Just Married - Del 2

210456103382
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2015
  • Opdateret: 23 feb. 2020
  • Status: Igang
Kærligheden kan være svær til tider - det kan vi roligt konstatere! Netop, som vi troede at ægteskabet mellem Blake og Justin ville holde, så holdte den kun meget kortvarig. Efter en en bryllupsrejse hvor bølgerne har gået højt og takket være Jonathans sleske planer om at ødelægge det hele for Blake og Justin, så er vi atter tilbage i LA. To knuste hjerter må nu i gang med hver deres eget liv. Justin er tilbage på værkstedet og gør det han er bedst til, selv om tankerne om de gyldne dage med Blake svirrer i hans hoved. - Blake vælger dog at blive boende i det nye hus. Hun prøver mest muligt på at få det hele til at fungere, men det er ikke let og når hun har det sværest, så benytter hun meget af tiden at bo hjemme hos sine forældre, til trods for, at det ikke er let for hende, at skulle høre på hendes mors konstante fryd over hvor "dejligt" livet ellers er, og at Blake nok skal komme ovenpå igen. Men vil Blake overhovedet glemme sin mand? Er der overhovedet håb for hende og Justin?

AA
aa

21. Irritationsmoment!


  Lokation: Good Samaritan Hospital, spisestuen på afdelingen, hvor Blake ligger, Los Angeles, onsdag d. 25 februar, 2015, kl. 13:07

Med svagt rystende hænder, stod jeg og hældte kaffen op i to kopper. Jeg tilsatte lidt kaffefløde til Blake, som jeg altid vidste hun elskede sin kaffe bedst - Ja, når der nu ikke var macchiato, som hun ellers elskede mere end normal kaffe, så måtte hun nøjes med det næstbedste. Dog var det vigtigst, at jeg vidste, hvordan hun plejede og ville have den. Ja se, der var det lige en fordel, at jeg forhåbentligt kunne overraske hende på den positive måde, nu hvor hun havde glemt alt om mig. Jeg havde en god chance for at overraske hende med alle de ting, som jeg vidste hun elskede, uden jeg behøvede, at spørge ind til hende, hvad hun godt kunne lide. Lige der, kunne jeg forestille mig, at hun forhåbentligt ville undre sig meget over, hvor godt jeg egentligt kendte hende. Så to skridt fremad, var meget bedre end tre skridt tilbage.

Jeg så op fra kaffekopperne og hen på én af assistenterne, der arbejdede på afdelingen og smilede svagt til hende.

"Undskyld, I har vel ikke lidt mørkt chokolade, som jeg kan give min kone til kaffen?", spurgte jeg med et svagt smil. Assistenten rystede på hovedet.

"Beklager, men vi har lidt brownies i stedet, var det noget?", spurgte hun igen. Jeg smilede svagt og nikkede.

"Ja tak, det kan vel egentligt godt gå an...", mumlede jeg lettere med et skævt smil. Hun nikkede og forsvandt et øjeblik ind i køkkenet.

"Hvad synes Blake om at du er her?"

Jeg bed mig rimelig irriteret over at høre hans stemme bag mig. Yup, det var blandt andet ham, som jeg kunne forvente at møde her på hospitalet. Jeg vendte mig omkring med et påklistret stramt og falsk smil på læben.

"Jonathan - Skide trist at se dig her! Har du ikke noget andet for? Måske hjem og tælle dine penge i stedet?", spurgte jeg sarkastisk. Jonathan stod på en overlegen måde med armene over kors og smilede lige så falsk tilbage.

"Nope! Blake har brug for mig... Ser du Justin...", forklarede han med en lav og øretæveindbydende tone, mens han nærmede sig mig i langsomme skridt. Jeg skulede hen på ham.


"Hvad?!", spurgte jeg skarpt. Jonathan fugtede sine læber i et flabet smil og nikkede.

"Blake mener, at jeg er hendes forlovede, så mon ikke du skulle skride i stedet? Hun vil ikke hav...."

Jeg sprang på ham og greb hurtigt fat i hans habitkrave og maste ham op ad væggen og stirrede rasende på ham.

