om sorg

Clara mister sin lillebror i en bådulykke, da hun får en rejse til Sydafrika med hele familien i sommerferien som sin 16-års fødselsdagsgave. Efter ferien starter hun i gymnasiet, er enebarn og kan ikke udarbejde sin sorg ved at snakke med sine forældre om lillebroderens død. Hun mister interessen for sine venner, fordi det beslaglagte taleemne om den sorg, der præger hende, hele tiden hænger i luften. Clara bruger al sin tid alene, men møder en dreng på gymnasiet, to år ældre end hende selv, som ikke kender noget til hendes sorg. Men jo tættere de kommer på hinanden, jo større grund er der til at betro sig til ham.

2Likes
3Kommentarer
642Visninger
AA

12. 11

Resten af ugedagene klarer jeg mit fravær godt. Jeg snakker godt med Liv, men vi er nu nået til det punkt i starten af skoleåret hvor alle fra klassen begynder at udvide sine horisonter og snakke mere med dem, man ikke har ført samtaler med endnu. Dette viser Liv sig at være god til. Jeg er knap så god. 

Jeg ser Chris på gangen flere gange tirsdag og onsdag, hvor jeg vender om og går den anden gang. Torsdag går jeg forbi ham ved cykelskuret lige da vi får fri, han med et par venner og mig med Liv. Vi holder vores øjenkontakt få sekunder, men Liv snakker pludselig til mig, og så er han væk.

"Der er en fest på stranden i morgen - der kommer ret mange fra skolen. Vil du med?"

Jeg tænker mig om. Får en klump i halsen. Strand. Vand. Bade. Bølger. Sol. Sommer. Jeg kan ikke. Det kan jeg virkelig ikke. 

"Nej." 

"Hvad... Skal du ikke engang overveje det? Skal du noget eller kan du ikke lide fester?" spørger hun helt uforstående. For et par måneder siden havde jeg frydet mig ved tanken om en fest. Også på en strand. Og jeg vil så gerne prøve, jeg vil så gerne starte op med det sociale igen, jeg vil så gerne have at mit liv går videre, jeg vil det så gerne. Men grænsen går ved at bade. Og Liv er helt uvidende og uforstående. Er der da ingen der ved noget?

"Nej, Liv.. Det går altså bare ikke." 

"Come on - det bliver sjovt!" siger hun. Jeg låser den gule cykel op og ryster på hovedet.

"Ej, det er okay. Bare tag derhen med Sidsel eller Emilie eller sådan noget," prøver jeg at opmuntre hende. I virkeligheden kan jeg mærke klumpen i min hals vokse og da hun svarer et skuffet okay hopper jeg på cyklen og kører hjem. Jeg har aldrig kørt så hurtigt.

10 minutter efter løber jeg ind af døren. Det er først da mor og min moster - som er på besøg - begge kigger forskrækkede på mig, at det går op for mig, at mine kinder er fyldt med tårer. Jeg har grædt lydløst, men rigtig meget. Så går jeg op på mit værelse og lukker døren. Jeg kan høre mosters og mors stemmer lavmælt nedenunder. 

Jeg laver mine lektier og går ned, da mor kalder. Der er aftensmad. Og det er jo ikke fordi, at mor og far ikke ved at jeg er ked af det, og det er jo ikke fordi de plejer at gøre noget stort ved det. Men mor siger noget anderledes denne dag. Hun har nok haft snakket med min moster.

"Vi tænkte på, om ikke vi skulle finde én, du kunne snakke lidt med, Clara." 

Jeg kigger op. Dette moment kunne være vildt ømt og teenagekliché-agtigt og fint og jeg kunne få tårer i øjnene og miste appetitten. Hvis det havde været en film. I stedet breder et smil sig på mine læber. Ikke et "yes - helt sikkert!"-smil, men en "fuck nej, haha"-agtigt smil. Det er komisk at mine forældre selv har så svært ved at komme videre og snakke med mig. Det er komisk at de synes at jeg har brug for hjælp, for det får mig til at føle mig syg. Jeg er ikke syg. Jeg bliver bare ikke hørt. Jeg bliver overset og min lillebror er væk. Mor, far; tag jer sammen.

Far rømmer sig.

"Ja, altså... der findes jo sådan noget gennem kommunen. En krisepsykolog..." mumler han og kigger på mig. 

"Hold nu op," sukker jeg, tager den sidste bid af min mad og går fra bordet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...