Just Married - Del 2

210456103382
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2015
  • Opdateret: 23 feb. 2020
  • Status: Igang
Kærligheden kan være svær til tider - det kan vi roligt konstatere! Netop, som vi troede at ægteskabet mellem Blake og Justin ville holde, så holdte den kun meget kortvarig. Efter en en bryllupsrejse hvor bølgerne har gået højt og takket være Jonathans sleske planer om at ødelægge det hele for Blake og Justin, så er vi atter tilbage i LA. To knuste hjerter må nu i gang med hver deres eget liv. Justin er tilbage på værkstedet og gør det han er bedst til, selv om tankerne om de gyldne dage med Blake svirrer i hans hoved. - Blake vælger dog at blive boende i det nye hus. Hun prøver mest muligt på at få det hele til at fungere, men det er ikke let og når hun har det sværest, så benytter hun meget af tiden at bo hjemme hos sine forældre, til trods for, at det ikke er let for hende, at skulle høre på hendes mors konstante fryd over hvor "dejligt" livet ellers er, og at Blake nok skal komme ovenpå igen. Men vil Blake overhovedet glemme sin mand? Er der overhovedet håb for hende og Justin?

AA
aa

13. Fortumlet...


  Lokation: I forhallen, Blakes  forældres hjem, Beverly Hills, Los Angeles, onsdag d. 18 februar, 2015, kl. 17:11

"Hvorfor skal du også blande dig i alt hvad jeg laver?"

"Blake, jeg ville jo bare besk..."

"Drop dine dårlige undskyldninger Jonathan!"

"Jamen Blake, kan du ikke se, at han kører run..."

"JONATHAN HOLD KÆFT!"

"Blake..."

"JEG SAGDE HOLD KÆFT!"

"Han kører jo rundt med dig?"

"Forstå det dog! Han er min mand for pokker!"

"Lille skat, gå med mor ovenpå og net dig i stedet, så ordner jeg det her..."

"Far, du må ikke smide ham ud...", hørte jeg Blake hulke stille, hvor jeg følte, at alle de stemmer jeg havde hørt i det fjerne på, kom mere og mere til sin ret.

"Det gør jeg heller ikke skatte... Gå nu med mor ovenpå, ikke?"

Jeg glippede mine øjne op og opdagede pludseligt synet af en grædende Blake, hvor Victor stod og krammede hende ind til sig et øjeblik. Sekunder efter bemærkede jeg Shannon komme ind for min synsvinkel, hvor hun trak Blake til sig, der hulkede løs. 

Sekunder efter forsvandt de ud af min synsvinkel, hvor jeg kunne høre deres stemmer fortone sig, som de bevægede dem op ad trappen.

Ja, det var efterhånden gået op for mig, at jeg faktisk sad op ad trappevæggen i hallen på deres gammeldags entréstolebænk i rød nervøs velour med guldbrokader på. Jeg sukkede tungt og flyttede blikket lettere til højre for mig, hvor jeg opdagede Jonathan siddende på en anden stol ovre ved siden af det store entréspejl, mens han sad og duppede sin blødende næse. Han så ikke mit blik på ham, før Victor overraskede mig fra siden af.

"Justin, du er vågen?"

Jeg flyttede mit blik mod Victor og sagde ikke noget, men stirrede blot op på ham, mens han stod foroverbøjet, og med et skrævende blik, hvor det så ud til at han nærstudere mit ansigt helt. Han løftede sin hånd mod mit ansigt og rørte mig et sted på panden, som jeg jamrede mig ømmende over.

"Ja, du har fået en flænge i panden... Jonathan gik vidst temmelig heftigt på dig..."

"Tager du seriøst den klovns parti?!", brød Jonathans stemme ind ovre fra den modsatte væg. Jeg sukkede tungt og magtede ikke at sige noget igen. Victor vendte i sekunder sin opmærksomhed hen mod Jonathan.

"Nu tier du stille knægt! Du kunne have slået Justin i halv fordærv, så du skal virkelig ikke komme for godt i gang! Du slap med en blodtud, men se nu hvad du har gjort ved stakkels Justin her...", kom det med en lettere vred stemme fra Victor.

"Bla bla bla! Kan du ikke se, at han overlever?!", kom det i en snobbet tone fra Jonathan. Jeg så stadigt svimlende hen mod Jonathan, der stadigt så ret sur ud.