"Hvis du så meget, som krummer bare et enkelt hår på hende, så smadrer jeg dig, og jeg mener smadrer dig, så meget til ukendelighed, at jeg sikkert ville få en voldsdom for det, men ved du hvad? Blake er min kone, og hvad jeg ikke ønsker, det er at du udnytter hende på det groveste, mens hun er så skrøbelig lige nu.... Du holder dig langt væk fra hende, er det på nogen måde forstået?", hvæssede jeg tæt på hans ansigt, så jeg lod mig mærke at han sank en klump over det, men jeg nægtede at slippe mit tag på ham lige nu.

"Justin... Du ville ikke tur....."

"Prøv mig ad, bare én gang for meget... Jeg ville elske, at banke dit kønne ansigt til ukendelighed - Det skulle være mig en ære...", afbrød jeg hvæssende og slap ham rasende i et hårdt rusk op ad væggen og vendte mig væk fra ham og gik roligt væk fra ham og gik i raske skridt mod Blakes stue. Jonathan var seriøst dygtig til at få mig op i det røde felt, og det var måske ikke ligefrem det mest positive efterhånden, men efter så mange øjeblikke, hvor han sjovt nok ALTID var blandet ind på den ene eller anden måde, ja så skred jorden seriøst under mig efterhånden. Jeg kunne dårligt styre min indestængte vrede længere.

Jeg tog en dyb indånding, da jeg kom hen til døren til Blakes stue. Jeg måtte besinde mig selv, så jeg ikke eksploderede foran Blake, for det var måske ikke det klogeste træk jeg ville kunne komme med. Hun skulle jo gerne få det bedste førstehåndsindtryk af mig, så hun ikke antog mig som en rablende sindssyg stodder.

Jeg sank en klump og trak lidt på skuldrene, hvorefter jeg skubbede døren roligt op og lukkede den roligt efter mig igen og gik med rolige skridt ind til hende og påklistrede et sødt smil frem på læberne, da jeg så hende betragte mig med et svagt smil, der mest af alt virkede ret forvirret lige nu, men jeg måtte bare væbne mig med tålmodighed, for på én eller anden måde, kunne jeg godt følge hende hvor forvirrende og frustrerende det måtte være, at vågne op og finde ud af, at være gift med en fyr, som hun slet ikke kunne huske. Det gjorde klart ondt i hjertet på mig, for så vidste jeg også, at hun ikke følte de samme følelser, som jeg havde for hende.

Stod det til mig, så ville jeg ikke tøve et sekund med at trække hende ind i et inderligt kys, men jeg måtte på sin vis hellere lade være, i fare for, at hun så ville forlange, at jeg bare lod hende hundrede procent være. Victor havde ligesom også forklaret mig, at tålmodig var en dyd, og jeg bare måtte lære at sætte pris på, at jeg overhovedet kunne tillade mig, at være hos hende, også selv om det betød, at al form for intim kontakt mellem os var røget.

Jeg tillod mig, at sætte mig ned på lænestolen ved hendes venstre side, mens jeg sendte hende et kærligt og roligt smil. Hun så med et undrende blik på mig.

"Jeg troede, at du ville tage kaffe med?", spurgte hun med et undrende blik. Jeg sukkede tungt og så i sekunder opgivende op i loftet.

"Fuck, den glemte jeg jo!", tænkte jeg irriteret over, at Jonathan skulle forstyrre så meget i billedet. Jeg så ned fra loftet og smilede svagt.

"Den var ikke friskbrygget... Beklager... Men de er ved at brygge nyt kaffe, som jeg kan hente til os senere...", bortforklarede jeg med en lille hvid løgn, eftersom jeg nægtede at gå ud på gangen lige i nuet i fare for, at Jonathan måske stadigt befandt sig på afdelingen. Blake nikkede med et svagt smil. Ja, selv et svagt smil, satte jeg virkelig pris på. De mindste smil og form for taknemmelighed fra hende, betød mere end noget andet. Det var de små ting, der gjaldt her i livet.

