Delia Woods - Usete Helte

Delia vokser op i en normal by, med en normal mor, og har et normalt liv. Hun har sine udfordringer, men andre børn er også ordblinde, og ADHD er ikke en sjælden diagnose. Alligevel føler hun sig altid ved siden af, og det er ikke før hendes mor giver op på hende, og sender hende væk, hun for første gang finder det sted hvor hun føler sig hjemme. Første del af Delias historie.

For oplæsning af historien/lydbog:
https://soundcloud.com/emilie-florentine-lind-knudsen/delia-woods-usete-helte

6Likes
11Kommentarer
2855Visninger
AA

4. Min Bror Har Grønne Fingre

Jeg forventede lyden af min mor i køkkenet, duften af kaffe fra kaffemaskinen og lyset fra vinduet over min seng skinnede ned på mig. I stedet var der en gennemtrængende duft af søde vindruer og lyden af to drenge der drillede hinanden på den anden side af døren. Da jeg åbnede øjnene konstaterede jeg, at jeg lå i hytte 12 i halvblodslejren. Det var ikke bare en drøm. Det hele var sket. Jeg havde taget en bus fra Ohio til Long Island, min bedste ven viste sig at være en styr, og jeg var datter af en gammel gud. 

Jeg havde kun lige sat mig op da min søster kom ind i værelset, fuldt påklædt og med perfekt makeup. "Du ligner en der lige er kommer op fra Tartaros." Hun smilede lidt, og selvom jeg ikke vidste hvad hun sagde, forstod jeg hvad hun mente. Jeg så forfærdelig ud. Jeg kom på benene og skyndte mig hen til et spejl der hang på væggen i vores værelse. Mit hår lignede mere en fuglerede end noget andet, og jeg så ud til at have løbet et maraton. Jeg så virkelig forfærdelig ud. Det fik mig til at komme med en lang, opgivende lyd. "Slap af, lillesøster. Jeg kan fikse det. Få noget tøj på, jeg klarer resten." Hun stod og rodede i nogle af sine ting på den nederste seng i den køjeseng hun brugte. 

Uden at stille spørgsmål gjorde jeg som hun sagde. Jeg fik trukket en kjole over hovedet der var i flere lag, og i et let stof der bølgede pænt, så snart der var en smule vindmodstand. Inden jeg trak i mine sko, tøvede jeg lidt. Jeg hadede at have sko på, men det var november og det var sikkert koldt. Derfor fandt jeg også en trøje frem. Charlie så på mig. 

"Det der behøver du ikke. Det er altid godt vejr her. Storme og uvejr går udenom. Se." Hun pegede ud af vinduet og hun havde ret. Solen skinnede, og de fleste gik rundt i T-shirts. "Kom her, sæt dig." 

Det tog ikke Charlie ret lang tid at få mit hår til at sidde helt perfekt, selvom det så ud til hun slet ikke havde prøvet. Det faldt som om det helt naturligt var perfekt - hvilket var langt fra sandt. Min makeup var heller ikke specielt prangende. Det så naturligt ud, selvom det satte fokus på mine øjne og mine læber. Jeg så helt overrasket ind i spejlet. "Wow."

"Undervurder ikke en pige der kan give Afrodites børn konkurrence i skønhed og makeup." Charlie lo lidt og trak mig med ud i vores lille stue. Drengene sad begge i sofaen. Det vil sige, Liam lå med hovedet ned af og benene over ryglænet. 

"Charlie har fået en levende dukke!" Liam lo lidt. Jeg så forlegent ned, mens Dionte prikkede Liam i maven så han væltede frem af og endte på gulvet med et bump. Både Charlie og Dionte lo lidt. 

"Du ser godt ud, Delia. Er du klar til din første dag som halvgud?" Dionte var lænet godt tilbage. Liam blev liggende på gulvet, og så op på mig fra sin plads der. Jeg trak lidt usikkert på skuldrene. 

"Jeg ved ikke.."

"Efter morgenmaden har vi sværdtræning med hytte 10." Liam sagde det drømmende, som om det var en drøm at få lov til at lege med dødbringende stykker metal. 

"Hvorfor skal de træne med os?" Charlie satte sig surt, og samlede sit blad fra i går op. Jeg satte mig mere akavet i en stol og så på dem. Jeg kunne ikke huske alle hytterne endnu. 

"Fordi de kun er to, og det er for lidt. Det er sundt for os at træne med de andre. Tænk hvis du fik en mission med en af dem en dag?" Dionte rakte ud efter en klase druer fra en skål, der stod midt på bordet. 

