Heart Beats | One Direction Fanfiction IPAUSETI

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2016
  • Opdateret: 22 dec. 2016
  • Status: Igang
Hun var stille og uskyldig, og han var bare ham der troede han kunne score hvem som helst. En dramatisk og alligevel vidunderlig kærlighedshistorie vil finde sted. Men vejen til det vidunderlige er ikke som han troede eller for den sags skyld hans slæng. Og hende, hun troede aldrig at hun skulle stå med det ene ben i dramaet og det andet i det vidunderlige. Ingen troede, men alle håbede.

22Likes
23Kommentarer
4212Visninger
AA

1. Kapitel 1 ∞ Local 13

Heart Beats

Skylar Jones

..............................................................................................................................

"I feel the rain on my skin
Wash away all the pain I was in
I see the sun in the sky
No longer know how it feels to cry!"

 

~ Little Mix - See Me Now

..............................................................................................................................

Jeg sad der, og jeg betragtede alt og alle fra mit lille skjul fra omverdenen. Jeg så alle, men ingen så mig. Var jeg som usynlig? Men jeg nød på en eller anden måde, at jeg kunne føle mig uelsket, usynlig og glemt for en lille stund. Jeg nød den galoperende og endeløse frihed. Men hvis man vidste bare det mindste om min fortid, forstod man mig, og forstod hvorfor jeg sad i det skjulte og betragtede.  nærmest ingen kendte mit navn. Skylar, Skylar Jones. Allerede nu ved du mere om mig end mange andre. 

 

Jeg rejste mig og gik hen imod det der skulle være min nye start her i livet, nemlig min nye skole. Suk. Jeg glædede mig egentlig ikke særlig meget, men tilgengæld håbede jeg på en ny og flyvende start. Jeg håbede, men jeg troede ikke på det. Jeg er ikke troende, jeg er håbende. Bare selve det begreb har givet sin straf, for allerede der gav folk op på mig. Var jeg så umulig? Hmmm, men jeg fandt min vej ind og hele vejen hen til rektors fine kontor. "Bare kom ind," Sagde den smilende kontordame. "Tak, jeg skal starte i dag," Jeg lød alt for usikker. "Ja, nu skal du bare se her søde," Hun smilede og fandt diverse mapper, bøger, papir og et skema frem til mig. "Så skal du bare finde lokale nummer 13, som er nede for enden af gangen og så til venstre," Forklarede hun. "Tusind tak for hjælpen," Hun virkede meget sød og rar.

 

Jeg gik i min helt egen verden, da jeg kom til at gå ind i en, og væltede med personen henover mig. Et højt gisp lød fra alle på gangen. Hvorfor gispede alle? Og hvem var det overhovedet jeg havde væltet? Mit syn var uklart grundet chokket, men jeg kunne dog alligevel se, at det var et hankønsvæsen der lå henover mig. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre, at vi var væltet bagover? "Undskyld," Fik jeg stille fremstammet. Mit syn kom tilbage, og ærligt -han var okay flot. Pinligt, så pinligt var det her. "Hey, se dig lige for en anden gang," Han lød så barsk, men endte alligevel op i et lille skævt smil. "Ja, selvfølgelig, men er du sød at rykke dig fra mig nu?" Spurgte jeg usikkert. "Jaja, helt sikkert," Også var min krop fri fra den last. Av, han var alligevel lidt tung, når han lå fladt henover en. Det eneste der ikke havde rørt mig var hans hoved, ellers havde han stort set ramt mig med hele sin krop. "Her tag min hånd, så skal jeg nok hjælpe dig op," Han smilede, og rakte sin hånd ned imod mig. Jeg tog usikkert imod den. Han hjalp mig pænt med at samle alle mine ting op. "Hvad  hedder du?" Spurgte han interesseret. "Hvad hedder du?" Spurgte jeg og prøvede ihærdigt, at få ham til at glemme alt om hans søgen efter mit navn. "Liam, Liam Payne," Svarede han smilende. Hvordan kunne han lyde som en barsk idiot det ene øjeblik, og være sød og smilende det andet øjeblik? "Kan du eventuelt hjælpe mig med at finde lokale 13?" Han smilede endnu større. "Selvfølgelig, vi går i klasse sammen kan jeg hører. Det er helt nede i bunden af gangen også til venstre," Svarede han hjælpsom. Men noget sagde mig, at jeg skulle passe på. 

 

 

Første skoledag var endelig overstået. Af en eller anden grund, blev jeg overgloet allevegne på gangene, og folk snakkede om mig konstanse. Hvad var der så specielt ved mig? Jeg var forvirret. Jeg synes det hele var så mærkeligt. Og Liam opførte sig så underligt. Først opførte han sig som den største nar, men så blev han pludselig så sød og venlig. Burde jeg være opmærksom nu? Jeg var slet ikke van til at være midtpunkt. Jeg var van til at sidde alene i mørket og betragte. Urgh! Lad mig dog være mig i fred. "Hey," "-Hej...." Mumlede jeg og sukkede stille. "Noget galt?" Jeg smagte på hans ord. "Liam, du er hvad der er galt. Beklager," Også gik jeg og forlod ham forvirret tilbage. 

 

Hollo -og velkommen til en splinterny Fanfiction :))

Håber den er et kig hver! <3

Tænker lidt at der bliver opdateret på denne Fanfiction 2 gange ca. på en uge -Nogengange kun 1, og andre gange 3+ ;)))

- Men da det er lørdag i dag, kommer der først et nyt kapitel i næste uge!;))))

 

Bye A-M-I-G-O-S!!

 

BIG FLEMSEKRAMMER: Narry-Larry <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...