Just Married - Del 2

210456103382
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2015
  • Opdateret: 23 feb. 2020
  • Status: Igang
Kærligheden kan være svær til tider - det kan vi roligt konstatere! Netop, som vi troede at ægteskabet mellem Blake og Justin ville holde, så holdte den kun meget kortvarig. Efter en en bryllupsrejse hvor bølgerne har gået højt og takket være Jonathans sleske planer om at ødelægge det hele for Blake og Justin, så er vi atter tilbage i LA. To knuste hjerter må nu i gang med hver deres eget liv. Justin er tilbage på værkstedet og gør det han er bedst til, selv om tankerne om de gyldne dage med Blake svirrer i hans hoved. - Blake vælger dog at blive boende i det nye hus. Hun prøver mest muligt på at få det hele til at fungere, men det er ikke let og når hun har det sværest, så benytter hun meget af tiden at bo hjemme hos sine forældre, til trods for, at det ikke er let for hende, at skulle høre på hendes mors konstante fryd over hvor "dejligt" livet ellers er, og at Blake nok skal komme ovenpå igen. Men vil Blake overhovedet glemme sin mand? Er der overhovedet håb for hende og Justin?

AA
aa

5. "Gudelækker fotomodel"

 


Lokation: Hjemme hos "Blake", Beverly Hills,  Los Angeles, lørdag d. 14 februar, 2015, kl. 18:57

"Blaaaaake!"

Jeg rystede fortumlet på hovedet og fjernede mit blik fra mit Vogue magasin og smed det på sofabordet ved min side og så hen på Megan, der kom småløbende med sin iPad i hænderne hen til mig. Hun lignede næsten én der havde set et spøgelse. Jeg rynkede lidt på brynene og satte mig ordenligt op i sofaen.

"Hvad er der?", spurgte jeg undrende. Megan fnes svagt og satte sig lige på en anelse af kanten af sofaen ved min side og hun sad og fumlede lidt med sin iPad.

"Jeg har seriøst noget du skal se, om du vil kunne lide det eller ej...", forklarede hun roligt. Jeg så forundret hen på hende.

"Hvad mener du?", spurgte jeg undrende. Megan smilte lettere akavet.

"Bare så du ved det, så bør du være forberedt, men du bliver nød til at give mig ret i, at han er edderrøvende lækker at se på!", hvinede hun nærmest og rakte mig iPad'en, hvor jeg følte mine øjne spærre sig op, da jeg så billederne af Justin på iPade'en. Nok gjorde det ondt i hjertet på mig, at se ham igen, men jeg måtte give min søster ret. Justin så alt for lækker ud på de billeder.


"Du har da aldrig fortalt mig, at Justin var fotomodel?"

Jeg så fra iPad'en og op på Megan og rystede med et meget svagt smil til hende.

"Det vidste jeg heller ikke selv Megs? Jeg troede bare Justin var mekaniker. At han ligefrem er fotomodel - det har han aldrig nævnt noget om før?", svarede jeg selv målløs over, at han ligefrem var på de store medier? Jeg så målløs ned på billederne igen og læste noget af teksten under billederne; Photoshoot af fotograferne Steven Gomillion og Dennis Leupold, læste jeg.  Det kom stadigt meget bag på mig det her.

"Tror du, han har tænkt sig at ændre karriere?"

Hendes spørgsmål fik mig til at se væk fra de ret lækre og smukke billeder af min mand. Ja, det var han jo stadig, fordi jeg ikke havde ladet mig skille fra ham endnu. Megan smilede svagt og så opmærksomt på mig. Jeg rystede målløst på hovedet.

"Jeg ved det ikke? - Jeg mener... Se på ham! Han er jo gudelækker at se på, så hvorfor ikke?", grinede jeg lettere akavet. Megan smilede med et løftet øjenbryn på mig.

"Og du er helt sikker på, at du vil forlade den lækre mand der?", grinede hun drillende. Jeg smilede svagt med et tungt suk og rakte Megan hendes iPad igen, som hun tog imod.

"Nok har Justin altid været gudelækker at betragte, og trods han stadig formår at få mig til at savle - ja selv på modelbilleder, så gør det ikke hans utroskab over for mig om... Jeg vil kunne stole på min mand og hvis han ligefrem kan finde på at være utro på vores bryllupsrejse, ja så er den sgu riv ragende gal...", mumlede jeg med et tungt suk. Megan nikkede med et lille smil og så ned i skødet på sig selv.

"Du har ret søs, men jeg synes nu stadigt du burde tilgive ham... I var så søde sammen og det mener jeg seriøst! Han er både elsket og hadet i familien - nok mest elsket og jeg elsker bare tanken om, at han tør at stå imod mor og Jonathan - Han var jo din bad boy!", smilede Megan smørret og vippede frækt med øjenbrynene, så jeg ikke kunne lade være med at grine det øjeblik.

