Bag glemslens døre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2015
  • Opdateret: 8 jul. 2015
  • Status: Færdig
Minder er som mennesker. De kan forsvinde så let som ingenting og når først de er væk, er det væk, og først da er man ensom. Når minderne har valgt at gå, når alt bare glemsel og tomme tanker, så er det at man er faldet gennem isen og ned i det iskolde vand, så er det at man med meget stor chance aldrig vil kunne komme op igen. Så er man alene, og måske endda mere til...

2Likes
2Kommentarer
404Visninger

1. *

Sommetider prøver jeg at huske. Jeg prøver på at grave dybt ind i mit indre for at finde min forlængst skjulte fortid. Jeg prøver. Jeg prøver virkelig. Jeg kniber mine øjne så hårdt sammen og holder dem sådan så længe, at jeg altid når et punkt, hvor jeg bliver i tvivl om jeg nogensinde vil kunne åbne dem igen. Jeg forsøger og når det ikke lykkes forsøger jeg igen. Men kun flygtige glimt der forsvinder på et nano sekund, er hvad jeg får. Ikke mere end det. Når så jeg har forsøgt så længe, at jeg føler mig kvalt og derfor bliver nødt til at gribe fat i bordkanten, læne mig forover og trække vejret i dybe tunge drag, husker jeg dem. Eller jeg husker dem ikke, for hverken deres navne eller ansigter er noget jeg kender til. Men jeg ved de har været der og det giver mig lyst til at skrige mit indædte had ud. Hele vejen gennem svælget, forbi mine sprukne, næsten hvide, læber og ud i det fri, der hvor alt andet end jeg selv kan eksistere, der hvor jeg ville ønske jeg kunne eksistere. For det lyder så magisk, så ukendt, "det fri." Tanken om at jeg skulle bryde mine tons tunge, og skudsikre tætte rammer og derfor bare ville kunne blive antydningsvis fri, giver mig næsten, og læg mærke til at jeg kun siger næsten, en stum følelse af glæde. Men jeg ved godt at det ikke er andet end falske forhåbninger, drømme der aldrig bliver til virkelighed, om jeg så fortæller dem eller ej. For jeg er fanget, det modsatte af at være fri. Jeg spændt fast til et hylster der slet ikke passer mig. Det der engang var mig, eksisterer ikke længere. Kun en lille splint proppet, uden fri vilje, ind i en krop der ikke hører sig til, er der tilbage. Resten er bare ham. Noget jeg egentlig bare burde smide langt væk. Men det rigtige ville være at tilpasse sig, ikke? Finde sig til rette og lære at respektere sin skæbne. Men hver gang jeg tager mig sammen til, at kaste et skjult blik på det snuskede og fedtede spejl, der hænger skævt på den lyserøde tapetserede væg, og jeg ser de grå blå mørke øjne, den smalle streg der skal gå for læber, de pjuskede øjenbryn der ligner buske der i flere årtier ikke har set dagens lys og den skæve spidse næse, der måske burde have fået lidt mere end et papirs tyndt stykke tape, engle hud som det så fint bliver kaldt, af lægerne, så ved jeg at det ikke er mig og at det aldrig vil blive til mig, hvor meget jeg end forsøger, hvor hårdt jeg end vil komme til at kæmpe for det, så vil det bare aldrig komme til at ske.

De tidspunkter på døgnet hvor jeg ikke forsøger at huske, hvor jeg ikke forsøger at grave de glemte minder frem eller finde mig selv, bipper den irriterende tingest jeg ærgerligt bliver nødt til at kalde min telefon. Når jeg så tænder for den er beskederne fra personer som jeg slet ikke kender, men som jeg ved at jeg burde huske, men ikke har den fjerneste anelse om hvem er og det værste af det hele er, at der ni ud af ti gange står: "Er du okay?" En sætning jeg hader som pesten, som jeg hader mere end pesten. Er du okay? Undskyld jeg spørger, men hvad fanden tror du selv? Hvis du skal være helt hundred procent ærligt? Selvfølgelig er jeg ikke okay, jeg er for helvede alt andet end okay, det kan en hver idiot sgu da se. Og alligevel skriver de det, alle dem jeg ikke kender, og hvis ikke det er dét de spørger om, skriver de noget i stil af: "Hvordan har du det?" "Sig til hvis du har brug for hjælp, ikke?" "Har du det bedre nu?" Og sådan kan jeg blive ved. Nogle gange spørger jeg mig selv, om nogen af dem overhovedet er født med så meget som én eneste hjernecelle. Og derefter kommer fortrydelsen så. Jeg bliver sur og tvær på mig selv over, at jeg ikke er glad for, at der nogen der tænker på mig, at jeg kun er usynlig overfor mig selv og ikke alle andre. Men alligevel bliver jeg rasende hver gang telefon giver lyd fra sig.

Når jeg ikke er plaget af sms'er, eller min forsvundne fortid, ringer det på min dør og bag den står altid den samme. Den gamle kone der bor i min opgang, hvis navn jeg har fået at vide mindst hundrede gange, men har glemt hver gang igen. Hun kommer altid med en paptallerken pensionist mad, fordi hun ved at jeg ikke selv orker at gå ned i Brugsen og hente den. Egentlig er det sødt af hende, det ved jeg godt. Alligevel har jeg lyst til at råbe "skrid" så højt jeg kan til hende, og smække døren i hovedet på hende inden hun når over dørtærsklen. Jeg tager mig dog sammen og lader hende aflevere maden, mens jeg derefter får kvækket et svagt: "Tak." For tro mig, det der med at sige ét ord om dagen, gør intet godt for stemmen. Så går hun igen. Og jeg er alene. For nogen, nok endda mange, ville min ensomhed med sikkerhed være meget larmede og forfærdelig, men for mig er det faktisk det rene paradis, eller så tæt på som det kan komme, for at kalde det paradis ville nok være en overdrivelse. Når jeg har spist min halv klamme pensionist mad, går jeg i seng. Jeg lægger mig så lang jeg er i min nok lidt for dyre udgave af en drømmeseng, trækker dynen langt op over ørerne så hele mit ansigt er dækket. Dét er det eneste tidspunkt på dagen hvor jeg rent faktisk trækker vejret normalt. Der med dynen over hovedet. Jeg ved ikke hvorfor, men på det tidspunkt, som faktisk er det eneste tidspunkt i løbet af dagen, føler jeg mig lykkelig, eller i hvert fald noget der minder om det. Jeg tænker ikke på dem, nabokonen er her ikke, telefonen ligger langt væk og minderne er sunket ned i et mørkt dyb. Der er kun mig og dynen og sengen og rummet omkring mig, men ellers ikke andet. Jeg føler mig let, som om jeg svæver, jeg føler mig vægtløs, jeg føler mig som noget større end et hylster, jeg føler mig rent faktisk som mig. Da er jeg glad og lykkelig, selvom det som regel kun varer et øjeblik før det er væk igen. Men de få minutter hvor jeg ligger der alene, ser jeg faktisk et lille lys for enden af en meget lang og meget mørk tunnel, måske og kun måske, vil jeg en dag nå frem til det lys og slippe væk fra den ellers så umenneskelige uendelig intethed omkring det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...