg og gik ud mod stuen.

”Ligger der en subway i nærheden?” Spurgte Ashton og kiggede nysgerrigt på mig.

”Ja lige rundt om hjørnet.” Svarede jeg og kiggede på klokken.

”Skal vi gå derned nu? Er i sultne?” Spurgte jeg og kiggede rundt. De nikkede.

 

Vi gik derned bestilte vores mad, fik det udleveret og gik derefter hjem igen.

Vi sad bare derhjemme spiste, drak sodavand og snakkede. Det var skide hyggeligt og rart.

Det var rart at få fyldt det tomrum ud som Melanie havde efterladt mig med.

Jeg håbede hun havde det godt i England og at hun var faldet godt ind derovre. Hun ville vist gerne udrette noget. Eller i hvert fald blive til noget hun kunne lide.

Jeg regnede med hun ville komme til at spille musik, for det havde hun altid drømt om og jeg havde lært hende en del.

Hun elskede musik og jeg tror måske også at hendes forældre var musikalske. Børnehjemmet hvor fra jeg adopterede hende sagde at hun elskede at spille for de mindre og synge med dem.

De sagde også at hun sang dem en godnat sang om aftenen inden de skulle sove.

Inderligt så blev jeg glad når jeg tænkte på hende men jeg blev også sur og trist.

For at sige det rent ud vidste jeg ikke hvad jeg skulle føle omkring hende.

Hun havde været led over for mig men jeg havde også været led over for hende.

Jeg gav hende alt hvad hun ønskede sig men fik sjælendt et tak.

Jeg lærte hende alt hvad jeg vidste om musik men fik aldrig et tak for det.

Jeg gjorde alt for hende men fik aldrig et tak.

Utaknemmelig. Det var hvad hun var. Sådanne mennesker skulle ikke have lov at leve, og hvis du skulle have lov at leve så skulle de i hvert fald lære at være taknemmelige. Jeg vidste godt Melanie havde været igennem meget men det var ikke en undskyldning for aldrig at sige tak.

Jeg håbede hun lærte at sige tak for det havde hun brug for

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...