The Feeling 3 | Justin Bieber | - Michelle Clausen

3 et halvt år er gået siden vi sidst hørte noget Justin og Isabellas dramatiske kærlighedshistorie. Dog er der faldet ro på og parret er blevet til en lykkelig familie med deres 3 årige dreng, ved navn Elias.
en masse ubesvarede spørgsmål vender pludselig tilbage til Justin og ventetiden med at få svar på dem kan ikke længere trækkes ud, Justin vil vide noget mere om sig selv og hvorfor han skulle sendes på børnehjem da han blev født. Spørgsmålene blev besvaret, men er det god eller dårlig respons han for tilbage?
Følg med og find ud af det i The Feeling 3!
(Fortsættelsen fra The Feeling 2)

Ved godt det ikke lyder særlig fangenede, men har aldrig vært god til at skrive handlinger, prøv at giv det en chance, måske vil i blive overasket :)

48Likes
15Kommentarer
6617Visninger
AA

3. "tankerne"

Justins synsvinkel

Jeg sad helt stille foran det store fladskærm, en ishockey kamp havde fået min opmærksomhed. Isabella var i fuld gang med at putte Elias da det var hans sengetid, lige på det punkt var hun ret stram med Elias, men så blev han også forkælet med en masse andet. Nu sad hun og læste en godnat historie op for ham så han kunne falde i søvn på den blideste måde. Jeg derimod kunne ikke se hvorfor han skulle have læst noget for ar kunne sove, det havde jeg aldrig set eller hørt før. Jeg kom også fra et helt andet miljø som 14 årige da jeg stak af fra børnehjemmet med Ryan og Chris, vi lærte livet på den hårde måde med stoffer, alkohol og vilde fester som blev en stor del af vores hverdag, jeg havde aldrig oplevet at være i en tæt familie og jeg vidste heller hvordan man gjorde eller hvornår man var det. Jeg spillede bare den far som man skulle have gode stunder med, at skulle trøste og gøre Elias glad var en smule svært for mig, da jeg aldrig havde oplevet at blive trøstet når jeg var trist. Jeg græd faktisk aldrig, kun hvis der skete noget der virkelig gik mig på. Jeg var ikke en person fyldt med følelser ligesom Isabella var, men hun lærte mig at udtrykke sig når der var noget man kunne lide eller ikke, det lyder vildt latterligt men ja, jeg havde stadig svært ved at udtrykke mig når det handlede om mig. Tankerne fik mig også til at tænke om min far var sådan en ligesom mig, en højrøvet idiot der drak sig stiv hver eneste weekend. Måske lød de ord hårde, men det var sådan jeg så mig selv. Og især efter mit samarbejde med Mike, så var jeg direkte ondskabsfuld og så kun piger som et stof som kun tilfredstillede os fyrer, det lød hårdt men sådan var det og dengang vidste jeg ikke hvor meget vi skadet de piger, mange gik selvmord efter de var blevet sluppet fri fra deres værste mareridt, mange kom tilbage da de ikke vidste hvad de skulle gøre med dem selv.

At min forældre kunne være sådan undrede mig, måske var det derfor de ville af med mig, for at jeg kunne blive til noget bedre en dem? Jeg havde så mange spørgsmål, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen får at få svar på dem. De brændte indenvendig og smerten om at ikke kunne få svar på dem gjorde ond, jeg ville så gerne møde mine egne forældre og for snakket ud sammen med dem. Men jeg anede ikke en skid om dem, så det var sku svært at finde dem når man ikke havde et mindste spor efter dem.

"Er der noget galt" hørte jeg pludselig Isabellas blide stemme der udbrudte mine tanker, jeg vendte hovedet mod hende og fnyste svagt men rystede dog stille på hovedet. Hun faldt dog ned i sofaen ved siden af mig og hurtig puttede hun sit hovede op af min skulder og sukkede tungt.

