Lost Lempo

På en idyllisk og øde strand går moren, Jolie, og hendes dreng, Philippe, men da drengen ser et syn af en mand med en kappe, forsvinder han på mystisk vis. Gennem lang tid går Jolie igennem ild og vand for at få sin dreng tilbage. Hun skal dybere ned, end hun tror.

2Likes
0Kommentarer
411Visninger
AA

3. Highway Hecate

En grusbunke lå tæt ved hans øjne. Han trak vejret gennem munden, som var uendelig tør. Han kunne mærke noget smertefuldt skære i hans ene arm. Det var sten, som havde skåret sig ind i huden. Langsomt og med smertefulde støn satte han sig desorienteret op. Han kunne ikke se noget for grusstøv, derfor gned han sine øjne indtil han kunne ane en kæmpe sort port. Den var bygget af træ, og så meget stabil og tung ud. Han så sig omkring, mens han sad på jorden, stedet var ikke noget, han kunne genkende.

“Mama...” kaldte han, og så hen mod porten igen.

Han blev ved med at kalde på hende, højere og højere.

“Jeg ved ikke, hvor jeg er,” sagde han ud i luften, mens han inderst inde håbede, at hans mor ville høre hans stemme.  

Hans lille hjerte bankede afsted, idet han rejste sig og så hen mod den. Der var en lille sprække i den, som han kunne se igennem. Han kunne se grusvejen fortsætte, indtil der lå en stor, mørk herregård. Det sidste han kunne huske, var stranden og klipperne han sad på. Hans mor havde stået og talt i telefon, mens han havde set en mystisk skikkelse vinke til ham. Philippe tænkte på sin mor med det rødlige hår, han tænkte på hendes smil og øjne. Dem der smilede, når han kom løbende hen til hende, og favnen der tog imod ham. Når han havde fundet en lykkesten blev han altid så stolt, og hans mor spurgte altid, hvad han ønskede sig, og han svarede at han ville have, at moderen skulle passe på ham ligesom hun altid havde gjort. Med et blidt tag følte han på jakkelommen. Stenen var der stadigvæk. Han knugede den, og lod den blive i lommen. Langsomt nærmede han sig porten. Gummistøvlerne var blevet mudret, det var hans regnjakke også. Den sorte farve havde fået streger af mudder, og nederst på jakken var den lysere i farven på grund af støvet fra gruset.

 

Han tog i portens store håndtag, som han lige akkurat kunne nå, når han stod på tæer. Porten knirkede højlydt idet den langsomt åbnedes. Han så sig omkring, gik derefter forsigtigt ind på den anden side af porten, som lukkede bag ham med et brag, da et kraftigt vindstød tog fat i den. Grusstien fortsatte op i retning mod den store, mørke Gård, hvor en gammel trappe førte op til indgangen. Nogle figurer stod forneden på hver sin side af trappen, som var de nogle, der bevogtede noget vigtigt.

Philippe fulgte langsomt grusstien, mens han nysgerrigt så sig omkring. Stedet lå øde, og han kunne ikke høre andet end to rungende klokker, der ringede langt borte. Det kunne måske ligge højst 100 meter væk fra Gården, men kunne dog ikke se andet end Gården og porten. De ringede, som om, der var noget vigtigt, der kaldte. Han kunne godt høre, at det mindede om dem derhjemme nær stranden. Dem her var dog en smule dybere i tonen, hvilket kun tilføjede noget til den allerede ubehagelige atmosfære. Han stod afventende ved døren, så til venstre. Angsten var ved at tage til igen. Bølgen kom op i ham. Han havde lyst til at løbe væk, men som hans mor engang havde sagt, så skulle han være modig i de ting, som han ikke kendte til. Han skulle finde indre styrke. Idet han så til venstre fik han øje på noget; længst henne ved stien, der førte en anden vej, var et lille stenhus. Det lignede, at det førte ned under jorden. Et lys, faktisk det eneste lys i hele Gårdhaven, flimrede over døren. Han rynkede øjenbrynene, men hans opmærksomhed blev hurtigt vendt mod den mørke Gård. Nede i lommen fandt han sin sten med hul i.

Han nærmede sig trappen og stod nu mellem de to figurer, mens han samlede modet til at gå op ad trinene. Han kunne ikke rigtigt sætte en finger på, hvad figurerne skulle forestille, de var så verdensfjerne. De så i hvert fald ikke særligt imødekommende ud.