"Zeus forbyde det!" Der lød en rumlen af torden udenfor da Charlie svarede. Hun så ud af et vindue. "Jaja, slap dog af..." Hun mumlede for sig selv og slog blikket ned i et blad. Liam så op på mig fra sin nye plads på gulvet. 

"Hvordan var din første nat i den sejeste hytte i lejren?" Han smilede over hele hovedet da han spurgte. Jeg smilede lidt. 

"Anderledes. Det er noget andet end en lejlighed i byen." Jeg så udenfor, hvor der gik to personer forbi med sværd i hænderne. Det var fuldstændig utroligt at jeg sad i den her helt nye verden. 

"Jeg kan slet ikke huske byen..." Liam sukkede og så op i loftet. Jeg rynkede panden lidt. 

"Hvor længe har du været her?" Jeg rykkede lidt på mig. 

"Siden jeg var ti." Han løftede hovedet igen. "Min mor døde af kræft. Jeg blev efterladt uden værge, men inden de nåede at sende mig på børnehjem, sendte far et brev til dem om at han ønskede at have mig. Han var min biologiske far og havde forældremyndighed, så." Han trak på skuldrene. Min mund stod åben, helt ude af stand til at forstå han helt bogstaveligt var vokset op i den her verden, fyldt med monstre og våben. Det overgik min fatteevne hvordan han så kunne være så glad og positiv. Jeg ville havde været et nervevrag, jeg var vist allerede godt på vej til at blive det. 

"Vi har alle vores historier og grunde til at være her." Charlie løftede ikke sine blå øjne fra sit blad da hun talte. Jeg så over på hende, men der fulgte ikke mere efter den konstatering. I stedet lød det horn der signalerede at det var tid til mad. Som alle andre gik vi til den åbne pavillon alle halvguder spiste i. Præcis som Charlie have sagt, var vejret godt. Det var ikke en sommervarme der bagte, men temperaturen var behagelig, selv uden en trøje over min kjole. 

 Efter maden gik vi samlet til arenaen, hvor der blev trænet i sværdkamp. Vi fulgtes med hytte 10, der viste sig at være Afrodites hytte. Jeg fik tildelt et trænings sværd af træ der ikke var skarpt, og for en sikkerhedsskyld gjorde de andre også, siden jeg var ny og ikke gerne skulle dræbes ved første træning. Siden det var udenfor sæson, måtte vi træne os selv. Dionte ledte slagets gang. 

Han fordelte det så Liam skulle træne med Tamora Cox, en smuk pige fra Afrodites hytte. Hendes mørke hud var nok til at man mistede tråden. Derudover var hendes brune øjne så stærke, at man næsten havde lyst til at bukke for hende, og hendes korte hår sad i en perfekt frisure. Dionte tog selv Charlie, mens jeg blev sat til at træne med Litsa Euanthe, den anden pige fra hytte 10. Hun havde en mere spinkel bygning i forhold til sin søster. Hendes hud havde samme nuance som modeller i bikinireklamer, og hendes lyse hår faldt fyldigt ned over hendes ryg. Hendes øjne var også brune, og jeg følte de så direkte ind i mig. Af ren usikkerhed så jeg ned og drejede mit træsværd i hænderne. 

"Dionte, skal jeg ikke hellere-"

"N'aaw, bange for din lillesøster ikke kan klare mosten?" Litsas stemme var sukkersød og varm, selvom hendes ord var kolde og stikkende. Det var tydeligt hvor vred Charlie blev over at blive afbrudt på den måde. 

"Vi kunne tæve jer til hver en tid, puddertøs." Charlie var ikke typen man fornærmede. Hun var tydeligvis ikke bange for at give første slag i ansigtet, eller for at sige hvad hun tænkte. Alligevel virkede min søsters intimiderende adfærd ikke på Litsa, hun smilede bare.

"Klart I kunne, drukkenbold. Ellers kommer jeres farmand bare efter mig." Både Litsa og hendes søster lo en hånlig latter. Af en eller anden grund så Liam forlegent ned, og blev rød i kinderne. 

"Piger! Brug jeres energi i træningen." Dionte så strengt på dem alle tre. Jeg stod bare ved siden af og følte mig dum med mit træsværd. "Fordel jer, og begynd. Vi kan altid skifte partner." Han så på Charlie da han sagde det sidste, og de udvekslede et blik jeg forstod. De ville skifte hvis Litsa var for hård mod mig. 

