The Spirit House

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2015
  • Opdateret: 28 jun. 2015
  • Status: Igang
I år 1856 flytter en mor, og hendes to døtre ud i et øde gammelt hus langt ude på landet. Emilie er 14 år og er hovedpersonen og hendes lillesøster, Sofia er 10 år. Moren hedder Lisa. De blev smidt ud af deres gamle landsby, da moren var sammen med en anden end faren. Men hvad de ikke ved er at de ikke er de eneste der bor i huset...

1Likes
0Kommentarer
643Visninger
AA

3. 2 KAP

Jeg vågnede op efter en uhyggelig nat. Jeg satte mig hurtigt op i sengen og kiggede mig omkring. Dåren stod åben men der var ikke sket noget. Jeg kunne ikke huske resten efter at dåren blev skubbet op. Jeg tog tøj på og gik ind til Sofia. Hun sad i sengen og kiggede op på mig med store øjne. "Jeg kan ikke lide det her hus" sagde hun og sank en klump spyt i halsen. Jeg satte mig ned på senge kanten ved siden af hende. "Er der sket noget?" Sagde jeg og kiggede på hende. "Jeg hørte trin igår uden foran dåren" sagde hun og fik tåre i øjnene. Jeg var ikke den eneste der havde hørt noget. "Jeg hørte også noget igår, men det er jo bare huset" sagde jeg. Men jeg havde selv svært ved at tro på mig selv. Jeg fortalte hende ikke at dåren var blevet skubbet op, hun skulle jo ikke blive mere bange end nødvendigt. "Kom vi skal ned til mor og spise morgen mad" sagde jeg og tog Sofia i hånden. Vi gik ned af trappen og vores blikke mødtes med mor. "Sov i godt?" Spurgte mor og smilede til os. Havde hun ikke hørt noget? Vi gik ned og satte os ved bordet og kiggede på mor. Vi sagde ikke noget men begyndte at tage noget mad. Men så åbnede Sofia munden og sagde "jeg hørte skridt uden foran min dør." Mor kiggede mærkeligt på Sofia og øste noget op på hendes tallerken. "Nu må i altså stoppe med alle de der lyde i høre" sagde mor vredt og kiggede på os. "Men jeg hørte det altså også" sagde jeg og kiggede op på mor som havde tåre i øjnene. Hun var nok ikke vred, bare skuffet over hende selv, og hendes fejltagelse. "Huset er gammelt, det har jeg jo sagt" sagde hun og gik vredt ud i køkkenet. Jeg kiggede på Sofia og rullede øjne af mor. Da vi var færdige med at spise, spurgte vi mor om vi måtte gå en tur og kigge os omkring. Det måtte vi godt, bare vi ikke farede vild. Vi tog jakke og sko på og begyndte at gå ned af krus vejen. Vi gik forbi en masse træer med flotte grønne blade, og nogle pære og æble træer. Der var en masse blomster ude i vej kanten og en flot sø ude på den store grønne græs plane der lå tæt ved huset. Græsset var mindst 70cm høj. Vi gik lidt i tavshed. Jeg kunne se på Sofia at der var noget hun ville sige. "Jeg tror ikke at det er huset der knirker og larmer" sagde hun og rystede lidt på hendes hænder. Jeg kiggede mærkeligt på hende. "Hvad tror du så det er?" Sagde jeg. Jeg sparkede til en sted så den trillede ud i vejkanten. "Ånder" sagde hun. Jeg standsede brat op og stod og stirrede på Sofia. Det kunne ikke lade sig gøre. Ånder var med i bøger, de var med i de gysere vi fortalte til hinanden hjemme i vores gamle landsby. "Det kan da ikke passe" sagde jeg. Men når jeg tænkte mig om, tænkte på dåren der blev skubbet op, lysende der blev pustet ud, trinende og knirkende. Så kunne det måske godt passe. "Jeg tror du har ret" sagde jeg og kiggede forbavset på Sofia. Jeg vendte mig hurtigt om og råbte "mor!" Vi begyndte at løbe tilbage til huset. Da vi var kommet tilbage flåede vi dåren op, men mor sad bare i sofaen. "Hvad sker der børn?" Sagde mor og kiggede på os med store øjne. Vi var meget forpustede men vi løb hen til mor. "Det lyder måske mærkeligt mor, men vi er ikke de eneste der bor i huset..." Sagde jeg og satte mig ved siden af mor i sofaen. "Okay, hvem bor her så?" Sagde hun og grinte af os. Men dette var alvorligt, og selfølgelig ville hun ikke tro på os. "Her spørger, her bor ånder" sagde jeg. Mor begyndte at grine højt og rystede på hovedet. "I er skøre" sagde hun og gik ud i køkkenet. Mig og Sofia kiggede på hinanden og blev enige om at vi skulle finde ud af hvad det var. Sofia fik en idé om at vi skulle tjekke kælderen. Det var ikke med fri vilje, men vi blev nød til det. Mor troede jo ikke på os. Vi gik hen til kælder dåren og åbnede den. Trappen ned til kælderen var af sten og buede rundt om en stor pæl, så man ikke kunne se ned i kælderen. Der var mørkt og det var svært at se hvor lang trappen var. Vi gik lidt videre ned, men pludselig smækkede dåren bag os. Der blev helt mørkt og vi rendte hurtigt op til dåren igen. Sofia tog fat i håndtaget, men der var låst. Min puls steg og jeg kunne mærke at jeg rystede. "Mor!" Råbte Sofia og bankede på dåren. Men hun kunne ikke høre det. Jeg tog en dyb indånding og sagde "vi bliver nød til at tjekke kælderen" Jeg tog Sofia i hånden og vi begyndte at gå ned. Da vi kom der ned kunne vi se et lille lysskær langt hende. "Når jeg siger løb, så løber vi hen til lyset, okay?" Sagde jeg og talte inde i mit hoved. 3... 2... 1... "Løb!" Vi styrtede hen til lyset, og lyset kom fra et vindue. Der var mange rum i kælderen men det var svært at se begrund af mørket. Der var ikke noget i kælderen, der var ingen møbler, ingen ting, kun tomme rum. "Hvordan kommer vi ud herfra?" Sagde Sofia. Jeg kiggede op på vinduet og så at der var en lås man kunne åbne. Jeg åbnede den og gravlede ud af vinduet. Jeg tog fat i Sofia hænder, får at hjælpe hende op. "Her bliver meget koldt nu" sagde Sofia og kiggede sig tilbage. Idet hun kigger tilbage bliver hun hevet i benene. Jeg fik et shok og hun begyndte at skrige. "Emilie! Hjælp!" Skreg hun og sparkede med benene får at få det der nu var, til at give slip. Jeg strammede hårdt rundt om håndledet på hende så hun ikke blev hevet med. "Hold godt fast" råbte jeg og hev med alle mine kræfter. Hendes hænder begyndte at glide fra mine... Men det var for sent. Hendes krop blev hivet hen over det det kolde gulv, hun skrev og prøvede at hive fast i dør karmen. Men det lykkedes hende ikke at holde fast og hun blev hivet ind i et af de bagerste og mørkestes rum. Og døren smækkede i...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...