Leaving Notes ► Harry Styles

Hvad ville du gøre hvis din bedste ven flyttede til den anden ende af byen, startede på samme skole som dig, men fuldstændig ignorere dig? Ville du give ham den kolde skulder, undre dig, eller glemme ham? Felicia Joy er en syttenårig pige, som går på Mountain Hill Highschool med sin tidligere bedste ven; Louis Tomlinson, og hans nye crew; Harry Styles, Niall Horan, Liam Payne og Zayn Malik. Spørgsmålet er bare, hvordan ville du tage det hvis din bedste ven ikke godkendte din nye fyr?
- Obs, historien foregår i slut 2012, og drengene er ikke kendte.

108Likes
178Kommentarer
95105Visninger
AA

17. ► femten

Dagen efter beskederne med Louis, var mit skab endnu tomt. Vi havde ikke udvekslet mere end tre beskeder, de to om Harry, det sidste et tak, fra min side af selvfølgelig. Ikke at der var nogen information at takke for, jeg tror mere det var for at han rent faktisk svarede mig, modsat den forrige gang. Ikke at vi pludselig var utroligt tætte igen, for overhovedet ikke, men stilheden var ligesom brudt. Det var som om at vi var nye venner, der stadig ikke helt vidste om en besked ville være passende, når man stadig var i det nye stadie. Men det var vi bare ikke. Vi var i det afsluttende. 

Chelsea og Melody havde begge været utroligt bekymrede på mine vegne, over at ingen rigtig vidste hvor Harry boede, eller generelt bare noget om ham. Vi havde snakket lidt frem og tilbage om det, inden jeg var blevet irriteret, og sagt at det da var det præcis samme, med hensyn til Louis og Liam. Så var emnet stoppet. Lige så snart de indså at deres var på præcis samme måde, og at det nok bare var en del af at have en populær kæreste, som tilfældigvis også hang jævnligt ud med Zayn Malik, så var de bare stoppet med at snakke. Absolut ingen kommentar om at det ikke passede. Absolut ingen kommentarer der mindede bare lidt om de to piger der var placeret i min seng.

Intet. 

Men endnu en gang at være i skole, og se hans ansigt, helt livsløst, uden et eneste smil, og uden et eneste ord forlod hans mund, rejste mine hår på armene, og gav mig kuldegysninger uden lige. Det der var ikke den Harry jeg kendte. Burde jeg bare sige undskyld, for ikke at have fortalt ham om Jase? Burde jeg bare sige undskyld for det hele, uden at sige hans reaktion var uacceptabel? Skulle jeg bare sige undskyld, så han kunne gøre det endnu en gang?

"Fel?" Stemmen kom bag fra, og den var velkendt. Den var ikke til at tage fejl af. Den var lettere lys, på trods af den maskuline undertone. Stemmen tilhørte den lavere brunette, med de smukkeste grålige, blålige, grønlige øjne, som jeg plejede at drømme mig væk i, i prøvelsen på at regne farven ud. Jeg vendte mig om, og gav drengen et anstreng smil. Et smil jeg ikke havde givet, siden vi stod i hospitalets gange, og ventede på at lægen kom med den dårlige nyhed. Louis stod der. Han stod der i egen person, tydeligvis af egen fri vilje, og han stod og sendte mig et smil, som jeg havde så svært ved at gengælde. Så jeg gjorde det ikke. 

"Lou?" Spurgte jeg, med en svag stemme, som havde nogen slået mig i maven. Som en mavepuster, der bare tager al ens luft fra en. Dette var hvad han havde gjort. Vores øjenkontakt var direkte intim, og så normal, at den på ingen måde var ubehagelig, eller ekstraordinær. Den var almindelig, og noget så savnet. Han brød den dog, inden han kiggede ned på sine fødder, som trippede. Kun en smule, men nok til at indse at hans, noget så irriterrende vane, stadig ikke var forsvundet.