Et gardin blev trukket fra i det store gamle vindue til højre; der var mørkt derinde, men han kunne lige ane en skikkelse, der stod i vinduet. Den stirrede længe på ham. Han rystede på hovedet, lukkede øjnene, åbnede dem, og da var skikkelsen forsvundet igen. Kuldegysningerne løb ned over ham, og hans krop frøs til is da han på ny så et ansigt i ruden. Det var grimt og forvrænget, men ansigtet havde hans øjne og næse, munden stod vidt åben. Han drejede hovedet, og opdagede hvilket ansigt det tilhørte. Han så på sig selv, mens hans øjne i vinduet lukkede sig. Rædselsslagen spærrede han øjnene op. Hele ansigtet strammede, og øjnene løb i vand. Det gjorde ondt, forbandet ondt. De formede sig til to krydser, der lignede to kors og munden åbnede sig til et stort mørkt hul. Han vaklede baglæns og faldt ned fra trapperne med hovedet først. Han lå med ansigtet nede i jorden. Noget koldt greb fat om hans hoved og trak ham op ad trappen. Noget prustede, mens det slæbte ham over dørtrinet.  

 

Gulvet var koldt, da han lå inde i det første rum. Det mørke væsen trådte over ham. Den kiggede på ham, trak derefter hætten langsomt af. Philippe kunne se, at det var en mand med meget mørke øjne. Han var malet i ansigtet. Han selv lå hjælpeløst på gulvet, begyndte at vride sig. Hans ben var blevet bundet til to stolper, der var sat op i to hjørner. To vejrtrækninger skulle der til, og så begyndte han at græde som han aldrig havde gjort i sit 8-årige liv. Han var sulten, træt og havde ondt i sin spinkle, sårbare krop. Hans lille hjerte bankede for sin mor.

“Hvem er du,” hulkede han skingert. Ind imellem kunne han næsten ikke få vejret af bare angst.

“Slip mig fri, vil du ikke nok!”

Manden gik hen og stoppede en jernklods i munden på ham og bandt den om hans hoved.

“Phily?” hvæsede han.

Han smilede underspillet, og gik hen og satte lås på døren.

“Du ved jo, hvem jeg er.”

Han trampede hårdt i gulvet, så en af brædderne knækkede foran ham.

Philippe trak vejret så hurtigt, at han troede, at han skulle besvime. Han så manden bevæge sig krampagtigt hen til spejlet. Spejlet afslørede, at der ikke stod nogen foran det. Philippe skulle lige til at råbe op i skræk, men han smagte metallet fra klodsen.

Udenfor begyndte det at blæse, porten, som han var gået igennem var væk, og grusstierne pegede i en anden retning. Han kunne stadig se stengangen, der gik under jorden. Lampen over den, som før flimrede, var nu helt holdt op med at lyse, men lyset fra fuldmånen var kraftigt nok til at bade hele den store gårdhave i den kolde farve.

Manden stod fortsat foran spejlet. Philippe trak sig sammen, forsøgte at forsvare sig selv imod dette uhyre. Mama havde altid sagt, at uhyrer ikke fandtes. Hvad skulle han tro på? Fortalte spejlet sandheden, eller var hans øjne virkelig vidne til noget så ondskabsfuldt og forvrænget, at end ikke spejlet ville opfange det?

Han kæmpede for at løsrive sig fra det, der holdt ham fast. Den store skikkelse vendte sig om, og gik hen mod ham. Med et snuptag rev manden jernklodsen ud af munden på Philippe. Han hev båndene i stykker så hans hænder var fri. Philippe løb ind i et andet rum, og op af nogle trapper. Han tjekkede eventuelle flugtmuligheder, men der var intet vindue, ingen udvej.

Han gemte sig under et bord, og stoppede med at trække vejret. Det gamle trægulv knirkede, idet fodskridt langsomt nærmede sig. Han fandt sin sten i lommen, kneb øjnene sammen, knugede stenen i et desperat forsøg på at søge tryghed. Da han åbnede øjnene var det som om hans lille hjerte sprang et slag over, idet han så han et genkendeligt ansigt stå i døråbningen. Det kiggede søgende rundt i rummet. Kunne det virkelig være hans mor? Hans første indskydelse var at kalde på hende, lade hende vide, hvor han var, så hun kunne tage ham med sig hjem - hjem til huset, og stranden. Men han blev hurtigt usikker; uhyret var der ikke, men det var som om, at han kunne føle dets tilstedeværelse i nærheden. Måske var det bare fordi han var så rædselsslagen efter det han lige havde set. Ansigtet kiggede direkte på bordet. Han kravlede ud fra bordet, og smilede med sine små, hvide tænder.

“Mama?”

“Phily, min skat...”

Hun satte sig ned på hug for at tage imod ham. Han løftede sin krop op at stå og løb hen mod hende. Han begyndte at hive efter vejret, som han havde gjort siden han kom ind på Gården. I det han var få centimeter fra sin mamas arme, blev de gennemsigtige og det samme gjorde resten af hendes krop. Hovedet var det, der forduftede sidst.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...