Sirius

Manden med tophatten er tilbage, hundestjernen blinker i natten, og spøgelserne dukker frem af fortidens skygger.

Imens Cecilie kæmper for at få lov til at leve livet på sine egne præmisser, skubber skæbnen på for at få hende tilbage på den vej, der følger med hendes ophav.

Hvad sker der, når fremmede lukker sig selv ind i hendes liv, og gamle venskaber må stå deres test?

6Likes
8Kommentarer
775Visninger
AA

3. Gæsten i stuen

 

Om muligt opførte Cecilie sig endnu mere som en søvngænger, da hun dagen efter mødte på arbejde. Hun kæmpede ikke længere for at holde gabene inde, hver gang hun vendte ryggen til kunderne, men hendes øjne var dækket af en mælkehvid tågehinde.

Og Adam lagde mærke til det. Det bekymrede ham, at blå rande begyndte at blive synlige under den lyshårede kvindes øjne. Hand vågede som en høg over Cecilie, men ud over de blå rander under hendes øjne, virkede hun mere eller mindre til at være sig selv.

I en pause inviterede han Cecilie på middag hjemme hos sig selv for at sikre sig, at der vitterligt ikke var noget galt. Hun sagde ja, og flere timer senere sad de så over for hinanden ved hans spisebord.

”Hvordan har du det?” spurgte han.

”Fint,” svarede hun og skar et stykke af sin kartoffel, inden hun løftede den op til munden for at tygge, men hendes blik kredsede hele tiden lige væk fra hans blik.

De lærte først hinanden at kende for syv måneder siden, da Cecilie flyttede ind i sin nye lejlighed og gik ud for at købe ind, hvor hun tilfældigvis kom til at stå efter Adam i en ualmindeligt lang kø. De faldt i snak, og det ene ledte til det andet. Inden de vidste af det, var de gode venner, og Adam hjalp ende med at få arbejde på caféen. Selvom de ikke havde kendt hinanden længere end som så, så mente Adam nu nok, han kunne se, når hun løj.

”Okay da,” sukkede hun efter et løftet øjenbryn fra hans side af. ”Knapt så fint.”

”Og…?”

”Jeg har ikke kunnet sove. Mareridt.”

”Du burde virkelig få en tid på et af sporingscentrene,” sagde Adam og lænede sig frem på albuerne.

”Hvor mange gange skal jeg sige nej, Adam? Under ingen omstændigheder.”

Cecilie skubbede tallerkenen fra sig og lænede sig tilbage med armene krydset over maven. Hun tiltede hovedet lidt til den ene side og spidsede munden.

”Hvad hvis du er ligesom dem? Hvad nu hvis det havde noget med ma…”

Cecilie lod ham ikke tale ud, inden hun afbrød: ”Hvis det bliver værre, lover jeg at booke en tid, men ikke endnu. Det gør over.”

De spiste færdig i tavshed og hjalp hinanden med at tage ud af bordet, selvom Adam insisterede på, at Cecilie ikke behøvede at hjælpe, fordi hun var gæsten. Da bordet var blevet ryddet, snakkede de en time eller to længere, inden Cecilie besluttede sig for, at nu skulle han hjem, og Adam besluttede sig for at køre hende.

Da de trak ind til kantstenen foran hendes lejlighed, stod den ældre herre med den høje, sorte hat og stokken med sølvknap og ventede på hende ude foran gadedøren. Uden at lade sig mærke med noget steg hun ud af bilen og vinkede efter bilen, omens Adam trak ud fra kantstenen og forsvandt i trafikken.

”Der er kulde i brisen, synes du ikke, Celine?” spurgte den ældre herre og fulgte Cecilie, idet hun trådte ind i sin opgang.

”Det er Cecilie, ikke Celine. Hvis du vil have mig undskyldt, så vil jeg prøve at få noget søvn,” hvæsede Cecilie og strøg en løssluppen hårlok om bag øret.

”Som du vil, Celine,” sagde den ældre herre, lettede på hatten og forsvandt på stedet.

”Cecilie,” mumlede hun for sig selv, imens hun låste lejlighedsdøren efter sig.

