Når to bedste venner mødes igen - One Direction

Kamille og Liam har været bedste venner siden, ja, altid. Selvom de nu bor i hver deres ende af England, holder de kontakten med en gang om året at skrive en besked til hinanden. Men jo ældre de bliver jo kortere bliver beskederne, og de er langsomt ved at vokse fra hinanden. Men Liam vil ikke lade det ske, så han invitere Kamille med til en hytte en sommer. De kan begge fornemme, hvad det at de er tæt sammen igen, gør ved dem. [One Direction er ikke nær så succesfulde som de er i dag.]

15Likes
4Kommentarer
2396Visninger
AA

9. Kapitel 3


Kapitel 3

"Udredning af misforståelser"

Maj 2016

Danielle var fuldt med mig op på vores værelse, så jeg kunne forklare hende det med puden. Hun sad på sengen, og hun hverken kiggede på mig, eller sagde noget. Jeg stod op ad døren, med krydsede arme. Ikke fordi jeg var sur, men bare af ren frustration, over at hun ikke sagde noget. "Forstår du godt, at der ikke er noget mellem Kamille og jeg? Jeg ved godt det er lidt svært at tro på nogen gange, men det er altså dig jeg elsker," sagde jeg. "Jaja," mumlede hun henkastet, og så mig i øjnene med et iskoldt blik. Jeg rettede mig op med et ryk, og lod mine arme hænge ned langs siden. "Det der, gider jeg simpelthen ikke! Du skal ikke være tøsefornærmet over en pude!" vrissede jeg ad hende, og pegede også på hende, for at virke mere bestemt. 

Danielle lavede et fornærmet ansigtsudtryk og rejste sig op. "Det handler ikke om den pude, okay?" sagde hun vredt, og hævede stemmen. Hun var da heller ikke til at forstå. Jeg udstøtte et hårdt suk og slog ud med armene. "Hvad i alverden er det så?" snerrede jeg opgivende og blev helt varm indeni af vrede. Danielle gik et skidt hen til mig, og skubbede mig op ad væggen. "Jeg hørte hvad i snakkede om ude i køkkenet, med Harry!" sagde hun, og havde fået tårer i øjnene. Jeg rynkede øjenbrynene, undrende over hendes udbrud. "Det hele?" spurgte jeg, for hvis hun havde, gav dette ikke mening. "Det var sgu da ikke nødvendigt?" vrissede hun, og de tårer, der havde hobet sig op gled ned ad hendes kinder. "Selvfølgelig var det det! Ellers havde du jo kunne forstå det," sagde jeg, en smule rolig og prøvede at stryge hendes kind. Men hun slog til min hånd og trådte et skidt væk. "Jeg forstår det hele meget godt tak! Du kneppede hende, og nu er hun gravid!" rasede hun, og derefter stormede hun ud fra værelset. 

Jeg skyndte mig at se efter hende, og ude på gangen mødte hun Kamille, der prøvede at række ud efter hende, men Danielle skreg af hende, og sagde at hun ikke skulle røre hende. Kamille så med det samme på mig, og Danielle forsvandt ned ad trappen. Jeg rystede stille på hovedet. "Bare lad hende løbe, det nytter ikke noget," sagde jeg stille. Hun så ned, og det var tydeligt at hun var urolig på mine vegne. Hun ville jo ikke ødelægge mit forhold på nogen måde. Kamille så hen mod trappen, da man kunne høre Danielle råbe et eller andet. Jeg løb derhen, så jeg kunne høre hvad hun råbte. "Liam har gjort hende gravid for helvede! Jeg gider ikke være i det her hus ét sekund længere!" Danielle var stødt ind i Louis, der selvfølgelig havde prøvet at berolige hende. 

Nu fortsatte hun ud ad huset, og Louis så i min retning. "Liam!?" Louis lød en smule rystet, og jeg skyndte mig hen til ham så jeg kunne forklare hvad der foregik. De andre i huset kom også nærmere, for Danielle havde råbt rimelig højt. "Danielle har hørt brudstykker af en samtale Harry og jeg havde med Kamille i morges. Kamille og jeg har aldrig været sammen. Jeg sværger. Aldrig nogensinde. Kamille har næsten lige slået op med sin kæreste, der også er faren til hendes barn," sagde jeg fattet, men alligevel kunne jeg ikke helt fornemme om folk troede på mig. Kamille stod ovre i hjørnet, med krydsede arme og sænket hoved. 

Der var stille et stykke tid, hvor folk overvejede. "Hvis det hjælper på jeres tillid til Liam, så har jeg noget, jeg gerne vil sige," lød Kamilles stemme, på en utrolig spydig måde. Hun hadede, når folk lavede drama over de mindste til, men når hun kunne gøre en ende på det med en enkelt sætning eller to, så var hun simpelthen så spydig og led. Louis var en værre dramaqueen, så han krydsede sine arme, og så mistroisk på Kamille. "Nu for at sige noget andet end, at hvis jeg var sammen med Liam så ville jeg brække mig, så siger jeg, at vi ikke har haft mulighed for det, til den dato, jeg skal føde. Altså hvis vi regner på det," begyndte hun, og kom tættere på flokken, der stod og lyttede nysgerrigt. "Jeg er omkring 6 måneder henne. Så for et halvt år siden, der må det have været december '15, ikke sandt? Liam og jeg har ikke været sammen siden december," stoppede hun sig selv, blot for at skabe noget drama. Hun var en smule dobbelt moralsk. "2014," afsluttede hun.