Vi gjorde som min bror sagde og jeg stillede mig parallelt med Litsa. Det var meningen hun skulle vise mig forskellige positioner. Rundt om os kæmpede de andre så let, som hvis de var blevet bedt om at stå på et ben. Jeg følte mig komplet til grin. 

"Så du er Hr. D's nye kæledægge?" Litsa rettede på min arm, da jeg åbenbart holdt den for højt i forhold til hvordan man skulle gøre. Jeg sukkede. 

"Delia." Litsa gjorde det tydeligt at hun ikke brød sig om mig eller min nye familie, men derfor kunne jeg vel håbe på hun ville kalde mig mit navn. 

"Du skal ikke tro det er en fordel af være Hr. D's unge. De fleste af os kan ikke lide ham. De færreste vil overhovedet interesserer sig for dig." Hendes ord skar som knive i min allerede skrøbelige selvtillid. Jeg bed tænderne sammen og rykkede mig som hun sagde jeg skulle. 

"Jeg vidste ikke hvem min far var før i går." Det var det bedste svar jeg havde til hende. Litsa trådte væk, som om hun bedømte mig. Det gjorde hun sikkert også. Derefter sagde hun ikke noget til mig, ud over det hun skulle i forhold til træningen. Vi gik hurtigt over til at øve faktisk kamp. Selvom vi brugte træsværd, kunne de stadig slå hårdt, og da vi endelig stoppede havde jeg masser af røde mærker, der sikker snart blev blå mærker. 

"Tak for træningen." Dionte smilede til de to piger. Tamora stod bag Litsa og sendte ham et koldt blik. Liam havde et rødt mærke over kinden, der lignede et kradsmærke. Alligevel stod han og stirrede forelsket på Tamora. 

"Mh. Selv tak." Litsa sukkede det dramatisk, inden hende og hendes søster forlod arenaen for at lade os stå alene tilbage. Os fire søskende blev stående tilbage. 

"Ækle slanger," mumlede Charlie irriteret. 

"Charlie." Dionte lød klagende, som et barn der tiggede om at dets mor ikke ville fortælle en pinlig historie. Charlie rullede med øjnene. 

"De har jer hvor de vil. Se på Liam, en komplet tåbe!" Hun pegede på vores bror, der så på os som om han lige var vågnet. 

"Hva'?" 

"Du står og savler. Tamora bruger dig, få det nu ind. De piger er kun interesserede i én ting." Charlie smed sit sværd hvor hun havde samlet det op, og gik mod hytterne. Vi andre fulgte med. 

"Og hvad er så det?" Liam løb op på siden af hende, hans øjne strålede af håb og nysgerrighed. 

"Sig selv." Charlies tone var lige så koldt som hendes blik. Det fik Liam til at sænke hovedet, og hvis han havde været en hund, ville han have haft halen mellem benene. 

"Charlie, du giver Delia et dårligt førstehåndsindtryk." Dionte så på hende fra den anden side. Jeg gik ved siden af Liam. 

"Er der et godt?" Dionte hævede et øjenbryn over Charlies næsvise svar. Hun sukkede surt. "Jaja, jeg ved god du flirter rundt med Litsa. Ligesom alle andre i den her lejr." Charlie lagde armene over kors mens hun gik. 

"Hun er min ven." Jeg undrede mig over hvordan Dionte kunne sig det. Hun havde virket direkte modbydelig og ond på mig, men det kunne selvfølgelig være min sølle selvtillid. 

"Mh, så siger vi det." Vi snakkede ikke mere om Afrodites piger derfra. De andre brugte tid i hytten, men jeg ville gerne ud og se det hele, så jeg satte min kurs imod staldene med pegasusser. Jeg havde ikke set Kykos hele dagen, men han havde nok travlt med et eller andet, nu han ikke var min barnepige 24/7 mere. Alligevel savnede jeg ham lidt. Da jeg stadig troede jeg var et menneske havde vi været sammen hele tiden.

Jeg nåede aldrig ret langt ned til staldene, for på vej derhen stødte en dreng ind i mig. Han havde gået og set ned på en eller anden form for læder rustning han havde på, da han ramte mig direkte skulder mod skulder. Jeg blev overrasket nok til at træde et skridt tilbage, miste balancen, og lande på jorden. Jeg så direkte op på ham, helt rundt på gulvet. Hans udseende var en sær, følelsesløs facade. Hans hår var lyst, hans pande hår så glat og blødt ud, og var strøget til siden over hans blå øjne. Hans kæbe ved bred og stærk, og hans læbe ret store. Det gik op for mig jeg sad og stirrede direkte op på ham uden at sige noget. 

