En helt ny verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2015
  • Opdateret: 18 aug. 2016
  • Status: Igang
Jeg elsker at sidde ved søen og skrive. Det gør jeg altid i ferien. En dag sker der noget mærkeligt. En strøm af fisk samler sig. Jeg bliver nødt til at se nærmere på det. En helt anden verden åbner sig for mig. Der møder jeg en lille pige. Hun kalder sig for en nisse. Endnu mere mærkeligt bliver det, da jeg finder min mor i et af nissen´s værelser. Hvad er det for et sted vi er havnet og hvordan kommer vi tilbage?

21Likes
85Kommentarer
2239Visninger
AA

1. Åbningen

Jeg åbnede øjnene og kiggede rundt i værelset. Det var der ikke noget nyt i. Jeg rejste mig og gik over til skabet. Det var et far havde lavet til mig engang. Det betød derfor meget for mig. Jeg hev en T-shirt ud af bunken, en der lå allernederst og de bukser der lå øverst. Jeg var ikke specielt vanskelig når det kom til tøj. Det var bare noget jeg skulle have på. Folk måtte tænke hvad de ville. Jeg tog tøjet på og gik ud i køkkenet. Der duftede sødt af pandekager.

“Mor”, råbte jeg. Jeg fik intet svar. “Mor”, prøvede jeg igen. Stadig intet svar. Måske var hun allerede taget på arbejde. Det kunne godt ligne hende. Hun ville være den første på kontoret. Så kunne hun også nå at tjekke sin mail, og hvad hun normalt ikke kunne nå at presse ind i sin travle hverdag.

Jeg gik ud på badeværelset. Tog et bad, viklede håndklædet om mig og stillede mig foran spejlet. Jeg havde altid fået af vide at jeg burde blive model. Det lød egenligt ikke specielt spændende, det med at være en model. Man skulle træne hver dag ikke spise særlig meget og helst bare vat, for at holde sig tynd og slank. Det ville jeg aldrig kunne holde ud. Jeg var vandt til ikke at få meget at spise da vores familie ikke havde for mange penge, men jeg fik da mad hver dag.

Spejlet var blevet helt dugget til. Det blev det altid. Mor sagde at det var et tegn på at jeg brugte for lang tid i badet, jeg var lidt uenig, men det kunne da godt være at jeg gjorde det, men der var ligesom også forskel på at være teenager og på at være en gammel og rynket, gråhåret mor som altid bekymrede sig om de mindste ting. Det var heller ikke ligefrem blevet bedre efter at far døde. Nu havde vi kun en indtægt og jeg tjente kun lige penge nok til min egen skolegang, selvom jeg arbejdede næsten hele min fritid væk. Han var lastbilchauffør - min far. Han skulle til Italien med nogle varer. Jeg havde aldrig rigtig interesseret mig for hans arbejde. Det var oppe i bjergene og lastbilen væltede. Jeg ved det ikke helt i detaljer. Jeg kunne knapt sluge at han skulle væk fra os i et par dage. Nu var det for altid. Lastbilen blev fundet et par dage efter. En kran trak den fri. De fandt aldrig min far. Politiet fortalte mig det. Mor arbejdede til sent den aften, og jeg gik derfor i seng lige efter jeg havde fået beskeden. Jeg kunne ikke bære at tænke på det. Det var ligesom en ond drøm som aldrig stoppede.

Jeg lagde hånden på glasset. Spejlet begyndte at ryste. Det gav et lille prik i mind hånd. Ligesom når man får stød. Jeg fjernede hurtigte min hånd igen. Der gik ikke længe før det holdte op med at ryste, men jeg stod og stirrede intenst på det. Jeg ville lægge hånden på igen, men jeg turrede ikke. Lige så længe jeg kunne huske, havde jeg været bange for at få stød. Det var min største svaghed. En gang legede jeg fangeleg med nogle af mine veninder. Vi løb over markerne, og jeg løb så hurtigt jeg kunne for ikke at blive fanget. Jeg havde ikke set hegnet, og løb lige ind i det. Jeg blev ved med at have mærker under hagen efter det mange dage efter. Siden den gang havde jeg altid afskyet stødhegn.

