Livets mysterie.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2016
  • Opdateret: 14 mar. 2016
  • Status: Igang
Historien er inspireret af John Greens bog "Paper Towns" og handler om pigen Cady, der gennem hele sit liv har manglet noget. Som 18-årig finder hun endelig ud af, at det noget hun manglede faktisk var nogen.
Det hele begynder da hendes barndomskæreste, James, flytter ind i huset ved siden af hende. Minderne vælder op i hendes hoved, og det eneste hun har lyst til er at være sammen med James. Sammen tager de på Road trip ud for at opleve verden og glemme hverdagens fængsel derhjemme. Cady lærer en masse om "livets mysterie" af James og samtidig bliver de mere og mere forelskede i hinanden.
Alt i Cadys liv føles perfekt, men vil det nogensinde gå op for Cady hvem James virkelig er?

0Likes
0Kommentarer
150Visninger
AA

2. Road trip

Jeg stoppede krammet og gik om på den anden side af bilen og trådte ind. Mine følelser for James voksede for hvert sekund der gik. Da vi var små havde han fået mig til at få det bedre igennem eventyr og hans fantasi, og jeg havde været den eneste han havde ladet komme ind i sin egen verden. De voksne kunne ikke se det i ham, som jeg havde kunnet. Det kunne ingen. De troede, at han var sær. De troede, at han bare havde opdigtet sin egen verden og personerne i dem, og mest af alt så troede de at han var syg. Forældrene havde flyttet efter anbefaling fra en doktor, og jeg måtte ikke se ham mere. De ville holde ham fra mig. Det havde været forfærdeligt at sige farvel. Efter han var væk, var jeg kommet tilbage til et normalt liv, hvor jeg langsomt glemte James.

Han startede bilen og kørte af sted. Jeg mærkede blodet pumpe i mine årer, spændingen der fyldte mit hoved med tanker om livet med James.

”Hvor skal vi hen først?” Spurgte han mig.

”Så langt væk som overhovedet muligt.” Svarede jeg med et stort smil på læben. Jeg var så klar, på at opleve verden på en ny måde, og jeg vidste at James kunne hjælpe mig med at få øjnene op.

”Der er en lille kiosk om et par kilometer. Lad os stoppe op der, og købe forsyninger. Vi kan også købe et kort, så vi kan krydse de steder over vi har besøgt.”

”Lyder som en fantastisk idé. Lad os gøre det.” Jeg kiggede på ham, men han holdte øjnene på vejen. ”Hvad skete der egentlig med dig, da du blev taget fra mig?”

”Jeg begyndte hos en psykolog, der ville have mig tilbage til virkeligheden, som han kaldte det. Problemet er bare, at fantasi er så meget bedre end virkelighed. De prøvede at ødelægge min verden, hvilket næsten lykkedes for dem. Kun bøgerne hjalp mig med at holde fast i den. Og tanken om dig selvfølgelig.” Han gav mig det der søde smil, som man ellers kun ser på film.

”Jeg føler, at selvom vi har været adskilt i så lang tid, så passer vi godt sammen. Jeg vil så gerne se din verden igen, hvis du bare vil lade mig komme ind.”

”Jeg har ikke lukket op for nogen siden dig, for du har altid været den eneste for mig.” Han gav min hånd et forsigtigt klem og kiggede på mig. Kiggede væk fra vejen. Han vendte hurtigt hovedet tilbage, og kørte ind ad en lille indkørsel. Kiosken. Vi var fremme ved kiosken.

”Kom.” Han gik ud af bilen og jeg fulgte lydigt hans eksempel. Hånd i hånd gik vi ind i kiosken. Jeg kunne næsten forestille mig hvad folk ville se, når de kiggede på os. Et fantastisk par, der passede perfekt sammen. Jeg kunne i hvert fald mærke, hvor godt jeg passede sammen med James. Da vi trådte ind ad døren ringede en klokke, og damen ved kassen kiggede op fra sin bog. Der var ingen andre mennesker i butikken, stort set mennesketomt. Hun smilede et stort smil til os, og lagde bogen væk.

”Det er godt nok længe siden, vi har haft kunder.” Sagde damen. ”Hvor er det dejligt, at se mennesker igen.”

”Hvorfor kommer der ingen herind? Der er da masser af biler udenfor.” Spurgte jeg.

”Ja men der er mange butikker i nærheden, og det er ikke ligefrem fordi bygningen her har det mest tiltrækkende udseende.”

”Jeg kan godt lidt det. Jeg synes, at det er hyggeligt.” Fortalte jeg og fik en dejlig følelse i maven, da jeg så kassedamen smile taknemmeligt til mig.

”Mit navn er Lone.” Sagde hun.

”Jeg hedder Cady og det her er James.” Da jeg vendte mig om for at pege på James, opdagede jeg, at han var væk.

”Undskyld mig.” Jeg gik ind imellem hylderne, for at finde James. Jeg opdagede ham stå og kigge på de forskellige udvalg af kort. Han tog en og så mig stå og betragte ham. Hvis det var enhver anden, ville jeg flovt have vendt blikket væk, men det her var James. Han var ikke enhver anden.

”Jeg tænkte, at jeg ville finde tingene mens du småsludrede med den fremmede dame.”

”James…”

”Det er okay. Helt ærligt. Det er jo ikke fordi vi har travlt. Vi har så lang tid vi nu behøver.”

”Okay. Men jeg skal nok hjælpe dig nu. Hvad mangler vi?”

”Jeg tænker at vi bare tager det vi skal bruge. Jeg hader at planlægge ting, tingene skal bare ske helt spontant.”