"Så er det godt unge mand! Hvis du ikke kan opføre dig ordenligt i mit hus, så er det ud af vagten - forstået?!", skældte Victor med blikket hen mod Jonathan, der fnøs og rejste sig fra stolen hvor ved han forsvandt et sted ind i huset. Victor vendte sig mod mig igen og satte sig på hug foran mig og vi fik øjenkontakt. Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg havde det ret dårligt lige nu og følte at jeg skulle kaste op.

"Er du okay knægt? Det var nogle ret hårde slag du fik...", kom det roligt fra Victor.

"Jeg er... dårlig...", svarede jeg lavt og følte mig temmelig svimmel. Victor rejste sig fra sin hugstilling og så andetsteds mod én af husets tjenestepiger.

"Jenny, hent en spand med lidt vand og et glas koldt vand - hurtigt!", udbrød Victor bestemt og jeg så hende nikke ved dørkarmen, hvorefter hun forsvandt ude af syne. Han satte sig igen foran mig.

"Du skal love mig ikke at falde i søvn.. Det er sikkert en hjernerystelse, som du har reddet dig...", sagde han bestemt. Jeg hørte nok kun halvdelen af hvad Victor sagde. Jeg så fortabt på ham.

"Jeg vil have min kone...", sagde jeg lavt og følte, at jeg var tæt på at kaste op. Victor nikkede blot uden at svare og han fik åbenbart en spand som han satte foran mine ben. Ja, tænk at jeg dårligt registrerede hvad der foregik omkring mig.

"Her knægt, drik lidt...", sagde han roligt og rakte mig et stort glas koldt vand, som jeg med rystende hånd tog imod. Ja, jeg følte både, at jeg frøs og skælvede i min krop. Jeg tog nogle forsigtige tåre af mit vand og Victor virkede ikke det mindste fjern for mig, mens han sad på hug og så op på mig.

"Ambulancen er på vej Justin, og jeg skal nok følge med dig på hospitalet...", forklarede Victor. Jeg følte tårerne rende stille og et lille hulk kom ud af mig.

"J.. jeg vil ha...have Blake...", hulkede jeg, og følte mit blik sløre sig for alle de tårer. Victor nikkede og klappede let på låret af mig.

"Rolig nu... Alt skal nok løse sig, det lover jeg... Nu må vi først sørge for at få dig undersøgt, okay?", svarede Victor roligt, men lige lidt hjalp hans trøst, så jeg hulkede endnu mere.

"Jeg vil have min Blake...", hulkede jeg igennem. Victor så i sekunder ned i gulvet og så derefter op på mig igen.

"Justin... Slå nu koldt vand i blodet, ikke?", forklarede han bestemt, men i et beroligende tonefald. Tårerne rendte stille ned ad mine kinder.

"Lov mig det Justin?!", gentog han bestemt. Jeg snøftede hårdt ind.

"Ja...", kom det i et ordentligt knæk i min stemme. Victor klappede mig let på lårene.

"Det er godt min dreng...", svarede han roligt og rejste sig op. Jeg lod blot mit blik hvile i hænderne på mig, der holdte om det kolde glas vand på skødet af mig.

"Bare bliv siddende Justin, jeg er straks tilbage...", sagde han roligt med en bestemt stemme. Jeg hverken svarede eller nikkede , men stirrede bare ned på glasset, og hørte hans skridt forstumme.

Mine tanker var forvirrende i en overflod over hvad der havde foregået tidligere, men alligevel havde jeg kun et billede for mit indre. Blakes smukke blå og grædende øjne...

~

  Lokation: I Victors mørkeblå Triumph Spitfire, i Justins forældres indkørsel, Los Angeles, onsdag d. 18 februar, 2015, kl. 22:17

Jeg følte mig tom for ord, mens jeg lod Victor åbne selen for mig. Ja, det var jo ikke fordi jeg ikke kunne selv, men min verden var ramlet sammen og jeg så intet lys for enden af tunellen. Jeg sad bare med et forstenet blik på instrumentbrættet og græd stille og lydløst.

"Justin... Nu må du tage dig sammen...", kunne jeg høre Victors stemme skære igennem, men jeg værdigede ham ikke et eneste blik overhovedet. Blot sad jeg som forstenet og fortabt og hørte et suk fra ham.