"Jamen, så fortæl om dig selv?", spurgte hun roligt. Hendes spørgsmål varmede rimeligt meget, for lige der betød det, at hun ikke ville afskrive mig 100%, men at hun var villig til at lære mig at kende helt fra bunden af. Tja, hvis det var det der skulle til med en ny og rimelig frisk begyndelse, så var jeg mere end villig til det. Jeg nikkede med et lille smil til hende.

"Hvor skal jeg begynde?", grinede jeg lidt smørret. Blake fnes lidt, som fik mit hjerte til at slå de vildeste kolbøtter af ren begejstring. Hun smilede skævt.

"Jamen, du kan begynde med at fortælle mig om dit navn, din alder, profession og sådan... Du ved, de basale og ret så uinteressante emner, men jeg bliver nok nød til at vide nærmest alt?", forklarede hun. Jeg nikkede med et charmerende smil.

"Du har ret...", svarede jeg roligt.

"Jo altså, mit fulde navn, er Justin Drew Bieber, og jeg er tyve år, men bliver enogtyve den første marts, så det er jo temmelig meget snart...", grinede jeg svagt. Blake så med et løftet øjenbryn på mig.

"Havde det så været meningen, at jeg skulle fejre din fødselsdag?", spurgte hun med et fortabt blik. Jeg smilede med et lille grin på og rystede svagt på hovedet.

"Det skal du ikke tænke på bab... Jeg mener Blake...", nåede jeg at rette mig selv. Hun smilede med et lille fnis.

"Det går nok Justin... Nok husker jeg dig ikke, men du er vel lovligt undskyldt dit kælenavn til mig, nu hvor både min far og min søster og flere på afdelingen hårdnakkede påstår, at du er min mand... Så kan jeg vel næppe forlange, at du skal gå og undskylde dig selv over for mig hele tiden...", forklarede hun med et lille smil, der dog virkede meget spørgende.

Tja, hun huskede mig jo ikke, så det måtte vel i princippet også være skræmmende og mærkeligt for hende, at hun skulle vise så meget tillid til en vildt fremmed fyr i hendes øjne og skulle være tilbøjelig til at tro på, at jeg altså ikke var en fremmed over for hende. Jeg nikkede med et lille kærligt smil.

"Tak...", svarede jeg roligt. Blake nikkede med et smil.

"Kan du fortælle mere?", spurgte hun roligt. Jeg smilede bredt og betragtede hende forelsket, men ja, jeg kunne ærlig talt ikke holde mine kærlige følelser helt væk fra hende. I mine tanker var vi sammen, vi kyssede, vi kælede, vi holdte i hånd, ja... Og til ingens overraskelse, så savnede jeg hendes nøgne krop mod min. Mine tanker var virkelig intime, men sådan som jeg sad hos hende, måtte jeg nøjes med at holde forelskelsen til hende i mig. Mere ville hun ikke kunne forlange af mig. Det måtte hun bare acceptere.

"Jeg har to småsøstre, der hedder Melissa og Alice og min mor og far, der stadigt er lykkelige gift med hinanden på deres snart attende år...", forklarede jeg roligt. Blake smilede med et undrende blik.

"Var de så ikke gift, da de fik dig?", spurgte hun med et lille undrende smil. Jeg grinede svagt og rystede let på hovedet.

"Nope, jeg var kærlighedsbarnet, der fik dem til at gifte dem med hinanden...", forklarede jeg med et lille grin. Blake så lettere målløs ud.

"Wow, det må jeg nok sige... Mine forældre er lykkelige gift... Tror jeg nok?", svarede hun med et svævende spørgsmål og så godt nok noget tænkende ud i sekunder. Jeg smilede svagt og nikkede en anelse. Det var tydeligt, at Blake havde mistet en del hukommelse, for hun havde engang fortalt mig, at hun mistænkte sin far for at have en elskerinde, eftersom hun godt var klar over, at hendes forældre ikke havde noget lykkeligt ægteskab. Og jeg var på sin vis selv overbevist om, at Victor og Shannon havde knas i deres ægteskab. Jeg var faktisk slet ikke i tvivl. Særligt ikke efter den seneste periode, hvor de havde virket meget uenige og deres evindelige diskussioner og skænderier. Det kunne undre mig lidt, at de forblev sammen, når deres ægteskab var så meget på gyngende grund.

