Hate That I Love You - Niall Horan

Arrogant. Selvoptaget. Irriterende. Ja, sådan ville jeg nok beskrive min søster. Alle elsker hende, især vores forældre, der gav hende billetter til en koncert hvor du kan møde bandet bagefter. Og de elsker hende så højt, at de tvang mig med.


42Likes
63Kommentarer
36215Visninger
AA

11. Kapitel 10: Niall James Horan

I mean who am I to hold your past against you?
I just hope that it gets to you
I hope that you see this through
I hope that you see this true
What can I say?
Please recognize I'm tryin', babe!

- Rihanna, Work

 

Lou masserede min hårbund ind i et klistret stads. Det lugtede kraftigt, og generede uendelig meget. De andre sad på stole og sofaerne omkring os. Louis og Harry delte en samtale lystigt, imens Liam snakkede med en fra vores crew. 
"Sidste koncert i London, hvad?" Grinede Lou. Jeg smilede til hende i spejlet. Sidste del af touren. Også var der selvfølgelig et par andre arrangementer vi skulle til, men ellers så skulle vi påbegynde vores velfortjente pause. "Det bliver dejligt," sagde jeg så.
Lou rynkede brynene. "Kommer du ikke til at savne det?" Jeg vippede lidt med hovedet, hun havde givet slip på mit hår og var ved at rette det til med hårlak. "Lidt måske. Måske er jeg for udkørt til at kunne se det lige nu," svarede jeg. Hun nikkede forstående. "Jeg kommer ihvertfald til at savne at stå og rode i jeres hår," hun lod et lille grin slippe ud. Med vilje hævede hun stemmen: "også håber jeg at Harry tager sig sammen til at få klippet lidt af sin længde af. Det er ved at blive forfærdelig at ordne," halvråbte hun igennem lokalet. Jeg kunne ikke holde et lille grin inde. De sidste to-tre dage havde jeg ignoreret ham så meget jeg kunne. Efter Liam fik mig til at indse at jeg var mere end interreseret i Annabel end godt var, havde jeg været indebrændt over deres samleje. 
Det gik også op for mig, at fordi jeg tog hævn på hende, ville det ikke ændre noget som helst, i stedet ville der komme flere problemer. 
En banken på døren fik os alle til at kigge op. 
"En mrs. Sayers siger hun vil ind." Lou kiggede hen i sofaen på de andre. "Kender i hende?" Spurgte hun.
"Hun siger hun personligt kender jer." Jeg spidsede læberne. Sayers var Annabel og Thailas efternavn. Hvis det var Annabel, var jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne være i stand til at snakke med hende. Thaila vidste jeg ærlig talt ikke hvor var henne i forhold til mig lige nu. 
"Bare send hende ind," sagde Harry. Harry?! Hvorfor skulle han bestemme det? Lou klappede min bare nakke som tegn på at jeg var færdig. Jeg satte mig i sofaen ved siden af Liam, og lyttede så til Harry og Louis samtale. Jeg kom bare ikke specielt langt, for jeg fattede brik af det, når jeg ikke havde fået en sammenhæng. 
"Hvem tror du det er?" Spurgte Liam mig. Jeg trak på skuldrene. "Jeg håber ikke det er Annabel." "Hvorfor ikke? Jeg troede du var forelsket i hende?" 
Zap. Og lyden gik fra Harry og Louis.
"Er du forelsket i Annabel?!" Spyttede Louis.
"Hvad!" 
Hvad. Hvad. Hvad.
Nej. Nej. Nej.
Shit. Rent ud sagt. Shit.
Uanset hvilken Sayers der ville have trådt ind i rummet det øjeblik Louis besluttede sig for at RÅBE mine følelser ud, havde det ikke endt godt. Men måske, ville det have hjulpet, hvis det ikke var den Sayers, jeg havde været lidt for tæt på.
"Er du forelsket i Annabel?!" Skreg Thaila skingert.
Chokeret rejste jeg mig - undlod at smække Liam og Louis en ordentlig en - og lagde så hovedet på skrå. 
"Nej jeg er ej!" "Hvorfor sagde i det så? Jeg hørte det godt!" Thaila stampede vredt i gulvet. "Du har bare udnyttet mig! Klamme stodder!" Skreg hun. "Vent lige her," rejste Harry sig. Jeg slog ham på brystet, så et ordentlig smæld kunne høres i lokalet. "Du skal ikke blande dig. Du er ligeså langt ude at skide," sagde Louis.
Thaila kiggede med åben mund frem og tilbage på Harry, Louis og jeg.
"Hvad går det her ud på?" Spurgte hun mere kontrolleret. Harry vendte sit blik mod mig. "Ja. Hvad går det her egentlig ud på?" Sagde han langsomt. Jeg fnøs.

