antihelt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2015
  • Opdateret: 2 jul. 2015
  • Status: Færdig
En hurtig historie jeg fik skrevet i går nat. Den opfylder ingen krav for en novelle, men er sikkert stadig en.

16Likes
15Kommentarer
1272Visninger

1. antihelt

Når jeg kigger længe nok på ham, er fregnerne på hans kinder og næsetip ikke længere fregner. Hvis jeg bare kigger længe nok, er de stjernebilleder i en fjern galakse, og jeg tøver ikke med at tage min rumdragt på. Jeg vil rumrejse helt ned i hans fregner, som ikke længere er fregner, men du ved, hvad jeg mener. Vi to har nemlig et uforsagt bånd, hvor vi forstår hinanden hæmningsløst, har vi ikke også det? Os to. For du er produktet af min hjerne, og du næres af hjernespektakel og højtalervægge omkring mine inderste tankekredse, som banker et allerede klaustrofobisk rum ind til et uudholdeligt lokale i takt med bassens rytme. Du er nok mest af alt en forfærdelig galskabning, men du og jeg - vi har en overensstemmelse. Vi deler alt, men siger intet. Så jeg deler hans fregneunivers med dig, fordi du vil forstå det. Forstår du mig? Trickspørgsmål, for det ved jeg jo allerede, at du gør. 

Jeg bilder mig selv ind, at jeg kan snakke med ham uden at tale. At mine øjne vil fortælle en historie, ligesom hans fregner. Onsdag nat midt i mine midnatstanker kom jeg i tanke om en sindssyg tanke, som fik mig til at tænke på, at mine kontaktlinser måske kunne skærpe mine fortællinger, så de aldrig nåede ham. Nu går jeg ikke længere med dem, for jeg vil meget hellere gribe hver mulighed for at gå med ham. Jeg går ikke længere med kontaktlinser, jeg går i blinde. Jeg falder ned af fortovskanter, falder op af bakker. Jeg falder langs skoleskabene, fordi jeg falder over ujævnheder i betongulvet. Jeg falder ud af min sunde fornuft, og så falder jeg for ham. Ham, ham, ham. Kan du lade være med at grine? For jeg har ikke tænkt mig at falde over dine hånende ord, du kender ham ikke, som jeg gør. Jeg har givet mig selv specialrundvisning i hans blodårer, og jeg har snorklet helt inde i hans cellemembran. Jeg har besteget hans øjenæble til trods for uvejr og torden på gangstien i hjernemassen og fisket tidligere forelskelser i hans hjertesø i tredje hjertekammer. Han finder aldrig ud af, at jeg havde været der, for jeg trådte forsigtigt og har hverken støvet af eller udviklet de indviklede tankesteger lige meget hvor meget, jeg havde lyst til det. Du er ikke andet end én, som allerede har set sine bedste tider. 

Kan du se ham nu? Han sidder over for mig med hovedet så langt nede i en bog, at jeg bliver nødt til at sige hej for at være sikker på, at han kommer op for luft. Det gør jeg så. Siger hej, altså.

"Hey," siger han tilbage, og vi udveksler vores første ord. Vi er endnu ikke forelsket, men jeg er sikker på, at vi kunne blive det. Han er så international, en verdensmand uden lige. Mit j og hans y er forskellen på torsk fra Hvide Sande og østers fra Venedig. Mit hjerte banker så hårdt, at hårdt ikke længere dækker det. Vi må opfinde vores egne ord, for at beskrive, hvordan det banker. Lad os kalde det hynga; den kraftigste banken af alle. Så kraftig at den hælder mod selvdestruerende, og enkelte forveksler den med naturfænomenet jordskælv. Hynga, hynga, hynga. Mit hjerte banker hynga. Mit hjerte gynger frem og tilbage og går så meget hynga i min brystkassen, at det truer med at springe af gyngen, ud af min krop og ned på den sørgelige undskyldning af trægulv på biblioteket, som egentlig bare et er plastikslag, som skulle forestille birk, tror jeg, men det ligner ikke noget andet end en fejltagelse. Ligner jeg en fejltagelse? Du har i hvert fald ikke noget ansigt, men jeg er sikker på, at du ligner en. En fejltagelse.

Men lige nu jeg er rasende forvirret, for når han kigger op, ser han så uendelig fortabt ud. En verdensmand forvildet, disorienteret og forsvundet i det mest gennesnitslige kommunebibliotek; det er et absurd scenarie. Jeg lover at redde ham. Jeg kender ham, og jeg kender ham ikke, men jeg lover at redde ham. Jeg er sindssyg alligevel, og når jeg nu alligevel ikke kan redde mig selv, kan jeg lige så godt redde ham. Jeg er det mest gavmilde menneske, som jeg kender. Jeg er så sympatisk og spækket med empati og menneskelig forståelse, at jeg ikke engang kan slå en skid, uden af der ryger medmenneskelighed med ud. Du håner mig sikkert lige nu, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl. En eller anden dag redder jeg verden, og du kan bare se på. Jeg kan jo alligevel ikke redde mig selv, så jeg kan lige så godt redde alle andre. En eller anden dag men ikke i dag. For nu vil jeg bare forene stjernebilleder af hans fregner. Jeg vil backpacke i afkrogene af hans sind og riverrafte i hans mavesår, bare så jeg kan forstå dem bedre. Jeg vil redde ham. Jeg er sindssyg, jeg kender ham jo ikke engang. Men nu hvor jeg ikke kan redde mig selv, kan jeg lige så godt redde ham.

Jeg kan lige så godt bare redde ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...