"Vent her knægt...", sagde han roligt og han steg åbenbart ud af hans lille klassiske sportsvogn og smækkede døren efter sig, mens jeg bare stirrede tomt på instrumentbrættet.

"En eller anden... Skyd mig! Befri mig for min smerte...", tænkte jeg mens jeg sad og græd. Jeg befriede mig i evigt lange sekunder efter fra mit tomme blik fra instrumentbrættet og så forvirret op omkring mig. Jeg opdagede først nu, at jeg sad i mine forældres indkørsel. Fuck, jeg havde sunket virkelig dybt!

Jeg havde været igennem en del undersøgelser på hospitalet og havde fået konstateret en mild til småslem form for hjernerystelse, og havde fået at vide, at jeg skulle holde mig meget i ro for en tid, men skulle være under opsyn, så svaret var åbenbart, at jeg skulle passes af mine forældre. Jeg havde fået lim på min flænge i panden og Jonathan havde formået at brække min næse, så jeg havde fået en skinne på næsen. Ud over det havde jeg et stort blåt venstre øje. Hurra, hvor var jeg smuk at se på.

Victor havde forklaret, at han hellere end gerne ville have passet mig hjemme hos dem, men Shannon havde vidst været ret meget imod det. Hurra, hvor det slet ikke var kommet bag på mig. Så derfor var Victor smuttet en halv times tid, mens jeg blev lappet sammen og var lettere under opsyn på hospitalet, mens Victor var smuttet hen til den bygning i byen, hvor han havde hovedkvarter. Han hentede sin sportsbil, som der havde holdt i parkeringskælderen. På den måde, gik det hurtigere for Victor, for at køre mig hjem til min familie.

"Justin?", hørte jeg min fars stemme ved min højre side, og sekunder efter blev bildøren ved min side åbnet og min far greb fat om min højre overarm og jeg steg forsigtigt ud af Victors sportsvogn.

"Skal jeg hjælpe ind med Justin?", spurgte Victor min far med et svagt smil.

"Det går nok Victor... Tusind tak for hjælpen, det er konen og jeg temmelig glade for...", svarede min far, mens jeg stod søvnig op ad min far. Fuck, den lortehjernerystelse. Jeg havde seriøst foretrukket tømmermænd i stedet for denne evige kvalme, hvor jeg havde knækket mig to gange på hospitalet. Ikke fedt, slet ikke fedt.

"Okay John, Justins bil står hjemme i vores garage, så når Justin kommer ovenpå igen, så kan han hente den hjemme hos os...", forklarede Victor. Jeg så træt på Victor, der stod over for min far og jeg. Victor gik hen til den side af bilen, som jeg havde siddet i og han åbnede handskerummet og greb ud efter noget, som jeg ikke kunne se hvad var herfra, før han atter stod foran os igen og øjensynligt rakte min far min iPhone og mit nøglebundt. Victor klappede mig på skulderen.

"Pas nu på dig selv knægt, ikke?", sagde han roligt med et lille smil. Jeg så bare fortabt på ham.

"Mr Lively?!", udbrød jeg opgivende, hvor Victor så med et løftet øjenbryn på mig.

"Justin, du skal da ikke tiltal...."

"Jeg elsker deres datter mr Lively...", afbrød jeg ham mumlende. Victor smilte meget svagt og nikkede.

"Kom nu ind og hvil dig knægt, du trænger tydeligvis til det...", svarede Victor roligt og begav sig bagom sin bil og om på den anden side og steg ind i bilen og startede den.

"JEG ELSKER DERES DATTER! FORSTÅR DE DET?!", råbte jeg mod Victor, der så sig i sekunder tilbage over skulderen mod min far og jeg.

"Vær forsigtig min dreng!", svarede Victor og kørte ud af indkørslen og han og hans Spitfire forsvandt ud i mørket.

"Kom min dreng...", kom det tydeligvis fra min fars stemme af, hvor jeg med blikket mod vejen, åbenbart blev trukket væk, så jeg vendte blikket fremad og opdagede nu hoveddøren stå åben med strømmende lys fra gangen af, hvor min mor, Melissa og Alice stod og betragtede mig i døren...

~*~*~

Det var dagens kapitler herfra :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...