"Øh, undskyld." Jeg prøvede at skubbe mig op, men fik ikke gjort det ret elegant. Drengen fik vist ondt af mig, han rakte i hvert fald en hånd frem som hjælp. Jeg tog den, og i et stærkt træk fik han mig op og stå. "Delia, datter af Dionysos," præsenterede jeg mig for ham, mens jeg børstede den værste skidt af mit tøj. Jeg så på ham, da han ikke svarede. Hans blå øjne lå stadig på mig, som om han var ved at bestemme hvilken race jeg var. Det var ikke første gang jeg prøvede det her. Alligevel rømmede jeg mig igen for at hentyde til jeg forventede hans navn. Det fik ham kun til at se mig ind i øjnene, og løfte det ene øjenbryn. Jeg lo lidt, han forstod vist ikke små hint. "Hvad er dit navn?" 

"Viktor." Han svarede med en accent. Han var ikke fra Amerika, men det var ikke den samme accent som Felix. Den var vist europæisk, men jeg var ikke sikker. 

"Søn af...?" Jeg vidste jeg havde lagt mærke til hans neutrale udtryk før, men jeg kunne ikke finde ud af hvor. Det var sikkert til et af måltiderne. 

"Artemis." Han svarede kort og præcist. Hans stemme var præcist så neutral som hans udtrykt, bortset fra han lidt så ud som om han var i konstant smerte også. Jeg nikkede med et smil. 

"Ja! En af Artemis' drenge." Jeg kunne huske at have set på ham da jeg fik forklaret at Artemis også havde børn, selvom hun var jomfru. Viktor nikkede bare til mig, uden at se ud til at ville tilføje noget. Jeg fandt det ikke rigtigt akavet, for han virkede ikke afvisende. Han virkede bare til ikke at forstå sociale regler. 

Før jeg kunne spørge mere ind til ham, begyndte han igen at gå. Jeg fulgte hurtigt med. "Må jeg?" Han nikkede til mig, ligeglad med jeg gik med. Han rakte sværdet i hans hånd mod mig, og jeg tog det. Han fortsatte med at få sin læder rustning af, præcis som han havde gjort inden han var gået ind i mig. "Hvor skal du hen?" Jeg brød mig ikke om at holde sværdet, det føltes tungt og forkert i mine hænder. 

"Søen." Viktor træk sin rustning af og lagde det over sin arm. Han tog sværdet fra mig igen, og han tøvede kort inden han sagde "tak." Jeg smilede roligt til ham, og til min overraskelse smilede han kort igen. Vi var tilbage ved hytterne, men han gik selvfølgelig imod hytte 8. Jeg fulgte med, men stoppede ved døren. Jeg vidste slet ikke om vi bare måtte gå ind i hinandens hytter. Han fangede at jeg stoppede, og vendte sig imod mig med et forvirret udtryk. 

"Må jeg..?" Han skulle til at svare, da en pige med samme lyse hår og blå øjne hoppede ud af hytten og omfarvnede ham bagfra. 

"Viktor! Jeg undrede- hvem er det?" Pigens øjne faldt på mig. Modsat Viktor var hendes øjne livlige, hendes ansigt varmt, og hendes energi tydelig. 

"Delia." Viktor svarede lige så kort og præcist til en han tydeligvis kendte, som han gjorde med mig. 

"En ven?" Hun så ud som om hun ikke rigtigt troede på det. Viktor nikkede, som om det var ligegyldigt at vi kun lige havde mødt hinanden. Hun rakte en hånd ud imod mig, for at hilse rigtigt. "Så må jeg hellere hilse. Rosa, Viktors tvillingesøster." Hun smilede, og hendes ansigt mindede mig en strålende sol. Jeg tog hendes hånd. 

"Delia, datter af Dionysos." Da jeg sagde det, nærmest hoppede hun op og ned på stedet. 

"Ja! Jeg så dig i går aftes. Velkommen til. Du vil elske det, specielt til sommer når alle er her. Jeg siger dig, det er en helt anden stemning så. Her er så tomt om efteråret." Hun sukkede dramatisk. Så virkede det som om hun kom til sig selv. "Jeg skal hen til klatrevæggen. Jeg har en aftale. Vi ses helt sikkert Delia!." Hun kyssede Viktor på siden af kinden, som en mor ville med sit barn, inden hun hoppede forbi mig og skyndte sig af sted. Jeg så helt overvældet efter hende. Jeg havde været i nærheden af hende i maks halvandet minut. De to tvillinger virkede som komplette modsætninger. Viktor stod bare bag mig og så også efter sin søster. Han virkede kort mere afslappet da hun havde været her, men nu virkede han mere akavet igen. 