Jeg valgte dog allermest at blande mig udenom deres problemer, for de havde deres, og jeg fandt det langt vigtigere, at redde mit eget ægteskab med Blake. Jeg ville simpelthen gøre alt for at få hende igen. Koste hvad det ville, så længe jeg bare kunne vinde hende igen. Men det var lettere sagt end gjort med hendes hukommelsestab og stadigt med Shannon og hendes evindelige dramaer og Jonathan, som nærmest konstant pustede mig i nakken. Han mente åbenbart, at han havde frie brikker, til at gøre kur på Blake. Se lige der, var der alt for meget af ham. Nok havde jeg aldrig kunne udstå ham, men hvis han ligefrem mente, at han godt måtte benytte sig af Blakes hukommelsestab på den måde og ligefrem tillade sig, at bryde ind i et ægteskab, ja så kunne spasseren fandeme godt tro om! Nok havde jeg modvilligt været utro over for Blake, men jeg huskede intet af første gang det skete, eftersom jeg var ret overbevist om, at jeg var blevet drugget og at det var aftalt spil mellem Jonathan og hende den britiske tøs, som jeg havde vågnet op hos i hendes sofa.

For hvorfor fanden, skulle Jonathan optage det hele og vise det til Blake i Paris? Han var fandeme så lusket og nok den klammeste fyr jeg nogensinde havde kendt. Jeg vidste  bare, at han ville gøre alt for at ødelægge Blakes og mit ægteskab og det lykkedes ham med hans snedige plan. Ja, jeg havde ingen konkrete beviser overhovedet, for det var udelukkende min forstand, som jeg brugte. Jeg var sgu da for helvede ikke født i går! Lige siden jeg mødte Jonathan, så havde jeg måtte pænt betragte ham savle efter Blake og hans evindelige afbrydelser, som var til at brække sig over. Han spillede en evighedskamp om hvem der kunne vinde Blakes gunst. Jeg vandt som sagt, men Jonathan gav seriøst ikke op.

Nu havde Blake hukommelsestab og det havde ærligt talt faktisk undret mig ret meget, hvis Jonathan slet ikke prøvede. Jeg kendte den lille gnom, men nu var han advaret; Prøvede han yderligere på at smyge sig ind på Blake, så var jeg fandeme ikke banke for at kastrere dyret med en sløv teske. Han skulle fandeme bare holde sig langt væk! Særligt, hvor Blake var min kone. Vi var for fanden ikke blevet skilt endnu, og jeg ønskede heller ikke, at blive skilt fra hende. Jeg elskede hende ubetinget, selv om hun ikke huskede mig endnu. Jeg skulle nok få hende til at huske - før eller siden!

Jeg valgte ikke at argumentere over for Blakes udtalelse om hendes sående tvivl omkring hendes forældres ægteskab, men nikkede blot med et svagt smil.

"Hvad hedder dine forældre så?", spurgte hun med et svagt smil. Jeg smilede svagt.

"Nelly og John... De elsker dig meget højt - Særligt min mor, holder virkelig meget af dig... I har haft en del gode stunder og jeg indrømmer det her med ærlighed; Du minder meget om min mor på mange områder... Det var nok én af det kvaliteter jeg faldt efterfølgende for...", forklarede jeg med et bedrøvet og kærligt smil. Blake sukkede trist og så ned i dynen.

"Men jeg husker intet af det hele Justin... Det gør faktisk ondt på mig, at føle den store tomhed i mig...", snøftede hun stille. Jeg følte et par tårer flygte ned ad mine kinder og jeg greb chancen for bare at mærke hende lidt, ved at lægge min højre hånd oven på hendes venstre, så hun så roligt op på mig. Hun så fortvivlet ud, men til min glæde, lod hun min hånd holde om hendes.

