California Girl

900422
Da hun mod sin vilje bliver flyttet fra New York til San Francisco, lægger Abby hurtigt en masse planer for, hvordan hun kan komme tilbage. Et led i samtlige planer er på ingen måde at nyde sit ophold på vestkysten; dermed kan hun heller ikke tillade sig at få venner der. Heller ikke Xavier, som fra første færd beslutter sig for at lære den nytilkomne, hvad det vil sige at bo i Californien. Det viser sig dog hurtigt, at Xavier har sine egne problemer, og da de kommer til udtryk, ved Abby ikke længere, om det er rigtigt at ignorere hans forsøg på at blive venner med hende.
Det fantastiske cover er lavet af Maria Louise Jensen.

AA
aa

6. Lave noget andet

 

Kapitel 6: Lave noget andet
Abby

Jeg bider tænderne sammen. Det lader ikke til, at Xavier har sladret til mine forældre om, hvad vi har foretaget os på de to eftermiddage, hvor han har været på mit værelse: ingenting. Men han har på en eller anden måde fået dem overbevist om, at det er en god idé at tilbringe en hel lørdag med næsen i matematikbogen. De stiller ikke spørgsmål – kommer kun med ordrer til mig om, at sådan bliver det, medmindre jeg vil have stuearrest.

Gillian står foran spejlet på indersiden af min skabslåge og beundrer sig selv i den røde satinkjole, hun lige har brugt en mindre formue på. Hun har en eller anden date med en fyr, som hun lader som om hun ikke er interesseret i, og hun vil gerne vise ham, hvad han går glip af, hvis han ikke tager chancen nu. Det har åbenbart taget hende lang tid at nå til dette punkt.

Mens hun vurderer sit spejlbillede, kommer hun med vantro kommentarer. ”Jeg fatter ikke, at en fyr gider at tilbringe sin eftermiddag sammen med dig. Du er ikke meget værd, sådan som du skumler over tingene.”

Jeg lader mig håbløst falde tilbage på sengen. ”Hvis du absolut skal være på mit værelse, kan du så i det mindste ikke lade være med at fornærme mig?” grynter jeg.

”Jeg siger jo ikke noget, du ikke ved i forvejen,” forsvarer hun sig. ”Det er ikke ligefrem, fordi jeg kommer med dårlige nyheder.”

Dengang jeg var lille syntes jeg, at Gillian var den mest fantastiske skabning på Jorden. Smuk, klog, vellidt … Hun havde hele pakken. Hun har stadig hele pakken, men nu gør det hende bare til en bedrevidende kælling, hvis tilstedeværelse jeg godt kunne være foruden.

”Hvornår er din date?” spørger jeg for at skifte emne og give hende noget andet at tænke på.

”I aften ved spisetid,” kvidrer hun og leger med tanken om at sætte sine lange, kastanjebrune lokker op på hovedet. Det skulle hun tage at gøre.

Jeg triller om på maven og roterer, så jeg igen kan se hende. ”Du er altså nødt til at gå ud herfra inden da. Som du ved får jeg gæster.” Jeg spytter det sidste ord, som om det smager grimt.

”Ja, ja. Jeg går nu,” siger hun og ser en ekstra gang i spejlet, inden hun forlader mit værelse. Jeg opdager forsinket, at hun har glemt sine højhælede sko herinde og derfor har en undskyldning for at komme tilbage hvornår det skal være.

Vores forældre er i en eller klub for de rige og formuende, og det er tydeligt, at de har sat Gillian til at være fangevogter for mig, så jeg ikke stikker af. Helt ærligt, hvor gammel tror de lige, at jeg er? Så snart jeg ikke længere kan høre min søsters fodtrin, kryber jeg ned fra sengen og kaster et blik på mit eget spejlbillede.

Det kan godt være, at jeg ikke har lyst til at være venner med Xavier – eller nogen anden for den sags skyld – men jeg vil stadig ikke have, at han tror, jeg ikke er civiliseret. Derfor vil jeg gerne se bare en lille smule pæn ud, når nu han tager sig tid til at forsøge at udrette noget med mig på en lørdag eftermiddag. Selvfølgelig kommer det stadig ikke til at lykkes, men han har vel lov at håbe.

Den lange, løse, grå kjole, jeg har på, når lige akkurat ned over mine ankler, men ikke på en sådan måde at jeg snubler i den. Mit rødlige hår er sat op i en sjusket knold, hvorfra et par enkelte totter falder ned i nakken og omkring mit ansigt. Det er ikke noget, der sker naturligt, og jeg har brugt pinligt lang tid på at få det til at se sådan ud. Et lille strejf af mascara her, en smule mørk puder under kindbenene der, og mit look er fuldendt. Ikke noget fornemt, men alligevel pænt.

Mens jeg står og forsøger at tvære en lille klat mascara væk fra min næse, ringer det på døren. Inden jeg så meget som når hen til min egen dør, kan jeg høre Gillians fodtrin på trappen ned mod hallen. Lad da bare hende lukke op. Jeg er ligeglad.

