Desirable # Michael Clifford

40501614
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2015
  • Opdateret: 3 mar. 2017
  • Status: Igang
Rigmandsdatteren Ellie flytter til Australien, og får sig noget af et chok da hun kommer til de nye omgivelser i Sydney. Alt er anderledes for den unge pige, og alligevel helt det samme. Hun møder den unge rebel, Michael Clifford, og sammen udvikler de en cliché kærlighedshistorie; venner som bliver forelsket i hinanden. Men selvom det ser lykkeligt ud, lurer problemerne lige under overfladen.

AA
aa

2. II # Ellie


Skolen var et kaos, ganske enkelt. Selvom der var ti minutter til, at timerne startede, var her overraskende mange elever. Heldigvis så ingen af dem ud til, at lægge specielt meget mærke til mig. Jeg kunne, nærmest usynligt, bevæge mig hen til der, hvor Connor havde forklaret mig, kontoret var.

Der sad et par ældre damer derinde, og jeg stillede mig høfligt hen til skranken for at håbe på, at de vidste hvem jeg var, kunne give mig mit skema, og jeg kunne gå. Det skete ikke. Jeg måtte hoste akavet et par gange, før den ene af damernes opmærksomhed blev tildelt mig; ”du må være den nye elev, Ellie?”. Hendes stemme var meget uformel, men heldigvis venlig nok. Og hun smilede da. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke over, at hjemme i Bridgeport ville de havde snakket til mig ved fulde navn. Alt her virkede så uformelt og… afslappet?

”Det er mig”, svarede jeg, og forsøgte at virke imødekommende og smilende, selvom det var lidt svært.

Damen nikkede til mig, denne gang med et smil, hvorefter hun rakte ned under skranken, og lagde en mappe op foran mig; ”her i finder du dit skema, regler for skolen, armbånd.. andre nyttige informationer. Din første time er historie i lokale G14”. Det var alt der røg ud af hendes mund, før hun lod opmærksomheden sive tilbage til sin computerskærm, og lod mig forlade lokalet på dne mest akavede måde.

Spørgsmålene fløj igennem hovedet på mig; hvorfor fik man armbånd, hvad brugte man dem til, og hvor i alverden var lokale G14?

Der var nu kun seks minutter til først time startede, og jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle gøre. Her var stadig mange elever, og jeg kunne jo spørge en om vej – men jeg havde aldrig været god til at opsøge folk på den måde.

Længere nede ad gangen spottede jeg en ung fyr, der så rimelig afslappet ud. Godt nok var han ikke lige min vennetype – havde en blanding af lysebrunt og grønt hår, og så ret rocket ud, men noget omkring ham virkede rart og afslappet. Han virkede som en type der ikke havde noget i mod, at nye og forvirrede elever stoppede ham på gangen og spurgte ham om vej.

Jeg gik de par meter hen til ham, og forsøgte kluntet at få hans opmærksomhed; ”undskyld?”.

Han kiggede straks op, så en smule måbende ud, og hvis jeg ikke tog meget fejl, rødmede han. Virkelig? Jeg var den nye her, og han rødmede?

Han tog sig dog hurtigt sammen og smilede venligt til mig; ”Ja?”.

Jeg fugtede mine læber, og trådte venligt et skridt tættere på ham; ”Ved du hvor lokale G14 er henne?”. Jeg havde lyst til at slå mig selv. Selvfølgelig vidste han det.

”Ja, jeg er selv på vej derhen, bare følg med mig”, hans stemme var utrolig rar, det var helt klart det, der karakteriserede mit indtryk af ham mest.

Jeg smilede taknemmeligt, og fulgte efter ham ned ad gangen. Det var akavet, men vi skulle heldigvis bare rundt om hjørnet, og et par meter længere ned, før vi var der.

Vi stoppede foran døren ind til lokalet, og kiggede en smule på hinanden. jeg fik tid til at studere ham lidt mere, end jeg havde før; han var faktisk en del højere end mig, men det virkede ikke sådan, fordi han var rimelig spinkelt bygget. Hans hud var lys, men passede utrolig godt til hans brun-grønne hår og grønne øjne. Han havde en kasket på, en sort trøje med huller i, og sorte bukser med huller på knæene. Åbenbart et rimelig typisk look her. Der var et eller andet ved hans ansigt, som gjorde ham meget imødekommende at se på. Helt klart øjnene; de smilede nærmest.