"Kan du ikke snakke med Harry? Han er helt ude af den," sagde han. Hans ord var lave, og det var næsten som om at han var bange for at lade dem forlade hans lettere pinke læber. Han kiggede stadig ned i jorden, som om at han var bange for at danne øjenkontakt. Som om at han fandt den ubehagelig, eller upassende. Som om at han slet ikke var den samme Louis Tomlinson mere, som han var for blot otte, små måneder siden. På blot tohundredeogatten dage, var min bedste ven blevet en helt anden person, en person jeg aldrig havde forestillet mig han ville blive. For blot tohundredeogatten dage siden, kunne jeg stadig kalde ham min bedste ven. 

Hans fingre legede lidt med hinanden, inklusiv deres legemakker, også kendt som bunden af Louis' hvide t-shirt, som stort set var alt han gik med disse dage. Det var ikke som dengang hvor man aldrig fandt ham i noget ensfarvet, medmindre hans mor havde brokket sig for meget. Siden hendes død havde han gået i hvad han end ville, dog mest ensfarvet. Måske for at mindes hende? Om hvordan hun altid bad ham om at gå i noget normalt, som var han et lille barn, der ikke selv kunne sammensætte hans tøj. Få gange bad hun om min hjælp. Jeg var altid på Louis' side. Sådan var det ikke mere. I skænderier ville jeg tænke på mig, tænke på dem jeg har nær, Melody, Chelsea, Harry. Måske endda Niall. Louis havde selv valgt at cutte kontakten, og hvis han var så ivrig efter at samle den op igen, burde han måske have gjort det før, jeg kom i et skænderi med en af hans bedste venner. 

"Hvor er han?" Spurgte jeg. Min stemme var lettere irriteret  da Harry selv kunne være kommet til mig. Måske endda bare skrevet. At hans ven var nødt til at hente mig, fordi at Harry havde fået rodet sig ud i noget lort, gav mig blot mindre lyst til at undskylde, og fordoblede min lyst til at kalde ham en kæmpe nar, og derefter efterlade ham alene, i den situation han nu end havde bragt sig selv i. Måske havde sedlerne ret, og måske burde jeg havde lyttet. Måske skulle jeg aldrig have accepteret Harrys invitation, på trods af at aftenen var den hyggeligste længe, og måske burde jeg bare have holdt mig så langt fra ham og Louis, som overhovedet muligt. 

Han kiggede forsigtigt op på mig, og hans øjne var fyldt med forvirring, men samtidgi en uset bekymring. Ihvertfald en jeg ikke havde set i otte måneder, og en jeg ellers fandt så tryg. Nu gjorde den ikke andet end forvirrede mig. Hans øjenbryn var presset sammen, og dannede en masse små rynker, i hans ellers så glatte hud, som jeg altid havde beundret. Modsat mig selv, havde han aldrig en eneste bums. En egenskab jeg godt gad eje. 

"Klasselokale seksogtredive," ordene var langsomme, og lave, og kunne knapt høres. Lige efter forsvandt han, og han gik langsomt ned af gangen, med de mange skabe, som bragte en smule farve på de ellers så grå bygninger. Hans skridt var lange, og på trods af hans forsøg på at forsvinde fra mig, hurtigst muligt, var han utroligt langsom. Bukserne som pænt sad på hans tynde ben, bevægede sig i takt med at han gjorde, og man kunne let se at tyngdekraften gjorde hvad den skulle, da man begyndte at kunne ane hans sorte boxershorts, som var han et andet bandemedlem. 

Jeg åbnede selv mit skab, for at snuppe mine bøger, så jeg ville være klar til min næste time, som var placeret i lokale otteogfyrre, hvor jeg skulle bruge min time på at tænke over alt det, der ville ske lige om lidt. Dog faldt endnu en seddel ud, i mit forsøg på at hive den firehundrede siders, tykke bog ud. Sedlen blev hurtigt foldet ud, og en skrift i kuglepen dukkede op i mit åsyn. Dette var en af de sædvanlige sedler, som jeg stadig ikke vidste hvem var fra. På trods af at jeg ikke havde snakket med Harry, end ikke nærmet mig ham, modtog jeg endnu en ikke så behagelig note, om hvordan mit forhold til Harry ville skade ingen andre end mig, i sidste endnu. Sedlen blev læst. Og sedlen blev smidt væk. Nu var det vigtigste at se hvad fanden Harry prøvede på, og hvorvidt det var lykkedes ham eller ej. 