"Hun virkede..." Jeg var ikke sikker på hvordan jeg skulle beskrive Rosa, hans søster. Han afsluttede også min sætning for mig. 

"Livlig." Han sendte mig et smil som man skulle se godt efter for at kunne lægge mærke til. Jeg smilede igen og nikkede. Han virkede som en rigtig rolig fyr, en person jeg godt kunne blive venner med. Jeg fik ikke muligheden. En dreng kom hen imod os, men jeg så ham ikke før han gik forbi mig, siden han kom bagfra. Viktor var åbenbart ekstremt populær, for drengen havde kurs lige imod ham. 

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklarer hans udseende. Han var ikke ligesom de andre halvguder. Han var ikke smuk eller skøn og se på. Han var speciel og unik, men ikke smuk. Hans næse var spids og lige, hans ansigt firkantet, og han havde tre ar der gik over hans højre øje. Hele hans ansigt var meget skarpt. Hans hår så ud til ikke at være blevet vasket i flere uger. Hans udtryk så ligegyldigt ud, og hans holdning var lidt slasket. Det passede godt til hans høje, ranglede krops bygning. Alligevel var hans udstråling nok til at jeg ikke turde komme på tværs af ham. 

Han gik direkte hen til Viktor, han så ikke engang på mig, selvom jeg stod lige foran. "Klar?" Hans stemme var ikke ret højt, og han virkede lige så stille og socialt akavet som Viktor. Viktor så kort mod mig og så tilbage på drengen. Drengen fangede pointen, og så på mig. 

"Delia," præsenterede Viktor mig igen. 

"Okay." Det var alt den anden dreng sagde inden han rakte en hånd ud imod Viktor, som for at leder ham af sted. 

"Et minut." Den anden dreng nikkede kort, accepterede Viktors svar, og vendte om for at sætte kursen mod et mål jeg ikke var sikker på. 

"Hvem er han?" Jeg så undrende på Viktor, der stod og så efter drengen. 

"Mikal." Det var et sært navn jeg ikke havde hørt før. 

"Mikael?" prøvede jeg mig frem. Viktor rystede på hovedet. 

"Mi-kál," rettede han mig. "Min kæreste." Han vendte sig om, smed noget ind i hytten og var på vej efter den anden dreng. Han kom i tanken om at jeg stadig var der og så tilbage på mig. "Vi ses." Han smilede kort, selvom det den her gang virkede lidt for tvunget. Så satte han efter Mikal. Jeg stod alene tilbage ved hytte 8, og stirrede efter de to drenge. 

Jeg besluttede mig for at gå tilbage til min egen hytte. Det var ikke engang lykkedes mig at komme ned til staldene uden at gå ind i nogen. Så kunne jeg lige så godt bruge eftermiddagen sammen med mine søskende. 

De sad alle tre i den lille stue i hytte. Liam var midt i at blære sig med at han kunne gribe vindruer med munden, men hver gang han var ved at gribe dem, tog de et skarpt sving og faldt ned på jorden. Jeg forstod ikke hvordan de gjorde det, men det fik mig til at grine, ligesom Dionte og Charlie. 

"Dionte, lad nu vær!" klagede Liam og kastede endnu en drue op. Den gjorde det samme, tog et skarpt sving og landede på gulvet. Liam opgav og satte sig på gulvet i stedet. "Det er snyd." Han pegede op på Dionte. 

"Hvad er?" Jeg gik hen og satte mig ned. Charlie så undrende på mig. 

"Du kan umuligt have nået ned til stalden og faktisk hilst på pegasusserne." Hun lagde sit blad fra sig. Jeg rystede på hovedet. 

"Jeg gik ind i en," forklarede jeg. "Vi fulgtes tilbage til hytterne, men han skulle noget andet, så." Jeg trak på skuldrene, lagde ikke rigtigt noget i det. "Hvad er det, der er snyd?" Jeg så over på Dionte, for det var ham Liam havde bedt om at holde op med et eller andet. 

