Moments - One Direction

403845767
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2015
  • Opdateret: 8 sep. 2015
  • Status: Igang
Mød 17-årige Melody Woodroofe, - festglad, livlig, bestemt og troværdig. Sådan ses Melody ihverfald på ydersiden. På indersiden er det dog helt anderledes. Melody lider af en slem skizofreni, og har kæmpet med den i snart 4 år. Skizofrenien består af stemmehøring, hallucinationer, og følelsen af at blive forfulgt og overåget. Sygdommen styrer hendes liv, så meget at hun er alvorligt selvskadene og selvmordstruet.
En dag opdager den verdens berømte Liam Payne, Melody som er klar til at give afkald på sit liv. Liam får en stor trang til at beskytte Melody, og det er kun starten på et kompliceret forhold. Hvad sker der med dem? Hvad sker der med Melody? hvordan ender hun? Slipper hun af med skizofrenien, eller siger hendes krop stop? Hvordan reagere Liam på alle de hemmeligheder, der er bag facaden?

AA
aa

4. So close

Vi var blevet færdige med jordbær kagen, og sad nu og guffede den i os, - og den smagte himmelsk.

Udover det, så var humøret ikke lige det bedste. Jeg følte mig ekstremt overvåget, og at der var nogen som gemte sig for mig. Blandt andet under sofaen, i væggene og i skufferne. Måske det lyder en smule urealistisk, men jeg var helt overbevist.

"Hey, Melody?" Celina var hurtigt henne ved mig og rev mig ud af mine skumle oplevelser. 

"Ja?" svarede jeg, og tog endnu en bid af kagen. "Er du okay?" spurgte hun og jeg nikkede. "Men jeg tror jeg går nu, Celina. Jeg har brug for at gå en tur alene," sagde jeg ærligt, og hun nikkede forstående. "Bare pas på dig selv, ikke?" sagde hun før hun kyssede mig på panden. "Jo," svarede jeg, og gik ud efter mit overtøj, og lidt efter havde jeg sagt farvel, og var på vej ned af trapperne i opgangen. 

Jeg åbnede døren, før blæsten overfaldt min krop. 

Dø.

Mit udtryk i ansigtet blev ændret til et vredt et, - for det var jeg. Vred på stemmen. 

Do, do, do.

Jeg tog mig frustreret til hovedet, men stemmen fortsatte bare.

DØ!

Jeg stoppede op, og kiggede udover den bro, jeg stod på. "STOP!" Skreg jeg, - fuldstændig forpint. Menneskerne kiggede på mig, men lige nu var jeg ligeglad. Jeg var så opsat på hvad stemmen sagde: og det skulle være nu.

Jeg gik hen til gelænderet på broen, og kiggede ned på vejen der var under. Jeg sank den klump jeg havde i halsen, og blev et øjeblik i tvivl. Jeg kunne ikke gøre det her imod min familie og Celina. Det kunne jeg bare ikke.

Dø!

Jeg kneb øjnene sammen. Stemmen var så smertefuld, jeg havde jo ikke andet valg, end at hoppe. Og jeg magtede ikke at leve i den her smerte mere.

Jeg kravlede op på gelænderet, og lidt efter svingede jeg mig over på den anden side af det. Jeg holdte godt fast, og kiggede udover vejen der var under mig.

Jeg stod og tænkte lidt. Tænkte på alt jeg havde været igennem. Tænkte på alt den smerte livet havde budt mig, men samtidig også alle de gode minder med Celina og min familie. Jeg var ked af, at skulle forlade dem nu, men jeg håbede sådan de ville forstå, og at de vidste jeg ville være et bedre sted.

Jeg lukkede øjnene og smilede, - endelig skulle jeg være fri for smerte og stemmer. Snart ville jeg være op i himlen, og passe på alle dem jeg holder af, hernede på jorden.

Jeg gav slip med den ene hånd, og lige da jeg skulle til at give slip med den anden, kunne jeg høre en bag mig råbe stop, og tog hårdt fat i mig bagfra. 

"STOP!" Sagde han igen, og jeg åbnede øjnene.

Hop.

"Undskyld," mumlede jeg blot, før jeg prøvede at vride mig fri fra hans greb. Men han holdte alt for godt fast til at jeg kunne gøre noget.

Tårene begyndte at løbe ned af mine kinder, efterfulgt af en masse hulk. "Please giv slip," mumlede jeg, og var helt sikker i min sag: hvis det ikke var fordi han holdte mig, så var jeg hoppet.

"Vær nu sød, at kravl over, så kan vi snakke," hans stemme var meget blid, og lidt efter brød jeg sammen. Jeg var så ked af det hele lige nu. Jeg sukkede tungt, og kravlede over gelænderet og kiggede derefter ned i jorden. "Hey," sagde han og prøvede at fange min øjenkontakt. Jeg kiggede kort på ham, imens han smilede til mig. Han have brunt hår, brune øjne og lidt skægstubbe. Og jeg ville skyde på, at han var omkring de 20 år. Og så lignede han en, jeg havde set før.