Mine skridt var kortere end Louis', men alligevel nåede jeg ned af den lange gang på rekordtid, inden jeg drejede om det venstre hjørne, ned mod tredivegangen. Her havde vi alt fra klasselokale niogtyve, til klasselokale niogtredive. Klasselokalerne som alle var med en lukket dør, og ikke med en eneste lyd ud fra, så alle meget ens ud. De virkede alle meget ens, og de burde alle være låst. At Harry skulle være i det der var placeret lige i midten, ville overraske mig groft. Men da jeg trykkede i håndtaget, og døren langsomt gik op, blev jeg efterladt i en åben dørkarm  med åben mund, over hvad jeg kunne se. Harry. Harry med blod i ansigtet, og Harry hvis krøller var blevet ødelagt, og efterladt overalt i hans ansigt, og de underligste retninger. Harry med en oprevet bluse, og Harry med blot en sko på. Harry med et trist blik i øjnene, som langsomt fandt sig op til mine. 

Jeg var ligeglad med sedlen. Jeg var ligeglad med at der stod, at jeg ville komme til skade, og det ikke kun ville være psykisk. Jeg kunne ikke efterlade ham sådan der. Jeg kunne ikke lade ham være alene. Jeg kunne bare ikke.

Hans underlæbe dirrede, og den øjenkontakt som normalt var så intim, og så elskelig, gjorde nu ikke andet end at skræmme mig, og give mig spørgsmål. Spørgsmål som hvem der havde gjort dette til ham, og om det var den person som efterlod noterne. Spørgsmål som om Louis havde set dette, og om han bare havde efterladt ham. Spørgsmål som om det var Louis der havde gjort det. Spørgsmål jeg ikke engang turde stille, og som Harry måske ikke engang ville kunne svare på. Spørgsmål jeg ikke ønskede han skulle svare på. 

Jeg smed mine ting på det nærmeste bord, og nærmest løb, de fem meter der var hen til ham. Bordende var placeret tilfældigt rundt omkring i rummet, som om at de havde brugt dem som et våben. Som på film når den ene mand, kaster den anden ned i bordet, og begynder at tæve løs på ham. Der var også blod på det bord, som Harry lænede sig op ad. Han var svag, og man kunne se det, på den måde hans arm rystede, som han prøvede at række den frem mod mig. Hans hænder var dækket af røde mærker, hudafskrabninger, flænsninger som højst sandsynligt kom fra slag han selv havde delt ud, og de var fuldstændig ødelagte. Et par af hans, ellers korte, negle var endda flækket.  

"Harry," hviskede jeg forsigtigt ud i rummet. Dog med øjenkontakten intakt, og med mine øjne fyldt med vand, som kunne flyde frit ned af mine kinder ved hvert øjeblik. Hans underlæbe dirrede endnu en gang, inden han brød øjenkontakten og kiggede ned på sine lemlæstede hænder, som engang var så pæne, så bløde, og så trygge at være omringet af. Tryghed. Var. Disse var nøgleordende. Jeg placerede min ene hånd på hans venstre kind, som var dækket af røde mærker, der uden tvivl ville være lilla imorgen. Jeg strøg langsomt min pegefinger langs den ene hudafskrabning, hvilket resulterede i at Harrys øjne blev knebet sammen, og et lettere støn forlod hans mund. 

Aldrig før havde jeg følt mig så svag, eller ude af stand til at hjælpe, til at gøre tingene bedre, eller love at det ville. For hvem vidste om det ville ske igen? Hvem vidste om dette kunne være en advarsel til mig, resten af drengegruppen, eller begge muligheder? Hvem vidste om Harry bare havde rodet sig ud i noget lort, eller om han havde taget det første slag? Hvem vidste nogen af disse ting? Absolut ingen, udover den gennembankede dreng der sad foran mig, og knapt kunne sige et eneste ord. Munden blev blot åbnet, læben dirrede, tungen bevægede sig, men absolut ingen ord kom ud. Kom ren stilhed, fyldt med en smule luft, som jeg let kunne mærke på armen. 