"I skal i garderoben! 20 minutter til showstart!" Vi ignorerede crewet der løb stressede rundt om os.

"Ikke noget," vrissede jeg. "Kan vi tage den her bagefter?" Jeg kiggede skiftevis på Thaila og Harry. De nikkede begge to. "Godt. Så går vi på."


Da vi havde fået det svedige tøj af, sad vi nu igen i samme rum. Vi sad i sofaen, Thaila i den bløde stol foran os. "Nu vil jeg have en forklaring," sagde Thaila. "Det tror jeg vidst vi alle sammen vil," mukkede Louis. Jeg sukkede tungt og foldede mine hænder. Jeg var træt efter koncerten, og nu skulle jeg ordne det her, så ingen kom til at misforstå noget. Det mest irriterende ved det her var, at Thaila var der.
"Godt. Annabel og jeg laver ingenting," understregede jeg med det samme. Thaila fnøs. Jeg ignorerede hende og fortsatte: 
"Jeg er ikke vild med hende, har ikke set hende, jeg aner ikke hvad hun går og laver. Men jeg har set Thaila," jeg sendte hende et falskt smil. "Og det står jeg ved." Thaila smilede stort. "Okay. Jeg stoler på dig," hun rejste sig og gik hen og gav mig et kys på kinden. "Vi ses, Niall," hilste hun fjalet og gik så ud af backstageområdet. 
Hun var simpelthen for nem at snyde, den kvinde. Det var jo nærmest til grin. 
"Det ved vi godt ikke er sandt!" "Hold nu op, Niall!" "Løj du for mig, eller hvad?" 
Straks blev rummet fyldt med anklager rettet mod mig. 
"Jeg er fuldstændig væk i hende, okay!" Råbte jeg, for at overdøve dem. 
"Hvem?" Sagde Louis skarpt. "Annabel. Okay? Jeg er pisse vild med Annabel." Harry stivnede ved min side. "H-hvad?" Stammede han. "Det er rigtigt, Harry." Sukkede Liam. "Hvad ved du, som vi ikke ved?" Spurgte Louis forundrene. Liam lagde sine arme over kors. "Jeg var Niall's psykolog igår." "Ej," brokkede jeg mig. "Du hjalp mig faktisk rigtig meget." "Hvorfor sagde du ikke noget til os?" Spurgte Louis igen. Jeg trak på skuldrene. "Jeg tænkte at jeg bare måtte tale med en, med det samme også blev det Liam." 
Harry var bare tavs. Man kunne se på ham, at han havde sat en skinnende facade op, der skjulte noget. 
Skuffelse? Men hvorfor?
"Jeg tager hjem og ordner nogle ting," sagde Harry med et suk. 
"Hvad?" Sagde jeg forbløffet. "Vil du ikke med til vores afslutningsparty? Det bliver den sidste fest med vores crew det næste halvandet år!" Sagde Liam skuffet. Harry trak på skuldrene. "Jeg har det skidt. Vi ses i næste uge, til det der awardshow, ikke?" Han gav kort håndtryk med Louis og smuttede så ud til vores private ting.
"Hvad går det ud på?" Spurgte Louis forvirret.
Jeg var lettet. Nu behøvedes jeg ikke at fortælle det hele til nogen alligevel.
Mit næste problem var bare, at jeg havde regnet Harry ud.
Og nu vidste jeg ikke hvad jeg skulle stille op mere. 

"Annabel?" 
"Hvad er det du vil, narrøv?" Vrissede hun af mig.
"Jeg bliver nødt til at tale med dig," sagde jeg opgivende. 
"Hvorfor? Hvorfor lader du mig ikke bare være?" 
"Det er noget med Thaila. Og Harry." 
Hun tav i den anden ende af røret. "Okay. Men så kun hurtigt." 
"Jeg tror Harry er vild med dig," ordene gjorde frygtelig ondt at sige. 
Hun grinede i den anden ende af røret. "Okay? Og hvad så nu? Er det nu du skal fortælle mig, at du også er vild med mig og der snart sker noget meget forfærdeligt?"
Ja. Ja, det var det faktisk.
Alligevel snerrede jeg bare af hende. "Jeg siger det bare. For jeg ved i har været sammen flere gange. Jeg er ikke overrasket. Du skal bare vide at Harry tager det her seriøst," jeg lagde arrigt på.
Hvordan gik det til, at jeg blev forelsket i en møghamrende irriterende, ung kælling?
Dengang jeg fik at vide, at kærlighed var fuld af overraskelse, grinede jeg. Det kunne da ikke være så slemt? For hvis man nu bare elskede hinanden, så kom der vel ikke til at ske noget? 
Men det var vidst værre end jeg troede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...