"Halvguder arver nogle af deres forældres magiske evner." Dionte slog en hånd ud imod skålen med vindruer. Klaserne begyndte at vokse og gro, så vinranke snoede sig over bordet og ned på gulvet, mens druerne voksede og der blev flere af dem, og duften af søde druer bredte sig hurtigt i hytten. Jeg stirrede på planten. Hvis han kunne gøre det, bare med en bevægelse, var det ikke et under at vores far havde tryllet en coladåse frem. 

"Så vi kan styrer planter, eller hvad?" Jeg så rundt på dem. Charlier rystede på hovedet. 

"Vi har ikke de samme evner. Liam kan kun styrer jordbær, Dionte kan styrer de fleste planter, og jeg kan slet ikke noget med planter." Hun trak på skuldrene. For et døgn havde jeg aldrig troet jeg skulle fører en seriøs samtale om magiske kræfter, men jeg havde set druerne ændre kurs i luften, og planten der var vokset over bordet fra skålen. Jeg kunne ikke rigtigt modargumenterer. 

"Så.. du er ligesom et menneske? Ingen evner?" Jeg så spørgende på Charlie. Hun smilede mystisk, og jeg var ikke helt tryg ved det smil. 

"Mine evner er farligere. Vi har flere af dem, nogle har kun et par stykker, nogle har en masse. Der er ingen regler. " Hun lagde sig ned på ryggen i sofaen. Jeg nikkede lidt, og undrede mig over hvad jeg mon kunne. Som om hun havde læst mine tanker, fortsatte Charlie: "Man opdager det tilfældigt og hen af vejen og ved at prøve sig frem. Det skal nok komme." Hun lagde begge hænder bag hovedet og lukkede øjnene. 

"Hvorfor blev du egentlig sendt hertil?" Liam kunne se over bordet og hen på mig. Jeg havde hørt hans grund til at komme hertil, og min var heldigvis mindre trist. 

"Min mor sendte mig af sted. Jeg var til fest, og sang karaoke. Da jeg var færdig var alle helt zombie-agtige, som om de alle havde taget et eller andet. Da jeg fortalte min mor det, sendte hun mig af sted hertil, sagde det var bedst." Jeg så på ham, og hans ansigt blev helt alvorligt - et syn jeg ikke havde troet jeg skulle se. 

"Dionte?" Han så undrende over på vores storebror. 

"Jeg ved det ikke. Sagde din mor eller Kykos noget om det? Far?" Dionte så over på mig. Jeg rystede på hovedet. 

"Jeg tror ikke vores far ved hvorfor min mor sendte mig hertil." Jeg trak på mine skuldre, for jeg vidste ikke rigtigt hvad de snakkede om. 

"Hun har været her en dag, lad hende falde til før i begynder og analyserer hende, gider I?" Charlie holdt øjnene lukkede da hun talte. Selvom hun virkede ligeglad med alt, følte jeg hun havde et blødt punkt for os. Jeg havde gættet mig frem til at hun var den ældste, men alligevel virkede det ikke til hun var hyttens vejleder, eller hvad dem der var den ansvarlige hed. 

"Hvordan fungerer det der med vejledere egentlig?" Jeg så over på Dionte, der næsten lyste op ved spørgsmålet. 

"Det er den der har mest erfaring eller den der er ældst der bliver vejleder. Når Ray ikke er her, er det mig der er vejleder. Liam har været her længere end mig, men jeg er ældre og har trænet længst. Charlie er ældst, men hun har kun været her i fire år." Han smilede stolt til mig, tydeligvis glad for at være vejleder. Alligevel så jeg forvirret på ham. 

"Hvem er Ray?" Jeg trak mine ben til mig så jeg sad i skrædderstilling i stolen. 

"Vores storebror. Han er den ældste af os, og har været i lejren 8 somre. Han bor med sin mor og lillebror i den virkelige verden." Charlie snakkede stadig med lukkede øjne. Jeg troede faktisk ikke der var flere af os, siden vores far ikke kunne lide halvguder, men der var åbenbart en til. 

De næste uger foregik med mig der prøvede at huske en million guder og myter, prøvede ikke at dø til træning, og brugte en masse tid med mine søskende og de få andre halvguder der var i lejren. Jeg opdagede ikke nogle seje evner til min ærgelse, men til gengæld blev jeg ret glad for sværdkamp, når jeg ikke kæmpede med Litsa. Alt var sådan set perfekt, og for første gang følte jeg, at jeg hørte til et sted. Men som i alle myterne jeg prøvede at lære, var gode tider uden bekymringer sjældent ret lange. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...