Dødens datter

22932030
Morana er Dødens datter. Indespærret i underverdenen (der overhovedet ikke er under jorden) lever hun sammen med Døden. Hendes far. Dødens søster, lidt mere ukendt, er Livet. Men pludselig hører Morana intet fra Livet og hendes far forsvinder. Samtidig føler hun noget mystisk inden i sig.

Jakob var altid blevet forfulgt af manden med hatten. Selv i åbne pladser, som midt på torvet, stirrede han på ham. Efter en ulykke, løber han op i de bjerge, som han boede lige ved. Men pludselig forvilder han sig væk fra vejene og opdager noget ingen levende mennesker nogensinde havde set.

Lily befinder sig i en skov. Hendes bevidsthed hænger i en klump grød, så hun næsten ikke kan tale, høre, føle, lugte, eller se. Men kun næsten. Hendes krop derimod, bevæger sig rundt, med våben og blod på hænderne.

Hvad sker der?

*Pause, er igang med at skrive om. Kommer igen om 1-2 måned(er)*
(Bliver opdateret hver søndag)
[coveret er lavet af (tidligere faquella) AXXA]

AA
aa

2. Kapitel 1: Underverdenen, Morana.

Solen så sort ud, her på den anden side af hologrammet. Hun sukkede og hang armene slapt ud på balkonen. Hvor blev han af? Der var så stille uden hendes far. Sjælene sagde ikke meget og bevægede sig ærlig talt heller ikke meget. Hun smilede ved tanken om den gang hun prøvede at organisere et væddeløb mellem dem. Hun havde malet hvide streger op på gulvet i hulen, med noget saft fra en af de store blomster der voksede op af klippevæggene i hulen, og ført sjælene over på hver deres plads. Hoppende op og ned havde hun talt dramatisk til tre. Men de var blevet det samme sted, eller blæst væk fra banen.

Hun rynkede panden. Var det der hun havde givet op på sjælene? Hun kunne ikke huske det. Der sådan nogle dødbidere, tænkte hun og fnes for sig selv. Skulle hun fortælle den til far, når han kom hjem igen? Nej, han forstod ikke hendes humor. Hun lod sine tanker vandre og så ufokuseret mod hologrammet. Det var en stor cirkel, bare flad i bunden, der hvor klippevæggen og hologram ramte sammen. Nogen gange kravlede bjergbestigere op af hologrammet, men det flyttede sig. Kun døde kunne komme ind.

    “Morana! Jeg er hjemme!” stemmen rev hende ud af tankestrømmen. Hendes blik fokuserede lynhurtigt på skikkelsen der kom flyvende gennem hologrammet. De store ørne trak den flyvende vogn, der mindede om en romersk kampvogn. Den var bare sort, istedet for rød.

    “Far!” råbte hun med et smil fra øre til øre og drejede om ind mod slottet. Hun kendte slottet som sin egen lomme. På tre minutter var hun fra første sal til ude i hulen. Hun vidste det, for hun havde taget tid på det. Når man havde så meget tid, kunne man finde på alverdens ting.

    Manden der stod på vognen, så på hende og smilede. Hans hud var fuldkommen hvid, og håret en dyb sort. Som en mørk kælder, hvor uhyrene ligger på vagt. Hun sprang ham om halsen og han gengældte krammet.

    “Min Morana, hvordan går det? Du må undskylde at den her tur blev lidt forlænget, men…” sætningen stoppede og Morana stivnede. Han stoppede aldrig midt i en sætning. Hvis han var begyndt på en sætning, fortsatte han den, selv hvis det lød dumt. Det gjorde det nu sjældent. Hun sagde til sig selv, at han nok bare var træt. Hun trak sig ud af krammet.

    “Så far, kom nu med ind. Maden er lidt kold, men går det ikke?” sagde hun og han nikkede. Han viftede slapt mod hestene og de trak sig med det samme mod staldene, lige ved siden af slottet. Hendes far støttede sig til hende. Hun kunne godt holde ham oppe, men ikke bære ham. Hun fik ham bugseret ind på sofaen.

    Morana havde end ikke en svedperle på panden, men det undrede hun sig ikke over. Det var meget normalt. Hun gik ud i køkkenet og tog noget mad frem fra køleskabet. Hun satte det ved siden af ham, sammen med et glas vand. Så besluttede hun at det bedste ville være at gå i seng og give ham lov til at sove. Han havde trods alt været væk i en uge. Hun gik op af trappen, som ledte op til hendes værelse, biblioteket og en hel del andre rum, hun aldrig havde været i. Hun kastede et sidste blik over skulderen, før hun åbnede døren og gik ind.

    Værelsets vægge var mørke røde og gulvet sort. Rummet var tomt, bortset fra en reol, et klædeskab og den enorme himmelseng. Rummet var så stort, at man næsten ikke bemærkede himmelsengen, der stod helt op af hjørnet, længst væk fra døren. Rummet havde ingen vinduer, men det betød nu ikke så meget. Hvis der havde været vinduer, ville man ikke have kunnet se andet end en bar klippevæg.

    Hun gik garderobeskabet igennem og trak en sort natkjole ud. Mens hun tog den på, fangede hun sit eget blik i spejlet. Hendes øjne var brune, men hvis man så godt efter, fandt man en ring af rødt, der bevægede sig som flammer rundt om pupillen. En af grundende til at hun sjældent så sig i spejlet. Hendes hud var om muligt mere hvid end sin fars, da hun aldrig havde været uden for grotten.

    Morana havde tit spurgt om hun ikke måtte komme med, men han ville aldrig lade hende. Han understregede altid hvor vigtigt det var at hun beskytte sjælene og før hun kunne svare var han videre. Sjælene passede da sig selv! Hvis der skulle komme nogle mennesker? Der kom aldrig nogen!

    Hun så på sin magre skikkelse i spejlet. Hendes kulsorte hår var så glat og fladt om et spejl. Hun trak en hårlok bag øret og drejede hovedet på skrå. Hun rystede kort på hovedet og krøb ned mellem dyner og tæpper i sengen. Hun lagde sig til at sove, men i det hun lukkede øjnene, kom en kraft væltende over hende, som en tsunami. Det føltes stærkt, varmt og blodtørstigt.

    Chokket fik hende til at gispe og spærrede øjnene vidt åbne. Hun satte sig op og hev efter vejret. Men dybt ind i hende, kunne hun stadig mærke varmen, den stærke varme der sønderrev, der brændte huse ned til en bunke aske. Sveden løb ned af hende og flammerne truede med at få overtaget. Hun koncentrerede sig om at trække vejret og skubbede dem ned i en afkrog af hendes bevidsthed. Hun stirrede på i sin knyttede hånd.

    

Hvad var det der lige skete?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...