"Megs! Vær nu alvorlig her, okay?!", udbrød jeg bestemt og grinede stadigt lidt, selvom jeg prøvede på at virke alvorlig, og selv om jeg måtte give hende ret i alle de ting hun sagde, for ja, hvis Justin ikke havde dummet sig på den måde, så havde han i princippet været mere end perfekt til mig. Det var da for pokker blandt andet derfor jeg havde giftet mig med ham. Han var jo ligesom mit modstykke. Megan smilede og nikkede.

"Selvfølgelig... Du må jo tage det i dit eget tempo skatte...", svarede hun stille og klappede mig et øjeblik på mit højre lår og rejste sig igen fra sofaen og så ned mod mine fødder, inden hun så op mod mit blik igen.

"Skal du have nogle smertestillende?", spurgte hun og skiftede totalt emne. Jeg rystede smilende på hovedet.

"Nej, det er ikke nødvendigt endnu...", svarede jeg lavt og Megan nikkede.

"Jeg kommer med mad om lidt til dig - skal Robert og jeg joine dig her ved sofaen, så kunne vi smække en film på tv'et imens - Var det noget?", spurgte hun yderligere. Jeg nikkede med et smil.

"Meget gerne, tak...", svarede jeg stille. Megan nikkede med et smil og begav sig ud af stuen igen...

~

Lokation: Hjemme hos "Blake", Beverly Hills,  Los Angeles, lørdag d. 14 februar, 2015, kl. 21:37

"...selv tallerkenerne var aldrig blevet brugt - Det blev kaldt drømmenes skib - Og det var det! Det var det virkelig!"

Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan pokker Megan kunne overtale mig til at se Titanic igen for hundredetusinde gang, eller ej, overdrivelse fremmer forståelsen. Det var bare så voldsomt, at min storesøster var så forgabt i den film. Den var helt sikkert smuk lavet og storslået, men hold da op hvor var den bare langtrukken. Man kunne se frem til gråd og sorger over alle de døende mennesker i filmen og man kunne se frem til at stortude over, at Rose endnu engang mistede sin smukke Jack Dawson. Yup, vi kunne ikke komme uden om at Leonardo DiCaprio var en steg, men dog slog han ikke Justin i lækkerhed. Leonardo var jo heller ikke så ung længere den dag i dag, som han ellers var under optagelserne i Titanic.

Jeg sad i havfruestilling i toeren, mens Robert havde Megan liggende mellem sine ben i treeren. Jeg havde fået det en del bedre i anklen. Den var stadig øm, men jeg kunne faktisk godt gå, så den havde kun fået en slem forvridning eller også var den så lidt forstuvet, at det var udholdeligt for mig, at gå rundt på den. Dog nærmede jeg mig ikke stiletterne i øjeblikket og det var vidst nok det klogeste for mit vedkommende.

Jeg måtte ærligt indrømme, at det at jeg kunne betragte min søster og Robert sidde og være kærlige med hinanden i den anden sofa, nok gjorde en anelse ondt i hjertet på mig. Selvfølgelig var jeg ovenud lykkelig for min søsters store ægteskabelige lykke, men det med sofahygge, kærtegn, tosomhed, slik og god film, kunne lige så godt have været Justin og jeg.

Uden de overhovedet registrerede mig her ovre, så fik følelserne desværre lidt frit spil for mit vedkommende. Tårerne banede sig langsomt ned over mine kinder, men jeg var hurtig til at tørre dem væk med min gule casmere trøje og Megan og Robert var så langt væk i hinanden og i Titanic, at de slet ikke registrerede mig, der sad og græd meget stille for mig selv.

"Brr... brr... brr... brr..."

Jeg så undrende ned på min iPhone, der vibrerede løst på sofabordet, og jeg kunne med det samme ane min mors nummer, der ringede. Jeg sukkede tungt og valgte modvilligt at besvare opkaldet.

"Skal vi pause filmen?", fik Megan min øjeblikkelige opmærksomhed, mens jeg sad med den vibrerende telefon i hånden. Jeg nikkede blot med et svagt smil til hende og jeg besvarede min mors opkald.

"Ja, det er Blake!", svarede jeg så fattet og med så meget glæde i stemmen, som jeg kunne fremdrive, for ærligt og redeligt havde jeg ikke fortalt mine forældre endnu, at jeg ikke var sammen med Justin længere. Det var stadigt kun Megan, Robert og Jonathan, der kendte til bruddet - Nå ja, også Justin, men han talte jo ikke rigtigt, eftersom han var min eks-mand af tanker, selv om han stadigt var min ægtemand af papirer.