”Hvem talte du med?” spurgte en stemme inde fra lejligheden.

Hun stivnede med den ene sko på og den anden i hånden. Der var kun en, der dukkede uopfordret op i hendes lejlighed, og det var den ældre herre, men stemmen var både for ung og for dyb til at tilhøre den ældre herre med den høje hat.

Langsomt. Meget langsomt løftede Cecilie hovedet. Hendes hænder var svedige, og hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende.

”Jeg hørte ikke andre end dig,” sagde manden, der havde taget plads i hendes sofa.

Cecilie spærrede øjnene op ved synet af manden fra parken. Hendes åndedræt satte sig fast i halsen på hende. Skoen landede på gulvet med et bump. Hun snublede baglæns, åbnede munden og skred. Og skreg og…

En hånd lukkede sig over hendes mund bagfra. Hendes blik, som eller havde været låst fast på den blege mand, stirrede på ingenting. Hende krop stivnede.

”Lad være med at skrige, kære,” hviskede manden i Cecilies øre og snoede en arm rundt om livet på hende.

Hun sank en klump, da lugten af rust sneg sig op i hendes næsebor fra mandens hånd. Han løftede hendes så let, som vejede hun ingenting og bar hende hen til sofaen.

”Nu sætter jeg dig ned og flytter min hånd,” sagde manden.

Overraskende varsomt satte den blege mand Cecilie fra sig på sofaen, så de sad ansigt til ansigt. Ligeså snart mandens hånd forlod hendes ansigt, pressede Cecilie sig så langt ind i sofaen, hun overhovedet kunne komme, for at komme længst muligt væk fra den blege mand.

”Jeg gør dig ikke noget. Det lover jeg,” forsikrede manden og holdt Cecilies blanke øjne fast med sit blik. Han strøg hende forsigtigt over knæet, men holdt op, da hun veg væk fra hans berøring.

”Prøv at slappe af, så laver jeg en kop te til dig, og så må du prøve at få sovet lidt.”

Han skubbede sig op at stå.

”Okay?”

Cecilie nikkede hektisk med hovedet.

Manden rakte ud og trak jakken af hende, hvilket ikke var en helt nem opgave, da Cecilie forsøgte at krybe langt væk fra ham, men til sidst lykkede det ham. Da han trådte væk fra ham, fik hun lidt lettere ved at trække vejret, men ikke meget.

Den lyshårede kvinde trak benene helt op under hagen og stirrede skræmt på den blege mands ryg, imens han åbnede og lukkede skabslågerne i det lille køkken. Hun mærkede sit hjerte spurte af sted i brystkassen, og hendes håndflader dækkedes af et tyndt lag fugt.

Imens hun stirrede på mandens ryg, slog en ide ned i hende. Han havde ikke hængt hendes jakke ud på plads efter at have lirket den af hende, men bare smidt den hen over det af sofaens armlæn, der var længst væk fra hende.

Et øjeblik for hendes blik bare frem og tilbage mellem manden og jakken, men så lod hun benene glide ud over sofakanten, lænede sig frem mod jakken og strakte en hånd ud. For at lave så lidt lyd som muligt brugte hun kun pege- og ringfingeren til at fiske telefonen op af lommen.

Hvis bare hun kunne få den hen til sig, uden den blege mand opdagede det, så kunne hun…

En kold hånd klemte lige akkurat hendes fingre nok til, at hun tabte telefonen midt på sofaen, men ikke nok til at gøre ondt.

”Hvad laver du, kære?”

Cecilie peb og krøb væk fra den blege mand med de kolde hænder, men han holdt stadigvæk fast om hendes fingre. Hele hendes krop rystede. Hendes blik flakkede mellem manden og telefonen.

”Øhj. Jeg sagde jo, at jeg ikke er her for at gøre dig noget,” sagde han.

Et øjeblik søgte hans blik den blonde kvindes, men hendes øjne borede sig ind i en plet på væggen bag ham. Han gav kvindens fingre et forsigtigt klem, der var ment beroligende, men bare fik hendes åndedrag til at sætte sig fast i halsen. Ligeså snart han slap de slanke fingre, blev hånden og armen trukket så langt væk fra ham, som det var fysisk muligt.

