Hvis Alt Var Intet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
Det var meningen at hun skulle have været perfekt. At hun skulle have passet perfekt ind i det perfekte samfund de havde skabt, så de kunne føre deres dumme forsøg. Men ingenting kan være perfekt. Så hvorfor overhovedet forsøge at være det?

--- Bidrag til Divergent - Allegiant konkurrencen, Valgmulighed 3---

1Likes
2Kommentarer
387Visninger
AA

5. Nåle

 

Kapitel 3

Hun døde, indvendig.

Langsomt gik det, mens håbløsheden åd hende op indefra som en virus.

Det var dagen hvor hun skulle tilbage. Hun brugte de sidste timer liggende stirrende op i loftet. Hun overvejede endnu engang mulighederne for at flygte, selvom hun vidste at det var umuligt. Hun fik et chok da låsen klikkede og dørhåndtaget blev trykket ned. Han kom ind til hende og satte sig på stolen ved siden af sengen.

”Så er det i dag,” sagde han og lagde en hånd på hendes skulder. Hun skubbede den væk og trak dynen over hovedet.

”Hey, det skal nok gå, jeg har en plan.” Han trak dynen væk fra hendes hoved.

”En plan?,” stønnede hun og vendte sig, så hun kiggede ham ind i de dybe, gråblå øjne.

Han tjekkede en ekstra gang, at ingen kom forbi på gangen, før han indvilligede en mere håbefuld Lyra i sine planer.

En kraftig bygget mand kom ind af døren og bad dem komme med sig. De gik gennem en labyrint af gange med flimrende lamper, inden de kom til det rum hvor hun skulle have slettet hukommelsen. Hun gik over dørtærsklen og ind i et rum med kridhvide vægge og loft. Med væmmelse så hun på den hospitalsstol der stod i det blændende hvide rum. Men trods sin væmmelse gik hun lydigt hen og lagde sig. En mand med skrig rødt hår og kittel tog en sprøjte og nærmede sig Lyra. Lyra havde altid været bange for nåle. Hun havde altid undgået tegnestifter af frygt for at stikke sig på en.

 Tusindvis af tanker strømmede igennem hendes hoved, da han satte nålen i hendes overarm. Hun kiggede et øjeblik op fra hospitalsstolen, og fik øjenkontakt med ham. Han stod bagved så lægen ikke kunne se ham med en sprøjte magen til den i lægens hånd. ”Er du klar?,” spurgte han før han trykkede væsken ind i hendes blod. Hun nikkede og bed sig i underlæben. Det har bare at virke, tænkte hun og kneb øjnene sammen. ”Tre, to, en…” sagde lægen, og pressede sprøjten i bund. En usigelig smerte ramte Lyra, men den kom ikke fra stikket. Den kom fra indholdet i sprøjten. Bag ved hospitalsstolen faldt han på knæ. ”Hør, hvad er det der foregår?!,” råbte lægen da han fik øje på ham. Men mere hørte Lyra ikke før hun gik i krampe og faldt ned fra stolen.

 Alting snurrede rundt.

Hun kunne intet høre, kunne kun mærke hvordan hun åbnede munden og lukkede lyd ud.

Hun fandt hans par gråblå øjne og rakte en hånd frem mod ham. Han tog den og gav den et blidt klem.

Hun var bange.

Hun var lettet.

Alt blev sort.

Hun holdt om hans hånd, som gjaldt det liv eller død.

Han klarede det, tænkte hun.

Hans plan havde virket, som den skulle.

Langsomt forsvandt følesansen, og dermed smerten.

Tre ord blev ved med at køre i hendes hoved.

Det er okay, det er okay, det er okay.

Og hun vidste at ordene kom fra ham.

Ærgerligt jeg aldrig fik fat i hans navn, tænkte hun, og det var hendes sidste tanke, før hun langsomt blev nynnet ind i en dyb søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...