Sjælens hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2016
  • Opdateret: 11 feb. 2017
  • Status: Igang
Blue er en unge pige som er blevet født med særlig evne, hun lever i det gamle Egypten med sin mor og far. Efter hendes 7 åres fødelsdag, vågner disse evner op og Blues liv ændres. Hun får nu venner og fjender i denne rejse til at lære og styre sine nu evner, men der er ting der lurer i skyggerne.

dette er historien om Blue og hvad der sker i hendes liv, alt hvad du kommer til at læse er opdigtet, altså ikke ægte.

1Likes
2Kommentarer
565Visninger
AA

5. sværdet

Blue tog dens hånd og som om sandet var forsvundet blev hun løftet op i tryghedens arme, Blue kunne nu se detaljer på skikkelsen. Skikkelsen bar en strudsefjer på hovedet og to massive vinger foldede sig ud fra dens skuldre. End Blue nået at sige noget slog de to vinger og de fløj op mod himmelen, både mørket og Starlok forsvandt under fødderne på hende, hun kiggede op på skikkelsen, men hun kunne ikke se hvem det var på nogle som helst måde. Blue var meget forvirret over hvad der skete, men hun kunne ikke spørge om noget da hendes mund var helt tør. Som tiden gik blev lyset over dem stærker, Blue lukkede øjnede da lyset blev for kraftigt til at hun kunne se nået, men hun kunne høre mange stemmer, selvom de kom tætter på var det helle stadigvæk meget utydeligt. Men en ting var sikkert og det var at hun ikke var nede på jorden "hvorfor kæmper du imod os" kom der ligpludselig fra skikkelsen, Blue kiggede op og lignende det største spørgsmålstegn Egypten nogle sinde havde set "hvad? mener du, jeg kæmper ikke imod" vægten af sandet vendte tilbage, men langsomt. 

Hun åbnede øjne i chok og så kvinden lige i øjnede, de var en flot blå farve med hints af grøn i de store øjne hendes hår var lyst og det lignede næste at det lyste op som solen selv "hehe, ser var det ikke bedre, bare slap af okay" Blue prøvede på at følge det som hun sagde men kunne ikke flytte sine øjne fra jorden hvor Starlok gik efter hende. Blue ville godt ridde på Starlok igen. Hun begyndte at skubbe i forsøg på at slippe fri fra dette ukendte væsen "slip mig, slip mig så" selvom om Blue kæmpede med sin fulde styrke skete der ikke noget "hvad? hvorfor vil du ikke frelses" væsenet så ned på barnet det havde i dets arme, forvirret "lad mig gå, jeg vil ikke med"  Blue begyndt at skubbe endnu hårdere nu, da hun mærkede nået svige mod sit ben. Hun kiggede ned og så et sværd hænger på højre side, med et diamant beklædt skaft, med den største blå grønne safir i enden. Blue tænkte ikke, før hendes små hænder havde fat på skaftet af sværdet, det var tungt meget tungt, men hun ville ikke give op "haha, det der vil ikke virke, ikke uden du" "hold din kæft" kom Blue med før væsent kunne færdiggøre sin sætning "aj, det var ikke sødt sagt, men vis du virkelig vil der ned kunne du bare sige det"  væsnet var helt rolig nu igen.

 

Amun brød sammen, da han så Blue ligge bevidstløs på Starloks ryg "LÆGE, KOM HER"  råbte han og en læge kom løbende, som var der sat ild til ham " yes, mester hvad er der glat" hans blev blege som havde han set et spøgelse da han så Blues livløse krop "hjælp hende, få hende til at åbne sine øjne" lægen rystede på hovedet og fortalte at det var forsent, og hun var borte. Amun gjorte sit bedste for ikke at vise han var svækkede af sit tab, men han kunne ikke stoppe tårende fra at løbe ned af hans kinder, som var han et vandfald. Lægen lade hånden på hans skulder, før han fik to mænd til at tage liget væk, de fik alle et kæmpe chok da Starlok kom i fuld galop hen mod dem, hoppen stoppede først op da hun stod med sine hove få millimeter fra Blue's livløse krop, hoppen bøjede sit hovede ned til barnet før hun rejste sig op på sine bagben. Amun flyttede hurtigt på Blue for at beskytte hende og han fik også kun lige gjort det i tide, for hvis hoverne fra hoppen havde ramt, ville de have knuste alle Blue's ribben, som Starlok hoppede ustyrligt faldt noget ud af hendes sadeltaske, og først da tingen ramte sandet, slappede hesten af og var under kontrol igen.

 

lægen gik over til denne mystisk ting, som nu lå i sandet tungt og varmt, han bøjede sig ned efter det for at samle det op, men i det hans fingerspids rørte ved den blå grønne safir som stak op af sandet, lukkede han det største skrig ud. Han trak hånden til sig og så sandet, det blev helt gennemsigtigt og et diamant beklædt skaft kom til syne. vagterne som var blevet beordrede til at flytte Blue, stod nu og så dette mystiske skaft og kunne hurtigt genkende at det var skaftet til et sværd.

"Være nu sød og lade mig tage hjem igen" Blue var bange, hun ville ikke se det i øjnene, at hun var død "hehe, der er ingen grund, til at være bange" væsnets øjne var rolige og varme ​"hvad mener du?" Blue var et menneskelig spørgsmålstegn "du er ikke i fare eller død" de stod nu stille i luften "hvad mener du?" Blue var helt rolig, men undrende over hvad der foregik omkring hende. Hun lagde mærke til et mærke som sad lige under væsent kraveben " du er en Soul keeper, ikke sandt"  Blue kiggede rundt på sig selv, hun mente nemlig at hun havde set det mærke før "umm, ja det tro jeg" hun kunnne ikke finde hvad hun ledte efter og gave op "hvad er en Soul keeper? helt præcis" væsenet kiggede på hende som var hun skør "vel indtil vi ser hinanden, igen min kære" før Blue nået at sige nået vågnede hun op. Stående med et sværd i hånden.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...