Sweet Kisses

Emily's far er plade producer, og hun skal med ham ud og lave en plade med One Direction! Hun har aldrig mødt dem før, og skal nu med dem til et helt fremmet land! På deres helt eget privatfly! Men vad skal man gøre når man forelsker sig i en af dem..... Eller flere af dem..... Og vad skal man gøre når livet står på spil og man svæver mellem liv eller død?! Og når alt bliver for meget, og man bare ikke kan klare det hele?........

11Likes
40Kommentarer
14024Visninger
AA

34. På hospitalet

........... Jeg rykkede mig ikke. Hvem er han? Eller hun? Jeg sad i chok, og vidste ikke vad jeg skulle gøre. "STIL DIG OP!" Sagde personen, og jeg gjorde som han/hun sagde. Hvad skal jeg gøre? Skrige! Jeg åbnede min mund, og skulle lige til at skrige da jeg hørte braget igen. "Aarrggg!!!!!!" Denne gang skreg jeg. For han/hun havde ramt mig. Lige i siden. Jeg faldt ned på gulvet. 

Mere kan jeg ikke huske. Hvert fald ikke fra da jeg blev skudt. Det eneste jeg kan huske var, at det hele blev sløret, men at der var en der kom ind på mit værelse, og gik hen til personen, og slog så personen, og smed han/hun ud af vinduet, og bagefter gik over til mig, og tog mig op, og så kan jeg ikke huske mere. 

Efter personen havde taget mig op, kan jeg huske en masse lyde. Forskellige bibbe lyde, og en slags alarm, som jeg tror var en hospital bil. Og så kan jeg huske en masse arme der holdt om mig. Det føltes som mostre der ville trække mig med ned i dybet. Det var ikke en særlig rar følelse. Og så kan jeg huske en masse drømme. Drømme om min mor, og min far, og om One Direction. Og om Tyler og Laura. De fleste var mareridt. Men de fleste kan jeg ikke huske. Men en kan jeg; Jeg stod inde i et hvidt rum, med hvidt tøj på, og på et tidspunkt begyndte jeg at gå. Indtil jeg så en lysende dør. Så åbnede jeg den, og begyndte og gå. Det var en slags tunnel. Jeg gik og gik, indtil drømmen sluttede, og det blev mørkt. 

Jeg ved ikke hvor længe jeg lå. Men jeg kan huske nogle bib lyde, som hele tiden var der. Og så kan jeg huske, at der var nogen der holdt mig i hånden. Det var en med bløde hænder. Med bløde og varme hænder. Det var rart at ligge med dem. Mine hænder føltes meget kolde. Men personen gav mig varme. Det var rart. Det føltes som en evighed, jeg lå. Jeg ved ikke om jeg var død. Og min sjæl fløj op til gud. Men jeg ved bare at jeg lå længe. Meget længe. Jeg kan huske at hånden der holdt om mig, nogle gange slap mig, men så tog den igen. Der var på et tidspunkt vor jeg kunne mærke at der kom noget vådt på den. Det var ikke så meget. Jeg tror det var en tårer. Den var varm. Den gled ned ad min hånd, og så tror jeg at den faldt ned på gulvet. Det føltes som om at jeg ikke kunne bevæge mig. Som om jeg var en kæmpe sten. Men jeg bevægede mig heller ikke så meget, for det meste af tiden sov jeg. Eller, jeg ved ikke om jeg sov, men der ikke meget jeg kan huske. Kun en lille smule. Men en ting husker jeg tydeligt. Og det var da jeg blev skudt. Det føltes som at få en kanon kugle lige i maven. Som alt stod stille i et sekund, og derefter, døde hele verdenen. 

"Du kan godt. Jeg ved det. Du kan klare det......." Det lød som en hvisken. Men jeg tror personen var helt tæt på. Emily! Du kan klare det! Jeg ved det! Sagde jeg, til mig selv, men faldt så i søvn igen.......... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...