Obsessed - På pause****

Emma Browning er en særpræget og intellektuel pige på 14 år, der går i high school i Beverly Hills. Hun elsker at begrave sig i bøger og mest af alt, er hun ikke særlig social anlagt når det kommer til stykket. Emma hører til den velhavende del af borgerne i Los Angeles. Hun har begge sine forældre plus en irriterende lillebror på 10 år - Alt i alt, så tyder familien til at være rimelig normal, men det er kun på overfladen, for bag lukkede døre har Emmas forældre alt for travlt med at gøre karriere, så Emma og hendes bror let bliver glemt i hverdagen. Emma flygter i sine bøger, indtil den dag Emma og hendes klasse får en ny engelsklærer - En ung lærer på 21 år, der er nyuddannet og klar til nye udfordringer. Emma begynder at få forestillinger om hende og ham - Forestillinger, der kun findes i hendes hoved. Det går op for hende, at hun elsker ham og kun ønsker ham, koste hvad det vil! *Justin er ikke kendt*

114Likes
177Kommentarer
169206Visninger
AA

8. Girls stuff...

Justins synsvinkel:

Beverly Hills High School, i klassen, mandag d. 16/11-2015 kl 13:42

Jeg pustede roligt ud over hvor stille klassen var i øjeblikket, og det var som hver gang en velsignelse, eftersom der sagtens kunne være heftige dage med alt den uro og larm, som en skole kunne give, men jeg elskede da helt sikkert mit arbejde som lærer. Det var livsbekræftende for mig, at omgås børn og unge mennesker til daglig, eftersom jeg langtfra havde lagt min barnlige sjæl på hylden, men hvorfor skulle jeg også det? Jeg havde selv en søn og endnu en kommende søn og så var jeg også så begejstret for mine små søskende, så børn og unge havde bare en stærk livskvalitet for mig, uanset hvor meget de kunne drive mig til vanvid til tider. Ja, sådan var det jo bare sommetider.

Jeg betragtede alle mine nye elever, der alle sad og læste og skrev notater i nærmest dyb stilhed. Jeg flyttede blikket over dem alle, til jeg endte på miss Browning, ja Emma hed hun - det var jeg efterhånden blevet pænt klar over, for hun havde da godt nok været aktiv med sin rækkende finger og flere gange havde jeg taget hende i at være fjern fra timerne. Jeg måtte ærligt indrømme, at det var kommet lidt bag på mig, eftersom jeg havde opfattet hende, som én af de ret kvikke elever i klassen efter mine små forstudier hjemmefra i løbet af weekenden, som rektor Morse havde givet mig videre fra klassens forrige engelsklærer mrs Moreno. Ja, der havde jeg ligefrem fået en indskydelse af, at Emma Browning lå blandt de mest kvikke og tilregnelige elever i klassen, men de to første timer, som jeg havde haft med hende og de andre elever her i klassen, så havde Emma, altså virket meget fjern og ukoncentreret, selv om hun tvivlsomt var en sød pige. Ja, det var i alt fald min opfattelse af hende, så hvis mrs Moreno påstod så hårdnakket, at Emma var en mønsterelev, så blev jeg nød til at sætte alarmberedskabet til værks omkring Emma Browning.

Det var jo ikke fordi at Emma udviste direkte dovenskab og ligegyldighed, men jeg havde trods alt lært via skolestyrelsen, at hvis elever ændrede adfærd til det modsatte, hvad de normalt gjorde til daglig, så skulle vi være ekstra opmærksomme om hver enkelt elev, så det ikke gik hen og blev en dårlig vane for hver enkelt elev, og Emma Browning var ingen undtagelse. Jeg så ingen anden udvej, end at hive hende til en lille personlig samtale, når det ringede til frikvarter. Godt nok sad hun og skrev lige nu, men hvor meget hun egentligt fik skrevet, kunne jeg ikke se herfra.

Jeg så væk fra hende igen og rettede mig lettere fra min kontorstol og lagde min kuglepen oven på bunken med de indtil videre rettede diktater, som vi havde gennemført i forrige time, hvorefter jeg rejste mig rømmende fra min stol, så flere elever så op på mig, der i blandt Emma Browning.

"Godt, i må gerne pakke sammen for jeres engelsk for i dag og til næste gang, det vil sige på onsdag i denne uge, så har i side 72 til 75 for i grundbogen!", forklarede jeg klart og højt, mens jeg lod blikket vaje hen over mine nye elever, der så opmærksomt på mig.

