Er jeg virkelig en dreng?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2016
  • Opdateret: 27 mar. 2016
  • Status: Igang
Dette er fortællingen om en dreng, som er forvirret, som ikke kan føle sig tilrette eller tilpas i sin egen krop. Han tager et kæmpe skridt, som de færreste ser som virkelighed, og som andre ser som noget helt forkert. Men det her er i hvertfald historien bag tanker og følelser, ved kønsskifte

0Likes
0Kommentarer
180Visninger
AA

6. 2. Step

ndet step på vejen var, at jeg skulle finde et navn, for jeg kunne jo ikke blive ved med at have et drengenavn... Det var faktisk ikke så svært, for jeg var opsat på at det skulle have noget med Mai Liss’s navn af gøre, for det var hende eller hendes film, som fik mig til at ”springe ud”. Det tog dog lidt tid, at finde ud af hvad det helt præcist skulle være, men det endte med Malis. Jeg skulle også have en ny garderobe, det var det jeg havde glædet mig allermest til, endelig kunne jeg gå i lige det tøj jeg ville. Folk kiggede godt nok underligt på mig, når jeg kom gående i en nederdel, for jeg havde jo stadig havde mit ”drengede” udseende, men jeg var så ligeglad! Endelig var jeg mig selv, både inden i og så meget udenpå, som det var muligt på dette tidspunkt. Jeg havde også ladet mit hår gro, jeg kunne ikke vente til det ville blive langt! 

Jeg begyndte også at få stophormoner som stoppede testeronen i min krop. Jeg fik stophormonerne udleveret af min læge. Før jeg kunne begynde at få små doser østrogen, skulle jeg igennem et langt forløb, hvor psykologer, læger og specialister skulle finde ud af, om jeg var det man kalder transseksuel, så jeg kunne få østrogen, eller om det var for risikabelt, og jeg skulle vente til jeg blev 18 år med at få doser af østrogen. På min 14 års fødselsdag kom brevet endelig, det brev jeg havde ventet på i måneder... Først havde jeg ikke lyst til at åbne brevet, for tænk hvis nu jeg ikke var blevet godkendt, så skulle jeg vente i 4 lange år, før jeg kunne begynde. Det var min fremtid som kvinde, der lå i den konvolut. Jeg ville slet ikke vide, hvad der var blevet af mig, hvis jeg havde fået et afslag. Det havde jeg ikke kunnet klare. Jeg vidste godt det ville blive hårdt, men ikke at jeg skulle miste min mor, halvdelen af min familie, og at min klasse ville reagere så voldsomt. Jeg tænkte ofte på, at det ville være nemmere, hvis jeg bare kunne stille tiden tilbage, så alt ville være som det plejede, så ville alle være glade... Eller næsten alle! Heldigvis blev jeg godkendt, og fra den dag af begyndte resten af mit liv som kvinde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...