Jeg tog mit tøj på og gik ud i køkkenet. Det var der duften af pandekager kom fra. Jeg kiggede rundt i køkkenet og i spisesalen, men de pandekager der havde været var væk. Mor lavede ofte pandekager, men hun plejede altså at gemme nogle til mig, i tilfælde af at jeg var for doven til selv at lave noget mad. Sådan en dag som i dag. Jeg åbnede køleskabet og tog et æble. Det var fint til mig. Det gav lidt syre til kroppen, som gjorde at jeg blev en smule mere frisk, og så fik jeg noget i maven. Det var nok det vigtigste. Ikke at sulte. Jeg smilte ved tanken. Nej jeg ville ikke sulte. Det var egenligt et nemt liv jeg levede. I forehold til alle dem der var på flugt fra sit hjemland. Dem der ikke kunne forsvare sig selv mod noget. Tænk at forlade sit hjem og sin familie. Bare selv at tage af sted for at få et bedre liv. Ikke at være sikker på at ens familie var i live hvis man var heldig at vende tilbage. Ikke at vide om ens familie var okay. Det måtte være forfærdeligt. Jeg fik kuldegysninger bare ved tanken. Jeg så min mor hver dag. Kun når hun var til møde i den anden del af landet kunne der gå et par dage før jeg så hende. Men det var lang tid siden jeg havde set far. Det måtte være den følelse flytningerne havde. At vide at en man holdte af var væk. Men at man selv havde valgt det. Det måtte godt nok være svært. ”Farvel. Ja jeg kommer ikke tilbage”, og så bare at tage af sted. Jeg rystede på hovedet. Det var deres eget valg at de flygtede. Det var der ingen der havde sagt at de skulle. Jeg svingede min taske over skulderen, smækkede døren efter mig og begyndte at løbe ned mod søen. Det var mit yndlingssted at opholde mig når jeg havde ferie. Det gav mig godt med inspiration til mine historier og mine digte. De var begyndt at blive meget sørgelige efter fars ulykke. Jeg var ikke sikker, men det måtte være derfor. I hverdagene havde jeg ikke tid til at komme ned til søen. Der var mange andre ting jeg skulle nå. Derfor nød jeg at have ferie. Et par enkelte gange kunne jeg nå derned i weekenden, men mor havde ofte planlagt udflugter som jeg umuligt kunne sige nej til.

Jeg satte mig ved søen og fandt min notesbog frem. En lille, sort og rød Kina-bog. Jeg havde fået den af far, og derfor betød den utroligt meget for mig. Jeg trak en blyant op ad lommen og begyndte at skrive. Mine ideer poppede altid frem som små myg, når jeg sad ved søen. Der hjemme kunne der gå længe før jeg overhovedet havde skrevet en sætning. Men nogle gange kom ideerne bare til mig på de mest irriterende tidspunkter. Det var ikke altid lige rart når man havde en god ide og samtidig sad til middag hos dronningen. Folk begyndte at kigge lidt og undre sig efter femte gang på toilet indenfor en halv time. Mor mente dog at det var det eneste sted jeg kunne tillade mig at skrive når jeg var til middag. Jeg kradsede en masse bogstaver ned, som blev til små ord, som dansede på papiret. Jeg kiggede ud over den lyseblå og klare sø. En strøm af fisk begyndte at svømme rundt i cirkler. De blev ved med det. I lang tid. Jeg endte med at pakke mine ting i tasken, jeg måtte undersøge det nærmere. Søen var begyndt at boble og det lignede at de små fisk næsten bad om hjælp til at komme fri. Jeg kunne ikke se det ordenligt, og var nødt til at komme meget tættere på. Min taske tog jeg på ryggen, og så begyndte jeg at begive mig ud i søen. Da jeg havde vand til knæene, var jeg ude ved strømmen af fisk. De forsvandt ikke, selvom jeg kom helt tæt på dem. Tamme fisk, sagde jeg til mig selv. Det var ikke noget man oplevede hver dag. Jeg gik et skridt nærmere. Mine bukser var begyndt at føles tunge og det samme var mine sko. Da jeg fik vand til navlen stoppede jeg op. Det hele begyndte at snurre. Det blev mørkt for mine øjne. Jeg fulgte helt bevidstløs med i cirkler. Rundt og rundt og rundt og rundt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...