Der går lidt for lang tid, inden jeg kan høre nogen på trapperne, så jeg trykker håndtaget ned og skubber døren på klem. Hen over kanten på afsatsen kan jeg se Xavier i døråbningen og Gillian med ryggen til mig. Hendes stemme lyder henrykt, idet hun siger:

”Jeg venter faktisk på en anden, men hvis du vil ind ganske kort, kan det godt lade sig gøre.” Hun har taget satinkjolen af og er i stedet iført en stram, hvid mavebluse og et par lavtaljede denimshorts.

Jeg ved ikke, hvor de kender hinanden fra, men måske talte de sammen til fusionsfesten.

Xavier smiler høfligt, mens hun antager, at han er der for at se hende. Så bryder han endelig ind: ”Faktisk er jeg her for at se din søster.”

Gillians skuldre giver et sjovt lille hop, som om nogen har forskrækket hende. Så Xavier tør altså godt fortælle en af sine bekendte, at han laver noget ved siden af hvad han nu ellers går og laver. Da går det op for mig, at jeg ikke rigtig ved noget om ham, ud over at han er søn af en eller anden velhavende fidus og sikkert bor i nærheden af Clement Street. Men sagen er, at hvis jeg spørger ham, får jeg bare at vide, at jeg skal finde min bog frem.

Han er desværre ikke så nem at løbe om hjørner med, som jeg først troede, og det frustrerer mig. Næsten lige så meget som det går mig på, at jeg rent faktisk gerne vil lære ham at kende. Ud over min familie er han den eneste person i den her åndssvage by, som rent faktisk har taget sig tid til at føre en samtale med mig. I skolen prøvede de selvfølgelig i starten, men da det gik op for dem, at vi er alt for forskellige på mange områder, holdt de op.

Jeg vil ikke have venner, så det er nok meget godt. Måske ser mine forældre en dag min ensomhed og får medlidenhed med mig.

”Åh,” siger Gillian neden for trappen. ”Er det dig, der forsøger at banke lidt viden ind i knolden på hende?”

Xavier smiler stadig, selv om tonen er både skuffet og anklagende. ”Ja, det er det.”

”Har du tid til det? Jeg hørte, at –”

”Det har jeg,” afbryder han muntert. ”Men jeg bliver nødt til at komme til sagen nu.”

”Selvfølgelig, selvfølgelig. Hun er oppe på sit værelse. Skal jeg følge dig derop?”

”Nej, nej. Jeg kender godt vejen,” griner han. ”Ellers tak. Men vi ses en anden gang.”

Og så er han på vej op ad trappen. Jeg skynder mig forsigtigt at trække i håndtaget og lukke døren igen, hvorpå jeg smider mig på min seng med et eksemplar af Vogue mellem hænderne. Lidt efter kan jeg høre, at det banker på døren.

”Kom ind,” siger jeg sløvt. Han skal jo ikke tro, at jeg venter på ham.

Et øjeblik senere står han så i døråbningen. I dagens anledning har han allerede briller på, og han er iført en orange T-shirt over et par sorte jeans. Over den ene arm bærer han en eller anden form for hvid skjorte i kraftigt udseende stof. Han er nok den eneste person, jeg kender, der kan finde på at være iført lange, sorte bukser på en dag hvor det er tredive grader udenfor.

Og nok også den eneste, der kan se godt ud iført en orange T-shirt.

”Hey,” siger han uden at gøre mine til at ville flytte sig.

Jeg folder bladet sammen omkring min pegefinger. ”Hey selv.”

Han bliver bare stående og ser på mig, som om han overvejer et eller andet. Jeg kigger tilbage med let sænkede øjenlåg, så jeg ser både spørgende og ligeglad ud på én gang.

Da der efter min smag er gået lidt for lang tid med det, sætter jeg mig ordentligt op og lægger bladet fra mig på sengetæppet. ”Skal du bare stå der hele dagen?”

Ved lyden af min stemme er det, som om han kommer tilbage til virkeligheden fra et sted dybt inde i sit hoved. Han rykker lidt på brillerne og læner sig mod dørkarmen, blegere end sædvanligt.

”Jeg tænkte, at vi kunne lave noget andet i dag,” fortæller han mig mildt, som om hans stemmebånd ikke har opfattet, at han måske ikke er helt rask.

Alligevel er jeg lutter øren. ”Hvad har du i tankerne?”

”Baseball,” siger han med et lille grin og retter sig ordentligt op.

Jeg ser ned over mig selv. ”Ligner jeg én, der er klædt på til at spille baseball med alle rigmandsbørnene?”

Han løfter en pegefinger. ”Ikke spille. Se.”

”Hvor, præcis?”

”AT&T Park,” svarer han. ”Du kan ikke bo i San Francisco og ikke have set vores elskede Giants spille.”

Jeg rejser mig op. ”Måske har du glemt det, men jeg har slet ikke lyst til at bo i San Francisco.”

”Men det gør du nu alligevel,” påpeger han.

Og det har han selvfølgelig ret i. Det ender med at jeg opgiver argumentationen og følger hans instrukser om ikke at bære noget blåt. Da vi kommer ned, kan jeg godt se, at han ikke er helt på toppen, og jeg protesterer derfor ikke, da han rækker mig et sæt bilnøgler, der hører til den sorte BMW i vores indkørsel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...