”Det kan jeg godt huske. Det var det jeg elskede ved dig. Du fik mig til at føle mig særlig, hver gang du tog mig med på eventyr og mysterier. Gad vide, hvor jeg ville være nu, hvis de aldrig havde taget dig fra mig?”

”Hør Cady. Jeg tror, at du havde godt af en pause fra mig. Jeg måtte gerne rejse tilbage for nogle år siden, og det var jeg også lige ved. Men da jeg kom, så jeg dig grine sammen med nogle veninder. Jeg fandt hurtigt ud af, at du havde en kæreste. Jeg ville ikke bare trænge mig på i dit liv, så jeg besluttede at komme videre. Men min længsel efter dig blev for meget. Jeg blev nødt til at komme tilbage, hvilket jeg fortalte mine forældre.”

”Hele mit liv har jeg følt, at jeg har manglet noget. Nu har jeg fundet ud af, at jeg ikke manglede noget. Jeg manglede nogen. Og den nogen er dig. Jeg havde på en måde glemt alt om dig, jeg tror at mit hjerte blev så knust og såret, at min hjerne besluttede sig for at lukke dig ude af mit sind. Men du har altid manglet i mit hjerte. Jeg prøvede at udfylde tomrummet, med veninder og kærester. Men det har bare aldrig været nok. Du skal vide, at jeg har slået op med Cody nu, efter jeg fandt ud af, at det ikke var ham jeg havde brug for i mit liv.” Han gav mig det der drenge smil, der kunne få enhver piges hjerte til at hoppe et slag over.

”Vi må nok hellere komme videre i dagens tekst.” Sagde han og vendte ryggen til mig. Jeg måtte hellere gøre det samme. Jeg gik hen til hylderne med slik og tog det jeg vidste han kunne lide. Han havde elsket lakrids, så det tog jeg en hel del af. Jeg huskede dengang, han havde inviteret mig på skovtur. Vi var taget ud i skoven og havde startet med at udforske den. Det var en stor skov, og vi farede vildt i den. Vi fandt en stor klippe, hvor vi havde kunnet se udover hele byen. ”Paper Town.” Havde han sagt og åbnet vores kurv fyldt med lakrids. Jeg fik ikke spurgt ham om hvad han mente med det, jeg kunne tydeligt se på ham, at han ikke havde lyst til at snakke. At han bare havde lyst til at kigge ud over byen med mig ved sin side. Så jeg havde lagt mit hoved på hans skød, og havde kigget beundrende på byen og spist af den lækre lakrids. Jeg havde fodret ham med det og vi havde nydt stilheden. Det var det gode ved James. Vi havde kunnet lave både alt og ingenting sammen. På vej op til kassen, fik jeg øje på en hylde med notesbøger. Jeg tog en sort bog og tre blyanter. Med favnen fuld fortsatte jeg op til kassen og lagde mine ting. James havde allerede fundet en masse nødvendigheder. Han havde kortet, nogle røde tuscher og en masse brød, kiks og drikkelse. Jeg kunne se på mængden, at han regnede med vi skulle være væk i lang tid. Det passede fint med mig. Der var intet andet jeg havde mere lyst til. Vi sagde pænt farvel til damen og gik ud til bilen. Han åbnede døren for mig som en rigtig gentleman ville gøre, og jeg gav ham det fineste smil mine læber kunne forme. Da vi havde sat os ind i bilen, foldede han kortet ud.

”Godt. Så mangler vi bare at finde ud af, hvor vi skal tage hen.” Sagde han.

”Jeg har altid ønsket mig, at se Grand canyon.” Sagde jeg. ”Det kræver kun en lille tur til Californien.”

”Det vil tage os mindst to dages kørsel. Måske kan vi gøre frem i mod det, som en slags mål. Så kan vi have flere stop på vejen.”

”Det lyder som en god idé.

James tegnede en stor ring rundt om hele Californien. Jeg kiggede fascineret på hans præcise håndbevægelser.

”Tegner du?” Spurgte jeg ham. James begyndte at grine meget let og jeg forsøgte at grine med.

”Er det så tydeligt?” Han gav mig det der smil, der fik hele min brystkasse til at prøve at springe ud af kroppen på mig. ”Men ja det gør jeg. Jeg elsker at tegne verden på min helt egen måde, ligesom at lave en helt ny verden der kun er for mig. Lidt ligesom at skrive men så alligevel ikke. Du skulle prøve det.”

”Jeg kan ikke tegne.”

”Alle man tegne. Det er bare et spørgsmål om at blive ved med det, og ikke bare tegne en tegning og stoppe fordi man får en grimt resultat. Ud over det skal man visualisere tegningen for sig for sit indre blik, se hvordan den skal komme til at se ud på papiret inden man har tegnet den. Det er i hvert fald det jeg gør.”

Jeg så ud af vinduet og tænkte over hans ord. Han fik hvert ord han sagde til at virke fortryllende og gå lige ind i min hjerne.

”Kan du lære mig det?”

”Det er ikke noget man kan lære af andre. Det skal komme indefra. Hvis du lærer af andre tegner du også det de tegner, også kan du ikke skabe din personlige verden hvis der intet personligt er over det.” James vendte blikket tilbage til bilen og startede den. Jeg åbnede vinduet og mærkede vinden blafre til mit hår som i et forsøg på at hjælpe mig af med alle mine bekymringer. Det blev kun bedre, da James satte farten op. Alting farede forbi os så hurtigt, at jeg slet ikke var sikker på hvad jeg så. Jeg tænkte knapt over faren, før jeg så bilen køre ind foran os. Jeg skreg.

”James! Pas på!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...