"Hej, jeg hedder Liam og er 21 år," sagde han og tørrede en tåre væk fra min kind. "Hej," mumlede jeg trist, før jeg vendte mig om for at gå. Jeg magtede ikke at lære ham at kende lige nu, - jeg ved godt han havde hjulpet mig, men det havde jeg overhovedet ikke bedt om. Jeg ville ikke have hjælp lige nu.

Dø.

Jeg rystede på hovedet, hvilket fik ham til at gå hen til mig.

 

Liam's synsvinkel:

Hun vendte sig om efter hun havde sagt hej, og gik væk. Jeg sukkede og overvejede et øjeblik, om jeg skulle gå efter hende. Tænk hvis hun ville gøre noget ved sig selv.

Jeg så hun rystede kraftigt på hovedet, hvilket fik mig til at følge efter. "Er du okay?" spurgte jeg bekymret, hvilket fik hende til at stoppe op. Jeg havde virkelig fået et chok, da jeg så hende ved broen, - hun så ud som om, hun var helt fast besluttet på at hoppe, men bare ventede på det rette tidspunkt. Og så så hun så lille og skrøbelig ud, og af en eller anden grund, følte jeg at jeg blev nød til at hjælpe hende.

Jeg gik hen til hende, og stillede mig foran hende, hvorefter jeg kiggede lige direkte ind i hendes krystal blå øjne.

"Jeg er her for dig, okay? Vi kan gå en tur imens vi snakker, hvis du har brug for det," sagde jeg og kiggede hende ind i øjnene. Hendes øjne lyste op af sorg, hvilket rørte mig. Det gjorde ondt at se et andet menneske, være så trist over livet.

"Jeg tror bare jeg har brug for at være alene," mumlede hun, og kiggede væk. "Du var meget tæt på at miste livet lige før. Jeg vil rigtig gerne hjælpe," sagde jeg igen, hvilket jeg kunne se gjorde hende irriteret. "Hør, jeg er ligeglad. Det er mit liv, og mine valg! Det er mig der skal leve med dem, og jeg er så træt af det her forbandet lorte liv. Jeg er så træt af alt den smerte jeg vågner op med, og går i seng med. Træt af stemmerne der siger jeg skal dø, og er dum og fed, jeg er så træt! Træt af livet. Forstå det nu. Jeg VIL ikke livet!" Udbrød hun, hvilket virkelig rørte mig. Jeg kiggede kort ned i jorden, og kiggede derefter op igen. Hendes blik havde været så vredt lige før, men nu kunne man se tårene trille ned af hendes kinder.

"Jeg kan ikke mere," sagde hun opgivende og begyndte at hulke. Jeg gik hen til hende og trak hende ind til mig. "Du kan komme med hjem til mig, så kan vi snakke, okay?" hviskede jeg i hendes øre. Jeg ved ikke hvorfor, men alt ved hende rørte mig bare. Hun så så ung og sød ud, og at se hende på broen havde virkelig forskrækket mig. 

Hun trak sig lidt ud af krammet og mumlede et 'tak'. Derefter satte vi kurs mod min lejlighed.

***

Heldigvis var vi kommet helt skindet frem, - uden paparazzier og fans. Mærkeligt nok. Der havde været stilhed hele vejen, en smule akavet måske. 

Og så troede jeg ikke hun vidste hvem jeg var. Altså at jeg var verdensberømt sanger, men det var også ligegyldigt. Jeg var bare van til at folk råbte 'det er Liam Payne!' og skreg op i mit hoved. Men det var rart at hun ikke var sukkersød overfor mig som alle de andre. Det var rart at hun viste sine følelser, - også selvom jeg var kendt.

 

Melody's synsvinkel:

Vi var kommet ind i Liam - som han jo hedder -'s lejlighed. Det var enormt akavet, nok mest af alt fordi jeg båede havde været ved at begå selvmord i mens han kiggede på det, men også fordi jeg havde været ked af det og sur på ham. Jeg ved ærlig talt ikke, hvorfor jeg tog med ham hjem. Jeg havde bare svært ved at sige nej, især når han sagde han gerne ville hjælpe mig.

Han virkede stadig meget bekendt, men jeg kunne ikke rigtigt sætte en finger på, hvem han var. Men jeg måtte indrømme at han så meget godt ud, nu hvor vi taler om hans udseende.

"Bare sæt dig," sagde han og pegede på sofaen i den lille stue. Jeg nikkede og gik hen og satte mig. "Vil du have te, kaffe, eller kakao?" sagde han men jeg rystede bare på hovedet. "Ellers tak," sagde jeg stille og rettede mig lidt i sofaen. Lidt efter kom han ind, og satte sig lidt fra mig i sofaen.

Fede, klamme pige.

Jeg kneb kort øjnene sammen, hvorefter jeg åbnede dem igen, da jeg ikke ville virke endnu mere mærkelig, end jeg allerede havde fremstået.

---------------------------------------------------------------

Så kom Liam ind i billedet x Tak for likes og favoritter :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...