Sirius

Manden med tophatten er tilbage, hundestjernen blinker i natten, og spøgelserne dukker frem af fortidens skygger.

Imens Cecilie kæmper for at få lov til at leve livet på sine egne præmisser, skubber skæbnen på for at få hende tilbage på den vej, der følger med hendes ophav.

Hvad sker der, når fremmede lukker sig selv ind i hendes liv, og gamle venskaber må stå deres test?

6Likes
8Kommentarer
748Visninger
AA

2. Varsler i mørket

 

”Du ser herrens ud!” udbrød Adam og slog ud med hænderne for at understrege sin pointe.

”Jeg kunne ikke sove,” mumlede Cecilie og vadede om bag disken, hvor hun bandt forklædet om livet og satte håret op i en høj hestehale, så de lyse lokker faldt ned langs hendes nakke som et vandfald.

”Så er det godt, du har en kort vagt,” sagde Adam.

Han strøg en hånd gennem håret og smilede hovedrystende på hovedet af Cecilie, der gabende gjorde caféen klar til at modtage dagens første gæster. Snart afløste den ene kunde den anden, og Adam lagde godt mærke til, hvordan veninden gik igennem dagen som en søvngænger. Godt nok small talkede hun med kunderne og smilede høfligt, imens hun betjente, men så snart hun vendte ryggen til lokalet, virkede hendes øjne tågede.

For Cecilie sneglede dagen sig af sted, men endelig endte hendes vagt. Med vante fingre løsnede hun forklædet og lagde det på plads i baglokalet. Hun greb sine ting og stillede sig med korslagte arme til at vente på Adam.

Da han endelig trådte ud af caféen, stod Cecilie lænet op ad en lygtepæl skråt over for døren. Hårene i hendes nakke rejste sig, idet en kold brise skyndte sig forbi. Hun førte hånden op og gned den kriblende fornemmelse. Et hastigt blik over skulderen afslørede ikke kilden til hendes ubehag.

”Du kom rent faktisk igennem dagen,” sagde Adam og tilbød hende sin arm.

Hun rullede øjne af ham, inden hun med et lille smil tog imod hans arm og lod ham føre hende hen ad gaden. De fulgtes ad, indtil de nåede det sted, hvor Adam skulle til venstre, og hun selv skulle fortsætte ligeud. Med et lille smil og et vink skiltes de to.

***

”Jeg havde ikke forventet at se dig indendørs på denne tid af døgnet, Celine.”

Cecilie rejste sig brat og tabte næsten tallerkenen på gulvet, da hun snurrede rundt bare for at stå ansigt til ansigt med den ældre herre. I dagens anledning var hatten anbragt på det vakkelvorne sofabord i stedet for toppen af hans hoved.

”Jeg hedder Cecilie,” sagde hun og vente tilbage til at sætte servicet i opvaskemaskinen.

”Du kan ikke løbe fra dit navn, Celine,” kommenterede den ældre herre og lænede sig frem, så en del af hans vægt kom til at hvile på den sorte stok.

”Jeg hedder Cecilie. Mit navn er Cecilie.”

Med et suk lod hun sig dumpe ned på sofaen.

”Lige nu kalder du dig selv for Cecilie, men dit navn vil altid være Celine,” sagde den ældre herre og smilede drilsk til kvinden, der havde trukket benene op under sig og nu hvilede hagen i den ene hånd. Med et let buk i Cecilies retning samlede den ældre herre hatten op fra bordet og placerede den oven på det hvide hår, inden han med endnu et buk i hendes retning slog hælene sammen og forsvandt ud i den blå luft.

Med en hovedrysten samlede Cecilie en bog op, fiskede fjernbetjeningen til sin radio og tændte den, inden hun satte sig bedre til rette i sofaen og slog op på den side, hun var nået til, sidste gang hun læste.

***

Stjernerne blinker imod den kulsorte himmel. Nogle af stjernerne ser hvide ud, imens andre blinker med et næsten blåt skær. Under stjernerne strækker træerne sig, så langt øjet rækker, men lige under den store, gyldne måne åbner de op og danner en lysning.

En lyshåret kvinde iført en kridhvid kjole står med hovedet lagt bagover og nyder synet af den klare nattehimmel. Hun smiler sagligt op til stjernerne, der muntert vinker ned til hende fra det store himmelhvælv.

Pludselig spreder hun armene ud til siden og snurrer rundt om sig selv Hurtigere og hurtigere går det. Den eneste lyd i lysningen er kvindens klare latter, der blander sig med den kølige natteluft. Kvinden stopper brat. Latteren forstummer. Forundret stirrer hun på sine fødder.

Klukkende vand snor sig om hendes ankler og gør kjolesømmen våd. Forsigtigt træder hun op af elven og lader sig glide i hug på bredden. Med kuplede hænder løfter hun en håndfuld vand op foran ansigtet. Klare dråber drypper ned i den livlige vandstrøm.

Forundret lægger hun hovedet tilbage og stirrer op på himlen, men stjernerne er borte. Sorte uvejrsskyer trækker sig sammen over hende. Et lyn skærer hen over himlen. Et tordenbrag får jorden til at ryste.

Hun tvinges til at tage fra med hænderne for ikke at miste balancen. Da hun ser ned på dem, er de dækket af noget mørkt. Endnu et lyn skærer hen over himlen, og den røde væske lyses op, så den et øjeblik står ulideligt klart. Hun skriger.

Gispende rettede Cecilie sig op i sengen. Hivende efter vejret knækkede hun midt over. Hendes hår hang ned foran ansigtet og blev trukket med ind, hver gang hun trak vejret. Med rystende hænder strøg hun håret væk fra ansigtet og drejede hovedet lidt, så hun kunne skubbe det om bag skulderen.

I det øjeblik lagde hun mærke til tre ting, der ikke var, som de burde.

Ved siden af hende på det vakkelvorne sofabord lå hendes bog nydeligt lukket med bogmærket stikkende halvt ud imellem siderne.

Et tæppe var faldet ned på gulvet, da hun satte sig op, selvom det stadigvæk var delvist viklet rundt om hendes ben.

Lyset i lejligheden var slukket.

Alle tre ting var fuldstændigt forkerte. Hun var faldet i søvn, imens hun læste, og hun huskede ikke at have fundet tæppet frem, da hun lagde sig på sofaen.

Med opspilede øjne lod hun blikket glide rundt i det lille rum, men intet uvelkomment var at se i mørket. Skramlende kom hun på benene. Hun bevægede sig snublende hen til stikkontakten. Med rystende fingre trykkede hun på den lille, grå kontakt. Loftslampen kom blinkende til live. Med hjertet bankende helt oppe i halsen snurrede Cecilie rundt på hælen, men lejligheden var tom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...