"Blake min skat - hvordan går det?", kom det med min mors typiske forfjamskede stemme. Ja, hende kunne man nok aldrig lave om, for sådan var hun altså bare blevet på grund af fars succesrige forretninger gennem årenes løb. Ja, det var sgu stadig lige utroligt, at Megan og jeg kunne slappe meget mere af på det grundlag og det må bestemt også have været vores fars opdragelse på os, der havde givet os det indblik i at penge, status og rigdomme bare ikke var det vigtigste i livet.

"Det går fint!", løj jeg stærkt og fik Megans opmærksomhed, men hun sagde ikke noget. Blot betragtede hun mig. Ja, Megan kunne jeg selvfølgelig ikke holde for nar, men jeg havde ligesom også sagt til Megan, at den dag jeg skulle fortælle om mit brud med Justin til mor og far, så skulle det være face to face og ikke over telefonen.

"Okay, jeg undrede mig bare ret meget, at du ikke er med her i dag?"

Jeg stirrede underligt hen på Megan og det var ikke fordi Megan havde gjort noget, men fordi jeg reagerede over min mors spørgsmål.

"Hvad mener du mor?", spurgte jeg undrende.

"Jamen, Justin dukkede op tidligere til aften og han ankom alene efter en lang løbetur. Han påstod, at du var ude og shoppe og n...."

"Er Justin der?", afbrød jeg min mor skarpt og opdagede både Megans og Roberts målløse blikke hen på mig.

"Eh ja, det er han. Han har spist aftensmad sammen med din far og jeg og som altid hygger Justin og din far dem ude i din fars lille hybel...", kom det i en træt tone fra min mor. Jeg måbede seriøst og fugtede mine læber.

"Jeg kommer!", fløj det ud af mig og jeg lagde bare på og hørte nok en anelse svar fra min mor i det jeg lagde på, men jeg var ligeglad. Nu ville jeg seriøst gerne vide, hvad pokker Justin havde gang i.

Jeg rettede mig svagt ømmende op i sofaen og så hen på Megan og Robert.

"Justin er hjemme hos mor og far - jeg ved seriøst ikke hvad han har gang i, men jeg agter at finde ud af det. Megan nikkede blot og rettede sig op i sofaen.

"Vær nu ikke for hård ved ham, vel søs?"

Ja, jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle svare til det og rystede blot på hovedet.

"Lad mig om det...", mumlede jeg forvirret over mine oprørske følelser i kroppen og jeg rejste mig forsigtigt på min fod.

"Skal vi tage med dig?", fik Megan atter min opmærksomhed og jeg så ned på hende med et meget svagt smil og rystede på hovedet.

"Jeg må klare det her selv...", mumlede jeg og jeg vraltede en del på benene de første ti meter, til jeg fandt den nogenlunde normale førlighed på mine ben igen og begav mig mod hallen, hvor jeg fandt et par kinasko frem og smuttede fødderne i. Jeg greb efter min lille håndtaske, hvor jeg havde min pung, nøgler og lipgloss i og jeg smuttede min iPhone ned i den. Tja, det var nok en underlig ting, at jeg kun havde min lipgloss med i min taske som det eneste makeup, men jeg kunne bare ikke undvære lige den. Mærkeligt, I know!

Jeg begav mig ud af hoveddøren og smækkede døren i efter mig og begav mig roligt hen til gelænderet ved trappen og med forsigtige skridt gik jeg ned ad de fem trin, så jeg ikke skulle gøre mere skade på min stakkels ankel. Jeg gik med lettere forsigtighed hen til carporten, hvor min røde Audi R8 holdte. Ja, det var jo ikke tit jeg selv kørte i bil, eftersom jeg havde kørt med limousine for det meste, eller også havde jeg nydt til fulde, at køre med i Justins gamle fede bil, som jeg vidste var hans stolthed på mange måder, eftersom han var dygtig mekaniker - eller? Var det nu sådan, at jeg skulle til at betragte ham som fotomodel for fremtiden?

Hvad der fik mig til at fremkalde de skønne billeder af ham på min nethinde lige nu i sådan en tilspidset situation, vidste jeg ikke? Eller måske var det nok fordi jeg inderst inde stadigt havde svært ved at slippe ham helt?

Jeg sukkede hårdt og steg ind i min bil og spændte sikkerhedsselen og startede bilen. Jeg var ret sikker på, at denne aften langtfra ville blive helt vellykket. Jeg gruede virkelig for hvad der yderligere kunne ske, og det kunne umuligt være småting, nu Justin åbenbart befandt sig hos mine forældre...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...