Han sendte mig et smil, før han åbnede døren ind til lokalet, og alt opmærksomheden røg direkte over på os. Mit blik røg ned i gulvet, og jeg skyndte mig ned til en ledig plads, bagerst i lokalet. Så slap jeg for, at have folks blikke i nakken. Drengen med de grønne øjne, satte sig ved bordet ved siden af mig, og begyndte at snakke med ham der sad der i forvejen. Typisk, jeg havde ingen at snakke med.

Det behøvede jeg heldigvis ikke, da en høj mand trådte ind i lokalet kort efter, og lukkede døren. Hans stemme rungede et godmorgen ud over klassen, og de svarede ham dovent tilbage.

Han satte sig ved sit kateder, og begyndte at føre fravær. Da han nåede til mit navn, kiggede han op fra sine papire, og spejdede udover klassen. Han fandt hurtigt mine øjne og sendte mig et venligt smil; ”Du må være Ellie? Jeg er Albert. Velkommen til”. Jeg takkede lavt, og kiggede ned på mine hænder, da jeg ikke brød mig om den opmærksomhed det her indebar. Normalt var jeg vild med al slags opmærksomhed, men jeg var så alene her, at det var ubehageligt. Jeg kiggede til siden, og så at drengen overraskende nok, kiggede på mig. Han smilede venligt, og jeg smilede tilbage til ham.

”Vi starter hårdt ud, med en opgave i grupper. I skal skrive en rapport om et emne der skal godkendes af mig, og senere i denne uge, skal i forsvare den for resten af klassen, mundtligt”, forklarede læren. Jeg kunne ikke lade være med, at blive nervøs. Stå foran alle disse elever, allerede? I det mindste skulle vi lave opgaven i grupper, så jeg var tvunget til at snakke med nogen mennesker.

”Jeg har lavet grupperne for jer, så de bliver mest fair”, forklarede Albert, og begyndte at læse grupperne højt. Da han var færdig, kiggede han ud over klassen; han havde ikke nævnt mig.

Jeg fumlede med mine hænder, i frygt for at skulle bide mig i læben, og nogen så ville opdage det.

”Ellie, du går med i Sarah og Ninas gruppe”, lød det bestemt fra Albert. To brunetter kiggede interesseret på mig, heldigvis smilede de. Måske ville det her projekt ikke blive så slemt. 

”Velkommen til. Jeg er Sarah”, den ene brunette rakte hånden frem mod mig, og jeg tog i mod den. Mit første indtryk af hende, var faktisk rimelig godt; hun virkede også som om hun var godt afslappet, og noget sagde mig, at hun var en af de ’populære’ piger her. Hun var utrolig smuk, og havde en rar lys stemme, samt et meget imødekommende kropssprog.  

”Jeg er Ellie”, svarede jeg genert, og præsenterede mig også for den anden pige; Nina. Hun virkede noget mere tilbageholdende og genert, hvilket jeg faktisk havde det godt med.

”Hvordan er dit indtryk af skolen så?”, Sarah lænede sig afslappet tilbage, og kiggede smilende på mig. Vi skulle åbenbart ikke lave historie. Hvis jeg var på min gamle skole, ville jeg bare være gået i gang med opgaven, men jeg lod være her, for jeg havde nu en chance for at snakke med nogen, og så ville jeg ikke virke som en stræber.

”Det er… Anderledes. Men godt”, jeg søgte lidt efter det rigtige ord, ville nødig fornærme dem ved at sige, at jeg ikke vidste om jeg brød mig om deres stil.

”Du vænner dig til det”, forsikrede Sarah mig hurtigt, og lagde hovedet på skrå. Hun var heldigvis en af de typer, der snakkede i et tempo jeg kunne følge med i; jeg havde normalt ikke noget i mod, at folk snakkede hurtigt, men accenten hernede var ret svær at forstå, så det var rart når nogle snakkede lidt langsommere. Forhåbentlig ville jeg vænne mig til den. 


Kapitel 2!! Kommenter meget gerne på historien :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...