I'll Remember

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2016
  • Opdateret: 16 apr. 2016
  • Status: Færdig
Sytten årige Ana Quintin har levet uden hendes forældre i snart tre år. Det har taget hårdt på hende, men det var aldrig noget hun sagde. Hun levede bare. Da Ana møder Harry Styles, så forsvinder følelsen af svigt i et kort øjeblik - men hvad gør hun den dag den kommer tilbage som en eksplosion?

15Likes
9Kommentarer
4014Visninger
AA

8. KAPITEL SEKS

 

Dan forbød mig i at køre hjem til Harry, eller bare ind til byen. Hvad nu hvis der skete mig noget? Hvad nu hvis - og sådan kørte den i fem minutter, hvor vi til sidst kom til en konklusion. Jeg måtte gå ud i haven uden forbinding og få luftet brandsårene. Men det varede kun tre minutter, før de begyndte at svie igen og jeg måtte skynde mig at få nyt forbinding på. Det skulle skiftes hver sjette time - der var for meget væske til at jeg kunne holde det i tolv timer.

Men som søndagen skred an, sad jeg inde i stuen med Elias, Julian og Mick. Mick var fjorten jo, så det var ikke den største aldersforskel. Vi snakkede om hvad der skete til festen, men ikke detaljerne om hvad Harry Styles og jeg gjorde oppe på hans værelse.

Jeg savnede Harry Styles.

Jeg så hen på kalenderen og tog en dyb indånding, da det gik op for mig at der kun var sytten dage tilbage. Jeg spekulerede over hvad der var sket siden jeg mødte ham. Vi blev hurtigt kærester, uden egentlig at erklærer hinandens kærlighed … Var vi så overhovedet virkelig kærester? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op, i denne situation.

Det skete jo bare.

 

“Ana, så skal du i bad!” råbte Claudia inde fra badeværelset, hvor hun efterhånden havde været inde i femten-sytten minutter. Vi undrede os over det. Jeg så hen på Elias og Julian, som var ved at skraldgrine deres indre organer ud.

“Claudia skal bade dig, ligesom hun gør med Vick!” grinte Mick, og fik efterfølgende hans ældste “brødre” med på sin joke. Jeg vrissede vredt af dem og fik mig hevet op af stolen. Det sveg i min hud, men det ville det sikkert gøre det næste par dage alligevel. Eller uger …

“Ana!” råbte hun en gang til.

“Jeg er på vej!”

Jeg kom ud til badeværelse, hvor Claudia havde fyldt badekarret med vand - lunkent, så det ikke ville brænde min hud endnu mere - og jeg spottede hurtige den parfumefri sæbe flaske på kanten af karret. Hun tænker også på alt, den dame.

“Kan du selv klare den? Jeg har stillet nyt forbinding frem og desinficering - ellers kalder du bare på Elias eller Julian. Dan og jeg smutter ind i byen med Amelia, Henry, Blaine og Vick for at handle ind til kommende dage. Er det i orden?” forklarede hun, imens hun fiskede et par håndklæder op til mig fra en af hylderne. Jeg sukkede, men nikkede. Jeg havde vel intet vel.

“Det skal nok gå, min skat. De er næsten dine brødre jo,” forsikrede hun mig ved at lade sin hånd age i rolige bevægelser hen over min kind.

“Det er jo ikke det!” vrissede jeg beskedent efter hende.

“Jamen dog da, hvorfor er man så vred lige pludselig? Er det dén tid på måneden?” spurgte hun med et hint af useriøshed i sin stemme. Jeg rullede øjne af hende og pegede mod døren, for at hun skulle gå ud. Hun forstod hurtigt den syttenårige og eneste teenager hun havde indtil videre, og forlod badeværelset med et falsk smil. Hun ville ikke have at jeg vidste, at hun var såret. Hun prøvede jo bare at hjælpe.

Jeg er bare ikke vant til hjælpen længere.


 

 

Jeg kæmpede en lang kamp for at få mig vasket, men smerten var for voldsom. Jeg havde tårer i øjnene, men beherskede mig stort for at de andre ikke skulle høre mig græde. Jeg magtede ikke at vaske de brændte sår. Jeg var drænet for energi da der allerede var gået fem minutter i badet. Vandet var for varmt på halvdelen af min krop, men på den anden halvdel var det for koldt. Jeg blev pludselig ekstremt frustreret, så jeg slog armene hårdt ned i vandet så det sprøjtede ud til alle sider og udbrød et vredes råb.

“Ana?!” råbte Julian inde fra stuen.

En vrede strømmede op i mig og jeg måtte bare ud med et eller andet. Det var nu eller aldrig.

Jeg græd og skreg i en vilden sky, mens jeg sparkede alt hvad jeg kunne. Vandet flød ud af badekarret og klinkerne blev plasket til med vand.

“Ana hvad sker der?!” råbte Julian og Elias i munden på hinanden, mens de løb hen mod badeværelset. Jeg blev atter kun ved med at græde højlydt og bande til helvede og tilbage. De rev døren op og løb direkte hen til badekarret, for at få styr på mine bevægelser. De soppede i vand.

“Hvad sker der?” hørte jeg en svag stemme ude fra gangen af.

“Julius, Amelia, Aby, Glenn og Mick smut ind på jeres værelser nu!” råbte Elias, som lukkede døren foran deres næser. Julian stak sin arm ned i badekarret og tog proppen i bunden op og kastede den væk, så vandet hurtigt begyndte at flyde væk. Han greb fat om mine arme og lagde al sin ben vægt på mine.

“Ana, tag det nu roligt! Det skal nok gå!” prøvede Elias, mens han lagde et håndklæde over mit nøgne krop. Julians tag brændte på mit håndled, så jeg kiggede på ham med ondsindet øjne og skreg ham op i ansigtet.

“Hvad er der galt?” spurgte Julian roligt, selvom jeg lige havde gået verbalt amok på ham. Jeg kunne tydeligt se hvor skræmt han var, men lige nu var jeg fuldstændig ligeglad med alt og alle. Også mig selv.

“Det gør så fucking ondt!” råbte jeg i gråd og viklede mine hænder ud af hans greb. Elias greb fat i mit hoved da jeg begyndte at slå det ind mod karret.

“Det ved vi godt, okay? Tag det nu roligt og lad os hjælpe dig.” hviskede Elias tæt på mit øre, mens jeg så ham og Julian veksle blikke. De synes helt sikkert at jeg var et monster, som overreagerede og den værste person nogensinde. Deres blikke var skræmte, og uvidende om hvad de skulle foretage sig i denne situation.

 

Efter fem-og-tredive minutter hvor jeg bare græd stilfærdigt, mens Elias og Julian sad i et halvvådt badekar og omfavnede de steder hvor de ikke gjorde ondt, åbnede jeg øjnene og stirrede ind i lyset fra lampen på loftet.

“Hvorfor mig?” hviskede jeg og så hen på Julian og så Elias. De sagde ikke noget, men deres blik afslørede dem hurtigt. De vidste det ikke heller.

“Skal vi ikke få dine sår renset og så en ny forbinding på? Og så går du ind på dit værelse og slapper af resten af dagen, mens vi forkæler dig på højdepunkt.” foreslog Elias, som begyndte at trække mit hår tilbage i en lav hestehale. Jeg nikkede i stilhed og greb ud efter håndklædet, men Julian greb det hurtigere og rakte det over til mig.

“Tak,” hviskede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...