"Jeg skriver det lige for en god ordens skyld på tavlen!", forklarede jeg videre med et skævt smil og vendte mig mod tavlen og greb skolekridtet og begyndte at skrive.

"Og ud over side 72 til 75 i grundbogen, så skal i også lave opgave 37,38 og 40, men ikke 39 i opgavebogen!", forklarede jeg højt, mens jeg skrev det hele på tavlen med lettere ivrighed.

"Hvorfor ikke opgave 39 mr Bieber?!", hørte jeg en drengestemme spørge om, så jeg vendte mig omkring med et skævt smil og opdagede, at det var Bryan Osborne, der spurgte - Ja, han var blandt de kvikke elever, så det kom egentligt ikke bag på mig, at han spurgte. Jeg sukkede svagt og nikkede med et lille smil.

"Af den simple grund mr Osborne, at jeg ikke mener opgave 39 har en speciel relevans for hele forståelsen - Er det svar nok?", forklarede jeg med et et svævende spørgsmål mod Bryan, der nikkede med et svagt smil og han lukkede bøgerne sammen, som alle de andre.

"Og så må i alle godt gå til frikvarter!", tilføjede jeg højt, så alle rejste sig og efterlod rimelig meget støj i lokalet, som hver gang, og jeg så straks hen på Emma, der selv stod og pakkede sine engelskbøger og penalhus sammen.

"Med undtagelse af miss Browning, for dem vil jeg gerne lige drøfte nogle ord med!", forklarede jeg højt, så Emma så smilede op på mig på en overraskende måde.

"Uuh la las... hva' Emma?!", udbrød et par af klassens piger med grin, da de gik forbi hende og ud af døren fra klasseværelset. Tja, det kom ikke bag på mig, at teenagere havde løbske hormoner til tider, særligt hvad angik pigerne lige i dag.

Alle eleverne forsvandt lidt efter lidt ud af klasseværelset, hvor Emma til sidst sad på sin pult og så afventende mod mig, til jeg gik hen til den åbne dør og lukkede den i for at skabe ro omkring Emma og jeg, eftersom der allerede var temmelig meget støj og larm ude på skolegangen pga alle de elever både fra min klasse her og de andre klasser.

Jeg gik hen og greb fat om min kontorstol og skubbede den hen mod Emmas pult, hvor hun sad og betragtede mig opmærksom med et sødt smil og foldede hænder oven på hendes bordplade. Jeg satte mig ned på kontorstolen over for hende og pustede lettere ud og så opmærksomt på hende, hvor jeg i flere sekunder valgte bevidst ikke at sige noget med det samme. Jeg bemærkede mig af, at hun fugtede sine læber på en nærmest nervøs måde, så jeg så med et løftet øjenbryn på hende.

"De skal skam ikke være nervøs miss Browning...", begyndte jeg roligt, så hun fnes med svagt røde kinder.

"De må godt sige Emma..", fnes hun med et bid i underlæben, så jeg så med et løftet øjenbryn på hende og grinede lidt og rystede svagt uforstående på hovedet.

"Arh miss Browning, vi har ligesom en vis etik her på skolen og den vælger jeg at holde mig til, men nu til noget andet miss Browning...", begyndte jeg med et svagt suk og lænede mig afslappet tilbage og lagde mit venstre ben bøjet afslappet op på mit højre knæ, mens jeg rømmede mig lettere. Emma så med et spørgende blik på mig.

"Hvad vil de snakke med mig om mr Bieber?", spurgte hun med et skævt smil og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad hun præcist mente med det specielle blik på mig, som til en forveksling kunne virke flirtende? Jeg rystede svagt forvirret på hovedet over den syge tanke - selvfølgelig flirtede pigen da ikke med mig - Hun var 14 år for pokker! Hvad fanden sad jeg og troede her? - Og hvad andet var, så var hun én af mine elever, så den slags forhold kunne slet ikke komme på tale, og for det tredje, så havde jeg også en forlovede, rettere kommende kone og barn med hende, som jeg elskede betingelsesløst, så selvfølgelig kunne det slet ikke komme på tale, at skulle indlede noget intimt med hverken Emma Browning eller nogen anden elev.

- På den anden side...