"Er du helt sikker, du lignede en der tænkte" lød det en smule træt fra hende. Jeg vendte hovedet mod hende og smilede svagt til hende, kort efter lagede jeg min hånd på hendes lange brune hår der lå ned over hendes skuldre og ryg, stille nussede jeg hende så hun slappede mere af end før. Hun vendte dog hovedet imod mig og smilede træt, men hurtig falmede smilet igen da mit smil var falmet en smule. Kunne jeg virkelig ikke skjule min nysgerrighed omkring min egen famile?

"Du ved jeg kan se på dig når du lyver, du bliver altid så stille" sagde hun og holdte sit blik imod mig, hun smilede ikke men så en smule alvorlig ud. Jeg havde rettet mit blik ned mod gulvet, da tanken om at mine forældre gav mig væk da de sikkert ikke ville have noget med mig at gøre dengang. Jeg vidste slet ikke om jeg skulle hade dem for at have forladt mig eller vær glad for at de måske så håb i mig om at jeg kunne blive til noget, spørgsmålene var utallige og nysgerrigheden omkring dem blev blot større.

"Jeg vil bare gerne være tættere til Elias, jeg vil ikke kun bruges som hans legekammerat, men også som hans far som han kan komme til når han har brug for det" svarede jeg lavt og kiggede slet ikke på Isabella da jeg tydelig kunne mærke at mine ærlige ord ramte hende, jeg så dog ud af øjenkrogen at hun nikkede langsomt og stadig havde sit rolige og alvorlige blik imod mig. Jeg mærkede pludselig hendes hånd der nussede mit hår, jeg vendte blikket imod hende og så ind i de brune og fortryllende smukke øjne.

"Det forstår jeg godt Justin, men han er ikke så gammel endnu han skal også lige lære at du også er andet en hans legekammerat, og du for også chancen til at komme tættere på ham når jeg rejser imorgen aftnen" svarede hun og smilede blidt men smilet varede ikke så længe denne gang. Jeg sukkede tungt og nikkede svagt til hendes ord da hun havde ret i sin mening.

"Du skal bare være der for ham hele tiden, så lære han det hurtigere end du aner" tilføjede hun og klappede mig pludselig på benet inden hun rejste sig fra sofaen og forlod mig alene i stuen.

"Jeg smutter lige i bad" hørte jeg hende kalde imens hun gik ovenpå og helt sikkert hen til soveværelset. Jeg sukkede dog tungt lænede mig forover i sofaen, jeg lagede mine albuer på mine knæ og gned mig i ansigtet med min hænder. Alt den frustrering og nysgerrighed ramte mig hårdt og hvis jeg snart ikke gjorde noget ved det, så kunne den ende med et sammenbrud. Jeg måttesnart finde ud af hvordan jeg kunne finde min familie, det burde vel ikke være så svært, internettet var jo en kæmpe fordel idag ind for 25 år siden.

Jeg rejste mig tungt fra sofaen og gik hen til skrivebordet hvor min computer stod, hurtig åbnede jeg en og straks lyste den op på Google som var det sidste jeg havde brugt den til, heldigvis skulle jeg også bruge den side nu. Jeg prøvede bare for sjov at skrive Justin Drew Bieber, men der var så mange andre i denne verden der hed det samme som mig. Alligevel fandt jeg et link som gjorde mig en del nysgerrig, hurtig kom der en side op med en masse tekst og et billede af et stort hus.

Jeg satte mig ned på min stol da teksten fangede mig en del, aldrig havde jeg troet at jeg ville kunne finde det børnehjem jeg havde boet på efter et par klik. Der var endda et billede af mig som lille hvor jeg smilede og havde en bamse i hænderne som jeg omfavnede.