"Felicia," hviskede han. Det skulle nok ikke have været en hvisken. Ordet kom langsomt ud, næsten bogstav for bogstav. Hans øjne blev lukkede i, og han støttede sig blot en smule mere op ad det kolde bordben, som umuligt kunne være rart at bruge som den nødvendige støtte, som han desværre var nødsaget til at bruge. Jeg rykkede mig tættere på ham, og istedet for at sidde på hug, satte jeg mig på numsen, så tæt op ad ham som jeg kunne, og lod ham blot støtte sig op ad mig, hvis han følte behovet. Et hoved blev placeret på forsiden af min skulder, og de ødelagte krøller snittede let min hage, før mine næsebor indhalerede den fantastiske duft af hans parfume. 

Han var stadig Harry. En dreng med krøller, og fantastiske grønne øjne. En dreng der ser godt ud, uanset hvad han har på. En dreng som dufter fantastisk, med parfume, men også uden. En dreng som jeg elskede så forbandet højt, og en dreng der dræbte mig indeni, ved at lade mig se ham på det svageste niveau. Et niveau ingen ville kunne forestille sig, og et niveau ingen burde opleve, eller være nødt til at vise foran andre. 

"Harry," startede jeg endnu en gang ud. Min stemme var svag, og min underlæbe dirrede, af ren ukomfortabel ved situationen. Denne oplevelse var forfærdelig, og hvordan Louis kunne vide dette, hvordan han bare kunne gå den anden vej, og lade som ingen ting, beviste virkelig at han ikke var min bedste ven mere. Han efterlod en af hans bedste venner, som tydeligvis var på sit værste stadie, gennembanket, og med blod overalt. Og så endda i et klasselokale som om små femten minutter, ville blive fyldt op med diverse andre elever, som udemærket godt vidste hvem Harry Styles var. De vidste garanteret også hvorfor det var sket, og endnu en gang følte jeg mig så uvidende. 

Hans pande som lå mod min skulder, gav et lille ryk. Han var varm, og jeg var sikker på at der ville være pletter af blodet, der løb ned fra toppen af hans hoved, på brystet af min lyseblå t-shirt, som Harry altid komplimenterede. En bluse der efter i dag, aldrig ville blive hevet over mit hår, eller blive løsladt fra mit brune hår, som altid satte sig fast i mærket. En bluse han aldrig mere ville få lov at komplimentere, og en bluse han aldrig mere ville læne sit smukke, markerede ansigt mod. 

"Hvem gjorde det her mod dig, Harry?" Spurgte jeg. Min stemme var endnu mere svag nu, og den første tårer fandt sin vej ned af min kind, med retning mod min mundvige. Hovedet blev løftet fra min skulder, og at sige en kæmpe byrde blev fjernet, ville være en løgn. Det gjorde den blot større. Hans øjne kiggede endnu en gang ind i mine, og dannede en kæmpe knude i min mave. Hans beskadigede hånd fandt min kind, og fjernede tåren, inden endnu en blot faldt fra øjet. Han kiggede med et ømt blik på mig, inden han kørte en tot hår om bag mit ører, med hans ru tommelfinger. Kærtegningen alene gav mig kuldegysninger. Dog ikke så mange som da han åbnede munden, og kiggede mod vinduet, hvor en flok elever havde samlet sig, og kiggede ind på vores ømme øjeblik.

 

Jeg kan ikke udtrykke med ord, hvor meget jeg har glædet mig til at publicere dette kapitel! Jeg har absolut elsket at skrive det, og håber i taget godt imod det. På trods af at jeg hader hvad der skete til Harry, så fik vi Felicia til at snakke med ham, uden at kalde ham en idiot, eller undskylde. De snakkede bare igen. 

Så, et spørgsmål i nok allerede har gættet. Hvem tror i gjorde det? Og hvorfor?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...