Jeg kunne ikke bestemme, hvis pigerne crushede på mig eller på nogle af de andre mandlige lærerer, for mulighederne var der desværre for det- og hvad med drengene? - Var det ikke nærmest det samme, der kunne opstå, hvis drengene fandt en kvindelig lærerinde attraktiv? Det emne var jo slet ikke et fremmedord på skoler. Så meget vidste jeg da. Hmm, hvad fucked sad jeg nu og spekulerede over? Dette var et emne, som jeg ikke gad eller magtede at tænke på, da det slet ikke var sagens kerne her. Jeg pustede tungt ud og gned mig flygtigt i mine tindinger med min venstre hånd.

"Er de okay mr Bieber?", fik Emma mig ud af de højst besynderlige tanker.

"Justin, tag dig sammen! Du skal fremstille dig som den voksne her!", tænkte jeg svagt hovedrystende, for at ryste mine sidste forvildede tanker af mig og smilede svagt til Emma og nikkede.

"Jo, miss Browning, jeg må hellere komme til sagens kerne her...", begyndte jeg roligt og hun nikkede med et opmærksomt blik på mig.

"Ja, jeg tænkte at jeg hellere måtte tale lidt med dem om deres indsats i timerne miss Browning..", begyndte jeg og straks så hun undrende på mig.

"Virkelig?", brød hun kort ind og jeg nikkede med et svagt smil.

"Jeg fik deres og resten af klassens udtalelser med mig hjem til weekenden, som jeg kunne studere, så jeg kunne komme lidt ind på hvilke elever, som jeg har med at gøre og efter utallige mange udtalelser om dem fra mrs Moreno, så skulle de efter sigende være ét af mønstereleverne, og rimelig kvik og med i timerne, men det er slet ikke det indblik jeg har fået efter de to timer her i dag - De har ærligt talt virket meget fraværende og ukoncentreret og jeg vil selvfølgelig rose dem for, at have rakt fingeren i vejret mange gange, men hver gang har det været på grundlag af undskyldninger og fordi de slet ikke har fulgt med i timerne - det er i alt fald min opfattelse og det bekymrer mig specielt, fordi de ellers har været meget aktiv og gjort en overordentlig indsats - særligt under mrs Morenos undervisning..", forklarede jeg roligt og Emma bed sig i underlæben, men denne gang var jeg næsten sikker på at det betød at hun følte ubehag over dette emne her. Jeg så spørgende på hende.

"Kan de forklare, hvorfor det forholder sig sådan lige i dag?", spurgte jeg yderligere. Emma sukkede og brød blikket med mig for at se ned i bordet foran sig.

"Undskyld mr Bieber...", mumlede hun lavt. Jeg smilede svagt og søgte hendes blik, som hun havde i bordet.

"Er der problemer på hjemmefronten, som jeg bør vide noget om?", spurgte jeg opmærksomt og straks så Emma op på mig med en svag åben mund og rystede kraftigt på hovedet. Jeg smilede skævt.

"Er de sikker?", spurgte jeg opmærksomt, og hun så lettere ned, som om hendes blik var stift placeret på maven på min t-shirt, mens hun bed sig kraftigt i underlæben, så jeg virkelig var tilbøjelig til at tro, at hun faktisk havde problemer hjemme.

"Miss Browning?", spurgte jeg roligt og bestemt, så hun så op på mig igen, uden så meget som at løsne hendes bid fra hendes underlæbe - ja, det var lige før, at noget af hendes hage blev hvid det sted hun holdte fast med sine tænder.

"Jeg er godt klar over, at vi to dårligt kender hinanden og jeg lige er startet som jeres engelsklærer - klasselærer om i vil det, for hovedsagen er, at jeg har overtaget mrs Morenos plads her, men selvom vi dårligt kender hinanden, så synes jeg blot, at de skal vide, at jeg hellere end gerne vil lytte til dem, hvis de skulle have problemer, som på nogen måde ville forstyrre deres indsats i skolen - Kan de følge mig?", forklarede jeg opmærksomt, så Emma slap sin underlæbe med et lille svup og så lettere ned i bordet og nikkede svagt.

"Ja, mr Bieber...", svarede hun mumlende med blikket i bordet. Jeg pustede tungt ud og så svagt bekymrende på hende.

"Har de... noget at ville tale om nu, eller ønsker de, at jeg laver en aftale for dem til skolepsykologen, i så fald hvis de har store problemer miss Browning?", spurgte jeg roligt, så hun så langsomt op på mig og rystede svagt på hovedet.

"Jeg tror bare, at...", svarede hun på en tøvende måde og grinede lettere usikkert og tog sig til maven.