 

 

Jeg læste dog videre og fandt ud af at de havde søgt efter mig, Chris og Ryan i flere årtier, men de valgte at opgive søgningen efter 4 års søgningen på vores forsvinding. Jeg blev sku en del overasket over at de havde forsøgt lede efter os, jeg havde altid troet at lærerene hadet os og var kun glad for at vi var væk. Men jeg havde åbenbart taget fejl, de havde sat sporhunde, politi og hele lortet på spil for at finde os 3 elendige drenge. Men nu var vi alle 3 over 18 så de kunne ikke længere have rettigheden over os da vi var blevet voksne. Jeg vågnede en del op efter min læsning for at rode i skuffen efter et stykke papir og en kuglepen, hurtig skrev jeg linket og adressen ned til børnehjemmet, god nok var vi flyttet til en lækker villa i LA. Men rejsen tilbage til Canada ville ikke skade mig, og især ikke når det var for at finde mine forældre.

"Hvad laver du" hørte jeg pludselig Isabellas stemme som hurtig stod bag mig og læste det jeg var inde på, jeg sukkede tungt og lod hende dog blot læse det jeg havde gang i.

"Justin hvad har du gang i" lød hun en smule bestemt men forvirret, jeg smilede svagt og rejste mig fra stolen for st kysse hende på kinden. At have fundet mit tilholdssted da jeg var helt lille fik en god følelse ind i mig, en smule håb spillede vist også en del.

"Jeg har været meget betænksom omkring mig egen familie, og pludselig fandt jeg det børnehjem som jeg boede på da jeg var helt lille inden jeg stak af derfra som 14 årige" svarede jeg og kiggede på Isabella som så en smule uforstående ud, men langsomt nikkede hun da jeg begyndte at smile til hende.

"Og nu vil du gerne finde dine forældre" spurgte hun og så på mig med et alvorligt blik, jeg pustede tungt ud og smilede forvirret til hende. Jeg ville rigtig gerne finde min familie, men nu var hun på vej til at rejse med sit arbejde også var jeg helt alene med Elias.

"Altså, jeg vil bare vide hvorfor de smed mig på børnehjem" svarede jeg beholde mit nervøse smil på læben. Isabella nikkede svagt og rettede igen blikket mod min computer inden hun igen lagede blikket på mig.

"Kan vi ikke tale om det når jeg er hjemme igen, jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med din søgen og hvis du skal til Canada så vil jeg gerne med" svarede hun og smilede svagt til mig. Mit smil falmede en smule da jeg skulle vente med at tænke på at rejse til Canada for at se det børnehjem jeg boede på, men at hun ville hjælpe mig gav mig en hel anden følelse i kroppen, den kunne ikke rigtig beskrives men jeg blev virkelig glad.

"Jojo, men jeg søger lige lidt videre, måske ender det med jeg finder mine forældre på Facebook" svarede jeg og smilede igen da jeg Isabella grinte lidt over mit useriøse svar, hun vendte dog blikket op på mig og smilede stadig.

"Nuvel, så vil jeg smutte i seng så, men bliv nu ikke for sent oppe, jeg vil gerne være sammen med min fantastiske kæreste inden jeg rejser imorgen" svarede hun med er dejligt smil imens viklede sine tynde arme omkring mine hofter inden hun kyssede mig på kinden endnu engang. Jeg smilede svagt og kiggede ind i hendes fantastiske øjne.

"Jeg kommer ind snart, men hold dig ikke vågen for min skyld" svarede jeg og kiggede stadig på hendes smukke øjne som skinnede af glæde, kort efter kyssede jeg hendes skønne læber inden hun forsvandt igen fra mig. At skulle undværer hende i en hel uge blev helt sikkert en udfordring når man også havde en 3 årige lille dreng mellem ens ben, men hyggeligt skulle det helt sikkert også blive, jeg havde Elias helt for mig selv og småt kunne vi begynde at bygge et far og søn bånd som var det jeg og Isabella drømmede om...

 

Undskyld det blev så kort, men følte at det ville ødelægge kapitlet lidt hvis jeg kørte der videre til næste dag..men håber stadig i kunne lide kapitlet og undskyld ventetiden! Skal nok forsøge at gøre det bedre :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...