Demon

2206117
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2015
  • Opdateret: 8 aug. 2017
  • Status: Færdig
I landet Oderia sker der forfærdelige ting. En krig hærger, fordi kongen af nabolandet fandt ud af, at landet har meget guld. Familien Demon er holdt tilbage i landet og kan ikke komme hjem til deres oprindelige land. Den eneste fra familien, der nåede over grænsen, var den ældste søn. Kan han redde hele familien over på den anden side af grænsen, og hvad gør den næstældste, Klay, når hun pludselig står med ansvaret for, at hele familien skal overleve den farlige rejse til grænsen? Og hvad gør hun, når hun møder den mystiske dreng, Thomas, som påstår, at han kender hende? Vil hun finde en udvej, eller må hun ofre sig selv for at de andre kan overleve?

Cover af: Aagaard - tusinde tak! :D

AA
aa

4. Kapitel 4 - At starte en intern krig

Vi sniger os langs de ødelagte huse. Der plejede at være en købmand her, men den er blevet bombet synder og sammen. Da vi endelig når den gamle dames hus, er det omringet af soldater med grønne uniformer. De har alle stramme miner, og de har geværer over skulderen. Jeg skæver bekymret til min mor, som har gemt sig.

"Jeg går ind," siger jeg med rystende stemme.

"Nej, jeg vil ikke miste jer alle..."

"Hvis jeg ikke gør noget, så er det netop det, der vil ske!"

Jeg løber forsigtigt rundt om huset, så jeg kommer om på bagsiden. Oppe på taget er der en lem, der fører ind til loftet. Hvis jeg bare kan komme derop, så kan jeg måske få dem alle sammen ud. Jeg ser rundt for at finde et sted at kravle op. Jeg kan ikke rigtig få øje på noget, som jeg kan klatre op af, så derfor må jeg finde noget på jorden, som jeg kan stable. Jeg finder en gul skraldespand, som jeg stiller lige under det sted, hvor jeg vil kravle ind. Huset er en høj, firkantet og rød betonklods i midten af byen, så chancen for at soldaterne ser mig er maksimal. Jeg stiller mig med rystende krop op på skraldespanden, og jeg kan lige akkurat få fat i tagrenden. Det er godt, at jeg har gået til klatring, så jeg kan med lethed hive min egen kropsvægt op på huset. Bare tagrenden vil holde. Imens jeg kæmper med tagrenden, kommer en soldat strejfende om i baghaven, og selvfølgelig er det første, han får øje på, mig. 

"Hvad laver du deroppe, frøken," spørger han mistroisk.

"Jeg ville bare..."

I det samme taber jeg mine solbriller, og jeg kan se, at soldaten genkender mig. Flot Klay, virkelig flot...

"DET ER EN DEMON!!!!!!!"

De andre soldater kommer styrtende, og de er nærmest ved at vælte over hinanden af begejstring. Jeg kommer i tanker om, at jeg hænger i luften og ikke har en chance, hvis de beslutter sig for at skyde efter mig. Jeg tager en hurtig beslutning og vælter skraldespanden om kuld, så vagterne også vælter. Skraldespanden er virkelig tung, og det tager omtrent 10 sekunder, før jeg kan få den væltet i den rigtige retning, men 10 sekunder er lige tidsnok til, at soldaterne ikke når at registrere det. De vælter som dominobrikker, og jeg kan ikke dy mig for at grine højlydt, før jeg med lethed får hevet mig selv op på taget. Soldaterne er kommet på benene igen, og de begynder at skyde efter mig med deres rifler. Jeg lægger mig fladt ned på maven og hører omtrent halvtreds skud, som rammer forbi mig. Da skudsalven stopper, kommer jeg i tanker om min pistol. En håndpistol er ikke til megen hjælp i den her situation, men jeg river alligevel instinktivt og hårdt gaffatapen, som holder pistolen, af mit inderlår, og jeg får tårer i øjnene af smerte, da gaffatapen laver et mørkerødt mærke. Jeg bliver nødt til at bide mig så hårdt i læben, at jeg kan smage blod for ikke at vække yderligere opmærksomhed. Langsomt får jeg ladt pistolen, og jeg tager forsigtigt mit hoved ud over kanten af taget og får indstillet mig på at skyde en masse. De er væk. Måske tror de, at jeg er død. 

 

Langsomt rejser jeg mig op. Det er godt, at taget er nogenlunde til at gå på. Det er ikke så stejlt igen. Jeg klatrer med rystende hænder og meget langsomt op af taget, og da jeg når til lemmen, er der ikke en soldat i syne. Forsigtigt lirker jeg hængslerne på lemmen op og haler mig selv ind af det lille hul. 

"Er I okay?" spørger jeg bekymret. 

"Shhhhh... soldaterne er nedenunder," hvisker Ophelia.

"Okay, lad os se at få Jer ud. Skynd Jer hen til mig," siger jeg skrapt.

Jeg tager lille Damon på ryggen. Jeg kan mærke, at han ryster af skræk. Jeg genner Matt og Luke ud af det smalle hul, men Ophelia er for bange til at bevæge sig. 

"Damon, hold lige godt fast," siger jeg.

Jeg løfter Ophelia op til hullet, og hun kravler langsomt ud. 

"Matt, tag lige Damon," hvisker jeg, da jeg får ham til langsomt at kravle ud af hullet. Matt tager Damon, og de gemmer sig bag en af de store skorstene på huset for ikke at blive opdaget.

 

I det samme bliver lemmen til loftet sparket op, og jeg beder min sidste bøn, da jeg ser, hvem der kommer. Det er soldaterne, og deres rifler er ladt. 

"Hvor er dine søskende og din mor henne, lille pige?" spørger en af dem. Han er helt ligbleg og har et stort ar på siden af hovedet. 

"Jeg må desværre skuffe dig, kære soldat. Her er kun mig," svarer jeg med flabede undertoner.

"DU SKAL IKKE LYVE OVERFOR MIG! I ER FAMILIEMENNESKER! HVOR ER DE!?"

Jeg kan mærke riflens løb imod min pande, og koldsveden pibler frem på mig. Jeg lukker øjnene og beder en sidste bøn, da et kraftigt lys pludselig lyser hele loftrummet op. Jeg åbner langsomt øjnene og ser, at lyset kommer fra mig. En kraftig lysstråle står ud af mit solar plexus. Den blænder soldaterne, og jeg er åbenbart den eneste, der kan se noget. Ubevidst sender jeg strålen direkte imod soldaterne, og det er det sidste, jeg husker...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...