"Det er vidst bare pga menstruationssmerter, at jeg har været så fraværende i dag..", forklarede hun med et svagt smil, så jeg følte en svag varme i mine kinder over hendes svar. Nå ja, det var jo selvfølgelig et ret naturligt emne, men jeg måtte pænt indrømme, at jeg ikke lå på den stærke side at skulle tale om pigernes cyklusser her på skolen. Der var jeg ret sikker på, at en kvindelig lærer havde været bedre her, eller skolens sundhedsplejerske, men ja.. Jeg havde ligesom spurgt hende og hun svarede bare helhjertet. Hvad kunne jeg gøre ved det? Intet, for jeg havde ligesom siddet og været lutter øren for at hun skulle have chancen for at åbne sig lidt op for mig. Jeg ville jo ligesom give et stærkt signal om, at hun og mine andre elever var frit stillet til at kunne komme til mig, når de havde brug for en lille sludder eller dybere samtale, uden at vi krydsede grænsen for uanstændig opførsel. Jeg nikkede svagt med et akavet smil.

"Nå ja, forståeligt nok miss Browning... Men ja, hvis deres indsats ikke bliver forbedret fremover, så er jeg bange for at vi skal blande deres forældre og skoleledelsen ind i det - er det forstået miss Browning?", forklarede jeg med et bestemt blik på hende. Emma nikkede med et lille smil.

"Må jeg rejse mig nu?", spurgte hun undskyldende. Jeg nikkede med et svagt smil.

"Ja, vi er vidst færdige for i dag miss Browning - de kan holde deres frikvarter...", svarede jeg roligt med et smil. Emma nikkede med et svagt smil, der mest så lettere trist ud, men ja, hvis hun ikke mente, at hun havde noget mere at snakke med mig om, så måtte det vel være det. Hun rejste sig fra sin pult og tog sine engelskbøger i favnen op ad hendes bryst og gik hen mod døren. Jeg fulgte hende i sekunder med blikket, inden jeg med et svagt suk så frem for mig igen og kunne høre døren smække roligt i efter hende.

Jeg sad og stirrede lidt på hendes pult og egentligt var jeg en ordenlig lærer og ville helst ikke snage i mine elevers private anliggender, men Emma syntes at skjule noget og jeg besluttede mig for at tjekke hendes pult ud, hvis der måske var beviser for, at hun havde problemer, som lå gemt under bordpladen i pulten. Jeg så mig over skulderen hen mod døren for at tjekke, at den var lukket helt til, og alt virkede i pureste orden, så jeg rejste mig fra kontorstolen og satte mig på Emmas stol og åbnede hendes pult, der ved første øjekast virkede nogenlunde ordenlig sådan som tingene lå. Dog faldt mit blik på et kladdehæfte, som ikke virkede til at have noget med noget som helst fag at gøre, og i princippet kunne det være et ekstrahæfte til noget, men det afholdte mig ikke fra at tage det op fra pulten, hvor ved jeg åbnede for første side, hvor en ret så tragisk tegning var at se. Der var ingen tvivl om, at Emma faktisk havde talent for at tegne, for det var virkelig flot tegnet, men det var mere tegningen der var tragisk.

- En tegning af en pige, der skreg mod himlen med markerede tårer ned ad kinderne med sort skraveret baggrund, så det allermest så uhyggeligt og dystert ud..

Jeg lukkede straks kladdehæftet med en klump i halsen, og valgte bevidst ikke at snage mere, for det gav mig også dårlig samvittighed, at snage i en piges personlige ejendele. Ja, nok havde jeg ikke en datter selv, men jeg vidste at Jamilla havde visse ting, som hun ville bevare i sit hjerte, uden jeg skulle snage i det - det var vel en pigeting?

Jeg pustede opgivende ud og lagde kladdehæftet tilbage det samme sted i pulten og lukkede derefter pulten og rejste mig fra Emmas plads og gik de få skridt, hvor ved jeg greb fat i ryglænet på kontorstolen og skubbede stolen tilbage hen bag katederet. Jeg pakkede derefter det sidste i min sorte skuldertaske og lukkede tasken, mens den stod på katederet, hvorefter jeg greb fat i min sorte blazer på ryglænet af kontorstolen og tog min blazer på og derefter tasken over min venstre skulder.

- Nu kaldte musiktimerne med et par klassetrin over den klasse, som jeg var klasselærer for og efter de musiktimer, var jeg frit stillet til at tage hjem og nyde min familie...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...