Cecilie fulgte hver eneste af mandens bevægelser, da han vendte sig om mod sofabordet og løftede tekanden fra en bakken, hun ikke engang havde opdaget. Teen faldt fra tuden ned i koppen i en elegant, dampende, gylden strøm. Tekoppen blev rakt frem imod hende, men hun stirrede bare på den med opspilede øjne. Med et suk satte han koppen tilbage på bordet og trådte nogle skridt væk fra sofaen, hvor han satte sig i skrædderstilling på gulvet.

”Hvad hedder du?” spurgte han og placerede en hånd i gulvet bag sig og lænede en del af sin vægt over på den.

”Ce-cecilie,” stammede hun og sank en klump.

”Så det er dit navn,” mumlede han så lavt, at han egentligt ikke forventede, at den lyshårede kvinde skulle høre ham, men hans ord fik alligevel hendes ansigt til at blegne.

”Mit navn er Sirius,” fortalte han og lagde hovedet på skrå for at følge kvindens underfundige forvandling.

”Et misvisende navn, synes du ikke?” gentog hun den ældre herres ord og trak en opgivende hånd igennem håret. Det var, som om nogen havde slukket en kontakt: Al frygten var som sivet ud af hende.

”Hvad mener du?” spurgte Sirius oprigtigt forvirret og løftede et øjenbryn.

”Men det ligger måske til jer at være kryptiske,” fortsatte Cecilie nu fuldstændigt overbevist om, at den blege mand, der befandt sig i hendes lejlighed, bare tilhørte samme kategori som den ældre herre. Godt nok havde manden – Sirius – en lidt mere fysisk for end manden med hatten.

”Hvad?” gentog Sirius bange for, at Cecilie i løbet af de sidste tredive sekunder på en eller anden måde midlertidigt havde mistet forstanden.

Cecilie lænede sig frem og lod blikket glide rundt i den lille stue, inden hun hviskede: ”Jeres slags.”

”Hvad?” spurgte Sirius bange for, at han efterhånden lød en anelse dum, for godt nok havde de overnaturlige og menneskene levet side om side i flere år, men det var de færreste mennesker, der kunne kende det ene fra det andet.

Cecilie nikkede og smilede opmuntrende til den forvirrede Sirius.

”Så du har mødt andre som mig,” konstaterede han og rejste sig op.

”Du var ikke helt så fysiske, som du er, men ja.” Cecilie så ned på sine hænder med et skuldertræk, som om det var hverdagskost for hende at føre forvirrende samtaler med fremmede mennesker.

Og det kunne meget vel være tilfældet, fik det op for Sirius, da han hørte, hvordan hun formulerede sit svar. Hun kunne se om bag sløret, og det lød ikke til, at den lyshårede kvinde selv var klar over det. Med et føltes hans hjerte meget tungt.

”Klokken er mange. Du burde gå i seng, min kære,” sagde Sirius og tilbød den lyshårede kvinde en hånd til at komme på benene, men hun rystede bare på hovedet og ignorerede hans hånd.

Imens den lyshårede kvinde vimsede rundt i den lille lejlighed og gjorde forberedelser til at gå i seng, fulgte Sirius hende med øjnene. Hans blik var ligeså tungt som hans hjerte, da han fulgte hende med øjnene. Allerede da de mødtes i parken, vidste han, hvad hun var for ham, og nu skulle han ikke kun forklare hende, hvad han var, men også hvad hun var.

Sirius fulgte efter Cecilie, da hun smuttede ind i soveværelset og krøb ned under dynen. Et øjeblik stirrede de bare på hinanden, men så rakte Cecilie ud og slukkede for natbordslampen. Sirius skulle lige til at træde ud af soveværelset og lukke døren bag sig, men stoppede ved lyden Cecilies søvnige stemme.

”Jeg hedder Cecilie,” mumlede hun og vendte sig, så kun lå med den ene arm trukket op under kinden.

”Det sagde du, min kære. Sov nu,” hviskede Sirius, trådte ud af soveværelset, hev døren i bag sig og lod sig glide ned på sofaen med hovedet hvilende i hænderne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...