Gone

140925
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2015
  • Opdateret: 30 nov. 2015
  • Status: Færdig
18-årige Alicha Wingood har en unik evne, der får hende til at føle sig uønskede, så da chancen byder, stikker hun af for at finde sit rigtige hjem. Dog er chancen ombord på et piratskib, hvilket bringer nogle helt nye problemer på vejen.

AA
aa

3. Luna

Kaptajn Cain forklarede mig kort, hvordan det hele ville komme til at fungere. Jeg skulle holde mig neutral, og ikke skabe nogen konflikter. Jeg skulle så meget som muligt undgå hans mandskab, og ikke skabe kontakt, og for at sikkre at ingen af hans mandskab rørte mig i løbet af natten, fik jeg lov at sove inde hos ham. Han påpegede at hans mandskab ikke var de sødeste mennesker man kunne støde på, og det var for min egen skyld jeg skulle følge disse såkaldte regler. Jeg skulle forlade skibet ved den første havn de kom til, lige meget hvad, og jeg måtte ikke vende tilbage.

Han førte mig udenfor og hen til en høj muskuløs skaldet mand. Den skaldede mand betragtede mig med et undersøgende blik. Jeg prøvede ihærdigt at ignorere det, og bare nyde den friske salte brise, men jeg ved ikke hvor godt det lykkedes for mig, for hans blik forblev på mig, mens Cain snakkede med ham. Jeg beundrede hans mange tatoveringer. Han havde en lang form for mønster langs hans højre arm. Jeg opfattede et par få ord i deres samtale engang imellem, og at gætte fra dem, fik han en kort opsummering af aftalen.  Han rettede sit blik mod kaptajnen til sidst og gav ham et kort nik. Så var den aftale på plads.

Han gik over mod mig. Jeg bemærkede hans mange sår og ar på hans krop, der fortalte hvor mange kampe han havde været i. Han kiggede utilfreds på mig, med hans brune dybe øjne. Han stod foran mig i et godt stykke tid, som om han studerede mig. Han var en del ældre end mig, i slutningen af 20’erne. Hans blik gjorde mig nervøs, men jeg forsøgte at skjule det.

“Når..” Sagde han endelig. Hans stemme var fyldig og bestemt, som kunne hans stemme knække mig. “Kaptajnens ord er lov.” Han var ikke tilfreds, fortalte ikke kun hans stemme, men hele hans krop. Han stak mig en moppe i hånden. “Kom i gang.”

Han forlod mig med moppen og en spand vand. Først da han var væk, følte jeg at jeg kunne trække vejret igen. Jeg kiggede rundt på det store skib. Mange kraftigt byggede muskuløse bevæbnede mænd, med langt fedtet hår og skæg gik rundt og gjorde deres arbejde. Jo længere jeg kiggede på de faretruende mænd, jo mere fortrød jeg mit valg. Det var som at blive kvalt af frygt.

Ud af det blå tog noget fat i moppen. Jeg vendte mig i en fluks om, for at opdage den skaldede mand, som stod helt op af mig. Hele min krop frøs til is.

“Jeg fik aldrig fat i dit navn.”  Trods det uskyldige spørgsmål, følte jeg mig truet.  Min tunge slog knuder og jeg kunne ingen ord finde. Jeg fjernede blikket fra hans, i forsøg på at skabe kontrol over min stemme. Jeg  kiggede op bag ham, og så svagt månen i dagslys; det var det første der kom til mig:

“Luna.”

“Okay.. Luna,” Hans tonefald afslørede tydeligt at han ikke troede på mig, men lod det passére. “Jeg hedder Aryan. Det kan godt være jeg behandler dig ordentligt, men det er ikke alle der er som mig.” Han så mig dødt i øjnene. “Så pas på.”

Derefter gav hans slip og gik sin vej. Jeg gik over til spanden og skulle til at dyppe mobben derned i da jeg opdagede vandet var frosset til is. Fuck. Jeg tog en dyb indånding. Jeg måtte lære at kontrollere det, inden et eller andet gik helt galt.

 


   

Natten lagde så på og jeg begav mig hen mod Kaptajn Cains kahyt. Jeg havde overlevet den første dag, helt uden skrammer. Troede jeg…

Jeg blev stoppet af den mand, der havde fundet mig. Han stod med krydsede arme og had i øjnene. Samme måde som da han fandt mig. Jeg vidste ikke om jeg skulle bryde Cain’s regler og sige et venligt hej til ham, men før jeg nåede at tænke tanken færdig, sagde han noget, med hans ru stemme:

“Luna..,” Hans stemme var fuld af afsky. Lyden af hans stemme, der sagde mit navn gav mig kuldegysninger. Jeg prøvede anspændt at smile. “Jeg havde ikke håbet jeg så dig igen.” Min mave trak sig sammen, og jeg beordrede mig selv til at trække vejret. Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle svare, så jeg forsøgte atter engang at smile.  

“Men lad os da få det bedste ud af det, “ Sagde han lumsk.

Han greb fat om mit håndled og trak mig nærmere. Han fik fat i det nederste af min kjole og rev den itu, op til mit lår. Lyden af stoffet der blev revet itu, fik myrekryb til at kravle op af min ryg.  Derefter tog han hårdt fat med hans ene arm omkring min hofte, og skubbede mig ind til hans krop. Alle mine nerver vågnede som han kørte den anden hånd langsomt op langs mit frie ben. Hele min krop blev fyldt af afsky som han slikkede min nakke. Jeg skreg og skubbede ham væk. Min puls var steget og hver en muskel i min krop var spændt. Han kiggede på mig med et ondskabsfuld blik. Som frygten bredte sig i mig, bredte hans perverse smil sig ud over hele hans ansigt, og han greb ud efter mig igen, lige som én råbte.

“Hey!” Det var Aryan.  “La’ hende være!”  Hans fyldige stemme som tidligere skræmte mig, beroligede mig nu. Manden kiggede vredt på Aryan, mens han skar tænder. Han stod sådan et kort øjeblik og tøvede, men endte med at gå sin vej. Aryan nærmede sig. Han kom hen til mig, med et bekymringsfuldt blik.

“Er du okay?” Jeg bemærkede min underlæbe rystede. Jeg nikkede nervøst, da jeg var for chokeret til at kunne presse nogen ord frem. Han førte mig hen til Cain.

Den tunge lugt af alkohol føltes pludselig tryg. Cain sad bag hans skrivebord og skriblede noget ned. Han kiggede op på mig, og pludselig farede han op, så det gav mig et chok.. Han tog vredt fat om min kjole.

“Hvem har gjort det her?!,” Spurgte han i en alvorlig, men ikke vred tonefald. Jeg mumlede en masse usammenhængende ord, der ingen mening gav.

“Aengus.” Svarede Aryan henne fra døren, som om han afstødte det navn. Blussende varme flammede op i Cains øjne. Han slap min kjole og forlod kahytten i en voldsom storm. Jeg stod hjælpeløs tilbage i det store rum, og forsøgte at få kontrol over min rystende krop. Jeg sank sammen som en lerklump og begyndte at græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...