"Det er som om en del i mit liv er visket ud... Bare det at lægen fortalte mig datoen i går, ja den forvirrer mig, for det var ikke hvad jeg huskede sidst...", forklarede hun snøftende og jeg bemærkede en tåre rende langsom ned ad hendes venstre kind, som hun hurtigt tørrede væk med hendes venstre håndryg, inden hun så på mig igen. Jeg nikkede med et trist smil.

"Hvad er det sidste du husker fra før ulykken?", spurgte jeg svagt snøftende og velvidende om at jeg kunne forvente mig et svar, som jeg ville hade, at høre på, men jeg havde lovet Victor, at være åben for alt, blot for at hjælpe Blake fremad. Blake snøftede og så ned på vores hænder oven på hendes dyne.

"Det var fredag den 28 marts...", begyndte hun stille, uden at se op fra vores halvt foldede hænder. Ja, min lå oven på hendes håndryg, hvor ved jeg havde tilladt mig at holde let om hende. Jeg nikkede.

"Sidste år, eller?", spurgte jeg roligt. Hun så op fra vores hænder og fandt mit blik og nikkede med et meget forsigtigt lille smil. Jeg smilede svagt.

"Fortæl?", spurgte jeg roligt.

"Det var sent om eftermiddagen og jeg var på vej op til huset efter knap tre timers tennismatch med min søster, Robert og Lea... Ja, Lea er min v...."

"Din veninde... Det ved jeg...", afbrød jeg hende roligt med et lille skævt smil. Blake så målløs på mig.

"Du kender Lea?", spurgte hun med et målløst udtryk. Jeg smilede kærligt og nikkede.

"Ja, jeg kender Lea ude og ind, ligesom jeg kender Leas mand Kevin...", svarede jeg roligt. Blake så målløs på mig.

"Jamen, Lea er ikke gift?", svarede Blake målløs. Jeg smilede kærligt og nikkede, samtidigt med, at jeg gav hende et lille kærligt klem i hendes hånd.

"Jo Blake... De blev gift lørdag d 28 juni sidste år og de er stadigt lige lykkelige den dag i dag...", forklarede jeg roligt. Blake så nærmest helt fortabt ud og tog sig til panden med sin frie hånd, mens hun så ned i dynen på sig selv og sukkede tungt.

"Fuck, hvor er der mange huller i min hukommelse..."

Jeg smilede trist til hende, selv om hun slet ikke så på mig i øjeblikket.

"Hey?", sagde jeg stille og fik hendes opmærksomhed.

"Vi skal nok komme igennem det her sammen... Det lover jeg dig...", forklarede jeg med et kærligt og bedrøvet smil. Blake nikkede med et bedrøvet blik.

"Fortæl mig, hvordan vi mødtes?", spurgte hun stille. Jeg så overrasket på hende med et lille grin.

"Jeg troede, at du ville fortælle om den dag du huskede sidst?", spurgte jeg med et lille smil. Blake trak på skuldrende og rystede svagt på hovedet og så svagt forlegent væk fra mig.

"Det var bare dagen, hvor Jonathan friede til mig - det er ikke så vigtigt alligevel...", svarede hun hen i vejret. Jeg følte en knude i maven over hendes svar, hvor ved hun så på mig igen med et lille kærligt smil.

"Fortæl om vores første møde?", gentog hun med et lille fnis. Knuden i min mave forsvandt hurtigt igen. Bare det, at høre, at hun så gerne ville høre om vores første møde. Jeg nikkede og fugtede mine læber.

"Jo, jeg kan jo desværre nok kun forklare det på bedste vis fra min side af...", forklarede jeg roligt, hvor Blake nikkede ivrigt i et stort smil.

"Bare fortæl?", svarede hun med et lille fnis. Jeg nikkede og tog en dyb indånding.

"Jo... Det var en fredag aften - Fredag den 20 juni, sidste sommer... Jeg var på Sams bar med mine venner Ryan, Chaz og Sean - Du kender dem alle ud og ind, men jeg går stærkt ud fra, at du ikke husker dem heller?", spurgte jeg roligt. Blake rystede svagt på hovedet.

"Desværre...", sukkede hun. Jeg nikkede forstående.

