Australia here I come (Danish Version)

644801768
"Vi skal flytte til Australien" sådan lød sætningen. Mød Sofie, der er 16 år gammel og kommer fra Århus. Hun elsker musik og fodbold. Hun skal flytte, flytte væk fra Danmark, sin hver dag, sine venner og sin kæreste. Hvordan vil det hele gå. Hvordan ender hendes forhold og vil hendes barske fortid påvirke hende, vil det forhindre hende i af at forelske sig igen. Vil hun møde hun nogen interessante og hvordan vil det hele gå når hendes eks dukker op i Australien.
Følg med i Sofies liv og få alle svarene

AA
aa

1. The last goodbye

Sofies synsvinkel

"Sofie vi kører nu" råbte min mor "Kommer" råbte jeg tilbage, i mens jeg en sidste gang gik rundt i vores store lejlighed. Der stod ikke en eneste ting tilbage. "Trist" mumlede jeg stille for mig selv. Jeg var mere end lykkelig over at vi skulle flytte til Australien, men det var også lidt trist at skulle sige farvel til sit barndomshjem.

"Kommer du" spurgte min mor engang til, hun var nu kommet ind i stuen, hvor jeg stod at tænkte. "Ja" sagde jeg, med en lidt trist mine. "Er der noget i vejen Sofie, har du fortrudt at du sagde ja til flytningen" Spurgte min mor

"Når nej, det er jeg ikke, det er bare det at det er min første flytning og så er det ovenikøbet om til den anden side af kloden vi flytter" sagde jeg med at smil. "Nå okay, man vi skal altså kører nu, ellers når vi ikke flyet" sagde min mor, meget bestemt.

 

Jakobs synsvinkel

"Hvordan kunne hun bare rejse, efter at vi havde været kærester i så lang tid" mumlede jeg stille og trist for mig selv. "Og hvordan kunne hun bare gå sin vej, som om at jeg ikke betød noget for hende" Spurgte jeg mig selv om. Jeg tog telefonen og ringede Sofie op, der var så meget som jeg gerne ville have svar på.

"Det Sofie" sagde hun i den anden ende.

"Hej skat, der er noget som jeg gerne vil have svar på" sagde jeg

"Jeg er ikke din skat længere, vi har slået op, har du glemt det" lød det fra Sofie, med en meget bestemt tone.

"Jeg ved godt at vi har slået op, men der er så meget jeg gerne vil have svar på" sagde jeg med en meget trist stemme, i en forhåbning om, at det kunne få hende til at lytte.

"Nej Jakob, der er ikke mere at tale om, du kommer nemmest igennem det her, hvis du bare glemmer mig" sagde hun med en meget sur tone og i samme sekund blev der lagt på.

Jeg begyndte af græde, men jeg ville have svar på mine spørgsmål. Jeg gik ned, tog min jakke på og gik ud af døren.

 

Sofies synsvinkel

"Åhhh, hvorfor skal han være så irriterende!!!" mumlede jeg for mig selv. Men åbenbart ikke stille nok, for min vente sig om og spurgte om hvad der var sket, hun havde åbenbart hørt samtalen, kunne jeg se på hendes ansigts udtryk.

"Jakob han vil bare ikke forstå, at jeg er videre og at jeg skal flytte" svarede jeg irriteret. "Hør Sofie, nu er det ikke alle der er ligesom dig, som mener at kærestesorger er noget pjat" Sagde min mor. "Men hvorfor forstår han ikke, at jeg skal flytte og at jeg ikke gider at snakke med ham" Spurgte jeg, i mens jeg lignede et stort spørgsmåls tegn i hovedet.

"Han elsker dig og vil ikke bare give slip på dig, i havde været kærester i 6 måneder. Det er svært for ham, bare at give slip, han er helt knust" sagde min mor, med et sjovt udtryk i hovedet, hvor hun havde en forhåbning om at jeg ville forstå det. Vi sad længe og snakkede om alt muligt og jeg var kommet i bedre humør, der var heller ikke så meget andet man kunne lave ud over at snakke, når man skulle sidde og vente i en lufthavn i 5 timer. Ja, det er lang tid, når man er en pige som mig, for hvordan kan man sidde stille i 5 timer" Nej, vel. Der fik jeg nok lige svaret inden i kunne få reageret, haha, nå men videre.

Min mor og jeg var gået hen for at få noget af drikke på Baresso, i mens min far passede på bagagen. VI stod og ventede på vores drikke varer, da jeg pludseligt hørte en kendt stemme. Og jeg var ikke i tvivl om hvem den tilhørte. "Sofie" lød det igen Jeg vente mig om og kunne se ham komme gående, det eneste jeg tænkte på var af komme væk og som jeg har fortalt tidligere, så ved min mor alt om mig, så hun vidste også hvad jeg tænkte nu.

"Kom" sagde min mor. "Vores kakao er klar" fortsatte hun. Jeg tog den ene kop, i mens min mor havde de to andre. "Jeg håber ikke at han så at vi gik den her vej" sagde jeg til min mor "Nej, men hvis han gjorde, så er det bare med at komme væk" sagde hun, med et meget målrettet udtryk. "Sofie" lød det igen

Det eneste jeg kunne tænke på var at komme væk. Jeg kiggede på klokken og der var heldigvis kun 10 min til at vi skulle ombord på flyveren og væk fra Danmark, væk fra barndommen, væk fra familien og væk fra Jakob.

"Sofie, hvorfor løber du væk" kunne jeg hører Jakob sige og han stod meget tæt på. Jeg vendte mig og mødte et par røde øjne, jeg kunne se at han havde grædt. "Fordi jeg ikke ønsker af tale med dig og det er også bedst for dig, hvis du bare glemmer mig" Sagde jeg og vente mig og begyndte at gå. "Vent" sagde han og tog fat i min arm.

Jeg hev min arm til mig i mens jeg sagde "drop det Jakob, det kommer ikke til at ske" Jeg var kommet hen til mine forældre og de var klar til at gå ombord på flyet og det kunne ikke går hurtigt nok tænke jeg. Vi sad nu ombord på flyet, hvor vi skulle være de næste 18 timer, hvordan kan man sidde stille i 18 timer, det kan jeg ikke, jeg er en fodboldt pige, jeg kan ikke bare sådan sidde stille i længere tid af gangen.

Jeg sad stille og smilte for mig selv, da der tikkede en SMS ind. 

Den var fra Jakob.

"Jeg elsker dig"

Jeg kunne mærke tårne presse sig på.

 

 

_____________________________________________________________________________________________

Hej alle sammen.

Det var så andet kapitel, jeg håber i kunne lide det.

Skriv gerne hvad i synes nede i kommentar boksen. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...