Louis sukkede stille. "Undskyld, jeg ville bestemt ikke virke anklagende. Jeg tror på jer, men nogen er nødt til at fortælle Danielle hvad der foregår," sagde han, og da jeg beslutsomt ville gå mod hoveddøren, satte han en hånd mod mit bryst. "Sorry Mate, men hun vil formentlig ikke lytte til dig," sagde han og så mig alvorligt i øjnene. Jeg slog ud med armene. "Det kan da være lige meget? Hun er min kæreste, det nytter ikke noget at det er andre, som ordner de små problemer og misforståelser, der er i vores forhold!?" udbrød jeg frustreret og bakkede væk fra hans barrikade. 

Lige nu manglede jeg en spydig kommentar fra Kamille, så jeg så mig om efter hende. Jeg kunne ikke få øje på hende længere. "Hvor er Kamille?" spurgte jeg forundret, og glemte helt, at jeg var sur på Louis. De andre begyndte at se sig om efter hende. Harry så ned i jorden på en skyldig måde. "Hvor er hun, Harry?" spurgte Louis og jeg på samme tid. Han sukkede og slog ud med armene. "Hun fulgte efter Danielle," sagde han og pegede ud ad hoveddøren. 

 


 

Jeg begav mig væk fra huset og jeg havde ingen idé om hvordan jeg nogensinde skulle finde Danielle. Alligevel følte jeg mig optimistisk. Der var en underlig stilhed over det lille skovområde, der omkransede det store hus. Et par enkelte fugle pippede indimellem og vinden raslede i trækronerne. Få gange, kunne jeg høre en bil suse forbi ude på den store vej, men den havde stortest ingen trafik. 

For ikke at fare vild, sørgede jeg for at have huset i syne. "Danielle?" sagde jeg forsigtigt, og så mig omkring. Jeg kunne høre nogen snøfte i nærheden. Danielle var ikke svær at få øje på. Hendes store brune hår kunne let ses, specielt fordi hun sad op ad en sten. Min telefon, som jeg havde i baglommen, begyndte at vibrere. Jeg stoppede op og hev den op ad min lomme. 

Liam ringer

Jeg overvejede et øjeblik, om jeg skulle tage den, men endte med bare at trykke på slukknappen. Uden at være lydløs, gik jeg hen til Danielle. Hun havde sit hoved mod knæene, og hun smågræd stadig. Jeg satte mig forsigtigt ved hendes side, og uden ellers at gøre noget så jeg på hende. Da hun ikke rigtigt reagerede på, at jeg havde sat mig, fandt jeg min mobil frem. Jeg fandt et billede af Freddy frem og rakte det til Danielle. Hun snøftede en smule, løftede hovedet og tog i mod min mobil. 

Hun smilede en smule, og tørrede en tårer væk fra sin kind. "Han ser sød ud. Hvem er det?" spurgte hun og så på mig med våde øjne, og rakte mig mobilen. Jeg så selv på billedet et øjeblik. Freddy smilede på en meget sød måde, med julelys i øjnene og et enormt aftryk af læbestift på sin kind. Hans krøller hang hulter til bulter og nogen dækkede hans øjne på en charmerende måde.

Jeg slukkede min telefon og så Danielle i øjnene. "Freddy er min ekskæreste," sagde jeg til sidst, med et tungt suk. Hun blev ved med at se på mig, som for at jeg skulle sige noget mere. "Billedet blev taget, da vi flyttede sammen for et par år siden," fortalte jeg, og kunne ikke lade være med at grine en smule over at tænke tilbage til dengang. Danielle lyttede interesseret, og det var egentlig meget rart. Jeg havde jo ikke helt snakket med nogen om det med Freddy. Desuden havde jeg ikke været helt ærlig overfor Liam.

Freddy var hverken blevet kørt ned, eller fået konstateret kræft. "Jeg har løjet over for Liam, Danielle. Og det har intet med mit barn at gøre. For jeg kan forsikre dig om, at det ikke er hans," sagde jeg med dæmpet stemme. Danielle sukkede en smule, og nikkede. "Jeg synes bare det virkede så indlysende, bare i det øjeblik jeg hørte det. Også fordi jeres forhold kan virke en smule flirtende ind i mellem. Men når nu jeg tænker mig om, kan jeg selvfølgelig godt se, at jeg sagtens kan stole på Liam," forklarede hun, med et lille grin. Jeg smilede til hende.

Men vi fandt begge den seriøse mine frem hurtigt igen. "Hvorfor har du løjet overfor ham?" spurgte hun en smule tilbageholdt. "Jeg sagde, at Freddy blev kørt ned, og har fået kræft. Mest fordi jeg ikke ville sige sandheden om, hvorfor vi slog op." Danielle bed sig selv i læben. "Liam har før nævnt, at han var bange for, at din kæreste ville være dig utro, og at han var meget imod at du var sammen med ham," mumlede Danielle og så alvorligt på mig. Jeg nikkede, og smålo. "Men det er lige præcis hvad der skete. Han var mig utro med 2 af mine gode veninder, på én gang," sagde jeg og rystede selv på hovedet over det. "Waow, sikke en idiot!" udbrød hun højt. "Så jeg ville hellere give ham smerte, overfor Liam, end mig selv..." Danielle nikkede forstående. 

Vi sad lidt, der i skoven. Det var en behagelig stilhed nu, og Danielle smilede indimellem. "Ved du egentlig hvad det bliver?" Danielle havde øjnene på min mave, og jeg grinede en smule, og lagde hænderne på. "Ja, det gør jeg faktisk," sagde jeg og smilede over hele hovedet. Danielle smilede også stort. "Må jeg vide det?" spurgte hun spændt, og drejede sig mere mod mig. Jeg nikkede og så ned på min mave. "Jeg skal have en..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...