"Jeg og gutterne var som sagt på Sams bar. Det var bare noget ganske roligt med hyggedruk og billardspil... Jeg var lige blevet single, fordi jeg ikke så nogen fremtid med min eks-kæreste. Hun krævede alt for meget af mig, og v..."

"Hvordan for meget?", afbrød Blake mig med et spørgsmål. Jeg smilede svagt.

"Hun var en typisk golddigger... Hun ønskede sig mere af mig, end jeg overhovedet kunne give hende og desuden følte jeg ikke rigtigt kemi for en fremtid med hende...", forklarede jeg roligt med et lille smil. Blake nikkede.

"Er du da rig?", spurgte hun roligt. Jeg grinede lettere akavet og rystede på hovedet. Jeg vidste egentligt ikke hvordan jeg skulle sige, at jeg ikke ejede alverdens penge, men alligevel var blevet indehaver af en villa i millionklassen. Ja, det lød ret forvirrende, ikke? Jeg rakte min venstre arm over mod Blake og hun så ned på min arm.

"Det Rolex i guld, som jeg har på her, som du kan se... Det er et du har købt til mig... Og nu vi er så godt i gang...", fortsatte jeg roligt og tog en dyb indånding og så opmærksomt på hende. Ja, jeg mente ikke jeg behøvede, at pakke det hele ind med, at jeg faktisk boede i vores villa nu, for jeg følte ligesom, at Blake og jeg var ved at møde hinanden på halvvejen.

"Ja?", spurgte hun opmærksomt.


"Jeg bor faktisk i den villa, som vi to ellers skulle flytte ind i, når vi kom hjem fra bryllupsrejsen... Det var åbenbart en villa, som du havde købt som en slags bryllupsgave både til dig og mig... Du gav mig nøglen til villaen i julegave, hvor jeg blot troede, at det var symbolsk ment som nøglen til dit liv, men ja...", forklarede jeg lavt med et suk. Blake så opmærksomt på mig med et bedrøvet blik.

"Så du siger altså, at du egentligt ikke er rig?", spurgte hun roligt. Jeg trak lidt på smilebåndet og nikkede.

"Ja, det eneste der gør mig til verdens rigeste mand, det er at jeg ejer den største kærlighed til min elskede kone...", forklarede jeg roligt med et kærligt smil, så Blake trak op i et smil.

"Aww, hvor var det bare romantisk sagt...", fnes hun med et målløst lille smil. Jeg fugtede mine læber i et kærligt smil.

"Det er jo dig jeg snakker om...", forklarede jeg roligt og Blake så opmærksomt på mig.

"Du har jo ret...", sukkede hun og fjernede sin øjenkontakt med mig.

"Hvorfor kan jeg ikke tvinge mine minder og følelser frem for dig? Du får det hele til at lyde så dejligt...", sukkede hun og stirrede ud i luften. Jeg gav hendes hånd et lille kærligt klem.

"Hey?", sagde jeg roligt, og hun så opmærksomt på mig. Jeg smilede forsigtigt til hende.

"Hvad med et kys? Så kunne vi se om, du måske ville hus...."

"Duk duk duk!"

Jeg sukkede tungt over, at Blake så væk fra mig og over mod døren, der tydeligvis tog hendes opmærksomhed, selv om hun ikke kunne se døren pga den afskærmende væg. Hvilket dårligt tidspunkt at blive forstyrret.

"Ja?", svarede Blake højt og vi kunne begge høre døren gå op. Jeg sukkede irriteret, da ingen mindre end Jonathan kom gående ind med en ordenlig gavekurv fyldt med lækkerier og et slesk smil på læben. 

Blake fjernede sig fra min hånd, der ellers havde ligget under min. Jeg betragtede med indre vrede situationen mellem Blake og Jonathan.

"Hvad så smukke, har du det bedre?", spurgte han, og det sydede og kogte inden i mig, da han alligevel vovede at tiltale Blake på den måde og at han absolut skulle forstyrre midt i det hele, når han udmærket godt vidste at jeg var herinde.

"Jo tak, bedre da...", svarede Blake med ryggen til og med et følte jeg mig som det tredje hjul her...

~*~*~

Det var dagen kapitler her <3

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...